Manden bag den grønne maske

For 40 år siden troede Paul Blake, han skulle være med i endnu en b-film. Nu tjener han penge på sine autografer. Vi tog med ham til verdens største Star Wars-konvent.

Manden bag den grønne maske

For 40 år siden troede Paul Blake, han skulle være med i endnu en b-film. Nu tjener han penge på sine autografer. Vi tog med ham til verdens største Star Wars-konvent.

  • Af Nis Boye Rasmussen og Betina Garcia
  • 25. maj 2017
Scroll for at læse

- Næste.

Paul Blakes interne stopur starter, da næste fan træder frem.

- Fedt at møde dig, jeg er kæmpe fan.

Paul Blake er englænder, men svarer som en amerikaner:

- Velkommen, dejligt du er her.

Inden der er gået 10 sekunder, spørger han:

- Hvor skal jeg skrive?

Den unge fan vil have sin autograf på et billede af et grønt rumvæsen.

Skuespilleren laver en krussedulle, og hans assistent validerer autografen med et lille stempel på bagsiden.

- Tak fordi du kom, jeg håber, du forsat nyder Celebration.

Der er ikke gået mere end et minut, men det korte møde og autografen kostede lidt over 250 kroner.

- Næste.

Køen er lang, og i de næste fire dage vil folk konstant stå og vente på at købe en autograf af Paul Blake.

Du har sikkert aldrig hørt om ham, men for en menneskealder siden var han med i 'Star Wars: A New Hope', hvor han spillede dusørjægeren Greedo. Hans ansigt var gemt bag en gummimaske, og han var på skærmen under et minut.

I dag er det 40 år siden, filmen fik premiere, og hvad der startede som en lille science fiction-film, er endt som et globalt fænomen med millioner af dedikerede fans, der er villige til at betale store summer, for alt hvad der har med Star Wars at gøre.

Så i dag kan Paul Blake leve af at rejse verden rundt og sælge sin autograf.

Vi befinder os til verdens største Star Wars-konvent, ’Star Wars Celebration’, der i år bliver afholdt i Orlando i USA.

Her mødes 70.000 Star Wars-fans fra hele verden for at nørde igennem i fire dage og fejre deres passion.

Når man træder ind i det 200.000 kvadratmeter store kongrescenter, er det første indtryk, man får, at det må være ét stort fupnummer, skabt for at franarre penge fra Star Wars-fans.

Den billigste billet koster 400 kroner, og det er et stort loppemarked for Star Wars-merchandise.

Du kan købe Star Wars Lego, Star Wars-tøj, Star Wars-tegneserier og få en Star Wars-tatovering. Og hvis du mangler en original Princess Leia Organa-actionfigur - stadig i indpakningen selvfølgelig - kan den blive din for 3.000 kroner.

Man betaler penge for at få lov til at betale endnu flere penge.

Ud over loppemarkedet er der planlagt hundredevis af paneldiskussioner og events om Star Wars.

Alt fra ’Droid Building 101’, hvor deltagerne lærer at bygge deres egen R2D2, og ’The Art and Packaging of Vintage Star Wars Toys’, der handler om indpakningen til de første actionfigurer fra 1977 til verdenspremiere på traileren til næste Star Wars-film.

Men der er slet ikke siddepladser nok til alle deltagerne på de populære events, og folk lå i kø i et døgn for at få lov til at komme ind og høre om ’The Last Jedi’, der kommer i biografen til december.

Et af de helt store trækplastre er muligheden for at møde skuespillerne fra film og serier i Star Wars-universet. Fans kan både købe deres autografer eller blive fotograferet sammen med dem.

I år sidder 35 skuespillere klar til at sælge autografer.

Der er store stjerner som Mark Hamill, der spiller hovedrollen Luke Skywalker i de første tre film, men også mere perifere, som Paul Blake og Deep Roy, der spillede en af Ewokerne – de små snuttede bamselignede rumvæsner i ’Return of the Jedi’.


Harrison Ford er her også – men han sælger ikke autografer.

Hvis du til gengæld altid har drømt at blive fotograferet sammen med Peter Mayhew, der er inde i Chewbacca, kan du få det for 400 kroner.

Priserne virker høje, men deltagerne synes de får meget for pengene, mange udtrykker taknemmelighed for at skuespillerne overhovedet gider stille op.

Der er god stemning i hallen. Selvom alt er dyrt, og man hele tiden står i kø bag en svedig nørd i en t-shirt, der er forvasket, men ikke ren.

Det er det sammenhold, der opstår, når man er sammen med andre, man deler en interesse med.

Der er afsat en kæmpe hal på flere tusinde kvadratmeter til autografsalget.

Her sidder de 35 skuespillere og signerer dagen lang.

Paul Blake sidder på den sidste plads, længst væk fra stjerner som Mark Hamill.

Han er en 69-årig brite med runde sorte briller og gråt hår. De færreste har nok hørt om ham, og ingen ville vende sig om, hvis han gik forbi dem på gaden.

Men for 40 år siden trak han en grøn gummimaske over hovedet og spillede Greedo, en uheldig rodiansk dusørjæger, som Han Solo dræber i Mos Eisley cantina’en.

Paul Blake var med i under et minut af ’Star Wars: A New Hope’, og han står ikke i rulleteksterne - men nu står folk i kø for at betale 40 dollars for hans autograf.

- Jeg tror, at der er noget specielt ved Star Wars, hvor folk hænger sig i bi-figurerne. Måske for at bevise deres kærlighed til universet, siger han og fortsætter:

- Fans blærer sig med deres viden, ved at vide alt om perifære karakterer - fansene konkurrerer også meget og prøver at overgå hinanden på viden og deres samlinger af Star Wars udstyr.

Det er tydeligt at se fan-dyrkelsen blandt deltagerne ved 'Star Wars Celebration', mange er klædt ud, og dem, der ikke er, er ofte iklædt en Star Wars-t-shirt eller har et lille mærke på tøjet.

Mange af dem er samlere, og de betaler gladeligt mange hundrede dollars for autografer og fotos.

Ashen Sharma fra Orlando er her sammen med sin søn:

- Vi tager tit på den her slags konventer sammen. Denne gang har vi købt autografer og fotos. Vi har brugt en hel del penge, men hvor mange oplevelser nyder en søn på 14 og en far på 50 lige meget?

De fleste autografjægere er fans af alle Star Wars-figurer, men der er også enkelte, der kommer primært for Greedos skyld. En af dem er Dave Brown fra Cleveland. Han er universitetsprofessor og formand for Ohio Star Wars Collectors Club.

- Jeg var 9 år gammel, da Star Wars udkom. Alle andre elskede Han Solo, men Greedo skræmte mig fra vid og sans – og jeg har dyrket ham lige siden.

Det synlige bevis er en kæmpe Greedo tatovering, der fylder hele hans venstre overarm.

Der er mange af deltagerne, der så ’Star Wars: A New Hope’ i biografen og har dyrket universet lige siden.

Det havde Paul Blake på ingen måde forestillet sig, da han sagde ja til at være med i filmen i sin tid.

- Jeg havde ingen ide om, at det her ville blive stort. Alle sci-fi film indtil da havde været elendige, så jeg regnede med, at jeg skulle være med i en b-film.

George Lucas var totalt ukendt inden Star Wars – så Paul Blake sagde kun ja, fordi han manglede arbejde.

- Jeg var en ung skuespiller med en familie, og Star Wars-optagelserne i 1976 var bare endnu et job den sommer.

Men så udkom filmen, og alt ændrede sig.

Star Wars-universet eksploderede, og der er indtil videre kommet syv film – den ottende kommer i december.

Men Paul Blakes figur døde som bekendt i første film, så han har ikke været en del af resten af Star Wars-eventyret, og de sidste 40 år har han primært spillet teater.

- Jeg har spillet alle Shakespeare-stykker. Jeg har været Macbeth og Hamlet - men på mit gravsted vil der stå: ”Her ligger Greedo”.

Han bryder ud latter. Der er ingen bitterhed at spore.

- Det er ok. Greedo er mere kendt end nogle af de andre roller, jeg har haft. Når jeg spiller teater, ser 2.000 mennesker det. Star Wars bliver set af en milliard.

Det var dog helt tilfældigt, at Paul Blake begyndte at arbejde på Star Wars-konventer.

I starten af 90’erne spillede han med i et teaterstykke med Jeremy Bulloch, der spillede dusørjægeren Boba Fett i ’The Empire Strikes Back’ og ’Return of the Jedi’.

Han spurgte, hvorfor Paul Blake ikke var på Star Wars-konventerne.

- Jeg anede ikke, at de fandtes. Men så begyndte jeg at deltage og har gjort det lige siden. Nogle år har det ikke været særligt mange, men efter de nye film er kommet, er interessen vokset helt vildt.

- I år er jeg ude hver weekend. Jeg har aftaler i Rusland, Finland, Spanien, Mexico, USA og England. Og hvis jeg ville, kunne jeg deltage i endnu flere. Der er altid et Star Wars-konvent eller andet sted i verden.

Til Celebration er Paul Blake en lille fisk, og han drukner lidt blandt de store Star Wars-stjerner, men til mindre konventer rundt omkring i verden er det anderledes.

Da han var i Randers sidste år til ’Star Wars & Science Fiction Messe’ var han hovednavnet.

Det virker underligt, at en tilfældig lille karakter er så populær 40 år efter.

Men Greedo har også været omdrejningspunkt for en af de større kontroverser mellem Star Wars-fans og universets skaber, George Lucas.

I den originale version fra 1977 bliver Greedo skudt af Han Solo, spillet af Harrison Ford, efter Greedo har truet ham med en pistol.

Men i 1997 da filmene blev restaureret klippede George Lucas scenen om, så Greedo skyder Han Solo først, men rammer ved siden af hvorefter Han Solo dræber Greedo.

Det gjorde mange fans rasende, at Lucas ændrede på deres historie, men instruktøren mente, at den originale scene fik Han Solo til at virke som en koldblodig morder og ikke en helt.

Men i 2004 klippede Lucas alligevel scenen om igen, så Han Solo og Greedo nu skyder samtidig.

De fleste, der får en autograf, spørger derfor også lige Paul Blake om, hvem der skød først.

Standardsvaret er:

- Det gjorde Han Solo – ellers havde Harrison Ford siddet her i dag.

Det er nemt at se de gamle skuespillere som has-beens, der hænger fast i mindet om en 40 år gammel birolle.

Men der er en hyggelig stemning blandt skuespillerne. Som når gamle skolekammerater mødes.

Paul Blake spiser morgenmad med Angus MacInnes, der spillede den X-Wing pilot Darth Vader dræber, lige før Luke Skywalker springer Dødsstjernen i luften i den første film.

Og i kaffepausen møder han Garrick Hagons, der spillede X-wing piloten Biggs Darklighter, til en snak om børnebørn.

Alle, der var med på optagelserne af de første film, er stjerner i dag.

- Det er blevet en ret eksklusiv klub at have spillet med i de første Star Wars-film. Vi er så få tilbage - resten er døde, siger Paul Blake.

Det er ikke helt forkert. Carrie Fisher, der spillede prinsesse Leia, og Kenny Baker, der var inde i droiden R2D2, døde sidste år, så der er også mange autografsamlere, der skal have købt autografer, før det er for sent.

Men de fleste er her ikke for at købe et samlerobjekt, der skal stige i værdi - men for at møde et idol.

Det virker lidt underligt at betale 40 dollars for en autograf fra den grønne fyr, der blev skudt af Han Solo.

Men ikke for dem der står i køen foran Paul Blake og venter på at få deres minut med ham.

- Greedo er vigtig, han er en kæmpe ikonisk skikkelse i Star Wars-mytologien, fortæller Ian Smith fra Chicago.

Han har samlet på action-figurer, siden han var barn, og har købt mange autografer i dag.
Og selvom pengene er gode, lægger Paul Blake vægt på kontakten til sine fans:

- Det er meget forførende, når folk kommer hen og roser en. Og man får aldrig nok.

Det generer ham heller ikke at blive rost for en af de mindste roller, han nogensinde har spillet.

- Skuespillere har så enorme ego’er, at vi er ligeglade med, hvad vi bliver rost for, vi lever for rosen.

Han bryder grinende sammen, da jeg naivt spørger, om han så primært gør det for at blive bekræftet af andre mennesker.

- Gud nej, jeg er her for pengene skyld.

Men han skifter lynhurtigt tilbage til en seriøs mine:

- Det er både og. Der er intet stærkere end at blive bekræftet af andre mennesker, og teaterlønninger er elendige - så når nogen tilbyder mig penge for at deltage i et konvent, så siger jeg da ja tak.

Credit


Tekst: Nis Boye Rasmussen

Foto og video: Betina Garcia

Webdokredaktør: Hans Christian Kromann