Hvem der var hovedperson, var ingen i tvivl om. Det var Uffe. Uffe Elbæk.

Omvendt var der ikke mange, der kendte kvinden i den grå habitjakke og den blå rullekravesweater. Og det vidste hun godt, da hun som den første fik ordet på pressemødet i det store lokale på Christiansborg, med de dybblå vægge og de mange portrætter af for længst afdøde mænd på væggene.

Denne dag var rummet tillige udsmykket med et nyt partis navn. ‘ALTERNATIVET’ stod der på hvid baggrund med en grøn stribe på tværs.

– I kender ikke mig. Jeg hedder Josefine Fock, og jeg har været ansat mange år i fagbevægelsen. Her ved min side står Uffe Elbæk, og ham kender I nok lidt bedre, sagde Josefine Fock.

Alle kendte Uffe Elbæk. Og det var et parti med ham i spidsen, der blev præsenteret den dag i slutningen af november 2013.

Josefine Fock taler til journalisterne på Alternativets første pressemøde

Alternativet var Uffe Elbæks parti fra starten, og det har ikke ændret sig undervejs.

Elbæk havde været nødt til at iføre sig slips ved enkelte lejligheder, da han var radikal kulturminister fra oktober 2011 til december. Men først røg ministerposten og slipset, så røg medlemskabet af de radikale – og på pressemødet var Elbæk tilbage i skjorte og sweater.

Uffe Elbæk havde været politisk eneboer i et fjernt beliggende kontor på Christiansborg efter bruddet med de radikale. Nu var han i gang igen. Han trak igen på den evne til at begejstre og iværksætte, der havde sikret ham en lang karriere, blandt andet som stifter af den alternative århusianske uddannelse Kaospiloterne og som leder af Frontløberne, et projekt for unge kulturelle ildsjæle i Aarhus.

Uffe Elbæk og Josefine Fock til præsentationen af Alternativet.

Den ny politiske kultur

Denne gang hed projektet Alternativet. Et nyt parti, der skulle samle de mange rundt i landet, der delte drømmen om ”alternative løsninger til et bæredygtigt samfund”. Og så handlede det om en ny politisk kultur, sagde Elbæk:

– Det gælder inden for murene. Partierne skal have større respekt for hinanden. Men det handler også om at bygge bro til alt det, der foregår uden for Christiansborg. Vi ser os selv som demokratiske brobyggere og demokratiske arkitekter, sagde Uffe Elbæk.

Pressemødet var velbesøgt. Mange i lokalet var ikke journalister, derimod folk, der allerede var ombord i Alternativet – eksempelvis den senere kulturborgmester i København Niko Grünfeld. Men journalisterne stillede deres spørgsmål: klassiske Christiansborg-spørgsmål om, hvem Alternativet ønskede som statsminister og den slags.

Elbæk og Fock svarede så godt, de kunne.

Uffe Elbæk og Josefine Fock under pressemødet om stiftelsen af Alternativet.

De betonede især, at intet er vigtigere end kampen for klimaet, men pressemødet afslørede, at Alternativet ville få brug for at forholde sig til rigtigt mange andre ting. Sådan har billedet på sin vis været lige siden. Alternativet vil helst tale klima, næsten hele tiden. Men mange andre ting trænger sig på.

Så snart pressemødet var overstået, tog de politiske kommentatorer og analytikere fat. Nogle var skråsikre – partiet havde ikke en chance. Andre tog forsigtige forbehold. Men troen, på at Alternativet ville blive en faktor i dansk politik, var ganske lille.

Dén vurdering var bare forkert. Den tog ikke højde for Uffe Elbæk og hans nærmestes evne til at samle folk og skabe begejstring. Og for ønsket om at få et nyt parti ind på Christiansborg.

Uffe Elbæk til valgfest 18. juni 2015.

Fra begejstring til en crazy valgaften

Begejstringen omkring Alternativet fik mange udtryk. Der blev diskuteret inderligt i de politiske laboratorier, hvor politikken skulle udvikles. Og der blev danset og krammet inderligt, mens Alternativet fandt fodfæste rundt omkring i landet, særlig i de store byer, hvor mange følte sig politisk hjemløse.

Mange fandt i partiet et hjemsted for både politiske drømme og for sprudlende hverdagskreativitet – selv i forhold til den trivielle, papirbaserede indsamling af vælgererklæringer.

