De gjorde det for at hjælpe andre. For at gøre det lettere for folk at tale om det, som er svært at sætte ord på.

De gjorde det, som mange andre ikke tør.

Rie, Jonas, Noor, Kim og Camille valgte at dele deres historier med omverdenen igennem medierne.

Men deres mod kom med en pris. For da deres historier blev delt på sociale medier, satte folk sig til tasterne i kommentarsporet. Mange anfægtede deres oplevelser, ligesom de blev nedgjort og latterliggjort.

De mange positive kommentarer, de også fik med på vejen, kunne ikke i alle tilfælde opveje de negative.

Der kan være nogen, som ikke vil turde stille sig frem igen, hvis de havde oplevet det samme. Men det er ikke tilfældet for de fem personer, DR har talt med. Deres motivation for at stå frem er større end de slag, de har fået.

Ingen af dem fortryder, at de gjorde det. Og de vil alle gøre det igen.

De har dog et budskab: Tænk, før du taster. For ord har konsekvenser.

Her er deres oplevelser.

Få dage før Ries historie blev delt igennem en video og en artikel, fik hun ondt i maven. Indtil da havde hun ikke tænkt på, at hun ville stå i frontlinjen for folks kommentarer og reaktioner på hendes historie. Hun frygtede, at folk ville angribe hende.

Og hun fik ret.

Da Rie fortalte om sit liv med PTSD efter en bilulykke, blev hun mødt af reaktioner fra folk, som enten ikke troede på hende, eller som mente, at hun ikke var særlig robust.

Én ting var kommentarerne på Facebook. Noget andet var de fem personer, som sendte en privat besked over Messenger. Budskabet var, at man ikke kan få PTSD efter en bilulykke, at det kun er soldater, der kan få det, at hun bare skulle tage en tudekiks, og at hun kun gjorde det for opmærksomhedens skyld.

Men særligt én besked i indbakken gjorde indtryk.

‘Jeg synes, du skal springe ud fra en bro, din klamme kælling.’

- Jeg stivnede, da jeg så beskeden. Tårerne væltede ud. Jeg var i chok. Kort tid efter ulykken havde jeg det rigtig skidt, og jeg var rigtig langt nede. Der gik jeg ture, hvor jeg kiggede ud fra en motorvejsbro og tænkte, at hvis jeg hoppede nu, ville jeg blive ramt af en lastbil.

Derfor sidder kommentaren stadig dybt i hende. Hun bliver fortsat harm over, at folk tillod sig at komme med så hårde kommentarer til hende og den anden unge kvinde med PTSD, som også stillede sig frem.

- Jeg blev rigtig vred. Det er virkelig et sårbart emne, og man blotter sig fuldstændig. Folk er bare så tarvelige at skrive sådan noget. Jeg forstår ikke, hvorfor folk vil synke så lavt, for det har konsekvenser. Ingen får det bedre af at hakke andre ned.

I kommentartråden på Facebook var der dog også mange positive reaktioner. Først havde hun slet ikke turdet åbne kommentarsporet under artiklen, men da en veninde sagde til hende, at der var mange søde beskeder, gjorde hun det alligevel.

- Jeg begyndte helt at græde. Det var så overvældende, at fremmede mennesker valgte at skrive en sød besked. Jeg blev rigtig glad. Men de positive kommentarer kunne ikke opveje de negative.

I dag føler hun stadig, at det var det værd. Hun mener, det er vigtigt at italesætte emner, som er svære at snakke om, så det kan gøre en forskel for andre.

- Jeg ville gøre det igen uden at tøve. Hvis det kan hjælpe andre, skal jeg nok tage nogle slag med på vejen.



Jonas var forberedt på, at han ville møde negative kommentarer, da han for fire år siden fortalte offentligt om sin seksualitet, men han blev alligevel chokeret over, hvor lille et filter folk har på, når de sidder bag en skærm.

Han forsøgte dog som udgangspunkt ikke at lade sig påvirke for meget af kommentarsporet.

