Det er torsdag, klokken er lidt i tre, og Georgi Gerasimov sætter i løb for at nå til træning til tiden.

For voksne tager strækningen fra skolen til stadion omkring et kvarter at gå, men Georgi på 11 år gør det på syv minutter. Fem, måske, i dag, for træneren tolererer ikke forsinkelser, og det er ingen undskyldning, at man har været i skole.

Georgi styrter forbi de små blå træhuse og hen ad den sneklædte jordvej, der zigzagger mellem etagebyggeri i skiftevis rødt, gult og blåmalet beton.

Den høje, spinkle dreng skråer til højre over en snedrive forbi kraner og bulldozere. Hvis han strækker hovedet og kigger til venstre, kan han se byens nye stadion, Mordovia Arena, hvor stjernerne skal spille, når Rusland er vært for VM i herrefodbold denne sommer.

Engang håber han selv at komme til at spille derinde for Rusland, men for nu løber han videre, hen til det falmede stadion 'Start'.

Det gamle stadion er omdrejningspunktet for Georgis liv. Det er her, han træner, spiller kamp med sit hold, og oppe på første sal, lige under det grønne T i 'Start', ligger hans værelse, som han flyttede ind på i januar.

For Georgi er fodbold ikke længere en hobby. Efter hans forældre døde, er det hans eneste vej frem, og han vil træne, træne, træne for at blive Ruslands svar på Messi.

Georgis hjemby Saransk har vokseværk. Den — for russiske standarder — lille by med cirka 300.000 indbyggere i regionen Mordovia er udvalgt som en af 11 VM-byer spredt over det vestlige Rusland.

Georgi har spændt fulgt byggeriet af det kommende VM-stadion med 44.000 orange og hvide klapsæder. Det er her, det danske landshold skal spille deres første kamp mod Peru.

Trods krise i landet og økonomiske sanktioner mod Rusland anslås det, at VM i Rusland kommer til at koste mere, end hvad Tyskland og Sydafrikas VM-slutrunder kostede tilsammen.

Rusland forventes at bruge mere end 70 milliarder kroner på slutrunden — og præsident Putin har store forventninger til VM, der skal få endnu flere børn og unge som Georgi til at spille fodbold — så den næste generation af fodboldspillere kan opnå flere russiske sejre.

Siden Sovjetunionen vandt det første EM i fodbold i 1960 og flere olympiske medaljer, har det været begrænset med succeser for det russiske fodboldlandshold. Ruslands seneste store kamp var, da de slog Holland 3-1 i kvartfinalen ved EM i 2008. Efterfølgende røg Rusland ud.

— Jeg forventer, at vi vil få nye spillere, og vores landshold vil spille førsteklasses fodbold. I mellemtiden deltager vores klubber i andre turneringer, hvor de klarer sig godt, for ikke at sige fremragende. De vinder, sagde Vladimir Putin i et interview tilbage i juni sidste år.

For det er sejr, og kun sejr, der gælder i Rusland. Plakaten over indgangen til det gamle stadion, hvor Georgi træner og bor, er endnu en påmindelse om det, som er ridset dybt ind i den russiske mentalitet. Podeba budet za nami — sejren er vor — står der.

Udtrykket Sejren er vor peger tilbage til 2. verdenskrig. Sovjetunionens sejr over tyskerne mindes russerne så ofte, de kan komme til det.

Og i de seneste 100 år har russerne udkæmpet revolutioner og krige, som de er gået langt for at vinde. Målet har også vist sig at hellige midlet, når det kommer til at vinde medaljer i internationale sportsturneringer.

Senest blev russiske atleter udelukket fra vinter-OL efter et omfattende dopingprogram blev afsløret, og anklagerne om systematisk doping rækker også ind i den russiske fodboldverden.

Georgi tænker også kun på at sejre. For den glæde, der fylder ham, når han og resten af fodboldholdet vinder, overstiger alt.

— Jeg vil gerne spille for en russisk Premier League-klub. Eller for FC Barcelona med Piqué, Suarez — og Messi. Og måske vinde verdensmesterskaberne for det russiske landshold.

Men hvis Georgi skal nå så vidt, er han godt klar over, at hans fremtid ikke er i Saransk. Her er mulighederne for at blive til noget, der minder om en ny Messi, små.

Derfor blev Georgi glad, da træneren fortalte ham, at storklubben CSKA Moskva er interesserede i at få ham på deres talentakademi, hvis han fortsætter med at træne og spille godt.

