Det var ikke den varmeste junidag. Det havde ovenikøbet regnet. Men Christiansborg kogte, og Enhedslistens politiske ordfører kogte over.

Hun skældte ud, Johanne Schmidt-Nielsen, den aften i 2012. Foran hende stod seks-syv journalister i en typisk Christiansborg-klump. Med sig havde hun partiveteranen Frank Aaen, men han holdt sig i baggrunden med munden lukket. Schmidt-Nielsen sagde det, der skulle siges.

Nogle få timer tidligere troede Johanne Schmidt-Nielsen, at Enhedslisten var lige på kanten af et stort økonomisk forlig med regeringen, bestående af Socialdemokratiet, SF og De Radikale.

Men de blev snydt på målstregen. Regeringen lavede et forlig med de borgerlige partier i stedet. Der var skattelettelser til de bedst lønnede og til erhvervslivet.

Schmidt-Nielsen fældede dommen: S-SF-R-regeringen havde ”definitivt” meldt sig ind i Blå Blok, konstaterede hun.

– Det er at pisse på de mange mennesker, der har stemt på en ny regering, som skal gøre op med den ulighedsskabende politik, der er blevet ført, sagde Johanne Schmidt-Nielsen til de snurrende kameraer.

Se Johanne Schmidt-Nielsen skælde ud på regeringen.

I baggrunden forsøgte Frank Aaen at finde et passende ansigtsudtryk. Han stod med et historisk bagkatalog af både succeser og fiaskoer i samarbejdet med Socialdemokraterne. Store forlig. Store konflikter.

- Vi er ikke længere støtteparti til den her regering, proklamerede Johanne Schmidt-Nielsen.

Enhedslistens Pelle Dragsted var på Twitter ikke sen til at følge op på Johanne Schmidt-Nielsens kritik.

På det tidspunkt var det kun et år og fire dage siden, at Enhedslisten havde været med til at gøre Helle Thorning-Schmidt til statsminister i Danmark. Dermed havde Enhedslisten fået det regeringsskifte, som partiet havde kæmpet for i et helt årti.

Nu var samarbejdet med Socialdemokratiet på et nulpunkt. Det blev aldrig rigtigt godt igen, så længe Thorning sad på magten.

Episoden var ikke det første eksempel på, at samarbejdet mellem det gamle magtparti, Socialdemokratiet, og det nye og voksende venstrefløjsparti, Enhedslisten, skabte gnister og kamp. Det blev heller ikke det sidste.

Enhedslistens vej til politisk indflydelse går for det meste over Socialdemokratiet – konsekvensen er både samarbejde og sværdslag. Hvis Danmark får en socialdemokratisk statsminister igen efter valget i år, kan der komme mere af samme slags. Det forbereder Enhedslisten sig i hvert tilfælde intenst på – og det har partiet gjort i flere år.

Keld Albrechtsen, Søren Søndergaard og Ole Sohn kom fra hvert sit parti og var alle med til at stifte Enhedslisten.

De forenede småpartier

Før Enhedslisten var den danske venstrefløj mangfoldig – eller meget splittet, alt efter temperament. Der var mange partier og grupper. Ingen af dem var særligt store. Til gengæld var de ret uenige – ofte om fortolkninger af den rette socialistiske tro, som udenforstående havde svært ved at gennemskue.

Flere partier stillede op til valgene. Nogle gange kom ingen af dem over spærregrænsen, andre gange et enkelt af dem. Partiet Venstresocialisterne (VS) var i en periode det skarpe parti til Venstre for SF. På andre tidspunkter var der plads til Danmarks Kommunistiske Parti, DKP. En kort tid også Socialistisk Arbejderparti, forkortet SAP.

Sammen dannede de Enhedslisten i 1989.

Enhedslistens Jette Gottlieb, Keld Albrechtsen , Frank Aaen og Søren Søndergaard blev alle valgt ind i Folketingen i 1994.

Som tiden er gået, er de stiftende partier og grupper gledet i baggrunden. I dag er det stadig velkendt i partiet, hvor nogle af de politiske profiler kommer fra, rent partimæssigt. Men for de fleste vælgere er det uden betydning – ligesom det er for nye medlemmer af partiet.

Og det var ikke venstrefløjens gamle fraktionskampe, der drillede, da Enhedslisten røg ind i stor uro nogle år senere. Det var en af de nye danskere og hendes religion.

Asmaa Abdol-Hamid på Enhedslistens årsmøde 2007.

Asmaa Abdol-Hamid og det tabte valg i 2007


Hovedpersonen på Enhedslistens årsmøde i maj 2007 var let at få øje på, da partiets græsrødder var samlet i Korsgadehallen på Nørrrebro. Hun lyste mere op i den store sportshal end de krøllede lysegrønne bagtæpper bag talerstolen og de grågønne duge på bordene.

