For en gangs skyld har 13-årige Poul-Erik Rasmussen selv planlagt sine tæsk.

Pryglene, som han skal have af forstanderen, er en del af en større plan, der skal få ham til at forsvinde fra drengehjemmet Godhavn for evigt med vennen Jens.

Han skal blot sørge for at blive så gul og blå, at han ender på sygestuen. Her er der ikke tremmer for vinduerne i modsætning til drengenes sovesal, så herfra kan den egentlige flugt begynde.

En flugt fra de voksne, som skal passe på ham, give ham omsorg, kærlighed og forberede ham på voksenlivet, men som i stedet vælger at ty til vold og mishandling.

Helt som forventet overlader personalet Poul-Erik og hans kammerat Jens til sig selv og deres blå mærker på sygestuen. Nu skal anden del af planen sættes i værk.

Selv om det i dag er med end 50 år siden, at Poul-Erik Rasmussen udtænkte den snedige flugtplan, står episoden lysende klar for ham.

Det er en af de episoder, han vil fortælle om, når han i dag sidder i Østre Landsret og er centrum i en sag om mishandling af anbragte børn.

En sag, der i sidste ende kan koste den danske stat millioner i erstatning til tidligere anbragte børn.

Afgørelsen i Østre Landsret er kulminationen på en årelang kamp for genoprejsning for Poul-Erik Rasmussen, der mener, at staten bør undskylde for overgrebene på børnehjemmet i Tisvilde i Nordsjælland.

Sammen med en gruppe bestående af tidligere anbragte børn fra 19 forskellige børnehjem, organiseret i foreningen Godhavnsdrengene, har han siden 2005 kæmpet for at få en undskyldning.

Men da skiftende socialministre gentagne gange har afvist, valgte Godhavnsdrengene i 2011 at gå rettens vej og søge erstatning for et symbolsk beløb på 10.001 kroner.

Beløbet er en krone højere end den daværende beløbgrænse, hvis man vil have mulighed for at anke en erstatninssagtil højere instanser, hvis man taber.
I 2015 nåede sagen Københavns Byret, som afviste den på grund af forældelsesfristen den 23. april.

Efterfølgende blev sagen anket til landsretten, som nu skal tage stilling til, om forældelsesfristen kan ophæves, så Poul-Erik Rasmussen og alle de andre kan søge er statning.

Hvis Østre Landsret vælger at opretholde forældelsesfristen, vil Godhavnsdrengene reelt ikke have flere ankemuligheder, da det kræver en ekstraordinær tilladelse at føre sagen videre til Højesteret.

Dommen i byretten faldt præcis 52 år efter, at to drenges plan om en flugt var ved at tage sin begyndelse.

I samme øjeblik, at natten falder på, og sygestuen bliver mørk, åbner Poul-Erik og Jens et lille vindue øverst oppe i loftet og kravler ud.

Kun iført underbukser og med et gråt tæppe, som de har snuppet på sygestuen, viklet om deres nøgne kroppe, fortsætter de flugten over børnehjemmets tag, glider ned ad nedløbsrøret og sætter i løb.

Men overlæreren ser dem.

Iført pyjamas stormer han efter de to flygtende godhavnsdrenge. Han indhenter dem, og får placeret sin ene fod på Poul-Eriks tæppe, så det bliver flået af.

Det stopper ikke drengene, som fortsætter over markerne og ikke stopper før, at de har nået stranden i Hornbæk.

- Jeg ved ikke, hvordan vi kunne løbe så langt, men det gjorde vi, siger Poul-Erik Rasmussen, som smiler, når han i dag tænker på flugtpræstationen.

Drengene vil til Sverige, hvor ingen kan nå dem, så næste skridt er at anskaffe en båd. De skubber en plastikjolle i havet, som de finder ved stranden.

I et bådhus tæt derpå stjæler de også en bådmotor og en dunk benzin, og uden nogen som helst forudsætning får de monteret motoren på jollen.

Det er bælgravende mørkt, da de starter motoren, bevæger sig ud på havet og mærker vinden og friheden i kinderne. De suser henover bølgerne og synger højlydt af lykke, lige indtil de kan mærke den svenske stenbund, der skraber mod bådens skrog.

Poul-Erik er fri, men gennemkold og sulten, så nu starter næste del af planen.

De overgreb Poul-Erik Rasmussen ville flygte fra den forårsdag i 1963 er dokumenteret i Godhavnsrapporten, som udkom med økonomisk støtte fra socialministeriet i 2011.

Her fremgår det, at drengene var udsat for vold, seksuelle overgreb og fik medicin, de ikke anede, hvad var.

Rapporten viste også, at det ikke kun var på Godhavn, at overgrebene fandt sted, men at det skete på alle de 19 børnehjem, som blev undersøgt i perioden fra 1945-1976:

Et af hjemmene er pigehjemmet Hjortebjerg Skole på Falster. Her blev Jytte Hessellund anbragt i 1946, da hun var ni år gammel.

Selv om det er mere end et halvt århundrede siden, at hun efter ti år forlod børnehjemmet, så har oplevelserne fulgt hende lige siden.

Jytte Hessellund er i dag 79 år og har slået sig ned i et rækkehus i Haslev. Her er der god plads. Også til katten, som dog i dagens anledning bliver gelejdet ind i rummet ved siden af stuen, fordi den miaver for meget.

Med en kop kaffe i hånden kommer Jytte tilbage og går mod reolen i stuen. Fra nederste hylde trækker hun en gul mappe frem og sætter sig til rette i sofaen. Mappen er fyldt med minder, billeder, noter og håndskrevne breve fra tiden på børnehjemmet.

