En sommerdag i 2016 åbnede 29-årige Toke Suhr sin Uber-app og ledte efter en bil at køre med i området omkring Amalienborg. Mehmet dukkede frem på skærmen, han havde gode anmeldelser og kunne være der lige straks.

Få minutter senere steg Mehmet ud af Uberen. Mehmet var en 27-årig mand af kurdisk oprindelse. Han hilste venligt og fik hurtigt øje på Toke Suhrs store bagage, som han løftede ind i bagagerummet på den rummelige Ford Focus.


"Mehmet" (som er et dæknavn, vi bruger her, fordi der er nedlagt navneforbud i sagen) havde gode anmeldelser på Uber. Her ses hans profil.

Toke Suhr havde netop færdiggjort filmoptagelser, da han satte sig ind på passagersædet og bad om at blive kørt til Nørrebro. Mehmet begyndte straks at snakke, og Toke var vant til, at folk spurgte interesseret, når han fortalte, at han var i gang med at åbne en dronebutik med en god ven.

”Hvor langt kan de flyve? Hvor meget kan de bære?”, spurgte Mehmet og blev ved med at stille nye spørgsmål om droneteknologi, hver gang Toke svarede.

”Du er velkommen til at kigge ind en dag, når butikken er åbnet” sagde Toke, da bilen nærmede sig Nørrebro.

”Jeg tager dig på ordet og kommer ind,” svarede Mehmet. Han smilede og vinkede efter Toke, da turen var slut.

Mehmet virkede som en flink fyr, tænkte Toke. Han anede ikke, at Politiets Efterretningstjeneste havde holdt øje med Mehmet igennem længere tid og nøje havde fulgt med i deres tur. Eller at Mehmets snakkesalighed om dronerne ikke var helt almindelig interesse.

Tidligt en morgen, seks uger efter Uber-turen, vågnede Toke Suhr af lyden fra dørtelefonen.

Han kiggede på sin telefon og så, at der var flere ubesvarede opkald. Hemmeligt nummer.

Klokken var ikke engang seks. Han gad ikke stå op endnu, men inden han nåede at falde i søvn igen, hørte han lyden fra dørtelefonen og tænkte, om det mon var naboen, der havde brug for hjælp. Toke stod ud af sengen for at høre, hvem der ville ind. I dørtelefonen præsenterede to mænd sig som politiet.

”Vi skal lige op og tale med dig,” husker Toke, at de sagde.

Toke så sig om i lejligheden og panikkede en smule. Der var rod og vasketøj overalt.

”Er det sket noget med min familie? Har jeg gjort et eller andet forkert,” tænkte han.

De to midaldrende politimænd var klædt i civil. Den ene betjent gik lidt rundt i lejligheden og fik så øje på en pistol, der lå på Tokes kommode.

”Hvad er det,” spurgte betjenten.

”Øh, det er altså bare en legetøjspistol,” skyndte Toke sig at sige.

Han havde kun lige nået at gøre sætningen færdig, da betjenten med hurtige håndbevægelser skilte hardballpistolen ad.

De satte sig alle tre omkring Tokes spisebord, og betjentene præsenterede sig. De var fra Politiets Efterretningstjeneste og begyndte at spørge interesseret ind til en tur, Toke havde taget med en Uber for nogle uger siden. Toke tænkte sig om. Det var turen med Mehmet, de spurgte til. For Toke havde den ikke været noget særligt og i hvert fald ikke en tur, som han siden havde tænkt på.

PET-betjentene remsede op, hvor Toke havde taget Uberen fra, hvornår og hvortil.

”Chaufføren er måske ude på noget lidt alvorligt med droner,” husker Toke, at en af betjentene sagde.

Toke sad helt stille et par sekunder og tænkte. Det, betjentene fortalte ham, gav egentlig god mening. For tanken var faldet ham ind: Han og forretningspartneren Frederik Skøt havde tidligere talt om, at de skulle være opmærksomme på, at man kunne misbruge teknologien.

Da Toke Suhr og Frederik Skøt for tre år siden åbnede en webbutik med droneudstyr, var det en drengedrøm, der gik i opfyldelse, og siden havde de redet på bølgen af en trend, typisk for mænd der køber små droner - gadgets til at flyve med for sjov.

