Fem mand og en kvinde bruger en bjælke som rambuk. Året er 1971 og moden dikterer vildtvoksende skæg, stort hår og træsko.

Med rambukken imellem sig løber de seks personer mod plankeværket, der omkranser Bådsmandsstræde Kaserne. På de brostensbelagte gader står folk i grupper og ser på.

Det er tydeligt, at der sker noget, der bryder med hverdagen på 1970’ernes Christianshavn.

De ved det ikke selv. Men de seks mennesker med rambukken er i færd med at grundlægge det, som danskerne og millioner af turister i dag kender som ‘Fristaden Christiania’.

Først blev det tomme, militære område brugt til gåture og legeplads for kvarterets børn.

Kort efter kom slumstormerne, hippierne, kunstnerne, de hjemløse og narkomanerne og indtog de gamle, tomme kasernebygninger.

Forsvarets område kunne tilbyde tag over hovedet og den slags var en mangelvare i hovedstaden. Her kunne man realisere drømmen om et liv baseret på frihed, kreativitet og fællesskab.

De nye beboere tog fat på arbejdet med at gøre bygningerne beboelige. Området blev døbt ‘Fristaden Christiania’ og den 26. september 1971 blev udråbt som officiel fødselsdag.

En kreativ sjæl - og dem var der mange af på Christiania - malede et flag, hvor de tre prikker over i’erne i ‘Christiania’ tonede frem som tykke, gule punktummer. En ide og et symbol var født.

- Enhver kan gøre, hvad han eller hun vil, så længe det ikke tager friheden fra andre, til at gøre hvad de vil. Målet er at skabe et samfund, der hviler i sig selv, og hvor man i fælles stræben til enhver tid prøver at afværge den psykiske og fysiske forurening, lyder det blandt andet i ‘Christianias grundlov’.

Men idealisterne havde andet og mere med ind bag plankeværket. Tjald, skunk, græs, fjolletobak eller slet og ret hash.

For mange var rusmidlet obligatorisk tilbehør til ungdomsoprøret og den alternative livsstil.

Et forhold, som helt fra begyndelsen var med til at trække fronterne endnu skarpere op mellem politiet og christianitterne, men også skabte voldsom splid blandt fristadens beboere.

Allerede i 1971 fyldte de udenbys pushere lige vel rigeligt, mente mange. Men de kritiske røster blev ikke hørt.

1984. Hells Angels og Bullshit ligger i åben krig. Det er samme sommer som Preben Elkjær ved EM i Frankrig med flænget buksebag lusker tilbage efter et brændt straffespark.

Kort efter den succesrige junkblokade nogle år tidligere begyndte rockergruppen Bullshit åbenlyst at sælge hash foran ‘Bageriet’ ved Hovedporten.

Christianitterne brokker sig, men en ting er at smide junkier ud, noget andet er at gøre sig uvenner med en voldsparat motorcykelbande.

Inden rockerkrigen brød ud i lys lue, skulle christianitterne dog smage en ret, der hyppigt siden er blevet serveret på fristaden: Knippelsuppe.

I begyndelsen af 80’erne føler mange, at fristaden i stigende grad anvendes som feltbane for Politiskolens elever på Islands Brygge. Omringning, anholdelsesteknik og indtrængning i lejligheder bliver øvet vel rigeligt på det gamle kaserneområde, hedder det sig. Uden dommerkendelse, vel at mærke.

Fristadens fødselsdag i 1981 bliver domineret af gadekampe mod politiet og molotov cocktails i sensommeraftenen. Fronterne mellem ordensmagten og christianitterne er skarp som en ragekniv og sådan fortsætter det.

I mellemtiden har rockergruppen Bullshit erobret hashmarkedet ved hjælp af simpel terror. I en periode må Den Grå Hal og Loppen lukke af sikkerhedsmæssige årsager. Voldelige overfald på tilfældige christianitter trækker overskrifter i landets medier.

Den rivaliserende bande Hells Angels betragter det hele med stigende interesse. I foråret 1984 trykker Jørn ‘Jønke’ Nielsen aftrækkeren på sin Stengun-maskinpistol i bund. Med 16 projektiler dræber han Bullshit-præsidenten ‘Makrellen’ foran hans hus på Amager.

Christianitterne opretter telefonkæder som værn mod de hærgende Bullshit-medlemmer, og ved to fællesmøder lover Bullshit, der på dette tidspunkt er på en slags taktisk tilbagetog, at stoppe voldshandlinger mod christianitter og ikke bære rygmærker på Christiania.

Kort før jul 1985 bliver den nye Bullshit-præsident dræbt på Cafe Nemo på Christiania af to medlemmer fra grupperingen ‘Black Sheep’, der senere blev til Hells Angels.

Anklageren kalder mordet på Cafe Nemo for en likvidering.

Efter pres fra christianitterne forsvinder de tilbageværende Bullshit-medlemmer fra fristaden.

Siden dengang har det været en accepteret- men ganske vist ikke en retsligt accepteret - sandhed i København, at det er Hells Angels, der dominerer hashmarkedet på Christiania.

‘Pusher Street’. En adresse der i dag er så accepteret, at online vejviseren Google Maps uden problemer udpeger strækningen med rød markering og en stor, grøn pil.

Gaden hvor fotografering og kondiløb er forbudt, blev for alvor sat i system i 1989.

Efter en aktion, hvor hundreder af christianitter barrikaderer hovedindgangen og jager udenbys pushere på porten, maler man en gul streg på vejbelægningen.

