En efterårsdag i 1975 træder en lyshåret og 19-årig kvinde fra Nørrebro i København ud af toget på Ostbahnhof i Berlin.

Hendes næsebor fyldes af duften af brunkul og olieblandet benzin. For hende er det lugten af det perfekte samfund - lugten af socialisme.

Det er det samfund, hun drømmer om skal blive til virkelighed i Danmark og i resten af verden en dag.

Et samfund hvor folket ejer bankerne og fabrikkerne, hvor huslejen er lav, hvor der er plads til alle børn i vuggestuerne og hvor der ikke findes nogen arbejdsløshed.

Hun er her for at arbejde for den østtyske propagandaradio Radio Berlin International.

Hvad hun ikke ved er, at drømmen om det perfekte samfund vil komme til at minde mere om et mareridt, da hun møder den allestedsnærværende sikkerhedstjeneste Stasi.

Få hundrede meter fra banegården står Berlin-muren.

Ved muren sikrer vagttårne, hunde og grænsevagter med befaling om at skyde, at ingen borgere i Østtyskland forlader landet til fordel for vesten. På den anden side af muren er der nemlig ikke socialisme, men kapitalisme.

Fra hver sin side af muren forsøger landene at påvirke befolkningerne på den anden side med propaganda. Her er radioen et vigtigt våben.

I vest sender stationer som Radio Free Europe, Radio Liberty og RIAS udsendelser, der er kritiske over for magthaverne i øst.

Og fra den anden side sender den østtyske Radio Berlin International historien om, hvor godt hele går i DDR og om verdens gang, set med socialistiske briller.

Alice Persson bliver hentet på hovedbanegården af redaktionslederen på Radio Berlin Internationals danske redaktion.

Han kører i en Trabant, som er Østtysklands svar på folkevognen og årsagen til at lugten af olie hænger i luften.

Fremme ved DDR’s radiohus finder Alice Persson sin nye arbejdslads.

Den internationale redaktionsgang på 4. sal genlyder af stemmer på forskellige sprog.
Radio Berlin International sender blandt andet på engelsk, fransk, portugisisk, arabisk, svensk og dansk.

På væggene hænger portrættet af DDR's leder Erik Honecker, plakater for befrielsen af de politiske fanger i Chile og andre politiske budskaber på alverdens sprog.

Alice Persson læser kort efter sit første indlæg til det daglige, danske program på 45 minutter, som Radio Berlin International hver dag sender afsted på kort- og mellembølgeradio til Danmark.

Budskaberne i de udsendelser, der kommer med radiobølgerne fra Østtyskland, er klare.

Det handler om fremgang på arbejdspladserne, om kulturelle triumfer og om samarbejdet i familien af socialistiske lande.

Om fabrikker hvor arbejdskollektiverne har nået deres mål. Eller om de unge, der samles til Østersøugerne og arbejder for freden i Østersøregionen.

På den anden side af jerntæppet ser det straks værre ud ifølge Radio Berlin International. Der rapporteres om politibrutalitet i Vesttyskland, strejker i England og undertrykkelse af kommunister i Latinamerika.

De somme tider noget tunge budskaber om socialismens lyksalighed ledsages af musik.

Blandt andet Beethoven, Mozart og populære navne fra DDR som Kurt Demmler, Puhdys og barnestjernen Nina Hagen.

Alice Persson arbejdsdage på radioen starter med avislæsning og redaktionsmøde.

Derefter henter redaktionen de nyheder, indslag og kommentarer, som en central, tysktalende redaktion har forberedt, blandt andet på baggrund af nyhedstelegrammer fra nyhedsbureauet ADN.

Den danske redaktion oversætter og sammensætter indslagene med musik til det daglige program, som suppleres med eget materiale.

Alice Persson får hurtigt den eftertragtede titel som nyhedsoplæser, og hun er glad for sit arbejde.

Når hun sidder i det røgfyldte redaktionslokale sammen med kollegerne og arbejder hårdt på at få hakket dagens tekster ned på Erika-skrivemaskinen, føler hun, at hun gør en forskel.

Hun er med til at overbevise alle de uindviede hjemme i Danmark om, at DDR ikke er levepostej og undertrykkende diktatur, men social retfærdighed, glæde og samarbejde.

Der bliver ofte fortalt vittigheder, når medarbejderne på redaktionen går ned ad trappen og spiser deres frokost i kantinen.

Blandt andet om, at det nok er sikkerhedstjenesten Stasi, der lytter med, når telefonlinjerne skratter.

Men Alice Persson tror ikke på, at hun skulle blive overvåget. Det er vestlig propaganda.

