Hvem der var hovedperson, var ingen i tvivl om. Det var Uffe. Uffe Elbæk.
Omvendt var der ikke mange, der kendte kvinden i den grå habitjakke og den blå rullekravesweater. Og det vidste hun godt, da hun som den første fik ordet på pressemødet i det store lokale på Christiansborg, med de dybblå vægge og de mange portrætter af for længst afdøde mænd på væggene.
Denne dag var rummet tillige udsmykket med et nyt partis navn. ‘ALTERNATIVET’ stod der på hvid baggrund med en grøn stribe på tværs.
– I kender ikke mig. Jeg hedder Josefine Fock, og jeg har været ansat mange år i fagbevægelsen. Her ved min side står Uffe Elbæk, og ham kender I nok lidt bedre, sagde Josefine Fock.
Alle kendte Uffe Elbæk. Og det var et parti med ham i spidsen, der blev præsenteret den dag i slutningen af november 2013.
Josefine Fock taler til journalisterne på Alternativets første pressemøde
Alternativet var Uffe Elbæks parti fra starten. Hans projekt. Uden ham intet parti. I hvert tilfælde dengang.
Elbæk havde været nødt til at iføre sig slips ved enkelte lejligheder, da han var radikal kulturminister fra oktober 2011 til december. Men først røg ministerposten og slipset, så røg medlemskabet af de radikale – og på pressemødet var Elbæk tilbage i skjorte og sweater.
Uffe Elbæk havde været politisk eneboer i et fjernt beliggende kontor på Christiansborg efter bruddet med de radikale. Nu var han i gang igen. Han trak igen på den evne til at begejstre og iværksætte, der havde sikret ham en lang karriere, blandt andet som stifter af den alternative århusianske uddannelse Kaospiloterne og som leder af Frontløberne, et projekt for unge kulturelle ildsjæle i Aarhus.
Uffe Elbæk og Josefine Fock til præsentationen af Alternativet.
Den ny politiske kultur
– Det gælder inden for murene. Partierne skal have større respekt for hinanden. Men det handler også om at bygge bro til alt det, der foregår uden for Christiansborg. Vi ser os selv som demokratiske brobyggere og demokratiske arkitekter, sagde Uffe Elbæk.
Pressemødet var velbesøgt. Mange i lokalet var ikke journalister, derimod folk, der allerede var ombord i Alternativet – eksempelvis den senere kulturborgmester i København Niko Grünfeld. Men journalisterne stillede deres spørgsmål: klassiske Christiansborg-spørgsmål om, hvem Alternativet ønskede som statsminister og den slags.
Elbæk og Fock svarede så godt, de kunne.
Uffe Elbæk og Josefine Fock under pressemødet om stiftelsen af Alternativet.
Så snart pressemødet var overstået, tog de politiske kommentatorer og analytikere fat. Nogle var skråsikre – partiet havde ikke en chance. Andre tog forsigtige forbehold. Men troen, på at Alternativet ville blive en faktor i dansk politik, var ganske lille.
Dén vurdering var bare forkert. Den tog ikke højde for Uffe Elbæk og hans nærmestes evne til at samle folk og skabe begejstring. Og for ønsket om at få et nyt parti ind på Christiansborg.
Uffe Elbæk til valgfest 18. juni 2015.
Fra begejstring til en crazy valgaften
Mange fandt i partiet et hjemsted for både politiske drømme og for sprudlende hverdagskreativitet – selv i forhold til den trivielle, papirbaserede indsamling af vælgererklæringer.
"Vi fik de mest fantasifulde, hjemmelavede konvolutter," som det beskrives i en bog med partiets historie, der blev udsendt i 2015.
Bogen var grøn og hed ”Love is in the air”. Titlen på John Paul Youngs discohit fra 1977, som blev en slags signatur-sang for Alternativet i de første år. Ikke mindst da tv-optagelser viste samtlige delegerede danse til sangen på partiets årsmøde i maj 2016, efter at partiet var kommet i Folketinget i juni 2015.
Det blev et valg, der kom til at gøre alle vurderinger, om at Alternativet ville lide en syngende og dansende død, til skamme. Og et folketingsvalg, der lærte danskerne en ny måde at udtrykke stolthed og overraskelse på.
Dén kom til Uffe Elbæk cirka 22.45 på valgaftenen – torsdag den 18. juni 2015:
- Jamenahrmendedevadvadee … hvor er det crazy, det her mand!
