BREXIT: Identitetskrisen, der ryster Europa

BREXIT: Identitetskrisen, der ryster Europa

Scroll for at læse

Der er egentlig ikke så langt fra Storbritannien til Europa.

På det smalleste sted af Den Engelske Kanal er det blot 31 kilometers farvand, som adskiller den britiske sydkyst fra Frankrig og resten af det europæiske kontinent.

Med lyntoget tager det en god halv time at krydse kanalen. Vælger man færgen, skal man afsætte omkring halvanden time til overfarten. Og svømmer man, er den nuværende rekord på seks timer og 55 minutter.

Men spørger man briterne, lyder svaret ofte, at der er en verden til forskel på den anden side af kanalen.

Ikke mindst når det kommer til EU, som landet har været en del af siden 1973.

- Vi er med Europa, men ikke en del af det, fastslog den konservative politiker Winston Churchill i 1930, da diskussionen om ”Europas Forenede Stater” dukkede op.

Han så dog gerne et Europa, der var mere forenet og forbundet. Bare med Storbritannien på sidelinjen.

- Vi har vores egne drømme og vores egne opgaver, sagde Winston Churchill, der efterfølgende blev Storbritanniens premierminister.

Det er det noget ejendommelige forhold, der nu skal testes en gang for alle, når briterne den 23. juni skal stemme om deres fremtid i EU.

Målingerne op til afstemningen har vist mere eller mindre dødt løb mellem dem, der vil forlade unionen, og dem, der vil blive.

Landets EU-positive premierminister, David Cameron, har påpeget, at Den Engelske Kanal ikke bliver bredere af, at briterne forlader unionen.

Men for briterne er EU-spørgsmålet på ægte Jane Austen-vis en kamp mellem fornuft og følelser.

- Mange briter føler sig følelsesmæssigt afskåret fra resten af Europa, fortæller Christian Williams, der er formand for den dansk-engelske venskabsforening The Anglo-Danish Society, og som selv har boet i Storbritannien siden 1977.

- De briter, der vil forlade EU, mener eksempelvis, at de ikke-valgte bureaukrater i Bruxelles spilder deres penge, og de vil ikke at underkaste sig anden lovgivning end den britiske.

- Derudover vil de gerne sætte en stopper for antallet af immigranter til landet, og derfor ønsker de kort og godt at trække kontrollen tilbage til Storbriannien. Uden hensyn til, hvad det vil komme til at koste, eller hvor lang tid det kommer til at tage, siger han.

Ifølge Danmarks ambassadør i Storbritannien, Claus Grube, fylder de følelsesmæssige argumenter især meget hos dem, der vil forlade EU.

- Her handler det om britisk selvstændighed og mindre indvandring fra EU’s side. Dem, der vil blive, slår mere på de rationelle argumenter om eksempelvis økonomi og samhandel, siger han og understreger, at Winston Churchills citat er meget sigende for briternes overordnede tilgang til EU-samarbejdet.

- Men når de nu har det sådan, kan man også spørge sig selv om, hvorfor de overhovedet meldte sig ind i samarbejdet til at begynde med.

Det er 43 år siden, at Storbritannien blev en del af EF, forgængeren til EU.

Det skete samtidig med Danmark og Irland, og på det tidspunkt havde fællesskabet 21 år på bagen.

For briterne var medlemsskabet først og fremmest et spørgsmål om pounds og pennies.

Landets økonomi haltede nemlig, efter det britiske imperium var gået i opløsning efter Anden Verdenskrig, og mange - især konservative - politikere ønskede derfor at blive en del af økonomiske fællesmarked, som medlemslandene havde fået opbygget.

Men briterne havde fra dag ét af et anstrengt forhold til samarbejdet, fortæller Ole Helmersen, der er lektor ved Copenhagen Business School og ekspert i britiske forhold.

Briterne føler sig nemlig først og fremmest som briter.

- I modsætning til andre EU-lande, hvor modstanden til samarbejdet er vokset i de seneste år, har briterne været skeptiske over for projektet fra begyndelsen af. De får altid en bundplacering, når EU måler, hvor meget befolkningerne i de enkelte medlemslande føler sig som europæere.

