Sygeplejerske og ridder af Danmark

Jeppe er sygeplejerske, fordi han elsker at hjælpe andre mennesker. I sin fritid pander han folk ned med sværd.

Sygeplejerske og ridder af Danmark

Jeppe er sygeplejerske, fordi han elsker at hjælpe andre mennesker. I sin fritid pander han folk ned med sværd.

  • Af Morten Olsen og Betina Garcia
  • 26. maj 2017
Scroll for at læse

Jeppe Lind Sandholm kigger ud gennem øjenhullerne på sin ridderhjelm.

Han er iført stål fra top til tå, og udover har han sin mongolske uldkappe. I venstre hånd holder han sit sværd, i den højre knuger han sit skjold.

Foran ham står to franske middelalderkæmpere. Adrenalinen pumper i hans krop, mens han langsomt går ned imod dem.

Han er ikke alene. Ved sin side har han syv holdkammerater. Da slaget begyndte for kort tid siden, var de ti på hver side, men nu er de otte mod to. Det ligner en sikker sejr til danskerne.

- Vi får lavet en vifte, hvor vi går ned mod det hjørne, hvor de to franskmænd er fanget. Det var en fed fornemmelse, og så fik jeg lov at tage den ene af dem ned, så det var jo helt fantastisk, forklarer Jeppe Lind Sandholm.

Vi er tilbage i 2016 i det øjeblik, hvor middelalderkamp gik op i en højere enhed for ham. Det er ved VM i Portugal, hvor Danmark mødte Frankrig og gjorde det af med dem på rekordtid.

Det sidste og afgørende slag blev sat ind af Jeppe, og det er en begivenhed, han husker tilbage på som et højdepunkt i de to år, han har dyrket middelalderkamp.

I dag og frem til på søndag jagter Jeppe og hans danske holdkammerater nye triumfer ved VM, der denne gang foregår på Spøttrup Middelalderborg i Jylland.

Sporten hedder Buhurt, og er en disciplin inden for middelalderkamp.

To hold med lige mange deltagere træder ind i en arena iført rustning med en økse eller sværd i hånden.

Derefter gælder det om at slå de andres mænd i gulvet først. En modstander er i gulvet, når tre punkter på hans krop rører jorden. Eller han giver op.

Man må slå, sparke, skubbe eller spænde ben. Det eneste, man ikke må, er at stikke med våbnet.

Jeppe Lind Sandholm har tidligere været håndboldmålmand, så han er vant til at få knubs. Men for to år siden lokkede nogle venner ham til at stille op i middelalderkamp.

Han brugte en måned på at lave sin dragt, og stillede så op til sin første konkurrence. Det var ingen succes.

Det var klaustrofobisk at have hjelmen på, og blive slået på med jernvåben, så Jeppe Lind Sandholm lagde sig hurtigt ned og tænkte: ”Det her, det skal jeg ikke igen.”

Men sådan gik det ikke. Allerede efter anden gang i ringen, var han solgt til sporten.

- Jeg elsker holdsport – og det her er holdsport på allerhøjeste plan. Du kan være nok så god, men det hjælper ikke, hvis alle dine holdkammerater falder før dig. Man skal arbejde sammen, hele tiden hjælpe hinanden og hele tiden være opmærksom på, hvor ens holdkammerater er henne, og det sammenhold, synes jeg er fedt, forklarer Jeppe Lind Sandholm.

Det er en lørdag i starten af maj, og det danske landshold træner den sidste træning med fuld rustning inden VM i middelalderkamp.

Ofte foregår træningen på skoler, der har asfaltbaner med bander. Men asfalten kan være lidt hård ved ridderdragterne, når kæmperne går omkuld, så i dag er træningen henlagt til en af landstrænernes have i Vejle.

Luften bliver flænget af råb som ”det brændte land,” ”beskyt fanen” eller ”pain train.”

Alle tre udtryk er navne på forskellige taktiske strategier. Sidstnævnte er den mest simple, og går ud på, at holdets to største klepperter blæser igennem de andres forreste kæde.

Middelalder-kæmperne træner til disciplinen 10 mod 10. De diskuterer meget taktik og taler om forskellige formationer. 3-4-3 og 4-2-4.

- Vi vil gerne have dem til at komme ind i midten. Når der er kontakt på siderne, er det runner og runner, der smadrer igennem. Det er Svamp og mig der er runner, lyder en af de taktiske overvejelser.

Under træningen havner middelalderkæmperen Omø i en sandwich mellem to af de andre og går i gulvet.

Jeppe Lind Sandholm træder straks til for at vurdere om knæet, der fik et vrid, skal en tur på skadestuen eller kan nøjes med en pose is – heldigvis er det det sidste.

Jeppe ved præcis, hvad han skal gøre. Til daglig er han nemlig sygeplejerske på Medicinsk Modtagelse på Holstebro Sygehus.

- Jeg har altid haft det der gen, at jeg godt kan lide at hjælpe folk. Det giver mening for mig, og det er en dejlig følelse at komme hjem fra arbejde og mærke, at jeg har været til gavn for nogle, forklarer Jeppe Lind Sandholm.

Det er meget normalt, at han træder til og hjælper samaritterne ved de hjemlige klubturneringer, hvor han selv deltager med sit klubhold, Hanse Tropperne.

For selvom der ifølge Jeppe Lind Sandholm er forbavsende få skader, så kan der alligevel opstå alvorlige situationer, hvor ridderdragterne skal hurtigt af og kæmperne skal tilses.

