Stemmen var lidt rusten efter en hård valgkamp, da Pia Kjærsgaards politiske karriere toppede – og hendes parti, Dansk Folkeparti, nåede et højdepunkt i partihistorien.

Det var den 7. juli 2015. Kjærsgaard blev valgt til Folketingets formand. Ved valget tre uger tidligere var DF blevet landets næststørste parti.

Venstres veteran Bertel Haarder ledede valghandlingen i folketingssalen. Han understregede det historiske faktum: at hun var den første kvinde på posten. Og så bad han Pia Kjærsgaard indtage formandsstolen. Det gjorde hun bare ikke. I stedet gik hun op på talerstolen lige ved siden af formandssædet – så stærk var vanen fra hundreder af taler i Folketinget. Og så uvant var formandsposten.

Selv politiske modstandere måtte trække på smilebåndet af den lille omvej dér i landets fornemste sal. Mange lo højt.

Pia Kjærsgaard fandt sin nye plads og kiggede ud over folketingssalen. Og så var det tid til at tale.

– Jeg vil gøre, alt hvad jeg kan for at være en god og retfærdig formand for alle partier, læste hun op fra sin forberedte tale, med sprød stemme og et host i midten af sætningen.

Ikke alle partier var dog begejstrede for den nye formand. Tre partier stemte imod valget af hende, og to partier undlod at stemme. Dermed blev formandsvalget sit eget lille spejl på DF's partihistorie. Modstand og modvilje – men en sikker kurs mod magten alligevel.

Èn ting kunne hverken Pia Kjærsgaard eller andre i folketingssalen imidlertid vide den dag – nemlig at gassen snart ville begynde at gå af ballonen. Det begyndte snart at gå tilbage for det succésrige parti. I valgperioden 2015-19. Ved valget i juni 2019. Og bagefter.

Som sagt – den fremtid kendte ingen, da valget i 2015 sendte Pia Kjærsgaard op på Folketingets formandspost. Det valg kunne også have sendt det parti, hun skabte, i regering – men et stort antal stemmer i ryggen.

Pia Kjærsgaard som folketingsformand og DF som regeringsparti. Ingen så de to scenarier i horisonten, da da det hele begyndte – som reaktion på nogle yderst kaotiske scener i Aarhus, engang i efteråret 1995.

Den lille mand i den lilla velourjakke, hvide skjorte og velvoksne slipseknude var lige ved at eksplodere. Han var egentlig på vej til at forlade talerstolen på det politiske landsmøde, han deltog i. Men nu vendte han om og gik tilbage til mikrofonerne.

Partiet hed Fremskridtspartiet. Manden hed Kristen Poulsgaard og havde siddet i Folketinget for partiet i en årrække. Hans vrede var rettet mod to yngre medlemmer af partiet, Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl. Striden handlede om interne ”kævlerier,” som der malende blev sagt i DR's tv-reportage fra landsmødet.

Poulsgaard var så vred, at han knap kunne formulere en sætning:

"Kristian... Kristian... Kristian... Kristian Thulesen Dahl," spruttede han.

Herefter krævede han, at Thulesen og Skaarup trak sig fra deres poster i partiet. Anmodningen afsluttede han med et enkelt ord.

– Tøsedrenge!

Herfra var alt kaos på landsmødet. Fremskridtspartiets leder, Pia Kjærsgaard, var rystet.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde, lød hendes kommentar fra talerstolen.

Næste morgen tog Pia Kjærsgaard beslutningen om at forlade Fremskridtspartiet – hun kom til at stå i spidsen for dannelsen af DF. Skaarup og Thulesen Dahl gik med.

Fra talerstolen havde den rasende Kristen Poulsgaard spået Kristian Thulesen Dahl ”en meget, meget, kort karriere i dansk politik”. Det blev en af de mest forkerte spådomme i nyere politisk historie.

I realiteten blev det dramatiske landsmøde i Aarhus begyndelsen til enden på det gamle parti, Fremskridtspartiet. Det blev afsættet for dannelsen af Dansk Folkeparti. Og det kom til at præge den måde, Dansk Folkeparti fungerede på – DF er af de mest topstyrede partier, der har været i dansk politik. Landsmødet blev et billedet på alt det, DF ikke skulle være.