- Briterne identificerer sig ikke med det europæiske projekt på samme måde, som eksempelvis tyskerne, franskmændene og italienerne gør.

Det var netop lande som Tyskland, Frankrig og Italien, der lagde fundamentet til unionen.

Det skete efter Anden Verdenskrig, hvor landene på kontinentet stadigvæk var ved at komme sig ovenpå den voldsomme krig, der havde lagt store dele af Europa i grus.

En af grundtankerne var, at samarbejdet skulle være et fredsprojekt, der kunne forhindre nye verdenskrige. Hvis først man kunne få gamle arvefjender som Tyskland og Frankrig til at arbejde sammen og handle med hinanden, så ville de heller ikke komme op at slås igen.

Men de ideologiske tankesæt har briterne aldrig rigtig købt, siger Ole Helmersen.

- Briterne vil gerne være med, når det handler om frihandel og økonomi. Men når de andre EU-lande begynder at tale om the ever closer union med fælles præsident, udenrigsminister og fællesvaluta, så står de af, siger han.

Det er især dem, der vil forlade EU, som har set sig sure på den tæt forbundne, politiske union, forklarer den danske ambassadør.

- De har prøvet at opbygge et billede af, at EU prøver at blive en føderal stat ligesom USA. Det er symbolpolitik, som intet har med virkeligheden at gøre. Og hvis man spørger briterne, hvad de mener om eksempelvis det frie marked, så er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved det, siger Claus Grube.

Det er ellers ikke fordi, de britiske øer har været afskåret fra resten af Europa – og verden for den sags skyld.

De oprindelige briter er en sammenblanding af blandt andet romere, nordtyskere, franskmænd, vikinger og keltere.

Og det er ikke mere end godt 100 år siden, at solen aldrig gik ned over det britiske imperium.

Da dronning Victoria døde i 1901, var Storbritannien verdens ubetingede supermagt, der strakte sig ud over fire millioner kvadratkilometer i alle verdenshjørner.

I dag er der mørkt, når de sidste solstråler har ramt den skotske vestkyst.

Gamle kolonier som Indien, Australien og Canada har for længst løsrevet sig fra den britiske krone, og i dag har landet kun et par håndfulde oversøiske territorier tilbage.

Og selvom landet stadig har plads ved hovedbordet, når de store verdensaftaler bliver forhandlet på plads, så taler landet ikke den samme tyngde som tidligere.

Der er intet der – som EU-medlemskabet – kolliderer med Storbritanniens opfattelse af landet som en global stormagt.

For hver eneste gang der er en ny EU-regel eller beslutning, som går Storbritannien imod, så skrues der gevaldigt op for retorikken i den indenrigspolitiske debat og EU-modstanderne konstaterer tørt, at Storbritannien nu bliver ”regeret fra Bruxelles”.

Og de hårdtslående britiske tabloidaviser følger samme linje og karakterer EU-beslutninger som ”diktat fra Bruxelles”.

Fra første dag Storbritannien kom med i EF, har briterne haft svært ved at vænne sig til, at i det europæiske samarbejde er der ikke nogen, der bestemmer.

Beslutninger er noget, der træffes i fællesskab - ikke lige det, en politisk stormagt er vant til.

Og der gik da også kun et par år, inden de britiske vælgere i 1975 blev bedt om at bestemme sig for, om Storbritannien skulle blive i EF.

Det skulle de, sagde vælgerne.

Men selv om Storbritannien fortsatte i EF-samarbejdet, så har der konstant været en hård kerne af politikere i det britiske underhus, som har gjort det til deres livs kamp at få landet ud af det, der i dag er EU.

Politikere som Bill Cash og Lord Tebbit har gjort livet svært for hver eneste britiske premierminister i årtier.