- Det er egentlig lidt lige meget, når de ikke siger det i virkeligheden. Det ved jeg, mange af dem ikke tør. At de begynder at skrive i en så grim tone, viser, at det kommer ned på et meget, meget lavt niveau, hvor jeg alligevel ikke har nogen respekt for at diskutere med dem.

Jonas, der i dag er byrådspolitiker i Aabenraa, oplevede flere personlige kommentarer, der handlede om homoseksuelles sex - blandt andet, at det er ‘klamt’. Det gjorde ham oprevet.

- Den hadske kommentar lander hos rigtig mange homoseksuelle – oftest også unge, som ikke er sprunget ud endnu, så den ødelægger det for mange. Så kan jeg godt forstå, man bliver skræmt og ikke tør stå ved sig selv.

Er det ikke fair nok, at nogle folk går kritisk til din opfattelse af, at det er svært at være homoseksuel i provinsen?

- Der skal være plads til nuancer og debat. Det skal bare ikke være en debat, der er så afsporet i sit sprog og i tonen. Jeg kommer med mit kvalitative synspunkt på, hvordan jeg synes, det er, og de kommer med deres. Mit verdensbillede er jo ikke verdensbilledet. Så det er fair, så længe de skriver sobert.

Selvom Jonas oplevede modstand, grimt sprog og hadske kommentarer, vil han ikke tøve med at stå frem på sociale medier igen, for han fik også masser af positive kommentarer og beskeder i den private indbakke, som han helt klart mener opvejer de negative.

- Det er dem, man skal lægge vægt på. Der er så mange andre, der rent faktisk støtter mig.

- Nogen bliver nødt til at stå frem og tage den kamp. Ellers kan man ikke være med til at aflive fordomme. Jeg synes netop, at kommentarerne underbygger behovet for, at nogen skal stå frem, fordi der er så mange fordomme baseret på uvidenhed, siger han.


Det skulle lige gå op for Noor, at de skrev om hende. Først virkede det lidt fjernt, fordi det hele bare stod bag en skærm. Men pludselig kom det tæt på.

- Det var en mavepuster. Det bliver personligt, når folk skriver, at jeg skal rejse hjem, og når folk spørger, om jeg er gift med en etnisk dansker. Så handler det om mit privatliv.

Kort tid efter, at hendes historie blev offentliggjort, måtte hun stoppe med at læse beskederne i kommentarsporet. Det blev simpelthen for meget.

Mange af de personer, der ytrede deres holdning, havde ikke sat sig ind i detaljerne i Noors historie, før de trykkede send på deres kommentar, oplevede hun. For eksempel kommenterede mange på, at hun skulle være muslim. Men hendes religiøse baggrund blev slet ikke nævnt.

- Jeg ved godt, at når jeg står frem, vil der selvfølgelig være meninger, som er imod mig, men det udelukker ikke, at jeg alligevel bliver ked af det. Man er jo sårbar, når man stiller sig frem. Jeg er overrasket over, at voksne mennesker skriver sådan noget uden at kende min historie.

I hendes øjne har alle de positive kommentarer, hun også har fået, dog vejet tungere og stærkere end de negative.

- Det går lige i hjertet, så det hele er det værd. Som en god ven sagde til mig: Lad være med at tage noget personligt fra dem, du ikke er personlig med. Og det er jo fuldstændig rigtigt. Jeg kender ikke dem, og de kender ikke mig. Jeg vil hellere bruge energi på de smukke beskeder, jeg har fået.

Derfor vil hun heller ikke tøve, hvis hun skulle stille sig frem igen.

- Men jeg ved ikke, om jeg vil stå frem om fire år. Nu er jeg klar over, hvordan tonen er på sociale medier, og bliver det for meget, må jeg passe på mig selv. Men det er ikke retfærdigt, at man skal stå som skydeskive for uansvarlige mennesker, som bare taler grimt til andre.

Men er det ikke fair nok, at folk går kritisk til din historie, nu du selv er stået frem med den?

- Man må altid være kritisk. Man skal være kritisk. Men der er noget, der hedder konstruktiv kritik. Og der er noget, der hedder saglighed og respekt. Selvom man er uenig, fastslår hun.

