”En pludselig død ville på en måde have været lettere at håndtere”

”En pludselig død ville på en måde have været lettere at håndtere”

Scroll for at læse

Sarah Olivia Grønborg er 19 år gammel og er lige begyndt at læse til læge. Hun har fået et kollegieværelse i nærheden af sit barndomshjem og håber, at flytningen vil give hende luft og mere overskud til at tackle sin fars sygdom. Dette er Sarah Olivias historie.

Da jeg var omkring 10 år, fik jeg et kemisæt i julegave, som det var meningen, at min far skulle hjælpe mig i gang med, men det skete bare aldrig, selvom min mor sagde det til ham rigtig mange gange.

Jeg kan godt tænke, at det var på grund af sygdommen, men jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvor længe min far har været syg. Jeg kan også komme i tvivl, om jeg overhovedet kan huske ham, fra dengang han slet ikke var syg.

Jeg var 15 år, da min far fik diagnosen.

I starten vidste jeg ikke helt, hvad det var, der skete med min far, men jeg kunne godt mærke, at det var rigtigt nok, at der var noget galt. Min far var sådan en, der altid havde haft styr på tingene, men pludselig kunne vi for eksempel gå rundt i timevis, når vi var på ferie og min far skulle vise vej, selvom ruten kun skulle tage ti minutter.

Da jeg fik at vide, at han havde Alzheimers, læste jeg en del om sygdommen, og det var nok en dårlig idé, for så fandt jeg ud af, hvordan det ender. At der typisk går otte år, fra man får diagnosen, til man er død. Det var en voldsom ting at sidde og finde ud af.

Omkring et halvt år efter, at min far fik diagnosen, begyndte jeg at få anfald af panikangst. Jeg gik i gymnasiet og måtte tit gå ud på toilettet og sidde og ryste i lang tid for så at tage hjem, for bare det, at der var larm og mennesker omkring mig, kunne jeg slet ikke have. Det føltes som om, at jeg ikke kunne få luft.

Det gjorde, at jeg i en periode havde rigtig svært ved at komme i skole, og omkring et års tid efter min fars diagnose var der en eller to uger, hvor jeg ikke engang kunne overskue at cykle gennem byen.

Panikangsten er der ikke rigtig mere, men jeg er tit ked af det og føler mig meget udmattet.
Tit har jeg ikke overskud til at være sammen med mine venner eller til at lave andre ting. Det kan for eksempel være lidt svært at gå til fest, hvor andre er der for at drikke sig fulde og have det sjovt, hvis jeg måske egentlig bare er lidt trist.

Tit har jeg ikke overskud til at komme hjem og møde min far, når jeg ikke ved, om han er meget træt og forvirret og knap nok siger hej, når han ser mig. Men der er også dage, hvor det er hyggeligt at komme hjem, og hvor han har lavet kaffe og måske oven i købet kan huske, hvor jeg har været henne.

Og der er dage, hvor det føles meningsløst at være andre steder, fordi jeg bare gerne vil hjem og snakke med min far. Det er jo ikke til at vide, hvor lang tid der går, før han bliver endnu mere syg.

Min far har altid været en rollemodel for mig. Han var en, jeg kunne spejle mig i, og som altid var den, der kunne hjælpe mig og Rebecca med lektierne. Nu kan han ikke finde ud af at skrive tre tal ned på et stykke papir, hvis man beder ham om det.

Jeg er lige begyndt på medicinstudiet, hvor min far også har gået, og når jeg spørger ham om noget, som han har vidst i mange år og nok også burde kunne huske, hvis det ikke var for sygdommen, så kan han komme til at sige noget helt forkert. Så man skal altid være lidt påpasselig med ikke bare at tro på, hvad han siger.

Omvendt kan jeg spørge ham, hvordan jeg finder vej på sygehuset, og så kan han beskrive ruten nærmest ned til udseendet på murstenene undervejs.

Det er svært at leve med usikkerheden, fordi vi ikke ved, hvornår han får det værre, og hvad det næste bliver.

En pludselig død ville på en måde have været lettere at håndtere. Lige nu kan jeg stadig have en form for far-datter-forhold til ham, og han er stadig så frisk, at det selvfølgelig langt er at foretrække, at han ikke er død, men jeg frygter meget, når han bliver mere og mere syg, skal på plejehjem og ikke kan kende mig længere.

Jeg synes, han har haft et dyk henover julen, og for nogle uger siden stod han nede i kælderen i mørket og rystede og mente, at vi alle sammen var sure på ham. Han var bare gået i forvirring. Så syg er han ikke normalt, men der er begyndt at komme nogle flere glimt af sygdommen. Det er den slags dage, hvor han må gå op ovenpå og lægge sig, fordi alt bimler og bamler rundt inde i hans hoved. Det er uhyggeligt at se på.

Han har haft rigtig god sygdomserkendelse, men det er som om, at der er begyndt at komme flere ting, han ikke kan forstå, at han ikke kan.

Det er næsten sikkert, at han hælder ved siden af, når han skal hælde kaffe op, også selvom jeg siger til ham, at han skal stoppe med at hælde, fordi jeg kan se, at kaffekanden er langt væk fra koppen. Når han så har hældt kaffe ud over hele bordet, så kan han godt benægte, at han har gjort det.

Hvis vi går rundt inde i byen, griber jeg mig selv i på forhånd at tænke: “katastrofe, nu går han ud foran en bil, ind i en person eller lader hunden løbe ud på vejen.” Det ligger hele tiden i baghovedet, at jeg skal have styr på situationen, hvis nu det går galt.

Det kan også godt være stressende at sidde et sted i huset og høre, at han går i gang med at lave en kop kaffe, og at man en halv time efter kan høre, at han stadig er i gang med at lave den ene kop kaffe. Man vil helst have, at ens far selv kan finde ud af at lave kaffe og alle de andre ting, han plejede at kunne, så det er lidt grænseoverskridende, hver gang jeg skal hjælpe ham med noget, som et voksent menneske burde kunne gøre selv.

Der er noget grundlæggende helt forkert ved at skulle være en slags mor for sin far. Nogle gange hvor min mor har været til kor, så har jeg måttet sige til min far, at han skal gå i seng, fordi vi skal noget dagen efter. Det er der nok ikke så mange, der kommer til at sige til deres far.

Jeg har lige fået et værelse på et kollegium, som ikke ligger så langt væk. Jeg tror, at det bliver godt, men det føles også mærkeligt og lidt trist at skulle flytte, og jeg har spekuleret på, om jeg skulle vente. Skrækscenariet er lidt, at jeg ikke kommer hjem i nogle uger, og at han så er blevet meget mere syg, end han er i forvejen. Jeg ved jo, at jeg en dag vil komme hjem til ham, og så kan han ikke længere huske, hvem jeg er.

Men jeg skal læse meget på studiet, så det er nok også meget godt at kunne sidde i ro og ikke at skulle hjem til en, der er syg.

Forhåbentlig har jeg så meget mere overskud, når jeg kommer hjem, så vores tid sammen bliver bedre. Og hvis jeg bliver ked af det eller ikke har overskud, så kan jeg gå hjem til mig selv i stedet for at sidde ved siden af en syg forælder og være ked af det.