Fremskridtspartiet var kaos – Dansk Folkeparti marcherer i takt. Eller det gjorde man i hvert tilfælde i alle de år, hvor det kun gik fremad. Man diskuterer ikke med partitoppen. Man retter bare ind. Pia vidste bedst, lød det i de første år.

Nogle er blevet smidt på porten undervejs med et stempel som ”landsbytosser” i nakken. Det er eksempelvis sket for flere, der udtalte sig mere kraftigt om udlændingepolitikken, end partitoppen brød sig om.

Andre har fået lov at blive trods skarpe meldinger, som eksempelvis folketingsmedlem Søren Krarup, der sammenlignede det muslimske tørklæde med nazisternes hagekors. Andre igen har fået domme undervejs, som Morten Messerschmidt, der i spidsen for DF's ungdomsafdeling fik en racismedom.

Udlændingepolitikken har domineret billedet af Dansk Folkeparti fra begyndelsen. DF's rolle blev helt fra starten at være det parti, der drev udlændingepolitikken fra en marginal rolle til at være et omdrejningspunkt i dansk politik.

Efterhånden blev paletten bredt ud – blandt andet i forhold til velfærd. Væk er alle de oprindelige tanker om store skattelettelser – en indkomstskat på 30 procent for eksempel.

Tilsammen har det til tider gjort Dansk Folkeparti spiseligt for meget store vælgergrupper. DF blev indflydelsesrigt og etableret.

Vejen dertil gik dog sjældent stille for sig.

– Der er hun!

Råbet lød i Griffenfeldsgade på indre Nørrebro, da nogen fik øje på Pia Kjærsgaard på bagsædet af en taxa. DF-stifteren var kommet til Nørrebro en eftermiddag i marts 1998 for at gå en tur med en DR-reporter i området kaldet ”Lille Somalia.”

Gåturen blev af nogle set som en provokation. Der opstod voldsom ballade, og Pia Kjærsgaard måtte forlade gaden og søge tilflugt i en afdeling af Unibank (Nordea i dag) på Nørrebrogade – for til sidst at blive kørt væk under politieskorte.

Mere civiliseret – men lige så skarpt og konfliktfyldt – gik til det til i folketingssalen et årti senere, da socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen var statsminister. Dansk Folkeparti havde netop lanceret et særdeles kontroversielt forslag: Hvis en ung udlænding begår kriminalitet, så skal hele familien sendes hjem.

Med andre ord: kollektiv straf til familien, hvis en søn er kriminel. I statsministerens øjne helt uacceptabelt.

– I mine øjne …stuerene det bliver I aldrig! sagde han fra talerstolen.

Andre toppolitikere prøvede også længe at holde DF ud i strakt arm og væk fra indflydelse. Det gjaldt den konservative leder, Bendt Bendtsen, der proklamerede, at DF aldrig ville få indflydelse på en borgerlig regerings politik.

Det blev ord, som Bendt Bendtsen kom til at æde i sig igen. For da danskerne havde været til folketingsvalg i 2001 og skabt et politisk systemskifte fra rød til blåt, blev Bendt Bendtsen ganske vist vicestatsminister, men Pia Kjærsgaard fik en stor del af magten.

Der var rødternede duge på bordene, fadøl i glassene og sejr i luften, da Pia Kjærsgaard dukkede op til Dansk Folkepartis valgfest på Christiansborg en novemberaften i 2001.

Formanden tog ordet, iført lyslilla rullekrave, med en klar analyse af dansk politik på kanten af et politisk systemskifte fra rødt til blåt.

- Det er os, der bestemmer nu, hvem der skal danne regering, lød det fra Pia Kjærsgaard – med 12 procent af stemmerne i ryggen.

22 mandater svarede det til. Det kom til at sikre Venstres Anders Fogh Rasmussen statsministerposten – og valget i november 2001 blev indledningen på en ganske stabil periode i dansk politik. Nullerne.

Samarbejdet mellem regeringspartierne V og K og på den anden side DF fandt med tiden ind i et mønster, der gav begge parter mulighed for at levere resultater.

Mønsteret kan beskrives som en slags arbejdsdeling. Fogh-regeringen fik væsentlige dele af sin politik igennem – det gælder den økonomiske politik og reformer i den offentlige sektor. Til gengæld fik DF vigtige og højt prioriterede dele af sin egen politik igennem. Det handlede om udlændingestramninger og bedre forhold for de ældre.