Da hun kommer til et billede af forstanderinden, trækker hun skuldrene op under nakken og gnider sin højre hånd i en hurtig bevægelse op og ned af sin venstre arm for at få kuldegysningerne til at forsvinde.

- Jeg var hendes prygelknaben. Lige meget hvad så var hun efter mig. Vi var alle sammen mere eller mindre bange for hende, siger Jytte Hessellund, som husker voldsomme afstraffelser for mindre forseelser og en opvækst uden omsorg, kærlighed eller tryghed.

Jytte Hessellund er en af de mange tusinder, som ville kunne få sin sag afprøvet ved en domstol, hvis Østre Landsrets afgørelse falder ud til Godhavnsdrengenes fordel.

Ifølge Maria Rytter, som undersøgte de danske børnehjem til Godhavnsrapporten, er der i Danmark 200.000 nulevende personer, som på et tidspunkt i deres opvækst har været anbragt af staten.

Hun vurderer, at mellem 2-3.000 af dem vil kunne søge erstatning for vold, sexuelle overgreb og mishandling i perioden 1945-1976.

At Poul-Erik Rasmussen i dag skulle kæmpe ikke bare sin egen men også Godhavnsdrengenes og Jytte Hessellunds sag i retten, havde han ingen anelse om, da han selvtilfreds efter en vellykket bådtur over Øresund vågner i Sverige og kan se Kronborg på den anden side at havet.

Men natten i Sverige har også været en af de bedre, for denne nat slap han for den angst, der altid opstod i kroppen ved sengetid på Godhavn.

Når lyset blev slukket på sovesalen, og drengene var gået til ro, begyndte de tunge skridt fra en af de mandlige ansatte at kunne høres.

Poul-Erik forsøgte altid at gøre så lidt væsen af sig som muligt ved at trække tæppet helt op over hovedet. Og det virker, for han slipper - hver gang.

Det gør den lille dreng i sengen ved siden af ikke, han bliver i stedet ført ind i det tilstødende værelse med den voksne.

Poul-Erik Rasmussen oplevede aldrig selv seksuelle overgreb, men var vidne til dem og husker det i dagg som noget af det værste.

Uden de bekymringer, men i stedet glade og opløftede over at være nået til Sverige, fortsætter de to drenge rejsen mod frihed. Gennemkolde, uden tøj og sultne er de nødt til at skaffe sig fornødenheder.

Jens og Poul-Erik bryder ind i ikke bare ét, men flere svenske sommerhuse for at få noget at spise og for at få varmen.

Sådan overlever de fra dag til dag, men hvad de ikke ved er, at rygterne om, at to godhavnsdrenge er stukket af og muligvis befinder sig i Sverige, er begyndt at svirre. Og der går ikke længe, før de bliver fundet af det svenske politi.

Poul-Erik er bange, for han ved, at politiet vil give dem de sædvanlige tæsk, som voksne gør, når børn stikker af. Men til drengens store overraskelse lægger betjentene ikke en hånd på dem.

De morer sig i stedet over de to danske drenge og deres opfindsomhed. Latteren fra betjentene bliver endnu højere, da flugtkongen Poul-Erik endnu engang forsøger at stikke af fra autoriteter.

Denne gang ud af politistationens vindue på toilettet for blot at ende i fangernes gård. Slukøret banker han på døren for at komme ind på politistationen igen.

- Betjentene var pragtfulde, husker Poul-Erik Rasmussen.

Havde Poul-Erik Rasmussen været et svensk børnehjemsbarn, havde livet set helt anderledes ud for ham i dag.

I både Sverige og Norge, Australien, Canada og en række andre lande har staterne for længst undskyldt for lignende overgreb på børn under datidens anbringelser.

I Norge undskyldte regeringen for overgreb og tilsynssvigt den 10. juni 2005, og samme år omtalte Kong Harald det i sin nytårstale.

Herefter fulgte år med erstatningsudbetalinger, som anslås til at løbe op i knap to milliarder kroner til cirka 4.000 tidligere anbragte børn.

I Sverige gav staten en officiel undskyldning i 2011. Indtil videre har næsten 5.000 søgt erstatning og omkring 2.200 har fået udbetalt 548 millioner kroner tilsammen.

Ifølge Maria Rytter kan afgørelsen i Østre Landsret betyde, at omkring 2-3.000 søger erstatning:

Det er lørdag den 4. maj 1963, og mens de lysene tændes i vinduerne i de danske hjem for at fejre Danmarks befrielse, er friheden slut for Poul-Erik.

Den dag afleverer det svenske politi drengene på Helsingør Politistation, hvor to lærere fra Godhavn står klar til at køre dem tilbage til drengehjemmet.

Her går det op for dem, at straffen for den 14 dages lange flugt måske ikke bare ender med en enkelt eftermiddag på sygestuen:

Flugtforsøget til Sverige var Poul-Eriks sidste udvej.

Efter episoden bor han på Godhavn i yderligere halvandet år, inden han som 16-årig drager til København, hvor han får en læreplads på et hotel.

År senere tager han igen turen til Sverige. Denne gang for at slå sig ned uden forstanderen, overlæreren eller politiet i hælene.

I dag er Poul-Erik Rasmussen flyttet tilbage til Danmark og har de seneste 15 år kæmpet Godhavnsdrengenes sag.

Om den danske stat skal tage ansvaret for overgrebene begået for mere end 50 år siden, finder Poul-Erik Rasmussen og resten af de tidligere børnehjemsbørn, ud af, når Østre Landsrets afgørelse bliver afsagt om otte til 14 dage.