Pigen på bommen

KAPITEL 1: Kunsten at holde balancen

Pigen på bommen

KAPITEL 1: Kunsten at holde balancen

  • Af Luise Emilia Hansen
  • 25. dec. 2016
Scroll for at læse

Marie Skammelsen er Danmarks nye olympiske håb.

Ikke siden 1968 har en dansk kvindelig idrætsgymnast deltaget i OL, men med Maries talent er chancen inden for rækkevidde.

Med hjælp fra sine ungarske trænere har hun i en alder af 15 år allerede skrevet historie i gymnastikkens verden.

Sidste år vandt hun De Nordiske Mesterskaber i juniorrækken som den første danske kvinde nogensinde, og det lykkedes hende at få en disciplinfinaleplads ved Europæisk Ungdoms-OL.

Men nu står Marie over for sin hidtil største udfordring. Hun er kommet i puberteten, og er vokset så hurtigt, at hun skal lære at udføre sine spring med det, der føles som en ny krop.

For selv de mindste ændringer i højde og fedtfordeling har stor betydning i en marginalsport som idrætsgymnastik.

Samtidig skal hun arbejde på at holde sit mentale fokus i en tid, hvor alt føles anderledes.

- Kom så Marie, lyder det fra Maries træner, Bernadett Balazs, der kendes under kaldenavnet Ditti.

Hun står på gulvet ved siden af den 125 centimeter høje balancebom og kigger op på Marie, der balancerer som en yndig linedanser på bommen.

Her har Marie stået tusindvis af gange, men det har aldrig været så svært som nu.

Hendes nøgne tæer knuger sig rundt om kanterne på den smalle bom.

Der er kun en måned til Danmarksmesterskabet, der fungerer som udtagelsen til De Nordiske Mesterskaber, og forårets varme lader vente på sig på den anden side af gymnastikhallens store ruder i Kastrup.

- Vi har ikke hele dagen, fortsætter Ditti.

Marie står kun stille i et par sekunder længere. Hun tager en dyb indånding, sætter af og roterer rundt om sin egen akse – kun for at lande i en blind vinkel på den 10 centimeter brede bom.

Men i det sekund hun lander på bommen, glider hendes venstre fod ud over kanten. Hun vakler og falder ned på måtterne.

- En gang mere, siger Ditti konstaterende.

Hun veksler ofte mellem dansk og engelsk, og ordene lyder måske en anelse hårdere, end de er ment. Men det lader ikke til at genere Marie.

Det gør hendes fald til gengæld.

Hun nikker kort uden af fjerne blikket fra bommen og hopper op for at prøve igen.

Springet skal perfektioneres til Danmarksmesterskabet, hvor Marie skal gøre sig fortjent til en plads på det landshold, der om to måneder rejser til Island til De Nordiske Mesterskaber.

Bomøvelsen er en af de fire olympiske discipliner, som idrætsgymnastik består af, og engang var det Maries sikreste disciplin.

Sådan husker hun det i hvert fald.

- Før jeg kom i puberteten, lavede jeg nærmest altid en fejlfri bomøvelse. Jeg faldt aldrig ned på bom. Det er jeg åbenbart begyndt på efter, at min krop har ændret sig lidt, siger Marie og fortsætter:

- Mine trænere havde advaret mig om den her udfordring, for min krop forandrer sig, og derfor skal jeg arbejde hårdere. Der er virkelig mange, der ikke kan komme igennem den her periode og stopper.

Det er en skæbnetime for enhver kvindelig idrætsgymnast at komme i puberteten, og Marie er ingen undtagelse.

Det ved hendes træner Ditti, der underviser Marie og de andre elitegymnaster i klubben KG66 i Kastrup.

Ditti repræsenterede Ungarn ved de olympiske lege i 1992, og hun ved, hvordan det føles at gå igennem puberteten som gymnast.

- Kroppen og hormonerne ændrer sig, så vi bliver også nødt til at ændre træningen. Marie vokser ret hurtigt nu, og det er en udfordring.


Den tillid, som Marie har brugt de sidste ti år på at opbygge til sin krop, bliver sat på prøve.

