• 16. sep. 2018
Scroll for at læse

Ellen sidder på gulvet med en flaske i hånden. Hun skruer låget af, løfter den op til munden, tager en tår. Klokken er 20.30, det er fredag aften, og der er “huefest” for gymnasiets 3.g’ere. Ellen og veninderne er lige gået ud af 2.g, og de skal med. Men først skal der varmes op. Til forfest hos Ellens klassekammerat Beatrice.

Veninderne Rosa og Astrid har vodka med, slavevodka, som de kalder det, og de hopper over virvaret af lange ben for at forvandle den til cocktails. De andre drikker Harboe-dåseøl.

Ellen drikker hyldeblomstsaft.

Teenagepigerne griner højt. Diskuterer eksaminerne, som lige er overstået. Uddeler highfives over karakterer, diskuterer lærerne og parodierer dem.

— Det er en virkelig god imitation, dét der, siger en. De andre griner.

Så peger en veninde, Andrea, på Ellens flaske.

— Den er megafråd, siger hun

— Ja, langt bedre end den der budget-én, understreger Rosa.

Ellen drikker ikke alkohol. Som i aldrig. Nogensinde.

Hun er den eneste til for-festen, der ikke drikker, den eneste i sin klasse. Nogle gange føles det som om, hun er den eneste 18-årige i verden, der går til fester uden at drikke sig fuld.

For megafråd eller ej, vennerne holder sig til cocktails og øl.

Danske unge er kendt for at have europarekord i druk, men alligevel går det så småt den anden vej.

Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen drak danske unge mindre i 2017 end i 2013. Og selvom 20 procent af gymnasieeleverne stadig drikker over højrisikogrænsen ifølge den seneste Ungdomssprofil fra 2014, er der en bølge, der skyller i retning af lidt mindre druk end tidligere.

Ellen Krøgholt er 18 år og bor i København, hjemme hos sine forældre sammen med sine to yngre brødre. Og så er hun et eksempel på en anden tilgang til alkohol end den, der har skaffet os europarekorden i druk.

Ellen er ikke muslim. Hun er ikke kristen. Hun er heller ikke som sådan aktivist. Hun er bare slet ikke interesseret i alkohol. Det betyder ikke, at hun ikke fester. Hun går, ligesom i aften, til opvarmning og gymnasiefester ligesom sine venner.

Det har aldrig føltes som et fravalg, for Ellen begyndte bare aldrig at drikke. Men på grund af omgivelserne har det udviklet sig til et aktivt valg at lade være.

Ellen er ikke selv helt klar over, hvorfor hun ikke drikker. Måske fordi hun har en far, der er ædru alkoholiker og fordi, hun som barn har været vidne til fulde voksne, der opførte sig åndssvagt. Måske fordi hun ikke vil slippe kontrollen og have en undskyldning for selv at være åndssvag. Måske fordi hun er en ung kvinde, der står ved sig selv og ikke lader andre rokke ved hendes overbevisning om, hvad der er rigtigt for hende.

— Hallo Bea, har du noget bronzer? lyder det tværs over lokalet. — Jeg har fået en bums lige i øjenbrynet.

Rosa sætter en playliste på. ”Shakira Shakira,” lyder det. Pigerne åbner nye øl og blander nye cocktails, snakker, griner, hygger sig.

Ellen sidder midt i flokken. Hun hygger sig også. Men mens de andre åbner nye øl, er flasken med hyldeblomst næsten tom, og Ellen kan godt mærke en barriere mellem hende og de andre piger. Det er ikke altid nemt at være den eneste, der ikke drikker alkohol. Det gør det meget tydeligt, at Ellen ikke er en del af festens fællesskab. Det kan give en klump i maven allerede inden festen starter, og sker det, vælger hun nogle gange at blive hjemme

Lige nu kan hun også mærke en barriere.

Faktaboks

Andrea sidder ved siden af Ellen på gulvet.

— Nogle gange får jeg sådan en følelse af, at du kigger på mig og tænker: ”Åh nej, Andrea er bare stangbacardi,” siger hun til Ellen.

— Ja, du holder lidt øje med os, understreger Hannah oppe fra sengen.

— Sådan lidt: ”bliv ikke for fuld,” supplerer Andrea.

Andrea og Hannah snakker om, hvordan Ellen i sin ædruelighed kan virke lidt dømmende overfor deres halvfulde og løsslupne adfærd. Og det kan gøre det en smule svært at te sig alt for åndssvagt foran hende, for Ellen kan, modsat de andre, huske det næste dag.

Når hendes venner har det sådan, får Ellen lyst til at have en øl i hånden, så de ikke tænker den slags tanker om hende. Men Ellen indrømmer også, at hun ikke altid kan lade være med at dømme dem lidt.

— Det er bare så tydeligt, at I er inde i en stemning, som jeg ikke er inde i, siger hun. — Men for det meste står jeg altså og observerer jer, fordi I sådan nååårh, ser så søde ud.

I folkeskolen skete der en naturlig opsplitning; nogle drak, andre lod være. Men i gymnasiet blev det anderledes, husker Ellen. Her drak folk kollektivt på et helt andet plan. Alkohol var noget af det, folk talte allermest om. De to, der holdt længst ud i branderten den ene dag, var venner den næste.

”Gud var du der ikke, da Thor smadrede et vindue, eller Anders tissede i hækken?” – den slags spørgsmål blev Ellen mødt af efter weekendens fest.

Men nej, hun var der ikke.

Faktaboks

Da Ellen fortsat ikke ville drikke efter at være startet i gymnasiet, havde mange voksne gode råd til, hvad hun skulle gøre.

