• Af Aleksandar Josevski
  • 19. juni 2018
Scroll for at læse

Det var i det 35. minut af kampen mellem Colombia og USA, amerikaneren Jonah Harkes havde netop sendt bolden af sted ind foran Colombias mål — og Andrés Escobar forsøgte at cleare bolden. Han ramte den, men bolden endte i Colombias mål.

Mens amerikanerne jublede, blev Escobar liggende på græsset, hvor han landede efter skuddet. På ryggen med hænderne på sit hoved. Han lå der et par sekunder, der må have føltes meget lange. Så rejste han sig langsomt, og mens han med tunge skridt gik op mod midterlinjen, vendte han hovedet mod højre og kiggede ud mod tribunen med et både fortvivlet og bekymret blik.

10 dage senere blev han slået ihjel.

htr

Andrés Escobar blev 27 år. Han var netop blevet forlovet og stod til at skulle skifte til en af verdens bedste klubber, AC Milan, da han blev skudt. Seks gange blev pistolen affyret mod ham, alle kugler ramte i ryggen, og kun 30 minutter efter ambulancens ankomst blev han erklæret død.

Selvom retten aldrig har kunnet fastslå det, har ingen har nogensinde været i tvivl om, at kriminelle med relationer til narkokarteller stod bag drabet — angiveligt på grund af dét selvmål, der havde kostet gamblere mange millioner.

Andrés Escobar blev et offer for det kaos, der herskede i Colombia i 1994, hvor narkokarteller kontrollerede landet — og ikke mindst fodboldklubberne. Hvor et tilsyneladende harmløst selvmål kunne være et dødbringende selvmål.

Mordet på Andrés Escobar rystede Colombia. Myndighederne satte fokus på de narkopenge, der drev mange klubber, og det fik konsekvenser. De næste 20 år kvalificerede landet sig kun til VM én eneste gang — i 1998. Først i 2014 kom de med igen, ligesom de er med i Rusland i denne måned.

Det er et helt andet colombiansk hold, der stiller op i dag. Spillerne frygter ikke for deres liv, ligesom Andres Escobar og resten af landsholdsspillerne gjorde inden kampen mod USA for 20 år siden.

De vidste nemlig godt dengang, at de risikerede deres liv ved at spille med i VM.

Tilbage i 1990'erne hang Colombias fodbold-succes i høj grad sammen med narkopengene fra Pablo Escobar, Colombias frygtede narkotikahandler.

Escobar — uden relationer til Andrés — var ansvarlig for tusinder af drab på alt fra politikere og dommere til narkorivaler og politifolk. Han var en brutal gangsterboss — men han var også elsket af den fattige befolkning, som han hjalp med job og boliger.

Han var en stor fodboldelsker og byggede fodboldbaner i de fattige kvarterer, og mange landsholdsspillere fik deres fodboldopdragelse på disse baner. Han ejede også klubben Atlético Nacional, hvor billetsalg og spillertransfers gjorde ham i stand til at hvidvaske millioner af dollars.

Andre karteller investerede også i fodboldholdene, hvilket gjorde, at pengene i 1980- og 1990’erne var så store i colombiansk fodbold, at stjernerne fravalgte de internationale hold og i stedet gjorde den hjemlige liga stærk. Så stærk, at Atlético Nacional med Andrés Escobar på holdet i 1989 vandt Copa Libertadores, der svarer til den europæiske Champions League.

Taknemmeligheden — og afhængigheden — af Pablo Escobar var så stærk blandt colombianske fodboldspillere, at da narkobossen i starten af 1990’erne havde overgivet sig og var blevet fængslet, besøgte mange af landsholdsspillerne ham i Catedral, som fængslet hed, i udkanten af Medellín.

Mens mange spillere var åbne om deres besøg hos narkochefen, var Andrés Escobar ifølge sin søster, Maria Ester, forbeholden.

— Maria, jeg vil ikke besøge ham, men jeg har intet valg, sagde han ifølge søsteren.

Den 2. december 1993 blev Pablo Escobar imidlertid skudt og dræbt, efter at han var flygtet fra fængslet.

Hans død udløste kaos og anarki i Medellín. For nok var Pablo Escobar en brutal boss, men han havde styr på Medellín, der blev holdt i stramme tøjler, og intet kunne gennemføres uden hans godkendelse.

Hans død betød, at hierarkiet var opløst, og selvbestaltede narkobosser dukkede op overalt.

— Bossens lov var landets lov. Da Pablo Escobar døde, skælvede jorden, og vinden peb: “Pablo Escobar.” Fra det tidspunkt skulle alle være på vagt, man kunne ikke stole på nogen, selv ikke en politimand, har Colombias daværende landstræner Francisco Maturana sagt.