Alligevel er han splittet. For ja, der er drømmen om at komme på landsholdet — men der er også noget andet. Det sidste halve år har knyttet ham tættere til sin lokale klub, end nogensinde før.

I efteråret blev Georgis mor syg, og forældrene i klubben samlede forgæves ind til morens operation. Nytårsaftensdag døde hun. Træneren, forældre og fodboldkammeraterne fulgtes med Georgi til hendes begravelse.

Planen var, at Georgi skulle flytte ud til nogle slægtninge uden for byen efter morens død. Men det ville have betydet farvel til fodboldklubben og holdet, han har trænet på, siden han var seks år — og ikke mindst farvel til træneren, fodboldkammeraterne og deres forældre, som er blevet hans familie.

Derfor tryglede han træneren, om han ikke kunne få lov til at blive på holdet, hvis han blev i byen. Det endte med, at klubben skaffede ham plads på et værelse i en af fløjene på stadion, hvor han bor sammen med andre drenge fra holdet, hvis forældre ikke kan tage sig af dem.

Nu — når Georgi tænker på CSKA Moskva, der er interesseret i ham — kan han godt være i tvivl om, hvorvidt han kan være det bekendt. Sådan bare at rejse afsted fra klubben, som har gjort så meget for ham. Fra sine kammerater, som siger, at de ikke kan vinde uden ham.

— Jeg har ikke lyst til at efterlade mit hold. Hvis jeg skifter hold, vil jeg have en følelse af, at jeg har forrådt dem, forklarer han.

— Hey!

— Idiot!

Larmende fodbolddrenge omringer nettet med bolde, dribler ud på kunstgræsset og viser sig for hinanden. Frosten har ikke løsnet sig fra jorden, og iskrystallerne hænger som juveler fra tribunen. Så snart det er over ti frostgrader, træner holdet udenfor — med vanter, hue og halsedise trukket op til næsen.

Træner Sergei Vladimirovich udstikker ordrer:

— Tag hinanden i hænderne to og to og stil jer overfor hinanden, kom så!

Georgi træner seks gange om ugen med FC Mordovias juniorhold for 11-12-årige i det regionale center til forberedelse af unge fodboldspillere, en organisation, som samler alle ungdomsspillere i regionen og betaler træner Sergeis løn.

Drengene dribler boldene forbi hinanden. Så træner de hovedstød, derefter skud, og så er der træningskamp.

Holdet er et af de allerbedste i regionen, men næste kamp er mod nogle af ærkerivalerne, fodboldakademiet fra Tambov. De har før slået dem, men modstanderholdet plejer at være hårde på banen.

— Træneren lærer os, at vi skal kæmpe på banen. Selvfølgelig skal man sige undskyld bagefter, hvis man gik over stregen, og vi lærer også at tabe. Men det er sjovest at vinde, siger Georgi.

Normalt spiser Georgi sin mad i stadionets kantine eller på skolen. Men i dag er han hjemme hos træner Sergei, hans kone og deres søn, som også spiller på holdet. På kaminhylden står pokaler og et krus, hvor mantraet 'Sejren er vor' bliver gentaget.

— Spis noget mere, Georgi, siger træner Sergeis kone og rækker drengen fadet med hjemmedyrkede svampe.

Selvom der skal være disciplin til træning, tager holdet hånd om Georgi udenfor banen. Nogle gange kommer Georgi også på weekend hos en holdkammerat, så han kan føle, at han er en del af en familie.

Fodboldkammeraternes forældre giver også lidt ekstra til klubben, når deres børn skal have nye fodboldstøvler eller til turneringer, som forældrene selv skal betale. Georgi og de andre drenge, hvis forældre ikke har råd, skal have det samme gode tøj og udstyr som resten af holdet. Det er alle enige om. Ingen skal føle sig anderledes.

Efter aftensmaden bliver Georgi sat af ved stadion af træner Sergei.

— Se lidt fodbold og så i seng, okay? siger Sergei til ham.

Den smalle dreng vender ryggen til træneren, stikker i løb og forsvinder ind i sovjetbyggeriet, ned ad den lange stadiongang med blå vægge og ind på sit værelse, som han deler med et par andre drenge.

Udover drengene er her altid en ansvarlig voksen på vagt, som klubben har ansat til at være der om natten og sørge for at få drengene op om morgenen.

Hvor Rusland ikke har store sejre som landshold, er den russiske Premier League mere succesfuld. I 2005 vandt CSKA Moskva turneringen Europe League, og det samme gjorde Sankt Petersborg-klubben FC Zenit i 2008. Rusland ligger samlet set nummer seks i klubfodbold på UEFA’s rangliste — langt over Danmark, som er nummer 17.