"Vi fik de mest fantasifulde, hjemmelavede konvolutter," som det beskrives i en bog med partiets historie, der blev udsendt i 2015.

Bogen var grøn og hed ”Love is in the air”. Titlen på John Paul Youngs discohit fra 1977, som blev en slags signatur-sang for Alternativet i de første år. Ikke mindst da tv-optagelser viste samtlige delegerede danse til sangen på partiets årsmøde i maj 2016, efter at partiet var kommet i Folketinget i juni 2015.

Det blev et valg, der kom til at gøre alle vurderinger, om at Alternativet ville lide en syngende og dansende død, til skamme. Og et folketingsvalg, der lærte danskerne en ny måde at udtrykke stolthed og overraskelse på.

Dén kom til Uffe Elbæk cirka 22.45 på valgaftenen – torsdag den 18. juni 2015:

- Jamenahrmendedevadvadee … hvor er det crazy, det her mand!

Uffe Elbæk udtaler sig begejstret til pressen under valgfesten i 2015

Crazy eller ej. Alternativet kom i Folketinget med 168.788 stemmer, svarende til ni mandater. Og til en position som Folketingets sjettestørste parti. Større end de radikale, SF og de konservative – alle tre tidligere regeringspartier.

Politisk var Alternativet ikke på plads, selvom kandidaterne havde haft nogle hovedlinjer at føre valgkamp på: Ønsket om en ny politisk kultur. En langt mere omfattende indsats mod klimaforandringer. Begejstring for EU. En målsætning om altid at have plus på tre politiske bundlinjer. Den grønne, den sociale og den økonomiske.

En ung Alternativet-støtte til valgfest i juni 2015.

Resten måtte komme hen ad vejen. En udbygget udenrigspolitik eksisterede for eksempel ikke. Partiet var en bygning, der blev taget i brug, mens den blev bygget.

Og partiet var også til en vis grad en fest, der aldrig helt stoppede, uagtet at Alternativet nu var blevet etableret med kontorer, kopimaskiner og mødelokaler i Christiansborgs Ridebanebygning.

Kontorerne lå et stykke fra folketingssalen – måske fem minutter til fods. Til gengæld blev væggene i den lange buede gang malet grønne.

Alternativets gang i Christiansborgs Ridebanebygning.

Så Alternativets fest fortsatte på Grøn Gang – med fuldtidslønnede politikere og fastansat personale i bundter. Og med enkelte parlamentariske gennembrud – politisk indflydelse for de ni mandater.

Josefine Fock slog hurtigt til på Alternativets vegne, da muligheden for et forlig viste sig, så snart Venstre havde dannet en smal etparti-regering efter valget i 2015. Alternativet holdt liv i den såkaldte boligjob-ordning, der giver boligejere fradrag for reparationer og lignende – nu med en grøn profil.

Josefine Fock i TV-Avisen om boligjob-ordningens nye grønne profil, som blandt andre Alternativet stod bag.

Boligjobforliget var det første håndgribelige, parlamentariske bevis på, at Alternativet indtog rollen som Folketingets mest miljø- og klimaorienterede parti. I hvert tilfælde i egen optik.

SF og Alternativet gik med i aftalen. Socialdemokratiet gjorde ikke. Og da Alternativet lavede en anden markant aftale med Løkkes regering, stod alle de andre partier i oppositionen til venstre for regeringen uden for.

Uffe Elbæk sammen med Rasmus Nordqvist (t.h.) og Claus Hjort Frederiksen (i midten).

Kun Blå Blok og Alternativet gik med i forliget om at nedlægge den planlagte kommission, som skulle kulegrave krigene i Irak og Afghanistan og erstatte den med en historisk udredning. Senere trak partiet sig dog fra forliget og beskyldte regeringen for at lyve. Det lignede mere gammeldags politisk kultur end den nye og mere venlige politiske kultur, Alternativet havde talt om, sagde kritikerne.

Men til sidst var det fest-kulturen, der virkelig skabte blæst om Alternativet, mere end den nye politiske kultur.

Unge støtter til Alternativets valgfest efter kommunalvalget i 2017.

Festkultur og penisser i slap tilstand

Det var fem ansatte, der sagde fra, da festen røg af sporet. Og det var Alternativets nye gruppeformand René Gade, der måtte rydde op.

