- Fiskene har vænnet sig til menneskekød

Det er to måneder siden, at liget af en tre-årig skyllede i land ved Bodrums kyst. Pressen og fotograferne er væk, men havet bringer stadig døden til Bodrum.

- Fiskene har vænnet sig til menneskekød

Det er to måneder siden, at liget af en tre-årig skyllede i land ved Bodrums kyst. Pressen og fotograferne er væk, men havet bringer stadig døden til Bodrum.

  • 2. nov. 2015
  • Læsetid: 10 minutter
Scroll for at læse

Med sin mobiltelefon lyser soldaten stranden op og kigger koncentreret ned i sandet. Grundigt gennemsøger lyskeglen hver bunke sand, hvert stykke tang, hver gren og hver gummisko, vandet har skubbet i land.

Det er tidlig morgen på stranden i Akyarlar ved Bodrum i Tyrkiet. Det er stadig mørkt, og lige om lidt vågner turisterne. Inden da gennemgår det tyrkiske militær strandene ved Bodrum for lig.

I dag er det to måneder siden, at liget af tre-årige Alan Kurdi skyllede i land her på stranden og ind på alverdens avisforsider, hvor drengen i den røde t-shirt blev billedet på tragedien, ingen forsøgte at løse.

Billedet fik meningsdannere og ngo’er til at kræve handling og stop for flere druknede flygtninge ved indgangen til Europa.

Pressen kom, de tog deres billeder, og nu er de væk igen. De fik, hvad de vil have.
Tykisk soldat

Siden den dag er over 57 mennesker druknet i havet mellem Bodrum og Kos. Og Alan Kurdi er ikke det eneste tre-årige barn i mængden, bemærker soldaten.

- Pressen kom, de tog deres billeder, og nu er de væk igen. De fik, hvad de vil have. Men det er jo ikke slut.

Han afbryder, går hen mod havet og lyser på noget, der skvulper i havoverfladen. Kniber øjnene sammen for at kunne se bedre. Er det en arm?

Det er et stykke plastic.

Soldaten vil ikke stå frem. Tyrkiets Jandarma (Gendarmeri, red.) udtaler sig ikke til pressen, medmindre der er givet tilladelse fra øverste led.

Og ligene i Bodrum er blevet storpolitik.

Alan Kurdi var blot en af mange tusinde flygtninge fra Syrien og de omkringliggende lande, der hver dag forsøger at krydse havet mellem Tyrkiet og Grækenland i håb om at komme videre ind i Europa.

EU vil have Tyrkiet til at øge kystbevogtningen og indgå et samarbejde med den græske kystvagt for at standse indvandringen til gengæld for penge og en genoptaget forhandling om optagelse i EU.

Forhandlingerne med Tyrkiet kritiseres af flere organisationer, fordi Tyrkiet samtidig modtager kritik for overtrædelser af menneskerettighederne og angreb på pressefriheden.

For 37-årige Emre Tepeören er ligene og flygtningestrømmen dog ikke længere abstrakte tal og international toppolitik.

En søndag morgen klokken otte ringede en bekendt for at sige, at der flød noget rundt ved hans båd.

- Det kan være en mannequin-dukke, men jeg har ringet til kystvagten, sagde han.

Et kvarter senere stod Emre Tepeören ved sin båd. Synet, der mødte ham, vil hjemsøge ham lang tid fremover.

Ingen forbipasserende havde opdaget manden, der lå med hovedet nedad i vandet. Kroppen var hævet op, og huden var opløst. Den hvide t-shirt var kravlet op i armhulen og blottede en hvid undertrøje.

Hver gang der kom et bølgeskvulp, brusede vandet over det tilbageværende hår og bankede mandens isse mod stenene i havnen.

Bank, bølge, bank, bølge, bank.

Manden havde sorte joggingbukser med et hvidt logo på bagdelen og hvide sneakers. Armene flød stift.

Bank, bølge, bank.

Det tog 20 minutter, før kystvagten kom. Så opdagede folk på havnen, hvad der foregik, og spurgte nysgerrigt: Er han mon syrer? Afghaner? Pakistaner?

-Den slags er blevet hverdag hernede. Ingen var overraskede, siger Emre Tepeören.

Han flyttede til byen Turgutreis, 20 kilometer fra Bodrum, for fire måneder siden sammen med sin kone for deres et-årige datters skyld.

Hun skulle ikke vokse op i betonjunglen Istanbul. Men det her var ikke, hvad han forventede.

Da han i sin tid købte sin båd, var det for at kunne fiske i fritiden.

- I lang tid prøvede jeg alle mulige fiskemetoder. Intet virkede. Jeg fangede ikke noget. Da jeg brokkede mig til de lokale fiskere, svarede de, at fiskene er holdt op med at bide på vores madding.

- De er blevet vant til menneskekød, sagde de.

Tidligere år er flygtningestrømmen aftaget med efterårsvejret, men i år er antallet af flygtninge og migranter, der sætter livet på spil, fortsat med at sætte rekord helt ind i oktober.