Selv jernladyen, Margaret Thatcher , der ellers havde en profil som Bruxelles største mareridt med hendes ”nej, nej nej” til et øget samarbejde og hendes ”jeg vil have mine penge tilbage”, og som i mange år gjorde de europæiske budgetforhandlinger til en politisk krig, kom i europæiske vanskeligheder.

Og det var faktisk et opgør blandt euro-skeptikere i det konservative parti, som førte til Thatchers politiske endeligt i 1990.

Hendes afløser – John Major – fik det ikke lettere.

Den interne konservative borgerkrig om Europa rasede i en sådan grad, at Labour-partiet og Tony Blair efterfølgende vandt et rekordvalg.

I EU troede politikerne, at nu ville Storbritannien endelig komme til europæisk fornuft og blive en del af fællesskabet, da Tony Blair kom til magten og erklærede, at Storbritannien hørte til i hjertet af Europa.

Men et var retorik – noget andet handling – og tiden viste hurtigt, at Tony Blair også blev presset på europa-politikken.

Skiftende oppositionsledere for det konservative parti brugte EU-politikken til at føre oppositionspolitik, og måden at gøre det på var at kræve en folkeafstemning om det britiske EU-medlemskab.

Det krævede oppositionslederen David Cameron både op til Europa-Parlamentsvalget og op til seneste valg.

Da han overraskende vandt valget, havde han ikke noget valg. Han måtte udskrive folkeafstemningen.

En afstemning som ser ud til at kunne volde ham betydelige problemer.

Spørger man Ole Helmersen fra CBS er Storbritannien i dag som en vægelsindet person, der stadig mangler at finde sit rette ben at stå på.

- Siden landet mistede sit imperium, har det endnu ikke helt besluttet sig for, hvilken rolle det skal spille i den globaliserede verden, og hvor det skal gå efter at få indflydelse. Det har ikke fundet det rigtige ben at stå på.

Blandt dem, der vil forlade EU, er der ifølge Ole Helmersen stadig mange, der tror, at landet stadig kan spille rollen som den frie agent i verden uden at være bundet af det europæiske samarbejde.

- Andre drømmer om et stærkere samarbejde med andre engelsktalende lande uden om EU, siger han og påpeger, at mange briter har en særlig stærk nationalitetsfølelse, som bunder i, at landet engang var et imperium, der vandt to verdenskrige.

- Det ligger formentlig i baghovedet på mange briter, at Storbritannien er noget exceptionelt, sige han.

Claus Grube er enig i, at Storbritannien stadig leder efter en ny identitet i den globaliserede verden.

Men det hænger i den grad også sammen med, at landet indadtil er splittet.

Storbritannien består nemlig af England, Wales, Skotland og Nordirland, og det er englænderne, der overordnet set er mest EU-skeptiske.

Og det er især i de gamle industriområder i Nordvest- og Nordøstengland, at modstanden mod unionen er størst.

- Storbritannien er gået fra at være et industrisamfund til et moderne servicesamfund, og da mange af de gamle, traditionelle industrijob er forsvundet, har mange briter også mistet deres identitet i den forbindelse.

- De føler, at tingene kører henover hovederne på dem, og de er bekymrede for deres fremtid, for indvandringen og for globaliseringen. Her er EU på sin vis blevet syndebuk. Ikke mindst hos Ukip-fløjen, siger Claus Grube og peger på det højreorienterede parti, som har slået sig op på at være ekstremt kritisk over for EU.

Men ifølge den danske ambassadør kan man også vende spørgsmålet rundt og spørge, om EU ikke er en del af løsningen.

- Det er lettere at tilbyde folk, at de kan forlade EU, fremfor at sige, at der er brug for nogle større, mere grundlæggende reformer af samfundet. For det passer ikke, at alt bliver godt igen, hvis Storbritannien forlader EU.

Uanset hvad resultatet bliver, så vil de sociale, økonomiske og identitetsmæssige problemer stadig være der efter folkeafstemningen, siger ambassadøren.

Credit


Tekst: Per Bang Thomsen og Ole Ryborg, EU-korrespondent.

Webdokredaktør: Maya Nissen




Grafik: Mie Hvidkær og Morten Fogde