Målt på økonomi har den russiske Premier League sjettestørst omsætning i europæisk fodbold. Så der er mange penge at hente, hvis man spiller for en russisk klub, og som professionel fodboldspiller er din familie godt stillet.

Kaptajnen på FC Mordovias juniorhold har fået tilbud fra tre af de store klubber om at spille på deres talentakademier. Hvis han takker ja, skal han flytte til Moskva, og så tilbyder nogle af klubberne at sørge for job og bolig til hans familie i nærheden.

Kampdag. I dag er det minus tyve grader. Træner Sergei kalder holdet til sig, drengene stikker hænderne frem og råber "kom så!”

— Gå så ind og slå dem, siger Sergei, og kampen fløjtes i gang.

Hvis holdet klarer sig godt i dag, kan de komme med til en af de større russiske turneringer i deres aldersgruppe mod nogle af de bedste hold fra Moskva og Sankt Petersborg. Og så er der også en chance for, at de får flere midler fra regionen til at rejse for. Derfor er det heller ikke alle 32 drenge, der kommer på banen i dag.

— I de vigtige turneringer er det kun de bedste, som spiller kamp. Men det er dem, der er bedst i øjeblikket, så alle har en chance, siger træneren Sergei.

Georgi hopper op og ned på sidelinjen, mens han råber ind til sine holdkammerater. Han holder varmen med et krus te fra en termokande, som en af mødrene har taget med.

— Vi har brug for mål, vi har brug for mål, vi har brug for 33 mål, hujer fodboldmødrene på sidelinjen.

Modstanderholdet fra Tambov har kørt 11-12 timer i bus for at spille to kampe af to gange 25 minutter. Det er et vilkår, hvis man vil være med i de større turneringer i sådan et stort land. Nogle gange skal man køre flere dage. Måske er det den lange bustur, eller også er FC Mordovias hold bare bedre. I hvert fald har hjemmeholdet i bordeaux trøjer overtaget.

Endelig bliver Georgi og tre andre skiftet ind. Hans øjne lyser op, og han spurter ind på sin plads i forsvaret med nummer fire på ryggen.

— Det giver mig energi, at man er nødt til at gå oplagt ud på banen og tænke: "I dag skal vi vinde." Det siger vores træner, man altid skal satse på, fortæller Georgi.

— Ned, kontrol, råber træneren. Og skyd så, Georgi. Skyd nu.

Georgis fødder, snøret stramt ned i de skrigorange støvler, åbner muligheder. Og hans fremtid ser meget lysere ud. Det er træneren ikke i tvivl om.

— Det er ikke kun talent. Han træner hårdt, han har en indre styrke, og så har han det rigtige tankesæt, siger træner Sergei.

Fodboldstøvlerne danser forbi hinanden. Georgis arm strejfer bolden. Han skynder sig at kigge op på træneren med missende øjne og bider sig i læben — var der hånd? Nej, videre.

Ifølge træneren er det bare et spørgsmål om tid, før Georgi skifter til en større klub.

— Jeg vil selvfølgelig gerne have, at Georgi kommer i en stor klub, som kan give ham alt her i livet. Gode penge, en uddannelse. Han har allerede nu sat sig det for og arbejder for det, og vi vil hjælpe ham med at opnå det, fortæller han.

CSKA Moskva har foreslået, at Georgi skal komme på besøg, så de kan se ham spille. Hvis han får en plads på deres talentakademi, vil han skulle flytte til Moskva og bo på et sportscollege. Og det vil Georgi gerne, har han besluttet sig for — også selvom det er svært at gøre over for holdkammeraterne.

For hvis man virkelig ønsker at sejre — og det gør Georgi virkelig — må man gøre det nødvendige. Og det gælder om ikke at vente for længe.

— Hvis du ikke tager herfra tidligt, så vil det blive svært at opnå noget senere hen, for så er holdene sat, forklarer han.

Georgi tager ikke blikket fra bolden. Han skærer ansigt og knytter sine næver, når han ikke er tilfreds med sine tacklinger. Da kampen bliver fløjtet af, står der 3-1 til FC Mordovia.

— Jeg dedikerer sejren til mine forældre. Og mine venner, fortæller Georgi bagefter.

Sejren lyser ud af hans øjne, da han går mod omklædningsrummet i det gamle stadion sammen med sine kammerater. Han er slet ikke i tvivl om, at det er det her, han skal. Nu gælder det snart CSKA Moskva.