Hun har et råd til folk, før man sætter sig til tasterne.

- Tænk lige en ekstra gang, inden du konkluderer eller fordømmer. Måske skal jeg lige tænke over, hvordan jeg skal skrive om 25-årige Noor, for det er min egen datter om ti år eksempelvis.

- Jeg er blevet mobbet hele mit liv – både som voksen og barn på grund af min overvægt, siger Kim, der i 2019 toppede vægten på næsten 200 kilo.

Mobningen kom igen frem i Kims bevidsthed, da han sidste år stod frem og fortalte sin historie. Her stødte han på kommentarer om, at han selvfølgelig havde spist for meget, og om hans blod mon var lavet af Nutella.

Men den ubehagelige tone prellede i nogen grad af på Kim.

- Det er ikke noget, der bider sig fast. Jeg har været vant til, at folk har været grove over for mig hele mit liv, men det gør da ondt. Sådan noget bliver aldrig sjovt.

Udover en livslang kamp mod kiloene har Kim også kæmpet med bogstaverne, da han er ordblind. Så det var hans kæreste, der læste op fra kommentarsporet.

- Hun blev ked af det.

Selv forsøgte han at ignorere de dårlige kommentarer.

- Hvis jeg tager dem til mig, kan jeg lige så godt lægge mig i en krog og krybe sammen, siger Kim, der i dag vejer 120 kilo og føler, han har fået kontrol over sin vægt.

For Kim har det været en blandet fornøjelse at få sin historie delt på Facebook, men heldigvis har de fleste kommentarer været positive og anerkendende, ligesom han blev ringet op af en læser, der også havde kæmpet med overvægt.

- Det er de kommentarer, der driver værket og giver blod på tanden i forhold til at stille sig frem igen.

Han mener, at den positive medfart, han oplevede, overskygger de negative og sårende kommentarer.

- Hvis jeg kan hjælpe bare ét andet menneske ved at fortælle min historie, så er det dét værd.

- Det er så ærgerligt, at en god debat kommer derhen.

Det er faktisk det, der går Camille mest på. At man ikke bare kan have en god debat, hvor man sagtens kan være uenig, men hvor man er nysgerrig og er klar til at blive klogere på hinanden, når en historie rammer et socialt medie.

Da hun efter nytår stod frem med sin fortælling om, at hun havde oplevet at få tilbudt knækbrød som betaling for sit arbejde som influencer, gik kommentarsporet amok.

At være influencer er ikke et rigtigt arbejde. Hun var ikke mere værd end et par pakker knækbrød. Og så er influencere bare sådan nogle skide hjernedøde dåser, måtte hun forstå.

- Jeg er irriteret over, at det bare bliver en grim tone, i stedet for at det er en mulighed for at blive oplyst. Jeg respekterer, at folk har deres egne meninger, men jeg ville ønske, vi kunne være mere nysgerrige og åbne for hinandens verdener, siger hun.

Kommentarsporet var ikke nok. Hun fik også sure beskeder fra folk på mail, ligesom det virkede som om, at nogen oprettede falske profiler på Instagram blot for at sende en sviner til hende, for så at slette profilen igen, fortæller hun.

‘Luk røven curlingyngel og få et rigtigt arbejde’, for at nævne et eksempel.

- Det er voldsomt, at folk har behov for at finde min mail og lave en falsk profil og så forsvinde igen. Det er udelukkende for at gøre mig ked af det og ramme mig. Det synes jeg er væmmeligt. Jeg bliver vred og frustreret over, at en god debat ender der, så andre måske mister lysten til at debattere.

Hun kunne dog se på de mange positive kommentarer, at mange var glade for, at hun tog emnet op. For det har ikke været noget, man har snakket åbent om før i branchen.

Derfor synes hun også, at det helt bestemt er det værd at stille sig frem, for hvis man ønsker at ændre noget, er det vigtigt at sige sin mening. Og hun gør det gerne igen - på trods af den hårde tone.