De fem ansatte lancerede udtrykket ”festkultur” i en klage til Alternativets ledelse i juni 2017. De havde fået nok af en uformel og kaotisk hverdag på den Grønne Gang.

— Mange ansatte frustreres over for meget larm, rod i arbejdsgange, og at omgangstonen er alt for direkte og jovial. Festkulturen påvirker i alt for høj grad dagligdagen, skrev de.

Alternativets festkultur skabte overskrifter i mange aviser.

Beskrivelserne af det interne rod og den uprofessionelle politiske kultur fortsatte i aviserne i efteråret 2017… lige op til det kommunalvalg i november 2017, der var udset til at give Alternativet endnu et politisk gennembrud.

Der var anklager om et seksuelt overgreb. Der var en planlagt valgfest i lokaler med såkaldt fuck-swing ophængt i loftet (mange fik travlt med at google dét fænomén, da historien kom frem). Og der var en ledende medarbejders besked på, at alle mandlige medarbejdere skulle indsende et billede af deres penis i slap tilstand.

Alternativet René Gade kritiserer idéen om, at mandlige medarbejdere skulle indsende penisbilleder.

Initiativet blev støttet af Uffe Elbæk, for billederne skulle bruges i en collage som gave til Alternativets stamværtshus, Centralhjørnet, i det indre København. Lige indtil Elbæk fortrød. Sent om aftenen før kommunalvalget den 21. november 2017, lagde Elbæk sig fladt ned og undskyldte på egne og Alternativets vegne.

Det skete på Facebook. Det handlede om ”ganske uacceptable sager”, som Elbæk tog ansvaret for som politisk leder, skrev han.


Sager, der handler om krænkelser. Om en vild festkultur. Om ledelsessvigt. Det er voldsomme ting, der gør mig inderligt ked af det. Helt ind i sjælen. Sager, der ikke er, aldrig var og aldrig bliver ok.
Uffe Elbæk på Facebook

Elbæks beklagelse ramte net-medierne ved midnatstid –- otte timer før, valgstederne åbnede.

Alternativets valgresultatet ved kommunalvalget lå et stykke fra folketingsvalget – men var ingen katastrofe. Og kommunalvalget sikrede Alternativet to borgmesterposter. Den ene på Fanø. Og den anden som kulturborgmester i landets største kommune, København.

Posten gik til en af Elbæks nærmeste. Niko Grünfeld havde været med i kredsen omkring Uffe Elbæk i mange år – ja, han stod i lokalet, da Elbæk og Josefine Fock præsenterede Alternativet på pressemødet på Christiansborg i november 2013.

Niko Grünfeld på valgaftenen ved kommunalvalget i 2017.

Nu skulle han beklæde en fremtrædende post i Københavns bystyre – en kommune, hvor hver tiende vælger havde sat kryds ved Liste Å.

Men også det endte i en dårlig sag for Alternativet, da Grünfeld måtte trække sig i oktober 2018 efter en mediestorm om dyr ny-indretning af sit borgmesterkontor, helt i Alternativets ånd benævnt ”alle københavneres kontor”.

TV-Avisen-indslag om Niko Grünfelds vej til borgmesterposten i København - og kritikken, der førte til hans afgang.

Men på Christiansborg, tæt på Københavns Rådhus, havde Uffe Elbæk allerede kastet sig ud i kampen om et endnu finere kontor – Statsministeriets lokaler i Prins Jørgens Gård, mellem Højesteret og Folketinget.

Danskere samlet til VM-kamp mod Kroatien.

Den uventede statsminister­kandidat


Det var en stor dag for fodbold-Danmark, og det prægede TV-Avisen den 26. juni. Nu hed det VM i Rusland, og Danmark havde kurs mod en ottendedelsfinale mod Kroatien efter 0-0 mod Frankrig tidligere på dagen. I TV-Avisens første indslag mødte seerne danske fans i både Aalborg, København, Estland og Rusland.

I nyhedsudsendelsens andet indslag mødte seerne Uffe Elbæk – med et budskab, der for nogle virkede lige så uvirkeligt som den danske EM-triumf i Gøteborg præcis 26 år tidligere. Alternativets leder ville være statsminister i Danmark.

- Jeg peger på mig selv. Alternativet peger på os selv, sagde Uffe Elbæk, interviewet af DR på sit kontor på Christiansborg.

Interview med Uffe Elbæk, om at han peger på sig selv som statsminister.