Indenfor stregen må Christianias egne pushere sælge under ikke-voldelige former. Den nye hovedindgang bliver overvåget - for at få styr på vold og fremmed hash-salg ved indgangen, Som en bonus får man styr på, hvem der kommer og går i fristaden.

Ordensmagten er en hyppig gæst på Christiania i 90’erne. En særlig Christiania-patrulje etableres og dens 70 medlemmer får til opgave at få styr på hash-salget i Pusher Street.

Det går ofte voldsomt for sig og Christianias retsgruppe er medvirkende til, at den såkaldte benlås senere bliver forbudt.

Hver gang politiet gæster Christiania er resultatet dog det samme. Få timer senere er Pusher Street åben igen.

Det synes i hvert fald at være metodikken, når politi og pushere støder sammen. Når udrykningskolonnerne nærmer sig, forsvinder pusherne som tidevandet. Efter blå blink og uniformer er væk, skyller de tilbage gennem gaderne og boderne åbner, som om intet var hændt. De 20-30 boder i Pusher Street er fristadens hovedstrøg og Nordeuropas største, åbenlyse hashmarked.

I 2002 beslaglægger politiet sammenlagt mere end 400 kg hash, 89 kg særlig stærk marihuana, 256 kg joints og 4 kg euforiserende svampe, skriver Information. Tallene alene er beviset på et solidt marked: Handlen fortsætter uden stop eller prisstigninger.

Nytårstømmermændene er knap forsvundet, før Pusher Street i 2004 endnu engang rydder overskrifterne. Og sig selv. Koben og brækjern går løs på de kunstfærdigt fremstillede hash-boder (En af dem bliver skænket til Nationalmuseet, red.) og det er pusherne selv, der fører værktøjet.

- Vi vil ikke give dem den undskyldning for at rive hele Christiania ned, siger en maskeret pusher til TV Avisens reporter på stedet.

På Politigården på den anden side af Langebro er man næsten lige så forbløffede som resten af den danske befolkning. En overgang er hashhandlen i Pusher Street begrænset til et par mobile pushere, men stille og roligt slår salgsboderne atter rødder.

I 2004 konstaterer politiet efter omfattende videoovervågning, at 10.000 mennesker dagligt køber hash på stedet.

Midt i juni tolv år senere klaprer helikopterne igen over fristaden og Christianshavns gader genlyder af udrykning. I en storstilet aktion rydder politiet endnu engang Pusher Street, hvor boderne igen er blevet fast indslag.

Få timer efter aktionen er Pusher Street atter åbent for salg. Det bliver en historie i flere af landets medier den junidag i 2016. Politiets kamp for at lukke Pusher Street er håbløs, lyder budskabet fra irriterede hashkøbere.

I de mellemliggende år er miljøet blevet mere råt, fortæller en pusher til Dagbladet Information knap 12 måneder tidligere.

Politiets omfattende overvågning får pusherne til at maskere sig, turister med kameraer bliver bedt om at skrubbe af eller i flere tilfælde korporligt overfaldet. Boderne dækkes til med sløringsnet.

- Stemningen er nervøs. Man er på vagt hele tiden. Maskeringen er ærgerlig, det giver et dårligt indtryk. Men man vil jo nødig i fængsel. Selv om man lever med risikoen hver dag, prøver man at minimere den. Så på den måde er det jo politiets skyld, at vi reagerer, som vi gør, siger pusheren til Information.

Han arbejder under politiets nye Christiania-strategi, hvor man med ugers mellemrum slår til med nålestiksoperationer mod bestemte boder. Inden ‘gaden’ kan nå at danne samlet front. Typisk tidligt om morgenen eller sent om aftenen ved lukketid.

Det var netop omkring lukketid politiet slog til på den sidste august-dag i 2016.

En 25-årig mand kommer cyklende med udbyttet fra en hash-bod, da civilbetjente fra Task Force Pusherstreet råber ham an.

- Betjentene får øje på gerningsmanden og slår til og forsøger at pågribe ham. Han vrister sig fri og trækker en pistol, beskriver chefpolitiinspektør Jørgen Skov fra Københavns Politi.

Den formodede gerningsmand - Mesa Hodzic - skyder en betjent i hovedet og sårer en anden i benet. En civil mand bliver også ramt i benet. Gaderne omkring Christianshavn genlyder i timevis af udrykninger og politiet spærrer alle indfaldsveje til Christianshavn.

Efter en omfattende menneskejagt bliver han næste morgen anholdt af Politiets Aktionsstyrke i Kastrup efter en skudveksling. Han bliver såret og dør knap 16 timer senere af sine skader.

Samme aften er hundredvis af christianitter forsamlet til et timelangt fællesmøde i Den Grå Hal.

Før midnat træder talsmanden frem med en besked til hash-markedet, der i mange beboeres øjne er blevet alt for råt i Pusher Street. Maskerede sælgere, vold og et persongalleri, der ikke er fast bosat i fristaden.

- Hvis I støtter Christiania, så lad være med at købe jeres hash her, siger Risenga Manghezi.

Næste formiddag går christianitter bevæbnet med koben, motorsave og arbejdshandsker i gang med at lukke ‘hash-supermarkedet’ Pusher Street. Trækonstruktioner bliver revet ned. Presenninger og pavilloner flået fra hinanden.

De går grundigt til værks. For enden af brostensgaden bliver skiltene, der forbyder al fotografering, malet over med lyserøde hjerter.

Endnu engang har Christiania taget et opgør med smertensbarnet Pusher Street.