Det var ud fra dét kaotiske bagland, de colombianske fodboldhelte drog til VM i USA i juni 1994.

Holdet havde kun tabt en ud af 26 kampe på vej til VM i USA, og i en VM-kvalifikationskamp op til slutrunden slog de sensationelt Argentina 5-0 i Buenos Aires. Senere verdensstjerner som Carlos Valderrama, Freddy Rincón, Alexis García og Faustino Asprilla prydede holdet.

Men med i bagagen var også en frygt. Landsholdsspillerne var bange for at efterlade deres familier i et kaotisk land og ikke mindst for, om de kunne leve op til forventningerne fra dem, som havde skabt den colombianske fodboldsucces — narkobaronerne.

Før afrejsen sagde den dengang 27-årige Andrés Escobar til medierne:

— Det er svært at fokusere, men jeg finder motivation i de gode ting, der kommer. Jeg forsøger at læse lidt i Bibelen hver dag. Jeg bruger to fotografier som bogmærker, et af min kæreste og et af min mor.

I Colombias første kamp mod Rumænien tabte Colombia 1-3.

Derfor var den anden kamp mod værtslandet USA afgørende, men optakten blev et mareridt for de colombianske spillere.

— Nederlaget markerede en psykologisk krise, som holdet ikke var vant til. Mange gamblere tabte store penge på den første kamp, og der manifesterede sig en ’mørk hånd’, der ikke var tilfreds med holdet, siger Mauricio Velásquez, der var journalist på et colombiansk dagblad i de år.

Den ’mørke hånd’ viste sig flere steder: På spillernes hotel, hvor de sædvanlige velkomsthilsener på fjernsynene var blevet afløst af trusler — og hos holdets forsvarer Luis Herrera, der umiddelbart efter nederlaget til Rumænien fik besked om, at hans bror var død i en bilulykke.

På et møde med sine spillere inden kampen mod USA mødte landstræner Francisco Maturana grædende op. Holdet havde modtaget flere dødstrusler og en besked om, at hvis man stillede op med veteranen Gabriel Goméz i startopstillingen, ville hele truppen blive myrdet.

Det var med det åg, de colombianske spillere løb på banen på et solbeskinnet Rose Bowl den 22. juni.

En kamp mod USA, der ikke bare skulle forlænge deres liv i slutrunden, men også bogstaveligt talt skulle redde trænerens og spillernes liv. En kamp for livet.

Det var tydeligt at se. Colombianerne kastede alt over bord og angreb, angreb og angreb. De spillede for livet og ville ikke gå ned uden kamp. Men bolden ville ikke ind. Og så var det, at Andrés Escobar ramte bolden, der trillede i eget mål.

Mens Andrés Escobar lå på græsset med hænderne på hovedet efter at have scoret selvmålet, sad hans familie hjemme foran fjernsynet i Medellín og så på.

Hans niårige nevø sad med sin mor, Andrés’ søster, og den lille dreng var bekymret:

— I det øjeblik sagde min søn til mig: ”Mor, nu slår de Andrés ihjel. Jeg svarede, nej, skat, ingen bliver slået ihjel for fejltagelser. Alle elsker Andrés i Colombia, sagde Escobars søster.

Colombia endte med at tabe kampen 2-1, og selv om holdet vandt den sidste gruppekamp mod Schweiz, var VM slut for colombianerens vedkommende.

En fiasko, som Andrés Escobar og hans selvmål blev symbolet på.

Andrés Escobar vidste det godt — selvfølgelig. Han gjorde derfor det eneste, der var at gøre — han forsøgte at række ud.

Onsdag 29. juni skrev han en klumme i avisen El Tiempo. Det var syv dage efter, han havde scoret selvmålet.

Han skrev:

”Livet ender ikke her. Vi bliver nødt til at komme videre. Livet kan ikke ende her. Lige meget, hvor svært det er, må vi rejse os. Vi har kun to muligheder: Enten at lade frygten paralysere os og dermed lade volden fortsætte eller at overkomme det og gøre vores bedste til at hjælpe andre. Det er vores valg. Vi skal opretholde respekten. Min varmeste taknemmelighed til alle. Det har været en fantastisk og sjælden oplevelse. Vi ses snart igen, for livet ender ikke her.”

Tre dage efter klummen blev publiceret — den aften, der blev hans sidste — havde Andrés Escobar besluttet sig for at gå ud.

Trods advarsler fra venner, medspillere og landstræneren ville han ”vise sit ansigt blandt folk.” På El Indio Bar i hans hjemby Medellín var der ingen problemer, indtil fire personer henvendte sig til ham og begyndte at klandre ham for selvmålet.