Hendes mor og far foreslog hende at have en øl i hånden. ”Det bliver man jo ikke fuld af.” Ellen syntes, det var komplet åndssvagt, at hun skulle holde en øl for at se ud som om, hun havde det sjovt. Selvom hun ved, at hendes forældre sagde det af bedste mening.

Det samme oplevede hun hos en studievejleder. Ellen fortalte hende, at hun havde det svært med at være startet i gymnasiet, og studievejlederen foreslog, at hun måske skulle prøve at drikke nogle øl.

Det gjorde hun ikke. I stedet så hun ‘Frost’ og ‘Grease’ på repeat i fjernsynet, tog fem kilo på i løbet af en måned, og lavede en bog, hun stadig har, hvor der står: “Jeg hader alkohol fordi…”
Da Ellen senere vendte tilbage til studievejlederen og fortalte, at hun havde fået det bedre, var kommentaren: ”Nårh, du er begyndt at drikke?”

“Det gider jeg ikke at høre på,” kan Ellen huske, at hun tænkte. Som om de to ting gik hånd i hånd.

Det har været en lang kamp for Ellen at finde sin plads til gymnasiefesterne. Men med tiden er det lykkedes at finde en balance, synes hun selv. Veninderne har også vænnet sig til det. De har fundet ud af, at hun stadig kan være sjov, selvom hun ikke drikker, som Hannah forklarer. De tænker efterhånden ikke så meget over det mere.

Nogle gange kan det dog stadig godt være svært. Som da Ellen fyldte 18, for eksempel, og hun ikke ville have, at der var alkohol til sin fest. Hun trak vegetar-argumentet.

— Hvis vegetarer kan lade være med at servere kød, kan én, der ikke drikker, også lade være med at servere vin, sagde hun til sine forældre, og det skabte en debat i det lille hjem.

Ellen stod ved sin beslutning ret længe. Men da hendes mor og far forlangte, at hun selv skulle fortælle selskabet om sin beslutning, begyndte hun at vakle. Var det egentlig bare et egoistisk ønske? Et enkelt glas vin ville jo ikke gøre dem fulde og åndssvage? Og sådan blev det — efter en del overvejelser. Vin blev serveret, og Ellen bed det i sig.

På den måde er Ellen hele tiden i færd med at balancere. Som en anden linedanser forsøger hun at afveje, om det er egoistisk, når hun ønsker sig, at andre heller ikke skal drikke.

Faktaboks

Når Ellen går til fest i dag, er alle meget opmærksomme på hendes adfærd. Ofte siger folk, at de synes, det er sejt, hun ikke drikker. ”I aften drikker jeg heller ikke, Ellen,” kommer de hen og fortæller hende.

— Det er ligesom at sige til en vegetar: ”I morgen spiser jeg heller ikke kød,” siger Ellen. Men hun synes det er sødt, at de prøver at inkludere hende.

— Hvis jeg holder nogens øl, siger de: ”Det skal du ikke begynde på, dét dér”. Som om jeg er 14, og de er 35 og har styr på det hele.

Men hvad nu hvis Ellen pludselig får lyst?

Så håber hun, at hun gør det. Lysten til at være en del af det fællesskab, alkoholen skaber, er der jo hele tiden.

— Jeg ville ønske, at det, de andre elskede allermest, var at strikke, så jeg kunne være med, siger hun.

Pigerne skal af sted. Med øl i hænderne, undtagen Ellens, synger de videre ude i gangen og triller så fra Nørrebro mod Nordhavn. Rosa skal tisse. Alle venter, mens hun sætter sig med røven ind mod et plankeværk og lader strålen slippe fri. Himlen er lyserød, og klokken nærmer sig 22.30.

Faktaboks

Flokken af cyklister med dåseøl på styret, der dunker og bruser i takt med vejens belægning, triller ud til vandet og parkerer. Ellen smiler. Hun har mødt sin gode ven Wili. Han har en øl i hånden. Ellen tager den fra ham og kigger lusket og afventende rundt på sine venner. Så griner hun, og rækker den tilbage til ham.

Ellen ved, hvad hun skal, når hun når frem til festen. Hun har nemlig fundet ud af, hvordan festerne bliver sjove for hende. Hun skal danse! Forskellen mellem fulde og ædru er mindre, når man danser — hvis man altså giver slip og gakker ud, for så er alle jo fjollede.

Dét er planen til festen i aften. Dét og så en svømmetur. Til sidste års Huefest badede Ellens venner, da solen stod op, men hun var allerede taget hjem. Lige nu har hun badetøjet i tasken, hun vil forsøge at holde ud længere, så hun kan være med.

Ellen og hendes venner når frem til festen. De står i kø ved døren. Efter lidt tid er der kun Ellens ryg at se, og den bliver mindre og mindre, idet den smyger sig indenfor.

For de flestes vedkommende venter en aften med masser af øl. For Ellen venter en aften med dans, colaer og måske en tur i havet. Hvis altså planen holder.

Det her bliver langt fra den sidste alkoholfri fest for Ellen. Og selvom hun allerede er bange for at skulle igennem det hele igen – når hun for eksempel engang skal starte en uddannelse, så tror og håber hun også på, at det bliver lettere.

— Lige nu er alles hobby at drikke, men det er det jo ikke, når man er voksen, siger hun.

Credit


Tekst: Katrine Volsing


Foto: Katrine Volsing og Martin Fält


Tekstredigering: Annegerd Lerche Kristiansen


Grafik: Mads Rafte Hein


Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou



Kilder:
Unges alkoholvaner i Danmark 2017, Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden
Ungdomsprofilen 2014, Statens Institut for Folkesundhed