Uden at udpensle, hvad Uber-chaufføren Mehmet var ude på, fortalte PET-betjentene Toke Suhr om deres plan. Og beroligede samtidig Toke: Han havde ikke gjort noget forkert, men PET havde brug for hans hjælp.

Som Toke husker samtalen i dag, gik den nogenlunde sådan her:

”Hvis Mehmet dukker op i butikken, så skal du kontakte os med det samme. Hvis han vil købe noget, så skal du sige, at du ikke har det på lager, men at han kan få det senere.”

Toke fik nummeret på en kontaktperson i PET, som han altid kunne kontakte, dag og nat. Uden at de havde brugt ordet terror, var det Tokes helt klare opfattelse, at det var det, PET mistænkte Mehmet for.

Klokken var ikke engang syv om morgenen, da Toke stod med morgenhår og sagde farvel til to mænd fra PET.

Han havde lige lovet dem at deltage i et spil, der skulle være med til at indfange en terrormistænkt. Og som skulle vise sig at blive langt mere omfattende, end han først troede.

Nogle timer efter at have sagt farvel til de to PET-agenter dukkede Toke op i lokalerne på Fredensgade i København og fandt forretningspartneren Frederik Skøt på kontoret. Om en måned skulle lokalerne stå klar, og den nye dronebutik skulle indvies.

”Kom, vi skal gå en tur. Vi skal lige snakke,” sagde Toke.

Frederik kiggede op. Toke så alvorlig ud. De var forretningspartnere og gode venner, men de plejede ikke at gå tur sammen og slet ikke i arbejdstiden. Desuden var Toke ikke den snakkesalige type, ja, med mindre det handlede om droner. Frederik tænkte, at der var sket noget med Tokes familie.

På en gåtur rundt om søerne i København fortalte Toke om sit morgenbesøg, og Frederik Skøt kunne mærke, at han blev stresset. De havde masser at lave i butikken i forvejen, de knoklede for at få butikken åbningsklar.

Frederik troede ikke helt på Toke.

”PET, Danmark, terror. Helt ærligt. Jeg tror sgu, de overdriver,” lød et af Frederiks forbehold.

De to venner kiggede på hinanden og vidste, at de ikke kunne sige nej til at hjælpe PET.

Toke gav et signalement af den mand, de begge skulle holde øje med.

”Han er af arabisk udseende, og han fylder ligesom meget i billedet. Man ikke er ikke i tvivl,” sagde Toke.

Ugerne gik. Butikken åbnede. Og så skete det.

En efterårsdag i 2016 lød klokken i døren til dronebutikken, og Toke kiggede op fra sit skrivebord. Han sad på et hjørnekontor med glasdør ind til butikken og kunne altid se, hvem der kom ind. Der kom han, Mehmet.

Overvågningsbillede fra butikken under et af Mehmets besøg

Toke Suhr fik svedige hænder og tankerne hvirvlede rundt i hovedet, for hvordan skulle han virke? Skulle han lade som om, at han ikke kunne huske Mehmet fra Uber-turen, eller var det bedre at sige hej og vise gensynsglæde? Og hvad nu hvis han kom til at sige Mehmets navn?

Toke rejste sig, gik ind i butikken og hen til kunden.

”Hej, kan du huske mig?” spurgte Mehmet og smilede.

Toke nåede at tænke, om det var en fælde.

”Jaaah,” sagde Toke forsigtigt og trak lidt på det.

”Var det ikke noget med en Uber?” sagde han så.

”Ja, jeg sagde jo, at jeg ville komme igen,” fortsatte Mehmet og virkede stille og rolig. Mehmet begyndte at kigge sig lidt omkring i butikken, gik hen til dronerne og studerede dem.

Toke lagde mærke til, at Mehmet hele tiden jokede lidt. Mehmet var på vej over til butikkens absolut største drone. Sådan en, som landmænd typisk bruger til at vande med, fordi den kan bære en tank på 10 liter.

”Hvad kan man putte i tanken?” spurgte Mehmet.