Asmaa Abdol-Hamid var i en lang sort kjole, hvor man dog kunne se de sorte støvler forneden – og på hovedet bar hun et kraftigt postkasserødt tørklæde, der helt dækkede hendes hår.

Tørklædet havde skabt vild debat i Danmark, da Asmaa Abdol-Hamid dukkede op i mediebilledet – først som den første tørklædebærende studievært på dansk tv og derefter som folketingskandidat for Enhedslisten.

Asmaa Abdol-Hamid holdt på sin ret til at bære tørklæde. Og til at nægte at give hånd. Hun var med andre ord meget klar i sin fortolkning af sin religion – og det var man ikke vant til i Enhedslisten.

Venstrefløjen holder traditionelt religion ud i en lang, strakt arm. Og muslimske tørklæder i stærke farver var ikke et klassisk billede fra et årsmøde i Enhedslisten.

Så passede Henning Hyllested bedre ind i det vante og normale. Havnearbejderen fra Esbjerg gik på talerstolen iført lettere krøllet hvid bomuldsskjorte, skaldepande og briller plantet på næsen.

– Asmaa må klæde sig, som hun vil. Men hun kan ikke samtidig være frontfigur for et socialistisk parti, sagde Hyllested.

Se Asmaa Abdol-Hamids takketale.

Men Enhedslistens årsmøde mente noget andet – og Abdol-Hamid blev opstillet som folketingskandidat med gode chancer for en plads på Borgen.

Ved valget i 2007 gik Enhedslisten to mandater tilbage. Mange mente, der var tale om en Asmaa-effekt. Andre at det var urimeligt at give hende skylden for vælgernes flugt.

Asmaa Abdol-Hamid blev ikke valgt og stillede ikke op ved flere valg.

Johanne Schmidt-Nielsen, daværende politisk ordfører.

Modernisering med Johanne i spidsen

Engang var en valgplakat fra Enhedslisten enkel. Enten et stort Ø (partiets liste) eller måske et kortfattet slogan. Men i 2011 skete der en mindre revolution i partiet.

Der kom et ansigt (og senere flere) på valgplakaterne. Ansigtet tilhørte Johanne Schmidt-Nielsen, politisk ordfører. Hun kom til at betyde meget for sit parti.

Faktisk havde Enhedslisten i mange år slet ikke nogen politisk ordfører. I 2009 blev Johanne Schmidt-Nielsen den første af sin art. Et lille skridt for omverdenen, men et stort skridt for Enhedslisten, der hidtil havde kørt med kollektiv ledelse og skiftende frontfigurer.

Den klassiske Enhedslisten-valgplakat uden ansigt på.

Filosofien bag dén model var klassisk: Det vigtigste er budskabet og ikke personen – ligesom på valgplakaterne. Selv påklædningen hos partiets frontfigurer blev der talt om på de indre linjer. Mindre krøl – flere habitjakker.

Johanne Schmidt-Nielsen forstod at bruge den platform, der lå i posten som politisk ordfører. Det gjaldt internt, hvor hun blev en uudnævnt leder af partiet – men det gjaldt endnu mere udadtil, hvor Enhedslisten med Schmidt-Nielsen i spidsen gik kraftigt frem og fik et fantastisk valg i 2011 med 6,7 procent af stemmerne og 12 mandater i Folketinget. Fra fire til 12 mandater på bare én valgperiode.

"I dag har Danmark givet Enhedslisten det bedste valgresultat nogensinde!"

Dermed var Enhedslisten med til at give socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt et solidt skub ind i magtens centrum, Statsministeriet.

Johanne Schmidt-Nielsen stod i spidsen for Enhedslisten igen i 2015, da partiet fik endnu flere stemmer. Hun forlader Folketinget ved det kommende valg og erstattes af Pernille Skipper. Enhedslisten har ingen planer om at gå tilbage til fortidens modeller for politisk kommunikation.

Partiet møder vælgerne i en stor og moderniseret version. Det skal der ikke rokkes ved. Og det fik en ung folketingskandidat at føle i efteråret 2016.

Folketingskandidat for Enhedslisten Jonathan Simmel

Det delvise farvel til revolutionen

Det var nemlig ikke et socialistisk, solidarisk hyggeopkald, folketingskandidat for Enhedslisten Jonathan Simmel fik fra Pernille Skipper. Det var et opkald, der skulle få Simmel til at opgive at komme ind i Folketinget som barselsvikar, hvad han ellers var på vej til.

Opringningen virkede. Simmel tog ikke vikariatet.