Forelskelsen i socialismen og rollen som radiovært får selskab af kærligheden til en kollega. For når Alice Persson læser nyheder op i radiostudiet, sidder hun lige over for en sød, ung lydtekniker, født og opvokset i den virkeliggjorte socialisme.

DDR-styret kalder selv arbejdet for at påvirke nabolandenes indbyggere ved hjælp af radioen for propaganda, men i dag ville vi nok kalde det public diplomacy.

Et fænomen, der her i 2017 på ny spiller en rolle.

I 2005 genoptog Vladimir Putins Rusland den gamle tradition fra Sovjet-tiden med at forsøge at påvirke befolkningerne i vesten med nyheder.

Rusland grundlagde tv-stationen Russia Today, der i dag er vokset til en kæmpe nyhedsorganisation på nettet.

Russia Today har mottoet: Question More - stil flere spørgsmål.

EU er bekymrede for udviklingen og har grundlagt organisationen East Stratcom, der har til opgave at afsløre misinformation fra de statsstyrede russiske medier.

Mottoet her er: Question even more - stil endnu flere spørgsmål.

Det er vanskeligt at vurdere, hvor mange mennesker Radio Berlin International har nået med deres udsendelser i Danmark, men det kommunistiske parti i Danmark har overfor kammeraterne i Østtyskland anslået, at det ikke var ret mange.

Midt i november 1976 sker der noget, der får Alice Perssons tiltro til sandfærdigheden af de nyheder, hun læser op i radioen, til at slå revner.

Protestsangeren Wolf Biermann er overbevist kommunist og bor i DDR. Men i DDR må han ikke optræde offentligt med sine sange, der er kritiske overfor partitoppen.

I november 1976 får han lov til at rejse til Vesttyskland for at spille en række koncerter. Den første koncert i Köln bliver vist på vesttysk tv og lægger gaderne øde både i øst og i vest.

Men Biermann får ikke lov at vende hjem igen. DDR-styret lukker grænsen for ham, så han ikke kan komme tilbage til sit hjem i midten af Berlin.

Alice Persson har fridag, men bliver kaldt ind på radioen. Der er stor opstandelse på den internationale redaktionsgang, hvor redaktionslederen råber og kollegaerne løber frem og tilbage med bånd, hvor musik skal klippes fra.

En række kunstnere i DDR har underskrevet en protesterkæring, hvor de udtrykker kritik af, at Wolf Biermann er blevet smidt ud af landet. Og det betyder, at de kritiske kunstnere ikke længere må spilles i radioen.

Alice undrer sig over panikken. Hvad kan det skade, at spille musik med kunstnere som for eksempel Wolf Biermanns plejedatter, Nina Hagen?

Men lytterne får ingenting at vide om, at Wolf Biermann er lukket ude, selvom enhver kan læse historien i de danske aviser.

Pludselig er det som om der mangler noget, når Alice Persson går i studiet for at læse nyhederne.

Det er ikke fordi, hun lyver, når hun fortæller om møder mellem statsledere og overraskende gode produktionsresultater på de østtyske fabrikker.

Men der mangler noget.

Det er ikke kun troen på DDR-styret og dets nyheder, der bliver sat på prøve.

Samtidig med, at sangere Wolf Biermann bliver smidt ud, rejser Alice Perssons kæreste væk for at aftjene sin tre-årige værnepligt.

Det efterlader den 20-årige Alice alene i Berlin.

Kæresteforholdet bliver til en brevveksling, og planerne om at stifte familie med den unge østtysker begynder at falme.

Alice Persson indleder et forhold med en anden mand. Hun vil ikke bryde med den bortrejste kæreste i et brev og beslutter sig for at vente med at fortælle kæresten om det, til han vender hjem på orlov.

Men nogen kommer hende i forkøbet.

Hjemme fra orlov dukker kæresten, der hurtigt bliver en eks-kæreste, op med et brev, afsendt af en anonym person.

Der står, at Alice Persson er en tøjte, der går i seng med flere mænd på én gang. Den anonyme brevskriver har sendt et tilsvarende brev til ex-kærestens forældre.

Alice Persson har mistanke om, at det er en kollega fra redaktionen på radioen, der har skrevet brevet.

Hun går til politiet med de anonyme breve for at få dem til at undersøge, hvad der er sket, men de gør tilsyneladende ikke noget ved sagen.

Men det er der andre, der gør.

Nogle uger efter banker det på døren. Udenfor står to mænd, der fortæller, at de gerne vil holde et møde for at hjælpe Alice Persson med at opklare sagen om brevene.