I takt med, at vejret bliver værre, går der stadig flere rygter om, at EU og Tyrkiet vil slå ned på den mest tilgængelige flugtrute ud af Mellemøsten og ind i EU, og en stille stemning af panik før lukketid har spredt sig.

Ifølge den Internationale Organisation for Migration, IOM, har 7.000 flygtninge og migranter rejst fra Tyrkiet til de græske øer hver dag mod 4.500 mennesker om dagen i september.

Og ifølge Red Barnet er mere end 70 børn døde i det samme hav, siden Alan Kurdi.

Kysten langs Brodum bliver patruljeret dagligt af Jandarmeriet, som ifølge en højstående officer har "100 procent fokus på anti-smugling-operationer".

Formålet er at stoppe de mange både, der hver nat henter flygtninge på stranden og sejler dem over havet til Grækenland.

Denne morgen er det tre soldater og to motorcykler, der bevogter Akyarlars kyst.
I mørket kommer to syriske drenge gående langs vejen med hænderne stukket i lommen og hætten trukket over hovedet.

Det ligner ikke, at de er ældre end 17. De fortæller, at de er fra Syrien og skal ind til Bodrum med et lift klokken syv.

Soldaten tror dem ikke. Han ringer til sine to kollegaer og siger, han har fanget to ‘fisk’. Da de bliver hentet, dropper de røverhistorien, smiler og spørger:

- Næste gang, vil I så være søde og ikke opdage os?

En halv time senere, da solen er ved at stå op, og havet skifter farve fra sort til blå, sejler to lysegrå gummibåde mod Kos fyldt med flygtninge.

Formentlig det lift, de to drenge egentlig skulle have været med.

Soldaterne nøjes med at stå og se på og med blå og røde politiblink fra motorcyklen advare om, at de er der, så en af bådene ikke sejler tilbage mod Tyrkiet for at hente endnu flere.

Mens de tyrkiske soldater forsøger at dæmme op for flygtningestrømmen, fortsætter krigen i Syrien.

Assads hær er blevet mere ihærdig i jagten på at rekruttere soldater, Rusland har påbegyndt bombetogter, og kampene mellem Islamisk Stat og regimets hær i storbyen Aleppo, tæt ved Tyrkiet, er blevet intensiveret.

Samtidig er syrerene på flugt begyndt at forlade nærområderne. De er ved at indse, at krigen ikke slutter foreløbig, og at de ikke kan vende tilbage snart.

I nærområderne mangler nødhjælpsorganisationer donationer til at yde nødhjælp, samtidig med at landene fortsætter med at indføre nye restriktioner for flygtninge, der blandt andet gør det sværere at modtage uddannelse, arbejde eller bevæge sig frit.

Alt sammen er med til at sende endnu flere flygtninge over det farlige hav fra Tyrkiet mod Europa.

Ifølge den tyrkiske kystvagt er mindst 145 fundet druknet ud for Tyrkiet ind til videre. Ifølge den Internationale Organisation for Migration, IOM, er 291 druknet i det Ægæiske hav.

Når det går galt på rejsen mod Europa, er det Mustafa Oduncuoğlu, der tager imod de døde. Det var også ham, der hev liget op af manden ved Erdem Tepeörens båd

- Det var... Jeg kan ikke beskrive det, siger han.

Mustafa Oduncuoğlu er ellers vant til døden. I flere år har han arbejdet hos kommunens begravelsesservice i Bodrum og rykker ud, hver gang nogen er død ved hjerteslag eller i en trafikulykke.

Men denne sommer er det havets bølger, der har bragt døden til byen.

Når et lig samles op på stranden, bliver det placeret i en grøn metalkiste og kørt til Bodrums statshospital for at blive obduceret. Er der overlevende familie til stede, får de derefter lov til at bestemme, hvad der skal se med liget.

Faren til Alan Kurdi, der også mistede Alans storebror og mor, valgte, at ligene skulle fragtes tilbage til deres syrisk-kurdiske hjemby Kobane for at blive begravet. Derefter valgte han eftersigende at vie sit liv til kampen mod Islamisk stat i Syrien.

Er der ingen, der kan identificere liget, optager lægerne DNA-prøver fra hud, negle og hår, ligesom de tager billeder af særlige kendetegn som tatoveringer eller personlige ejendele som smykker. Derefter ligger liget i lighuset i 15 dage og venter på, at nogen melder vedkommende savnet.

Efter 15 dage fragtes den afdøde til den større by Mugla længere inde i landet. Her bliver han eller hun begravet i de ukendtes grav på kirkegården. Ifølge Mustafa Oduncuoğlu og hans kolleger ligger der 100 ukendte lig fra hele det område, Mugla dækker.

Liget af den mand, bådejeren Erdem Tepeören fandt, gætter militæret til at være en af fire, som stadig er savnet efter en båd forliste to uger tidligere. Det vil sige, at der stadig flyder tre lig rundt i det blå hav mellem Kos og Bodrum.

Imens mangler Tyrkiet og EU at blive enige om en løsning.

Credit


Tekst: Susanne Junker

Redaktør: Hans Christian Kromann

Topvideo: Optagelse fra stranden ved Bodrum af Susanne Junker.