Mange politiske udmeldinger ville drukne og dø, hvis de blev afleveret midt i en national fodboldfeber. Men ikke denne. Og den var heller ikke hverken spontan eller uigennemtænkt.

Faktisk havde Uffe Elbæk næsten to år forinden luftet ideen om Alternativet som statsministerparti i et interview – det var en mulighed ”på længere sigt,” sagde han dengang. Der var bare ingen, der hørte efter.

Men nu måtte alle forholde sig til den. Ikke mindst Socialdemokratiet, hvis gruppeformand, Henrik Sass Larsen, flere gange havde angrebet Alternativet hårdt for at være et politisk bluffnummer, der ikke havde andet end en god mavefornemmelse at byde på.

Omvendt måtte Uffe Elbæk på sin side bruge mange kræfter på at forklare, hvad Alternativet konkret vil stille op i regeringsforhandlingerne efter et valg, hvis han ikke selv kan tage statsministerposten. Et scenarie ingen uden for partiets egen kreds tror på.


Dén diskussion kommer til at fortsætte ind i valgkampen.

Uffe Elbæk sammen med Mette Frederiksen og Pernille Skipper.

Alternativet i den politiske ligning

Alternativet har meldt sig ud af Rød Blok, og venstrefløjspartierne anklager Alternativet for at åbne for, at Lars Løkke Rasmussen kan fortsætte.

Statsretseksperterne bidrager med at fastslå, at intet parti kan ”trække sine mandater ud af ligningen,” som Alternativet siger - altså meddele, at partiets mandater ikke skal spille ind i kampen mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen om statsministerposten efter valget.

Eksperterne fastslår, at man også tager stilling, hvis man nægter at pege på en af de to til posten som statsminister.

Uffe Elbæk med sine politiske modparter i Folketinget.

Partiet holder imidlertid fast i sin strategi under hashtagget #derforuffe – der igen fremfor alt henviser til klimapolitikken. Altså... det er ved at være sidste udkald for kloden, derfor skal Uffe Elbæk være statsminister i Danmark.

Der er dog flere politiske tilbud på hylderne hos Alternativet i dag, end da partiet først mødte vælgerne – igen med klimapolitikken som det fremherskende, eksempelvis med adfærdsregulerende afgifter på kød og flyrejser. Men partiet har også fremlagt finanslovsforslag, der blandt andet beskærer forsvaret kraftigt.

Samtidig er Elbæks statsministerdrømme suppleret med et omfattende regeringsprogram, der blandt andet lægger op til en gennemgribende omlægning af ministerierne, men også udstikker rammerne for den politik, der skal føres.

Uffe Elbæks statsministerkandidatur er blevet til et slogan for Alternativet

Regeringen Uffe Elbæk I vil således have 15 ministerier med i alt 22 ministre. Med Statsministeriet og Ministeriet for Grøn Omstilling som de mest fremtrædende. Der bliver også plads til et Ministerium for Livslang Nysgerrighed, der skal tage sig af undervisningspolitikken.

Alternativet er med andre ord forberedt på at danne regering, hvis det helt usandsynlige skulle ske. Spørgsmålet er dog, hvem der skal besætte ministerposterne.

Efter at socialdemokraten Pernille Schnoor skiftede til Alternativet, har der været 10 medlemmer i partiets folketingsgruppe – men halvdelen af dem genopstiller ikke. Deriblandt Josefine Fock, som præsenterede partiet for danskerne tilbage i 2013. Og René Gade, der ryddede op i festkulturen.

Alternativets René Gade og Josefine Fock.

Og statsministerkandidat Uffe Elbæk?

Han bebudede i efteråret 2017, at han ville trække sig som leder af Alternativet efter valget i 2019. Den udmelding blev dog siden trukket tilbage, og Elbæk vil nu ikke længere svare på, hvor længe han står i spidsen for Alternativet.

Alternativet har været hans grønne parti og projekt fra starten. Og det har ikke ændret sig undervejs. Valgkampen skal vise, om Elbæk stadig begejstrer, nu som statsministerkandidat.

Credit


Skrevet af: Jens Ringberg


Redigeret af: Annegerd Lerche Kristiansen og Maya Nissen


Design og grafik: Emil Thorbjörnsson og Simone Møller


Programmering: Johannes Wehner


Foto: Scanpix


Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou


Få historien om partiet