I dronebutikken kom de fleste kunder, ofte mænd mellem 35 og 50 år, for at købe en lille, flyvefærdig drone. Kun de færreste og i øvrigt altid professionelle kunder kom for at købe dronedele, og Mehmet begyndte nu at spørge ind til nogle meget specifikke komponenter. Han var særligt interesseret i flycomputere.

Toke spurgte, hvad de skulle bruges til, men fik ikke rigtigt svar. I stedet fandt Mehmet en slags indkøbsliste frem på sin telefon og tilføjede, at han meget gerne ville have komponenterne hurtigt.

Toke Suhr huskede aftalen med PET og fik sagt, at komponenterne var noget, der kunne skaffes til butikken, men at Mehmet skulle komme igen, og så kunne de aftale en nærmere leveringstid.

E-mailen her fik Frederik og Toke tilsendt af politiet. Den kunne de fremvise, hvis banken spurgte, hvorfor de havde så mange kontanter.

Da Mehmet forlod dronebutikken, gik et større koordineringsarbejde i gang, for Frederik Skøt og Toke Suhr fik at vide af deres kontakt i PET, at de ikke bare kunne sælge uhæmmet løs til Mehmet. Hvis Mehmet en dag endte i retten, kunne Frederik og Toke juridisk set risikere at ryge med, hvis ikke der blev lagt en grundig plan for salget til Mehmet.

De skulle sørge for, at Mehmet købte dronedelene indirekte af dem gennem en underleverandør.

Det ekstra led med en underleverandør var vigtigt, hvis sagen senere endte i retten, så Toke og Frederik ikke risikerede at blive sigtet for at sælge varer til terrorbrug, nu hvor de var vidende om Mehmets mulige intentioner.

Samtidig fik Toke og Frederik at vide, at PET skulle have helt styr på, hvad det var, Mehmet fik med sig.

Mehmet endte med at lægge en endelig bestilling på fem såkaldte A3-dronecomputere. Fem komponenter til fem droner med et vingefang på flere meter. Fem droner, der kan bære adskillige kilo. En uhørt stor bestilling.

Men det nye mellemled med PET betød, at leveringstiden trak ud.

Mehmet og underleverandøren trippede for at få varerne, Toke og Frederik stressede.

Det gik to uger, før dronekomponenterne blev leveret og PET bad om at få udstyret, inden det blev leveret til Mehmet. Først tre uger senere kom PET retur med dronedelene, men præcis hvad PET havde lavet med komponenterne fik Toke og Frederik aldrig at vide.

De fem computere kostede 42.544 kroner.

Der gik nogle måneder, hvor Toke Suhr og Frederik Skøt hverken hørte fra Mehmet eller fra PET. De tænkte, at sagen var gået i sig selv igen, eller at Mehmet var røget i fængsel.

Men en forårsdag stod Mehmet pludselig i butikken igen. Denne gang skulle han bruge nogle termiske kameraer, der kunne se varmestråling og dermed skelne mellem varmt og koldt. Kameraer, der er udviklet af det amerikanske militær.

Den type kameraer havde Toke og Frederik Skøt tidligere solgt til folk, der skulle flyve med drone hen over et hus for at se eventuelle skader på bygninger.

”Hvor mange har I?”, spurgte Mehmet og fulgte hurtigt op. Han ville gerne have 40 styk, og de kostede mellem 20.000 og 30.000 kroner hver.

Det er en komplet vanvittig ordre på 500.000 kroner, tænkte Frederik, da han stod over for Mehmet i butikken. Normalt kom folk ind og overvejede meget længe, om de overhovedet havde råd til at købe et enkelt.

Denne gang virkede Mehmet mere prisbevidst og viste Toke og Frederik et screendump på sin telefon. Han havde fundet tilsvarende kameraer på nettet til en meget lav pris i dollars.

Frederik gik ud bagved og ringede til kontaktpersonen i PET. Han fik at vide, at de skulle nedskalere Mehmets ordre markant.

Det var Toke og Frederiks opfattelse, at PET nu ville have, at ordren skulle gennemføres uden underleverandører.

Frederik fandt på en hurtig løgnehistorie om, at man ikke kunne købe mere end seks kameraer ad gangen, fordi der var et helt særligt patent på. En forklaring, som Mehmet købte ligesom de seks kameraer, som Mehmet skulle komme tilbage og betale, inden Frederik og Toke kunne gennemføre den store bestilling.