- Det går ikke så godt. Jeg falder tit ned, og det kan være enormt frustrerende. For den måde jeg sprang på før, virker ikke på samme måde nu, siger Marie.

Efter Marie er kommet i puberteten, kan presset føles overvældende:

- Det hele kan godt blive for meget nogle gange. Så græder jeg bare hele vejen hjem og tænker: Jeg kan simpelthen ikke mere, for alt skal være perfekt.

Men med otte træninger om ugen kan det være svært at forestille sig et liv uden gymnastikken.

- Jeg tror bare, jeg ville komme til at savne det helt vildt, hvis jeg stoppede.

Maries fysiske træner, Milan Udvaracz, påpeger vigtigheden af at komme på dybt vand.

- Hvis hun ikke træder ud af sin komfort-zone, kan hun ikke udvikle sig. Så det prøver vi at gøre så meget som muligt. Hun får ikke de her resultater forærende. Hun skal arbejde for dem.

Ingen skal beskyttes mod at fejle eller skånes for nederlag. Ditti pointerer, at gymnasterne netop skal lære at håndtere presset.

- Talent er ikke nok. Der skal hårdt arbejde til, for at hun kan blive mentalt og fysisk klar, siger hun.

Før Marie kom i puberteten, var der ingen ungdom, hun gik glip af ved at bruge så meget tid på træningen.

- Man ofrer utrolig meget ved at dyrke den her sport på eliteniveau. Jeg siger ofte nej til det sociale liv, så det er nærmest kun gymnastik, man har. Det er ikke fordi, jeg ikke har nogle venner. Men jeg vælger mine venner med rigtig meget omhu, forklarer Marie.

Med under en måned til Danmarksmesterskabet har Marie travlt med at få kontrollen over sin krop tilbage.

På vej til træning sidder hun på passagersædet i bilen og læner sit hoved tungt mod bilruden.

- Jeg når at sove nærmest hver dag i bilen. Nogle gang vågner jeg med fødderne i handskerummet, fortæller hun.

Marie bor i Hørsholm med sine forældre, Lene og Ebbe, og sin søster, Sofie. Hun går på Bagsværd Kostskole i en eliteidrætsklasse, så hun har tid til sin træning, som altid finder sted i Kastrup – 45 kilometer fra hendes hjem.

Otte træninger om ugen og en forholdsvis normal skolegang efterlader ikke mange timer i døgnet til søvn.

- De lange bilture er blevet en slags åndehuller for Marie. Dér kan hun få lidt ekstra søvn, som det ellers er svært at få tid til, forklarer Maries mor, Lene Skammelsen.

I dag ankommer Lene og Marie til hallen før tid. Det gør de altid på dage, hvor Marie kommer direkte fra skolen i Bagsværd.

Lene parkerer bilen i det sædvanlige hjørne på parkeringspladsen. Marie slår passagersædet helt ned og finder sine to blå tæpper og et par natbriller frem. Hun folder det lyseblå tæppe godt sammen til en hovedpude og lægger det mørkeblå tæppe over sig.

Det er nærmest blevet rutine for Marie at sove her i bilen under det blå tæppe på parkeringspladsen inden træning. Det sidste, hun hører, inden hun falder i søvn, er lyden af legende børn fra børnehaven, der ligger ved siden af hallen.

Af og til falder Marie i så dyb søvn, at hun når at drømme, inden Lene vækker hende, 20 minutter før træningen starter.

Træningen går altid i gang præcist på klokkeslættet, og elitegymnasterne står klar på rad og række i hallen.

De står organiseret efter højde og fniser lavmælt, indtil trænerne, ægteparret Ditti og Milan, stiller sig foran dem. Så bliver der stille.

Ditti lader sine fingre glide gennem sit lange lyse hår, der altid er samlet i en hestehale.

Bevægelsen afslører hendes tatovering af de farverige olympiske ringe, som er indgraveret under huden på venstre underarm.

Den minder hende hver dag om, at hun var olympisk gymnast.

For syv år siden kom Ditti til Danmark for at undervise elitegymnasterne i Kastrup sammen med sin mand, Milan, der fungerer som gymnasternes fysiske træner og fysioterapeut.

Han står som en høj klippe ved siden af sin kone med armene over kors.

Dengang det hele startede, var det for motorikkens skyld.

- Vi sendte hende til motorik og leg i gymnastikforeningen, men det syntes hun bare var kedeligt. Hun ville gå til ’rigtig’ gymnastik, husker Lene.

Trænerne kunne se potentiale i Marie, og gradvist begyndte hun at træne flere timer. For fire år siden skiftede hun klub fra Nivå Gymnastikforening til klubben KG66 i Kastrup, hvor det ungarske ægtepar og trænerteam underviser.

Ditti kan tydeligt huske, da hun så Marie første gang.

- Jeg så en masse potentiale i Marie. Hvorfor skulle vi ellers arbejde så meget med hende?

Kvindelig idrætsgymnastik lever op til det olympiske motto: hurtigere, højere, stærkere. Og den har da også været en olympisk disciplin siden 1928.

For at forstå sporten, må man forstå dens modsætninger. Den indeholder hård adræthed, kraftanstrengelser målt på styrke og modet til at rotere om egen akse i luften.

Samtidig har sporten en anden side med elementer som elegance og ynde.

Det er en verden, hvor gymnasten kan lave en perfekt rotation og lande sikkert i en blind vinkel på ti centimeter, men blive trukket i point, hvis hendes tæer ikke er helt strakte.

Derfor gentager Marie de samme detaljeorienterede øvelser i, hvad der ligner, en uendelighed.

- Jeg tror, man skal være en smule perfektionistisk for at lave det her, siger hun.

Træningen består af konstant repetition og perfektionering af hendes rutiner, og gentagelserne sætter spor på hendes krop.

Hun får blå mærker fra fald og brandmærker på hænderne, hvor huden af og til revner af at svinge rundt i barren.

- Det er en stor del af træningen at gentage tingene så mange gange for at arbejde på detaljerne. For eksempel skal min håndstand være helt lodret, ellers får jeg minuspoint, forklarer Marie, og fortsætter:

- Man skal også lære at overvinde al sin frygt. For hvis man er bange for at falde, kan det meget lettere ske.

Hun husker, hvor grænseoverskridende det var at give slip på barren for første gang for at kaste sig gennem luften og gribe den igen:

- Det var enormt skræmmende.

Nu er Danmarksmesterskabet kun to uger væk.

Marie har fået skinnebensbetændelse og er overbevist om, det er fordi, hun har taget på og dermed belaster skinnebenene mere, når hun lander efter høje spring.

- Jeg vejer mig faktisk aldrig, for jeg kan jo mærke det i de ting, jeg laver, siger Marie.

Efter Marie er kommet i puberteten, er hun også blevet opmærksom på, hvor stramt en gymnastikdragt egentlig sidder, selvom den har været hendes faste uniform, siden hun var fem år gammel:

- Dengang jeg var lille, var jeg egentlig lidt ligeglad med gymnastikdragten, men jeg er blevet mere bevidst om, at man er ret nøgen i sådan en.

Dagen før Danmarksmesterskabet øver Ditti et særligt spring med Marie.

Ditti vil indsætte et moment i gulvøvelsen, som ikke har været udført af en dansk kvindelig idrætsgymnast til en konkurrence siden 1993: dobbelt strakt saltomortale på gulv.

Marie har arbejdet på springet i lang tid. Hun tager tilløb, eksploderer i fart og kæmper sig to gange rundt om sin egen akse med udstrakt krop. Men hun falder ofte i landingen og lader ikke til at komme højt nok i luften.

Springet er så mange point værd, at det kan blive hendes redning, hvis hun skulle falde ned i andre discipliner til konkurrencen.

Spørgsmålet er, om Marie har opnået nok kontrol over de kropslige forandringer til at komme et skridt tættere på at genvinde endnu en international titel.

Andet kapitel af 'Pigen på bommen' kan læses her.

Credit


Tekst, foto og video: Luise Emilia Hansen

Grafik: Ninni Munch Pettersson

Webdokredaktør: Hans Christian Kromann