Men hun finder snart ud af, at mændene ikke kommer fra politiet, men derimod fra Ministerium für Staatssicherheit.

DDR’s sikkerhedstjeneste, der med utallige medarbejdere holder et vågent øje med borgerne.

Alice Persson har selv tidligere slået det hen, når kolleger talte om mystiske biler på gaden og breve, der så ud til at være blevet åbnet.

Men nu sidder hun pludselig selv ved et veldækket bord i et hus i Berlins udkant sammen med to ægte Stasi-agenter.

Alice Persson fortæller om alt det, Stasi-agenterne gerne vil høre.

De er meget interesserede i hendes kollegaer på radioen og i, at hun har været til julebal på den danske ambassade i Berlin.

Gradvist går det op for Alice Persson, at Stasi egentlig ikke er interesserede i sagen om de anonyme breve. De vil derimod gerne have hende til at rejse til Vestberlin og indhente informationer.

De vil hverve hende som agent.

Det østtyske ministerium for statssikkerhed var blandt de største arbejdsgivere i Østtyskland.

Umiddelbart inden murens fald, var der omkring 100.000 fastansatte Stasi-medarbejdere i DDR. Dertil kommer omkring 175.000 uformelle meddelere.

Det betyder, at en stor del af befolkningen i DDR på den ene eller anden måde har været beskæftiget med at spionere mod deres medborgere.

Koncentrationen af Stasi-medarbejdere er størst i områder af samfundet, som styret føler er farlige.

Og udlændinge fra det ikke-socialistiske udland hørte til det, styret frygtede allermest.

Måske er det derfor, at Alice Persson sag er så velbeskrevet i de dokumenter, Stasi efterlod sig, da sikkerhedstjenesten mange år senere lukkede og slukkede sammen med resten af Østtyskland.

Alice Persson ved det ikke selv på det her tidspunkt, men i mindst to afdelinger af Stasi, bliver der arbejdet på sagsmapper, der handler om hende.

I dag kan vi på Stasi-arkivet se de bunker af dokumenter, som Stasi har skrevet om hende. Det fremgår blandt andet, at hun er blevet fulgt allerede før, hun overhovedet kom til Berlin.

Alice Persson har fået kodenavnet ”Britt” og er nu er en del af Stasi-operationen ”Florida.”

Alice Persson vil ikke være agent.

Og hun vil hellere ikke længere være på radioredaktionen, hvor stemningen har været på vej mod nulpunktet, siden hun tog sit problem med de anonyme breve med til et fællesmøde.

Hun mistænker, at en kollega kan stå bag de anonyme breve og fornøjelsen ved at tage hen på radioredaktionen kan ligge på et ganske lille sted.

Alice Persson, der nu er blevet 21 år gammel, beslutter sig for at tage hjem. Og det kan ikke gå hurtigt nok.

Drømmen om socialisme og social retfærdighed er blevet til noget, der mere ligner en spionroman.

Men Stasi giver ikke op.

I Alice Perssons postkasse i Danmark ankommer breve, der tilsyneladende er fra et ældre ægtepar. Men det egentlige formål er at holde kontakten med en ung kvinde, som Stasi håber kan bruges til noget.

Først en iskold decemberdag i 1978 opgiver Stasi sit forehavende.

Alice Persson er i Berlin for at besøge sin tidligere kollega, der har fået et barn. En snestorm betyder, at færgerne til Danmark er indstillet, og Alice Persson skal derfor have forlænget sit visum i DDR.

Men på visumkontoret får hun selskab af selv samme Stasi-agent, som bankede på hendes dør året før.

Han er nu bekymret for, om hun kan være blevet hvervet som kontraagent.

Alice Persson vil ikke tale med ham, men han følger efter hende til busstoppestedet.

Til sidst ender Alice Persson med at råbe:

- Kan du ikke få ind i dit hoved, at jeg ikke vil være agent?

Det bliver den sidste kontakt mellem Stasi og Alice Persson. Og sidste besøg i Østtyskland.

Hun vil først vende tilbage til Berlin, når både Stasi og DDR er holdt op med at eksistere.

I dag, 42 år senere, ser Alice Persson tilbage på tiden i det socialistiske eventyrland med blandede følelser.

Rend mig i røven med socialismen, tænker hun på den ene side.

På den anden side husker hun også et særligt fællesskab og en solidaritet, som hun savner i Danmark i dag.

- Jeg er ikke færdig med socialismen. Men DDR-måden var nok ikke så perfekt, siger hun.

Du kan høre Alice Persson fortælle sin historie selv i P1 Dokumentaren 'I Østtysk propagandatjeneste'.