Mest konkret blev ældrechecken, et konkret beløb til de fattigste pensionister, forhøjet flere gange i nullerne.

Mest omstridt var til gengæld udlændingepolitikken, og den gav bøvl i starten. Bertel Haarder var blevet verdens første integrationsminister og skulle både stramme og integrere – men DF'erne ville ikke integrere. De ville kun stramme.

Dansk Folkeparti fik langt hen ad vejen sin vilje.

Hen ad vejen begyndte mange i statsministerens parti at sætte pris på samarbejdet. Da den magtfulde Venstre-minister Claus Hjort Frederiksen i 2006 erklærede, at der efterhånden var opstået et ”værdifællesskab” mellem Venstre og Dansk Folkeparti, stod andre Venstrefolk ikke ligefrem i kø for at modsige ham. Selvom ikke alle brød sig om DF's stigende magt.

V og DF sluttede det første årti i det nye århundrede, nullerne, som de største partier i Blå Blok – og som tætte samarbejdspartnere.

Derefter fulgte fire år uden magten, mens socialdemokraterne fra 2011 dannede regering sammen med De Radikale og venstrefløjen. Bagefter, da Blå Blok igen i 2015 stod i spidsen for Danmark, havde noget dog ændret sig mellem Venstre og Dansk Folkeparti.

Valget i 2015 gjorde DF større end Venstre. DF erobrede store dele af Danmark fra Venstre – og blev så stort, at nogle mente, partiet nu skulle gå i regering.

Det gjorde DF dog ikke. Kristian Thulesen Dahl fandt ikke, at tiden var moden til at påtage sig regeringsansvar – han sagde, at indflydelsen var størst uden for ministerrækkerne. Lars Løkke Rasmussen måtte bøvle med at lede Danmark, i spidsen for et splittet borgerligt Danmark uden det største borgerlige parti i sin regering.

Dansk Folkepartis nye formand Kristian Thulesen Dahl, der havde arvet magten i partiet i september 2012, måtte til gengæld bøvle med den værste møgsag i partiets historie.

Den handlede blandt andet om et møde på en smuk lokalitet i Jylland.

Dansk Folkepartis sommergruppemøde på Color Hotel i Skagen i august 2015 var det første efter DFs største triumf nogensinde – de 21,1 procent af stemmerne ved juni-valget det år. En tilslutning partiet med ekstrem stor sandsynlighed aldrig nogensinde opnår igen.

DFs sommergruppemøde i Skagen i august 2015 skulle imidlertid også komme til at spille en central rolle i en sag, der kom til at koste Dansk Folkeparti opbakning i en grad, der direkte kunne aflæses i meningsmålingerne. Som nogle år senere var med til at tvinge partiet i knæ og sende en af partiets største profiler på anklagebænken, tiltalt for svindel.

Sagen om MELD og FELD – et europæisk parti og en europæisk fond, som DF deltog i. Og dermed om mulig svindel med penge fra det EU, DF altid har bekæmpet.

I spidsen for kampen mod EU stod Morten Messerschmidt. Ved valget til Europa Parlamentet i 2014 satte han danmarksrekord i stemmer. Intet mindre end 465.758 danskere stemte personligt på ham – blandt andet for at støtte hans kamp 465.758 mod svindel og pengemisbrug i unionen.

Og så tilbage til Skagen. For sommergruppemødet var også et EU-seminar, i hvert tilfælde officielt. Realiteten er mere uklar og omdiskuteret, også blandt DFerne selv. Men EU-penge var med til at betale regningen – det sørgede Morten Messerschmidt for. Og dermed begik han svindel for 98.000 kroner, lød anklagen fra det danske politi fem år senere, da sagen langt om længe nærmede sig en afslutning.

Og dog .. for da 2021 blev til 2022 var sagen alligevel langt fra slut.

Messerschmidt blev ganske vist i Lyngby Ret idømt seks måneder betinget fængsel. Men dén dom blev efterfølgende ophævet, da Østre Landsret fandt byretsdommeren inhabil.

Sagen skulle begynde forfra. Men MELD/FELD-sagen havde for længst skadet Dansk Folkeparti alvorligt.

900 mennesker var på plads i Cirkusbygningen i det indre København en mandag aften i maj 2017 – selv uden udsigt til hverken akrobatik eller mad og drikke i større mængder.