Folketingskandidatens brøde var, at han havde givet et interview til DR – som endnu ikke var blevet offentliggjort. Men Enhedslisten havde fundet ud af, at Simmel havde sagt noget til DR. Noget om revolutionen. Om muligheden for vold i forbindelse med en revolution.

Brugen af vold i helt særlige situationer kunne han ikke fuldstændigt, rent teoretisk, udelukke.

Se tv-indslag om diskussionen om væbnet revolution.

Og så faldt der brænde ned.

Simmel havde sået tvivl om Enhedslistens præcise indstilling til spørgsmålet om revolution – og dét gik ikke, når partiet nu havde brugt så lang tid på at finde en præcis holdning til revolutionen. Nemlig at man ønsker ”grundlæggende forandringer.” Men gennemført med fredelige midler.

Opgøret med ideen – i princippet – om en voldelig revolution havde da også taget flere år for Enhedslisten. For nogle i partiet var det hjerteblod. For andre håbløs gammeldags venstrefløjsretorik. Derfor blev beslutningen om at modernisere revolutionsbegrebet i partiprogrammet et vigtigt punkt i moderniseringen af Enhedslisten – i stil med valgplakaterne og udnævnelsen af en politisk ordfører.

Enhedslistens principprogram vil i dag stadig ændre samfundet voldsomt, hvis det skulle blive gennemført – eksempelvis kan en række private virksomheder blive overtaget af staten. Revolutionen nævnes stadig i programmet. Kun en enkelt gang dog – som forklaring på behovet for “grundlæggende forandringer.”

Derfor arbejder vi for en grundlæggende forandring af vores samfund, hvor kapitalisme erstattes af et socialistisk demokrati. Det er det, vi kalder for en revolution.
Fra Enhedslistens partiprogram

Men ingen tror rigtigt på, at programmet nogensinde bliver omsat til virkelighed, ikke engang partiet selv. Derfor går Enhedslisten til valg på et kortere og mere konkret grundlag – en plan for de første 100 dage efter et valg.

100 dages-planen rummer en lang række forslag, der vil ændre regler og forhold i det danske samfund – men ikke medføre grundlæggende forandringer.

Et eksempel er, at der skal indføres gratis tandpleje; et forslag af en vis betydning for danskerne, men altså ikke et voldsomt revolutionært forslag.

Enhedslistens nuværende politiske ordfører, Pernille Skipper.

Enhedslisten vil ikke snydes af S igen

Planen for de første 100 dage er en vigtig del af Enhedslistens forberedelse til valget. Noget, der kan præsenteres for vælgerne, før de sætter deres kryds.

Og så er Enhedslisten også denne gang topforberedt på perioden efter valget, når stemmerne er talt op. Både når det gælder regeringsdannelsen og de politiske forhandlinger med en ny regering, særligt hvis den er socialdemokratisk. Groft sagt, så har Enhedslisten gjort ret meget for ikke igen at blive snydt af en socialdemokratisk regering – som man synes, man er blevet lidt for tit.

Før der kommer en ny regering, er der udsigt til mindst én dronningerunde – hvor en partileder skal undersøge mulighederne for at danne regering. Hér har Enhedslisten bevæbnet sig med intense studier af tidligere dronningerunder. Ambitionen er at spille ”en mere aktiv rolle”, når der dannes regering.

Og i forhold til livet med en socialdemokratisk regering efter valget har Enhedslisten bevæbnet sig med røde linjer. Ifølge partiet selv ”en ny parlamentarisk praksis”.

De røde linjer er grænser for, hvad en S-regering kan tage af beslutninger – hvis den stadig skal kunne regne med, at Enhedslisten garanterer dens liv. Hvis disse grænser overskrides, kan Enhedslisten principielt beslutte at vælte regeringen.

Meningen er at fortælle socialdemokraterne, at de ikke skal gentage fortidens gerninger. Som for eksempel at indgå forlig som den skatteaftale i 2012, der fik Johanne Schmidt-Nielsen til at tale om pis.

Meldingen fra Enhedslisten i dag er, at hvis de røde linjer havde været nedskrevet i 2012, så havde skatteaftalen kostet Thorning-regeringen livet. Ingen kan selvfølgelig vide, om det faktisk ville være sket.

Det eneste sikre er, at Enhedslistens vej til indflydelse og magt stadigvæk efter næste valg går over Socialdemokratiet.

Ligesom dengang Johanne Schmidt-Nielsen mødte journalisterne en juniaften i 2012. Og kogte over.

Credit


Skrevet af: Jens Ringberg


Redigeret af: Annegerd Lerche Kristiansen og Maya Nissen


Design og grafik: Emil Thorbjörnsson og Simone Møller


Programmering: Johannes Wehner


Foto: Scanpix


Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou


Få historien om partiet