Uffe Elbæk udtaler sig begejstret til pressen under valgfesten i 2015
Crazy eller ej. Alternativet kom i Folketinget med 168.788 stemmer, svarende til ni mandater. Og til en position som Folketingets sjettestørste parti. Større end de radikale, SF og de konservative – alle tre tidligere regeringspartier.
Politisk var Alternativet ikke på plads, selvom kandidaterne havde haft nogle hovedlinjer at føre valgkamp på: Ønsket om en ny politisk kultur. En langt mere omfattende indsats mod klimaforandringer. Begejstring for EU. En målsætning om altid at have plus på tre politiske bundlinjer. Den grønne, den sociale og den økonomiske.
En ung Alternativet-støtte til valgfest i juni 2015.
Resten måtte komme hen ad vejen. En udbygget udenrigspolitik eksisterede for eksempel ikke. Partiet var en bygning, der blev taget i brug, mens den blev bygget.
Og partiet var også til en vis grad en fest, der aldrig helt stoppede, uagtet at Alternativet nu var blevet etableret med kontorer, kopimaskiner og mødelokaler i Christiansborgs Ridebanebygning.
Kontorerne lå et stykke fra folketingssalen – måske fem minutter til fods. Til gengæld blev væggene i den lange buede gang malet grønne.
Alternativets gang i Christiansborgs Ridebanebygning.
Så Alternativets fest fortsatte på Grøn Gang – med fuldtidslønnede politikere og fastansat personale i bundter. Og med enkelte parlamentariske gennembrud – politisk indflydelse for de ni mandater.
Josefine Fock slog hurtigt til på Alternativets vegne, da muligheden for et forlig viste sig, så snart Venstre havde dannet en smal etparti-regering efter valget i 2015. Alternativet holdt liv i den såkaldte boligjob-ordning, der giver boligejere fradrag for reparationer og lignende – nu med en grøn profil.
Josefine Fock i TV-Avisen om boligjob-ordningens nye grønne profil, som blandt andre Alternativet stod bag.
SF og Alternativet gik med i aftalen. Socialdemokratiet gjorde ikke. Og da Alternativet lavede en anden markant aftale med Løkkes regering, stod alle de andre partier i oppositionen til venstre for regeringen uden for.
Uffe Elbæk sammen med Rasmus Nordqvist (t.h.) og Claus Hjort Frederiksen (i midten).
Kun Blå Blok og Alternativet gik med i forliget om at nedlægge den planlagte kommission, som skulle kulegrave krigene i Irak og Afghanistan og erstatte den med en historisk udredning. Senere trak partiet sig dog fra forliget og beskyldte regeringen for at lyve. Det lignede mere gammeldags politisk kultur end den nye og mere venlige politiske kultur, Alternativet havde talt om, sagde kritikerne.
Men til sidst var det fest-kulturen, der virkelig skabte blæst om Alternativet, mere end den nye politiske kultur.
Unge støtter til Alternativets valgfest efter kommunalvalget i 2017.
Festkultur og penisser i slap tilstand
De fem ansatte lancerede udtrykket ”festkultur” i en klage til Alternativets ledelse i juni 2017. De havde fået nok af en uformel og kaotisk hverdag på den Grønne Gang.
Alternativets festkultur skabte overskrifter i mange aviser.
Beskrivelserne af det interne rod og den uprofessionelle politiske kultur fortsatte i aviserne i efteråret 2017… lige op til det kommunalvalg i november 2017, der var udset til at give Alternativet endnu et politisk gennembrud.
Der var anklager om et seksuelt overgreb. Der var en planlagt valgfest i lokaler med såkaldt fuck-swing ophængt i loftet (mange fik travlt med at google dét fænomén, da historien kom frem). Og der var en ledende medarbejders besked på, at alle mandlige medarbejdere skulle indsende et billede af deres penis i slap tilstand.
Sent om aftenen før kommunalvalget den 21. november 2017, lagde Elbæk sig fladt ned og undskyldte på egne og Alternativets vegne.
Det skete på Facebook. Det handlede om ”ganske uacceptable sager”, som Elbæk tog ansvaret for som politisk leder, skrev han.
Sager, der handler om krænkelser. Om en vild festkultur. Om ledelsessvigt. Det er voldsomme ting, der gør mig inderligt ked af det. Helt ind i sjælen. Sager, der ikke er, aldrig var og aldrig bliver ok.Uffe Elbæk på Facebook
Elbæks beklagelse ramte net-medierne ved midnatstid –- otte timer før, valgstederne åbnede.