- De typiske skader er hjernerystelse og ledskader. Man har jo ekstra vægt på, og så står folk og river i en, og der kan man få vrid i både knæ og ankler. Og så er der selvfølgelig nogle, der er uheldige at få slag ind igennem sprækkerne i rustningen. Der kan man godt brække en arm eller en finger, eller hvad der nu lige kommer i vejen, forklarer Jeppe Lind Sandholm.

Jeppe har yderligere den fordel, at han kender de andre kæmpere og deres rustninger, så derfor kan han hurtigt få rustningerne af dem, hvis det skal gå stærkt.

Det skal det for eksempel, hvis der er mistanke om hjernerystelse, hvor der kan komme opkast i hjelmen.

Den åbenlyse kontrast mellem at være sød og omsorgsfuld sygeplejerske og brutal middelalderkæmper gav visse kvababbelser i starten. For nogle gange er man nødt til at ofre en holdkammerat i middelalderkamp.

Hvis der er én, der er særlig god til at tage imod tæv, uden at gå i dørken, kan han – for det er som oftest en mand – holde tre mand beskæftiget i et minuts tid, mens de resterende udnytter overtallet på den anden del af banen.

- Til at starte med var det svært. Der rendte jeg altid over til dem, der var ved at få nogle tæsk, men efter jeg begyndte at tænke lidt taktisk, kunne jeg se, at det var nødvendigt at have de personer. Nogle har også bygget deres rustninger til, at de kan få nogle ekstra tæsk, forklarer Jeppe Lind Sandholm.

Som mange andre i sporten er han også interesseret i middelalderen og et univers med sværd, gæve kæmpere og rustninger.

Interessen startede med ’Ringenes Herre’, men har fulgt ham til voksenalderen, hvor han sammen med familien og nogle venner har en bod, der tager rundt til middelaldermarkeder og sælger hatte, bukser, drikkehorn og andre middelalderting.

Børnene på fire og fem år er også med på markederne og har fået hele miljøet ind med modermælken.

Knægten synes, det er sjovt at tage riddertøj på og slås med far i haven, og i sin første kristendomstime i skolen proklamerede datteren, at hun tror mere på Thor end ham Gud.

Den historiske del betyder også meget for Jeppe Lind Sandholm, når han går i ringen, for alt fra udstyr til kamp er et ekko fra fortiden.

Godt nok har kæmperne beskyttelsesudstyr, som vi kender det fra ishockey eller amerikansk fodbold på inden under rustningen. Men alt, hvad der er synligt, skal være historisk korrekt.

Det vil sige, at det skal kunne ledes tilbage til en historisk kilde i middelalderen, og en hel rustning ikke må spænde over mere end 50 år.

Dragterne er typisk lavet af hør og uld og rustningerne af jern. Våbnene er også historisk korrekte, men de er ikke slebet skarpe, for at undgå skader.

De forskellige discipliner inden for sporten er hentet fra middelalderen, hvor de blev brugt som underholdning for folk i byerne og til at holde krigere skarpe til rigtige kampe.

- Det er fascinerende at få lov til at gå ind og gøre, som de gjorde dengang. Det vi laver her er nok det tætteste, man kan komme på, hvordan en reel kamp ville have været uden, at vi slår hinanden ihjel, forklarer han.

Den moderne udgave af middelalderkamp blev opfundet lige omkring årtusindeskiftet. Den har været i Danmark siden starten af det her årti, og Danmark deltog første gang ved en international turnering i 2012.

Sporten er stadig lille. De største lande er Rusland, hvor de aktive kæmpere skal tælles i tusinder, og generelt er de østeuropæiske land ret godt med, og det var da også her, at sporten så dagens lys for omkring 20 år siden.

I Danmark kommer der også flere udøvere til, selvom vi ikke har den store tradition for kampsport. Det fortæller Satine von Gersdorff, der er presseansvarlig i Dansk Middelalder Kampsport Sammenslutning.

- Den vokser stille og roligt, så i dag er vi cirka 75 aktive udøvere, men vi håber da, at det store ryk kommer nu med alt den opmærksomhed, der har været om sporten i forbindelse med VM, siger hun.

Når Spøttrup Middelalderborg i dag og de kommende tre dage danner rammen om VM – så bliver det som at træde ind i en middelalderby.

Udover at sporten og dragterne er historisk korrekte, så har de fleste lande en lejr med gamle middelaldertelte, og der vil være et middelaldermarked, der fuldender det historiske setup.

De store stjerner er det ukrainske hold, som de fleste regner med, vil løbe med flest medaljer i holdkonkurrencerne, og som de fleste andre kæmpere glæder sig til at se i arenaen.

En af dem, der er med for ukrainerne, er Igor Parfentev, som er blevet kendt i middelaldersporten, for at have et Gopro kamera på under kampene, som bagefter bliver til action-mættede videoer på Youtube.

Jeppe Lind Sandholm glæder sig til at optræde på hjemmebane og håber på, at Danmark får medaljer, som de har fået de seneste par år.

Men han glæder sig også til det sociale samvær og de tætte bånd, der er mellem kæmperne i den lille sportsgren.

- Vi kan gå ind på banen og slå hinanden i gulvet, og bagefter er vi de bedste venner og kan give hinanden en krammer og sige, det var fandeme fedt, forklarer han.

Credit


Tekst: Morten Olsen

Foto og video: Betina Garcia

Webdokredaktør: Hans Christian Kromann