Escobar forlod stedet, men de fire personer fortsatte deres chikane udenfor. Escobar hentede sin bil og kørte op til de fire for at tage til genmæle. Kort tid efter lød seks pistolskud. Escobar var blevet ramt i ryggen, mens hans sad ved rattet af sin bil.

Flugtbilen blev sporet til at tilhøre Pedro og Juan Gallón, narkogangstere, der havde forladt Pablo Escobar til fordel for et konkurrerende kartel.

Ifølge filmen The Two Escobars betalte brødrene 3 millioner dollars til anklageren for at slippe for sigtelsen, og i stedet fik de deres bodyguard til at erkende skylden. Han blev idømt 43 års fængsel, men blev løsladt efter 11 år. Gallón-brødrene blev frikendt for alle anklager.

Over 100.000 colombianere defilerede forbi den trækiste, hvor liget af Andrés Escobars lå, i en indendørs hal i Medellín. Landets præsident holdt tale, og tusinder fulgte kistens vej til kirkegården, mens blomster blev strøet på vejen mod hans endelige hvilested, hvor 15.000 var mødt op.

Colombiansk fodbold var brudt sammen. Landsholdspilleren Luis Herrera fik et nervøst sammenbrud, mens Asprilla og Valderrama forlod landsholdet.

— Mange, som levede for fodbold, forlod sporten efter dét, der skete med Andrés. Vi erstattede sejre med sikkerhed. Nu skal vi i gang med at rense gaderne og bygge det hele op igen, sagde landstræneren Francisco Maturana.

Og det gjorde de colombianske myndigheder. Der var ingen vej tilbage efter Andrés Escobars død. Nu skulle der ryddes op.

— Escobars død cementerede, hvor voldeligt og blodigt samfundet i Colombia var blevet. Næsten en kvart million mennesker blev dræbt i den periode. Og hvis det kunne ske for en elsket nationalhelt, kunne det ske for alle, siger journalist Carl Worswick, der har boet i Colombias hovedstad, Bogota, i syv år og skriver for blandt andre BBC, Guardian og World Soccer.

Drabet fik myndighederne til at undersøge forbindelsen mellem de colombianske fodboldklubber og narkokarteller, hvilket resulterede i, at colombiansk fodbold de næste 15 år kæmpede for overlevelse.

Nogle af de største klubber endte på randen af konkurs og blev tvangsnedrykket, fordi de var så afhængige af narkopengene. Og landsholdet kvalificerede sig kun til VM to gange de efterfølgende 20 år.

Carl Worswick er ikke i tvivl om, at det, der skete med Andrés Escobar, ikke kunne ske i dag. Både det colombianske samfund og den colombianske fodbold er i dag ’renere’ end dengang.

— Det er måske for simpelt at fastslå, at Escobars død var den begivenhed, der gjorde, at de colombianske myndigheder begyndte at rydde op i fodbolden ved at implementere forandringer og gennemsigtighed. Men hans død var et ’wake-up call’ for det colombianske samfund, og spillet er i dag på alle måder renere.

Andrés Escobar er stadig Colombias mest populære fodboldspiller, og i Medellín sørger en statue af ham for, at han aldrig vil blive glemt. Siden 1994 har Colombia kun deltaget i to VM-slutrunder, og landsholdet er stadig mest kendt for Escobars selvmål og nedskydningen af ham.

— Drabet var et af de mest tragiske øjeblikke ikke kun i colombiansk fodbold, men i verdensfodbolden. Det lever stadig i colombianernes psyke, og man kæmper stadig med at bearbejde det, siger Carl Worswick.

— Når man taler om ham, er det med en stor sorg og fortrydelse, at et så elsket og talentfuldt menneske blev taget fra det colombianske folk, uden at samfundet kunne stoppe det.

Selv om historien om Andrés Escobar ikke er glemt i Colombia eller i verden, var det første VM i 16 år — i Brasilien i 2014 — et skridt væk fra det triste lys, som verden har set colombiansk landsholdsfodbold i. Nu håber colombianerne med VM i Rusland, at de kan få lov til at bevæge sig endnu længere væk og måske endda starte på ny.

'Columbia åbner VM tirsdag klokken 14.00, når de møder Japan. Du kan se kampen direkte på DR1.'



Se dokumentaren: Narkobaronen og den myrdede fodboldspiller

Credit


Tekst: Aleksandar Josevski


Foto: Ritzau Scanpix


Redigering: Annegerd Lerche Kristiansen og Kim Schou


Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou



Kilder: The Two Escobars, The Guardian, The Telegraph, ESPN, El Tiempe.