Alternativets valgresultatet ved kommunalvalget lå et stykke fra folketingsvalget – men var ingen katastrofe. Og kommunalvalget sikrede Alternativet to borgmesterposter. Den ene på Fanø. Og den anden som kulturborgmester i landets største kommune, København.
Posten gik til en af Elbæks nærmeste. Niko Grünfeld havde været med i kredsen omkring Uffe Elbæk i mange år – ja, han stod i lokalet, da Elbæk og Josefine Fock præsenterede Alternativet på pressemødet på Christiansborg i november 2013.
Niko Grünfeld på valgaftenen ved kommunalvalget i 2017.
Nu skulle han beklæde en fremtrædende post i Københavns bystyre – en kommune, hvor hver tiende vælger havde sat kryds ved Liste Å.
Men også det endte i en dårlig sag for Alternativet, da Grünfeld måtte trække sig i oktober 2018 efter en mediestorm om dyr ny-indretning af sit borgmesterkontor, helt i Alternativets ånd benævnt ”alle københavneres kontor”. Grünfeld blev afløst af Franciska Rosenkilde, der senere skulle få en hovedrolle i Alternativet.
TV-Avisen-indslag om Niko Grünfelds vej til borgmesterposten i København - og kritikken, der førte til hans afgang.
Men på Christiansborg, tæt på Københavns Rådhus, havde Uffe Elbæk allerede kastet sig ud i kampen om et endnu finere kontor – Statsministeriets lokaler i Prins Jørgens Gård, mellem Højesteret og Folketinget.
Danskere samlet til VM-kamp mod Kroatien.
Den uventede statsministerkandidat
Det var en stor dag for fodbold-Danmark, og det prægede TV-Avisen den 26. juni. Nu hed det VM i Rusland, og Danmark havde kurs mod en ottendedelsfinale mod Kroatien efter 0-0 mod Frankrig tidligere på dagen. I TV-Avisens første indslag mødte seerne danske fans i både Aalborg, København, Estland og Rusland.
I nyhedsudsendelsens andet indslag mødte seerne Uffe Elbæk – med et budskab, der for nogle virkede lige så uvirkeligt som den danske EM-triumf i Gøteborg præcis 26 år tidligere. Alternativets leder ville være statsminister i Danmark.
- Jeg peger på mig selv. Alternativet peger på os selv, sagde Uffe Elbæk, interviewet af DR på sit kontor på Christiansborg.
Interview med Uffe Elbæk, om at han peger på sig selv som statsminister.
Mange politiske udmeldinger ville drukne og dø, hvis de blev afleveret midt i en national fodboldfeber. Men ikke denne. Og den var heller ikke hverken spontan eller uigennemtænkt.
Faktisk havde Uffe Elbæk næsten to år forinden luftet ideen om Alternativet som statsministerparti i et interview – det var en mulighed ”på længere sigt,” sagde han dengang. Der var bare ingen, der hørte efter.
Men nu måtte alle forholde sig til den. Ikke mindst Socialdemokratiet, hvis gruppeformand, Henrik Sass Larsen, flere gange havde angrebet Alternativet hårdt for at være et politisk bluffnummer, der ikke havde andet end en god mavefornemmelse at byde på.
Omvendt måtte Uffe Elbæk på sin side bruge mange kræfter på at forklare, hvad Alternativet konkret ville stille op i regeringsforhandlingerne efter et valg. For statsminister – dét ville han jo ikke blive. Så skulle valget grundlovsdag 2019 da blive det mest overraskende valg i Danmarkshistorien.
Dét blev valget ikke. Faktisk gik det helt som forudset. Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen blev statsminister.
Alternativet fik 3,0 procent af stemmerne og fem pladser i Folketinget ud af partiets folketingsvalg nr. 2.
- Det er en bummer (udtalt på engelsk). Altsååå. Bare tag den ind. Det er en bummer, for helvede!, sagde Uffe Elbæk til et ellers stort og festparat publikum til Alternativets valgfest i Cirkusbygningen i det indre København.
Hvad Alternativet tænkte og følte i forhold til regeringsdannelse var helt uden betydning. Partiet havde talt om at ”trække sine mandater ud af ligningen” – nu havde vælgerne gjort præcist det samme, i hvert tilfælde i forhold til forhandlingerne om en ny regering og et politisk grundlag for en ny regering. Alternativets fem mandater var uden betydning.