Formanden for fagforbundet 3F, Per Christensen, bød velkommen til de to hovedpersoner – Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen og Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.

Kort tid forinden havde statsminister Lars Løkke Rasmusen opgivet et ønske om at lade pensionsalderen i Danmark stige hurtigere end ellers planlagt. DF havde sagt nej, dermed var der intet politisk flertal for forslaget, og det var den sejr over den Venstreledede regering, der skulle fejres i Cirkusbygningen.

Mette Frederiksen og Thulesen Dahl side om side. På fagbevægelsens scene. Budskabet var klart – der var tale om et kraftcenter i dansk politik, med spændende perspektiver flere år frem i tiden. 

På dét tidspunkt stod Lars Løkke Rasmussen i spidsen for en lille étparti-regering, kun bestående af hans eget parti Venstre. Den regering skulle senere blive udvidet – men ikke med det største borgerlige parti, Dansk Folkeparti, der jo havde sagt nej til regerings-ansvar. 
Ministerpladserne gik i stedet til de konservative og så til Liberal Alliance – det parti, som Dansk Folkeparti havde det suverænt dårligste forhold i Blå Blok. Ja, måske i det hele taget. 

Liberal Alliance satsede både før og efter regeringsdeltagelse stor politisk kapital på at få lettet topskatten – noget Dansk Folkeparti pure afviste. Konflikten kulminerede op til jul 2017 – Dansk Folkeparti fik sin vilje. Løkkes regering droppede sine skatteplaner. 

Tre-partiregeringen afgik ved en forudsigelig død ved valget i 2019. Hvad man derimod ikke kunne forudse var hvor brutalt vælgerne ved dette valg skulle komme til at behandle Dansk Folkeparti – partiet havde fløjet højt i 2015 og faldt dybt i 2019.

8,7 procent af stemmerne gav 16 mandater – 21 færre end ved valget før. Forud var gået et valg til Europa Parlamentet, der efterlod DF med ét enkelt mandat.

Dermed var mange spekulationer før valget om et tættere samarbejde mellem en S-ledet regering og et stort DF lige pludselig meget mindre interessante. Og Dansk Folkeparti kunne tage fat på en evaluering af det sølle valgresultat for et parti, der ellers altid havde kendt til fremgang.

På det første årsmøde efter valget, i efteråret 2019, lovede Kristian Thulesen Dahl at inddrage medlemmerne mere. Han beklagede at man ikke havde kæmpet hårdere mod den internationale Marrakesh-aftale. Han beklagede at DF var kommet til at rykke for tæt på socialdemokraterne – samarbejdet var blevet ”for bombastisk”.

Og så var der lige dét med den fraværende regeringsdeltagelse efter valget i 2015.

- Vi skulle være endt i regering tilbage i 2015. Vi endte med at blive set som et parti, der ikke er parat til at tage det ultimative ansvar ved at gå i regering, lød indrømmelsen fra Dansk Folkepartis formand.

Årsmødet i september 2019 var ikke dramatisk. Snarere mat. Ingen rasende debat, og ingen dramatisk omlægning af partiets budskaber. Men det blev heller ikke noget vendepunkt – og vælgerne fortsatte med at sive fra Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti er aldrig blevet et stort kommunalt parti. Alligevel blev kommunalvalget den 16. november 2021 skuffende for partiet – og fatalt for Kristian Thulesen Dahl. Manden, der stod i spidsen for DF med det kæmpemæssige resultat i 2015. Men derefter stod i spidsen for valgnederlag på stribe.

Ud af 98 kommuner gik Dansk Folkeparti tilbage i … 98 kommuner.

Thulesen Dahl gik også.

På valgnatten åbnede han udgangsdøren på klem. Dagen efter valget helt op:

- Det er rigtigst, at jeg tager ansvaret for det resultat, vi fik i aftes. Vores folk rundt i landet har kæmpet en brav kamp. Jeg synes ikke, det er rigtigt, at vores lokale folk, som nu har fået dårlige lokale valg, skal tage ansvaret for det. Det er en landspolitisk tendens for partiet.

Og dermed blev den første dag efter kommunalvalget i november 2021 også den første dag i en hård intern kamp om at afløse Kristian Thulesen Dahl. Og dermed blive Dansk Folkepartis tredje formand siden Pia Kjærsgaard stod i spidsen for dannelsen af DF i 1995.