I otte måneder har Vejlemuseerne og Nationalmuseet holdt på en gylden hemmelighed.

I slutningen af december 2020 gravede en urutineret hobbyarkæolog 945 gram guld op af jorden på en mark nær Jellingstenene.

Siden har museernes specialister i al diskretion nærstuderet de talrige guldgenstande, der menes at have været skjult under den sydjyske jord i 1.500 år.

Og eksperterne har svært ved at finde superlativer, der rækker til at beskrive deres begejstring.

- På en skala fra 1 til 10 er det her fund en 12'er. Det er på højde med Guldhornene, siger Morten Axboe, der er museumsinspektør emeritus ved Nationalmuseet.

Hans kollega Peter Vang Petersen, der er Danefæ-inspektør ved Nationalmuseet, kan heller ikke tro sine øjne:

- Det er det flotteste guldfund, jeg har set i de år, jeg har været Danefæ-inspektør. På den her tid er det verdensklasse. Det er virkelig et drømmefund, siger han.

Men hvad er det, der gør netop de her gyldne stykker 'helt ekstraordinære,' og hvad kan vi egentlig bruge dem til?

Det udgraver vi her.

I alt er der opsnuset 22 guldgenstande i udkanten af en kornmark ikke langt fra stationsbyen Jelling.

Til sammen har guldet en kampvægt på knap et kilo. Det gør målt i tørre tal fundet ret stort.

Men det er faktisk mest, når eksperterne vender og drejer de enkelte gyldne stykker helt tæt på, at de for alvor bliver betagede.

For eksempel over størrelsen på dem.

Hovedparten af de gulddimser, man har fundet, er såkaldte brakteater. En brakteat er en lille, rund amuletlignende genstand, og vidden og volumen på netop de her brakteater er usædvanlig.

- Nogle af brakteaterne er større end tændstikæsker, og så er der lødigheden af guldet. Det er meget tungt at stå med i hænderne, siger Mads Ravn, som er forskningschef ved Vejlemuseerne.

Men det er ikke kun størrelsen på guldpladerne, der er exceptionel.

Det er udsmykningen på dem også.

- Det er professionelt håndværk. Virkelig topklasse!, siger Peter Vang Petersen fra Nationalmuseet.

På flere af brakteaterne er der runeskrifter og detaljerede motiver af guddommelige og mytologiske skikkelser.

Et eksempel er den her sag;

Flere af brakteaterne i guldskatten er pyntet med alskens motiver, som hver især giver en ide om, hvilke myter og religiøse skikkelser folk dyrkede omkring år 450-500, hvor Morten Axboe vurderer, brakteaterne er fra.

Men der er endnu en ting ved håndværket, som Axboe gerne vil rose.

Det er de såkaldte øskner, der sidder i toppen af brakteaterne, og som du kan føre en snor igennem, hvis du vil bære dem som smykke.

Udover detaljerigdommen i dekorationen er eksperterne også fascinerede over, hvor forskellige genstandene er.

Ofte, når der bliver fundet meget guld på én gang, minder udsmykningen på de forskellige dele lidt om hinanden. De lader så at sige til at være en del af samme 'serie.'

Sådan er det ikke, når eksperterne betragter fundet fra Sydjylland:

- Omfanget og den variation, der er i den her skat, har jeg ikke set lignende. Det er virkelig en stor fornøjelse, siger Peter Vang Petersen.

Men udover at beundre, hvad mennesker var i stand til at kreere med deres hænder for 1.500 år siden, hvad kan vi så overhovedet bruge sådan et guldfund til?





Det korte svar er, at det afslører lidt af, hvem vores forfædre var.

Som nævnt regner Morten Axboe med, at de nyfundne brakteater har omtrent halvandet tusind år på bagen. Det betyder, at de er skabt i sidste halvdel af Jernalderen.

Fra den tid har vi nærmest ingen skriftlige kilder. Derfor er de brakteater, hvor Odin sandsynligvis er hovedmotiv, ret interessante.

Troen på ham, Freja, Thor og de andre nordiske guder blev først for alvor fremherskende i Vikingetiden, som løb fra omkring år 800 til 1050.

Men når de nordiske guders overhoved er foreviget på genstande i Jernalderen, tyder det på, at myterne og sagnene om ham måske allerede spirede dengang.

Derudover er spekulationerne om, hvorfor guldet er blevet efterladt i den sydjyske muld med til at give en ide om, hvordan livet var dengang.

Morten Axboes teori er, at guldstykkerne var en offergave, der skulle få solen til at skinne igen.



I år 536 var verden nemlig plaget af en klimakatastrofe.

I de sparsomme skriftlige kilder, vi har fra den tid, er det beskrevet, at solen det år mistede sin styrke.

Italienerne berettede om, at den havde fået et blåligt skær og end ikke midt på dagen formåede at skinne kraftigt nok til at kaste skygger over støvlelandet.

I Kina havde man frost om sommeren.

Studier af træernes årringe har sidenhen vist, at træerne stort set ikke voksede i årene omkring 536.



Den svage sol gjorde det umuligt for afgrøderne at gro. Kornet kunne ikke modnes. Det førte til hungersnød flere steder.

Axboes hypotese er, at vores forfædre ofrede al deres guld i et desperat forsøg på at vinde jordens nærmeste stjerne tilbage.

Og den kom jo tilbage, konstaterer han med et lille, triumferende smil.

Efter hobbyarkæologen i december fiskede de 22 guldstykker op af jorden, har Vejlemuseernes arkæologer sat gang i en større udgravning, hvor de har støvsuget kornmarken for flere fund.

Her fandt de ud af, at guldet efter alt at dømme er gravet ned på én gang.

Det styrker teorien om, at en landsby kan have tømt deres skatkamre for alle gyldne værdier som led i én stor ofring.

Måske for at få de overjordiske magters hjælp til at fikse klimaet i år 536.

Det kan dog også være ofret af andre årsager, siger Mads Ravn.

Men det er altså den måde, eksperterne bruger guldfundet på. Det er en slags brik. En brik, de forsøger, at knytte til andre brikker, de har om vores fortid – som tidligere fund og gamle skrifter.

På den måde kan de stykke for stykke udarbejde teorier og nogle gange føre decideret bevis for, hvordan tilværelsen var for mange hundrede år siden.

Og netop den her guldskat er altså en af de rigtig fede brikker!

Næste skridt er nu, at hver enkelt genstand omhyggeligt skal rettes ud og poleres.

Til februar kommer de til at glimte fra montrerne på Vejle Kunstmuseum. Det var nemlig dem, der fik overrakt fundet af Ole Schytz, der jagter ting fra fortiden i sin fritid. Og faktisk var han lige ved at kyle de første brakteater til skrot. Ham kan du møde i 21 Søndag den 5. september.

Credit


Tekst: Trine Hørlyck Bech og Uffe Bregendahl

Foto: Michael Højlund, Konserveringscenter Vejle

Video: Jeppe Bruun Christensen

Grafik: Signe Heiredal og Lærke Kromann

Kode: Jonas Halgren Nielsen