Det var de fem mandater sådan set også, da S-mindretalsregeringen skulle lave sin første finanslov. Alligevel var Alternativet med i både forhandlinger og forlig. Og da der senere på året blev lavet forlig om en historisk klimalov, så var Alternativet også med ombord.
Dermed var den ene halvdel af Uffe Elbæks plan for Alternativet efter valget i juni 2019 ført ud i livet. Partiet var kommet med i det politiske arbejde. Den anden halvdel var også klaret – der var gennemført en særdeles grundig intern evaluering af partiets valgkamp og valg.
Konklusionen var dog mere klassisk end særlig Alternativ. Den lignede det, man så ofte har hørt fra politiske partier. Politikken og strategien havde været god nok. Problemet var den ”uklare udformning og eksekvering”.
Med forlig og evaluering på plads, var Elbæk klar til at takke af.
- jeg forlader aldrig et skib i oprørt farvand. Jeg forlader ikke broen, før vi er i sikkert farvand. Jeg ønsker at give det her videre i god stil og god form - og det er nu, sagde Uffe Elbæk på et pressemøde på et gadehjørne på Frederiksberg. Det sted, hvor ideen om Alternativet var født i maj 2013.
Han sagde også at han håbede på flere kandidater til posten som politisk leder. Dét ønske gik i opfyldelse. Hele seks kandidater stillede op, da valget skulle afgøres. En af dem var Josephine Fock – der ellers havde nedlagt sit folketingsmandat i efteråret 2018 til fordel for et job i Dansk Flygtningehjælp.
Nu gik Fock efter posten som politisk leder – for et parti, der havde været en hel del igennem siden hun sammen med Uffe Elbæk præsenterede Alternativet på pressemødet på Christiansborg i november 2013.
Og Josephine Fock gik sejrrigt ud af kampen om at blive Uffe Elbæks efterfølger, valgt af partiets medlemmer i en demokratisk afstemning med adskillige kandidater – heriblandt folketingsmedlem Rasmus Nordquist. Hvilket ikke lige var hvad Elbæk havde tænkt sig.
Tiden efter Alternativets første lederskifte blev i det hele taget præget af disharmoni og forbitrelse. Josephine Fock blev beskyldt for urimelige ledelsesmetoder og elendig opførsel på Alternativets gang på Christiansborg – og for decideret at have rusket i medarbejdere.
Fock afviste ruskeriet. Men indrømmede at hun ikke altid ”havde været den bedste udgave af sig selv”.
Alternativets politik var der ingen, der talte ret meget om. Heller ikke Uffe Elbæk, der kastede yderligere benzin på bålet med sit eget benhårde personlige angreb på Fock og hendes karakter – krydret med lange beskrivelser af magtkampe og konflikter. Alt sammen i en kronik i mediet POV, hvor han trak en tråd tilbage til partiets begyndelse og konkluderede:
- Vi var endt med at blive det, vi ville gøre op med. Det var næsten ikke til at bære. Når jeg i dag læser mine dagbogsnoter fra de uger, er det som at læse en rejseberetning fra en rejse gennem et goldt, ensomt følelseslandskab; ødelagt og smadret af kynisme, magtkampe, middelmådighed og ikke mindst tab af værdighed og selvrespekt, lød diagnosen fra Alternativets stifter i juni 2020 – et år efter folketingsvalget i 2019.
Sidste chance
Nordquist blev SFer. De tre øvrige fandt sammen i partiet ”De Frie Grønne”, med Ziddique i spidsen.
Torsten Gejls beslutning var vigtig. Den sendte Alternativets kamp for politisk overlevelse ud i forlænget spilletid, idet partiet nu automatisk er opstillingsberettiget ved næste folketingsvalg – ud over valgene i kommuner og regioner.
Ansvaret for at holde liv i partiet, ligger på først og fremmest Franciska Rosenkildes skuldre. Den københavnske kulturborgmester overtog posten som politisk leder af Alternativet i februar 2021. Hendes opgave er enkel: At presse Alternativet op over spærregrænsen på 2 procent ved folketingsvalget – i tæt konkurrence med flere andre partier med klimaet højt på det politiske program.
Credit
Skrevet af: Jens Ringberg
Redigeret af: Annegerd Lerche Kristiansen og Maya Nissen
Design og grafik: Emil Thorbjörnsson og Simone Møller
Programmering: Johannes Wehner
Foto: Scanpix
Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou