Emilie har hjemve

Emilie Madsen måtte som hver syvende grønlænder flytte over tusinde kilometer for at gøre folkeskolen færdig.

Emilie har hjemve

Emilie Madsen måtte som hver syvende grønlænder flytte over tusinde kilometer for at gøre folkeskolen færdig.

  • Af Marie Sæhl
  • 22. apr. 2018
Scroll for at læse

En augustdag for fem år siden gik Emilie Madsen med hele sin familie det lille stykke op ad bakken til helikopterstoppet i sin barndomsby Ittoqqortoormiit.

Hun gav sine forældre og søskende et kram, steg om bord på helikopteren og så lidt efter det velkendte rødlige sand på stranden i Hvalrosbugten forsvinde bag sig.

Selvom hun kun var 14 år og godt vidste, at der var lang tid til, hun så sin familie igen, var hun ikke trist. Hun var alt for spændt på, hvad hun ville komme til at opleve, når hun kort efter landede næsten 1.500 kilometer væk i Nuuk, hvor hun skulle starte i 8. klasse. En storby med alle de muligheder, hun ikke havde derhjemme.

– Min mor og far græd heller ikke. De var glade, fordi jeg var glad, siger Emilie, der i dag er 19 år og går i 2. g på gymnasiet i Nuuk.

Det blev hun bare ikke ved med at være.

Tegning af ensom grønlandsk pige

I Grønland er omkring 14 procent af eleverne i folkeskolens ældste klasser nødt til at flytte hjemmefra, mens de stadig er store børn.

De bor i så små byer eller bygder, at den lokale skole stopper efter 7. klasse. I stedet flytter de ofte mere end tusind kilometer væk. ønsker de at tage en ungdomsuddannelse, gælder det samme. Den slags findes også kun i de store byer.

At de unge er tvunget til at flytte tidligt hjemmefra, hvis de vil fortsætte deres skolegang, har konsekvenser. Det er nemlig ikke alle, der kan undvære deres familie og venner så længe, og i stedet vælger de at rejse hjem i utide.

Hjemve bliver ofte nævnt som en af grundene til, at halvdelen af de grønlandske folkeskoleelever aldrig kommer i gang med en ungdomsuddannelse, og at halvdelen af dem, der starter på gymnasiet, dropper ud igen.

For flytter man først fra en lille by eller bygd til de større byer, er der ofte så langt hjem, at man kun kan tage turen en eller måske to gange om året. Sådan er det for Emilie. En billet hjem koster over 15.000 kroner og kræver en rejse med tre flyselskaber.

Først skal hun med fly fra Nuuk til Reykjavik og derfra til den islandske by Akureyri. Her skal hun med et specialfly til flyvepladsen Nerlerit Inaat og derfra videre med helikopter til Ittoqqortoormiit.

Når man vokser op i Ittoqqortoormiit på Grønlands østkyst, kommer man ikke så tit ud i verden. Byen, der ligger lige ved indgangen til verdens største nationalpark, er den mest afsidesliggende i Grønland.

Der er 800 kilometer til den nærmeste by, og i ni måneder er isen så tyk, at skibe ikke kan sejle dertil. Så er der ikke andre muligheder end at flyve over Island og derfra med helikopter det sidste stykke.

Og så er der alt det andet, der giver Ittoqqortoormiit en følelse af at være verdens ende.

Byen er som den eneste to timer foran resten af Grønland. Midnatssolen skinner døgnet rundt fra maj til juli, mens der omvendt er kulmørkt fra november til januar. I de måneder er det tit nødvendigt at jage isbjørne væk, der kommer ind mod byen for at lede efter mad på byens losseplads.

Tegning af ensom grønlandsk pige

Ittoqqortoormiit har ingen kloakering, så husene har tørklosetter og vandtanke. Der er et sygehus med én læge og to sygeplejersker til byens 470 indbyggere, en idrætshal og en ungdomsklub. På skolen, hvor der går omkring 90 elever, er Emilies far pedel, og hendes mor leder fritidshjemmet.

– Vi har godt nok en skilift, og udsigten og naturen er smuk, men ellers er det ikke den sjoveste by for unge. Der er meget stille, siger Emilie.

Efter 7. klasse kunne den lokale skole ikke tilbyde mere undervisning, og Emilie havde ikke andet valg end at flytte til Nuuk.

Eller det passer ikke helt. Hun kunne have valgt at tage til den nærmeste by Tasiliaq, men elevhjemmet der – som samler børnene fra de omkringliggende byer og bygder – har et dårligt ry og fik tidligere i år alvorlig kritik fra Grønlands børnetalsmand.