”Vil I have pengene i dollars eller kroner?” spurgte Mehmet på vej ud af butikken.

Anseelige beløb blev betalt kontant.

Et par måneder senere troppede Mehmet op i en t-shirt, løse bukser og et sort mavebælte, der sad lidt til venstre. Gennem glasvæggen til kontoret fik Mehmet øje på Toke og vinkede.

Toke vinkede tilbage, og Mehmet kom ind på kontoret, hvor Toke fandt fakturaen frem. 114.000 kroner. Mehmet nikkede.

Så satte de sig sammen ned ved skrivebordet, Mehmet åbnede sit mavebælte og tog et stort bundt 1000-kronesedler op med den ene hånd. Han lagde pengene på bordet.

”Ja, pengene er her. Du må nok hellere tælle dem, så du har fået det rigtige beløb,” sagde Mehmet til Toke.

Toke kiggede ned på pengene og løftede så blikket op på Mehmet.

Toke kunne se og mærke, at pengene var ægte, da han tog dem op i hænderne. Han begyndte langsomt at tælle: Ettusinde, totusinde, tretusinde, firetusinde, talte Toke.

Sedlerne gled fra ham, og de var slet ikke så lette at stable på bordet, som Toke havde troet.

Mehmet blev tydeligt irriteret og tog alle pengene ud af hænderne på Toke. Mehmet foldede sedlerne.

”Nu skal du se, hvordan man tæller,” sagde Mehmet. Som en automatisk tællemaskine i banken bladrede han lynhurtigt igennem stakken.

”Det er godt nok overraskende, hvor lidt så mange penge fylder,” sagde Frederik Skøt imponeret.

Mehmet kiggede over på Frederik.

Både Toke Suhr og Frederik Skøt husker i dag tydeligt, hvad Mehmet svarede.

”Så skulle du bare se det i euro. Det fylder ingenting,” grinede Mehmet tilbage.

Pengene stemte.

Epilog

Det var sidste gang, Toke Suhr og Frederik Skøt så deres kunde Mehmet.

Den 21.september 2017 blev Mehmet fængslet i en antiterroraktion i sit hjem i Brøndby. Siden har han siddet varetægtsfængslet og er i dag sigtet for forsøg på medvirken til terror.

Politiet mener, at Mehmet købte dronedelene for at give dem videre til Islamisk Stat, som kunne bruge dem til terror.

Sammen med Mehmet blev også en dengang 31-årig mand, som ikke er fundet, fængslet in absentia.

Mehmets kone er også sigtet i sagen, men har aldrig været fængslet.


Den 26.september 2018 udviklede sagen sig, da yderligere tre personer blev fængslet og sigtet for at have købt og sendt droner til Islamisk Stat.

I alt er mindst seks personer fra Danmark en del af det formodede terrornetværk, heriblandt den 31-årige ingeniøruddannese Basil Hassan, som politiet ifølge DR Nyheders oplysninger mistænker for at være netværkets bagmand.

Basil Hassan er internationalt efterlyst og siden 2013 sigtet for at have forsøgt at dræbe historiker og islamkritiker Lars Hedegaard. Basil Hassan menes at have tilsluttet sig til Islamisk Stat, hvor han har haft en ledende rolle i deres droneprogram.

Samtlige seks sigtede nægter sig skyldige i sigtelserne.


Sådan er artiklen blevet til


Fortællingen er baseret på, hvordan Toke Suhr og Frederik Skøt husker forløbet. Deres oplevelser understøttes af dokumenter som fakturaer, mail fra politiet, mail til/fra Mehmet og overvågningsbilleder fra dronebutikken.

Den overordnede fortælling er bekræftet af flere af hinanden uafhængige myndighedskilder, der har været tæt på forløbet.

Credit


Tekst: Jens Vithner, Troels Kingo, Mette Mayli Albæk og Louise Dalsgaard


Kode: Thomas Rix


Tegning: Emil Thorbjörnsson


Video: TVA/DR/Reuters


Redaktør og tilrettelægger for digitale fortællinger: Kim Schou


Udgivet den 2/12 2018