Så Emilie valgte hovedstaden Nuuk.

Tegning af ensom grønlandsk pige

Emilie mærkede hjemveen første gang efter et par uger.

Allerførst blev hun blæst bagover af alt det, der pludselig lå lige foran hende, der i Nuuk. Indkøbscentre, caféer, biograf og masser af unge mennesker.

Emilie flyttede ind på elevhjemmet, der lå på en bakke med udsigt over fjordene, hvor man i sommermånederne kunne se hvaler svømme forbi. Sammen med 22 andre elever – en lille flok fra østgrønland og en lidt større fra Sydgrønland. Alle var de kommet til Nuuk for at gøre folkeskolen færdig.

Det var så nyt. Og så fedt. Og så overvældende.

I begyndelsen.

Tegning af ensom grønlandsk pige

For det blev hverdag, og alt det spændende og nye og fede mistede sit magiske skær. I stedet fik hun øje på alt det, som ikke var lige så godt som hjemme. Små ting, som føles store, når man kun er 14 år og meget langt væk hjemmefra.

Som for eksempel alle reglerne på elevhjemmet, som Emilie slet ikke var vant til fra lille Ittoqqortoormiit, hvor hun for det meste kunne gøre, hvad hun havde lyst til. Pludselig skulle hun være hjemme til aftensmad hver aften, hun måtte ikke være ude til længere end klokken 22, og for at få udbetalt sine lommepenge på 175 kroner om ugen skulle hun gøre sine huslige pligter på bestemte tidspunkter.

– Det var der lidt bøvl med i starten, forklarer Emilie, der i dag bor lidt nede af vejen fra elevhjemmet, på et kollegium. – Køleskabet var også låst af, og jeg synes det var irriterende, at jeg ikke bare kunne tage noget at spise, når jeg havde lyst.

Tegning af ensom grønlandsk pige

Det gled heller ikke altid lige let med de andre elever på hjemmet. Ungerne fra østgrønland blev tit drillet med deres dialekt, der ligger så fjernt fra det grønlandske, der bliver talt på vestkysten, at det kan være svært at forstå hinanden.

Grønland har i alt tre hoveddialekter – vestgrønlandsk, østgrønlandsk og nordgrønlandsk – og de tre dialekter er så forskellige, at de næsten kan betegnes som selvstændige sprog, som er svære at forstå indbyrdes.

Især har vestgrønlænderne svært ved at forstå østdialekten. For ligesom alle andre børn i Grønland havde Emilie lært at tale vestgrønlandsk i skolen, selvom der selvfølgelig nogle gange var ord, hun ikke forstod.

– De andre drillede os og abede efter, når vi snakkede østgrønlandsk med hinanden. De sagde, at vi skulle rejse hjem, siger Emilie.

– Og så sladrede de til pædagogerne, når man ikke havde lavet sine pligter.

Stor forskel på øst- og vestgrønlandsk Tre hverdagseksempler udvalgt af beboere på Nuuk elevhjem

– Hvad laver du?
På østgrønlandsk: – Tsululi?
På vestgrønlandsk: – Susutit?

– Wow!
På østgrønlandsk: – Tsivaar!
På vestgrønlandsk: – A assaa!

– Svømmehal
På østgrønlandsk: – Puumittakkiqrpi
På vestgrønlandsk: – Naluttarfik

Når det skete, fik det eleverne fra østgrønland til at rykke helt tæt sammen, og så opstod der det, som pædagogerne på elevhjemmet kalder bygdekrig.

På sådan nogle dage kunne Emilie virkelig blive ramt af længsel efter Ittoqqortoormiit. Efter at være hjemme hos sine forældre og søskende, løbe en tur på stranden eller tage en dukkert i det kolde vand.

– Jeg var meget ung dengang, så jeg kunne blive meget ked af det og sur. Så gik jeg ind på mit værelse og ringede hjem til mine forældre og forklarede dem, hvad der var sket.

Når det skete, prøvede hendes mor at berolige hende. At sige, at Emilie ikke skulle tage sig af det. Eller måske sige det til de voksne. Det plejede at virke. Emilie blev roligere, og hjemveen forsvandt ud af kroppen. Et stykke tid.

Tegning af ensom grønlandsk pige

Efter lidt tid ebbede bygdekrigene ud. Eleverne lærte hinanden bedre at kende, og Emilie vænnede sig til pligterne og til livet i Nuuk, og der gik længere mellem anfaldene af hjemve.

Men roen varede ikke længe. For ligesom omkring 300 andre grønlandske unge gør det hver år, flyttede Emilie efter 10. klasse til Danmark for at gå på efterskole. Hun gjorde det – ligesom de andre grønlandske efterskoleelever – primært for at blive bedre til dansk, som i Grønland er nødvendigt at kunne, hvis man vil i gymnasiet og fortsætte på en videregående uddannelse, hvor meget af undervisningen foregår på dansk.

Emilie havde valgt en efterskole i samme by, som hendes far havde boet i som barn – Dronninglund – og ligesom da hun flyttede til Nuuk, glædede hun sig til alt det nye, der skulle ske. Men i Danmark kom hjemveen tilbage med fuld kraft. For alt var så anderledes. Bare tag den første dag som eksempel. Hun ankom i august, men i Grønland var det koldt, så Emilie havde vintertøj på. Lige da hun landede, viste det sig, at hun skulle direkte med til bryllup hos sin værtsfamilies datter, og der stod Emilie så i tykt vintertøj, mens alle andre løb rundt i fine sommerkjoler.

– Det var virkelig pinligt, siger hun.

Tegning af ensom grønlandsk pige

Om aftenen blev hun installeret i et værelse hos familien, som var den samme, som hendes far havde boet hos som barn. Da alle havde sagt godnat, og Emilie skulle på toilettet, fik hun øje på en kæmpe edderkop ude på badeværelset.

– I Grønland er der ikke så mange edderkopper, og de er slet ikke så store som i Danmark. Da jeg havde fået øje på den, kunne jeg slet ikke røre mig, og jeg turde ikke gå derud og tisse, så jeg holdt mig.

Inde på værelset var der endnu flere edderkopper, og Emilie var så bange, at hun lagde sig op under dynen med alt sit tøj på. Kiggede ud i mørket og græd og græd. Hun sov slet ikke den nat, men længtes efter sin familie.

Tegning af ensom grønlandsk pige

I starten af efterskoleopholdet havde Emilie bare lyst til at give op og vende hjem. Det var svært, det hele, og hun havde hjemve. Sådan er det for mange af de grønlændere, der starter på efterskole. Hver femte ender med at rejse hjem før tid, fordi de savner familien for meget og har svært ved at falde til.

Alligevel blev Emilie. Hun ville så gerne have det til at lykkes. Det gjorde det også, selvom hjemveen gnavede. Indtil der skete noget.

Tegning af ensom grønlandsk pige

Da Emilie havde været i Dronninglund nogle måneder, fandt hun ud af, at hun var blevet gravid hjemme i Ittoqqortoormiit. Det gik ikke at være så langt væk hjemmefra og gravid. Så hun flyttede hjem og fødte et halvt år efter sin søn Marcus, som i dag er to år.

Han bor hjemme i Ittoqqortoormiit hos Emilies forældre. Det er ikke muligt at bo med et barn på kollegiet, og i Nuuk er det meget svært at få en lejlighed eller et værelse i et alment boligbyggeri. Det eneste andet alternativ er at vende tilbage til Ittoqqortoormiit, men Emilie vil gøre gymnasiet færdig, og hun vil have en uddannelse.

– Det er meget vigtigt for mig at få en uddannelse. Jeg vil ikke bare stå og kigge på min søns liv. Jeg vil selv kunne forsørge ham, så det var vigtigt for mig at komme på gymnasiet. Det er min drivkraft, siger hun.

Men det har ikke gjort Emilies hjemve mindre at sende sit barn bort.

– Det er især, når der sker noget stort, at jeg får hjemve. Jeg var der for eksempel ikke den dag, han lærte at gå. Og jeg var der heller ikke, da hans to års fødselsdag blev fejret med kaffemik sammen med hele familien.

Tegning af ensom grønlandsk pige

Selvom Emilie ikke kan se sin søn eller resten af sin familie ofte, prøver hun at være i så tæt kontakt med dem som muligt. Videotelefoni hjælper.

– Jeg facetimer med dem, når jeg savner dem rigtig meget. Min hjemve kommer og går, og jeg holder aldrig op med at savne dem.

Det er også derfor, hun overvejer, om hun skal læse videre til enten jordemoder eller folkeskolelærer, efter hun bliver student næste sommer. Dem er der nemlig altid stor mangel på i Ittoqqortoormiit – og så kan hun flytte hjem igen.

Indtil da bliver hun i Nuuk og prøver at holde savnet efter dem derhjemme stangen. Ligesom rigtig mange andre grønlændere.

Credit


Tekst: Marie Sæhl


Tegninger: Emil Thorbjörnsson


Redigering: Annegerd Lerche Kristiansen og Kim Schou


Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou