Dette er tredje og sidste kapitel i serien om Marie Skammelsen. Læs første kapitel. Eller hop til kapitel to.


I starten af maj måned sidder Danmarks bedste kvindelige idrætsgymnast, Marie Skammelsen, i flyet på vej til de Nordiske Mesterskaber i Island.

Hun har hovedtelefoner på og bærer samme røde træningsdragt som resten af landsholdet, der sidder på flysæderne omkring hende i den tørre luft.

- Jeg håber selvfølgelig på et godt resultat, men jeg vil ikke regne med at vinde, for jeg vil ikke blive skuffet, siger Marie.

Sidste år vandt hun det Nordiske Mesterskab i juniorrækken, som den første danske kvindelige idrætsgymnast nogensinde. Men i år er udfordringen større, fordi Marie er kommet i puberteten.

Det har stor betydning i en æstetisk sport som idrætsgymnastik, hvor kroppens linjer er afgørende. Marie er især udfordret i bomøvelsen, hvor hun balancerer på en 10 cm bred bom.

Til Danmarksmesterskabet for en måned siden faldt hun ned fra balancebommen tre gange under konkurrencen.

- Idrætsgymnastik handler om koordination og balance, så når kroppen forandres hurtigt i vækstspurten, sker der også en ændring i vægtfordelingen og tyngdepunktet. Derfor skal hun nu lave de samme elementer med en ny krop, og det er meget udfordrende, forklarer Maries fysiske træner, Milan Udvaracz.

Alligevel har han høje forventninger til hende:

- Hun vinder. Det er jeg ikke tvivl om, siger Milan.

Maries mor, Lene Skammelsen, er som altid mest nervøs for, om det lykkes for Marie at udføre de spring, hun er sat til at lave:

- Det er jo et stort pres at skulle forsvare en titel. Jeg håber bare, hun lykkes med det, hun kan. Så må vi se, hvor langt det rækker. Selvfølgelig kunne det da være fedt, hvis hun kunne genvinde det Nordiske Mesterskab.

Da landsholdet ankommer til hallen skinner solen over Reykjavik, men der slipper ikke mange stråler ind i gymnastikhallen.

Allerede fra morgenstunden virker luften tung af magnesiumpulver. Nervøsiteten dirrer i rummet, mens gymnasterne fra hvert landshold afprøver redskaberne i de fire olympiske discipliner, som de i dag skal konkurrere i: den forskudte barre, spring over hest, gulvøvelsen og balancebommen.

Landsholdet bærer matchende dragter, både drenge og piger. Maries far, mor, søster og mormor er taget med for at heppe. De er rejst til Island et par dage før, Marie ankom med landsholdet, og sidder nu klar på tilskuerrækkerne iført røde trøjer.

Maries håndflader er våde af sved, før konkurrencen går i gang. Den første disciplin, hun skal bevise sit værd i, er den forskudte barre.

Hun bløder lidt på den ene hånd, fordi huden på hendes fingre er revnet af at gentage det samme trick så mange gange.

- Det er lidt irriterende, når det ikke gider stoppe med at bløde, og det svier helt sindssygt. Men når jeg først kommer i gang med øvelsen, mærker jeg det ikke så meget.

Marie stirrer tomt ud i luften, mens hun venter på, at næste disciplin går i gang.

- Hold dig varm og forbered dig mentalt. Det er det vigtigste, pointerer Milan, der står over for hende, mens hun tager en tår af sin vandflaske.

Marie ryster let på hovedet og tager sokker på for at holde varmen, indtil næste disciplin starter. Hun er frustreret over risikoen for at miste en finaleplads i spring over hest på grund af hendes fald.

- Det ville være helt mærkeligt og mega skuffende, hvis jeg ikke fik en finaleplads, for det her er mit sikre redskab. Og det er altid irriterende at fejle jo - et fald er et fald for meget.

På trods af skuffelsen arbejder Marie med at holde fokus, så det ikke går ud over resten af disciplinerne:

- Vi har lært, at det er okay at være skuffet, men man skal tænke videre til det næste redskab.

Marie skal netop holde fokus til næste disciplin, som er gulvøvelsen.

Nu skal hun igen prøve kræfter med sit sværeste spring på gulvet: Dobbelt strakt saltomortale.

Hun er den første danske kvindelige idrætsgymnast, der har udført springet til en konkurrence i over to årtier.

Derfor arbejder hun på at blive i sin mentale boble:

- Nogle gange smiler jeg lige til min familie, når jeg går forbi dem hurtigt og kort. Og så er det bare det. Jeg ved, de er nervøse, for de så min dobbelt strakt salto i opvarmningen, hvor den var ret lav.

Maries træner Bernadett Balazs, der kaldes Ditti, minder ivrigt Marie om de sidste tekniske detaljer, inden det er tid til gulvøvelsen.

På tilskuerrækkerne er Maries mor, Lene, lettet.

- Jeg elsker, når hun farer rundt inde på gulvet og danser. Hun er så smuk på gulv og springer bare så sejt, siger Lene. Marie er også tilfreds:

- Det var en rigtig stor oplevelse at klare min dobbelt strakt salto her, og publikum var ret vilde.

Den sidste og afgørende disciplin er balancebommen. Det er nu, Marie skal bevise, at hun kan holde balancen efter hendes fald til DM.

Hun har fokuseret på, hvordan hun mentalt kan finde ro i bomøvelsen igen og lade være med at tænke på alle de ting, der kunne gå galt:

- Jeg tror, aldrig man overkommer frygten for at falde. Men jeg ved, at jeg ikke skal fokusere på, hvad der sker, hvis jeg glider med foden eller lander forkert. Det skal jeg bare ikke tænke på.

Alt kan tabes på gulvet, hvis Marie ikke holder balancen på de ti centimeter. Hvis hun falder ned, trækkes et helt point fra resultatet, og selvom et enkelt point ikke umiddelbart lyder af meget, kan det let blive tungen på vægtskålen.

Nu vil det vise sig, om hun har lært kroppens forandrede tyngdepunkt at kende.

Bomøvelsen var tæt på fejlfri. Den var helt uden fald og nærmest også uden den mindste vaklen.

Det kunne Maries mor, Lene, se fra tilskuerrækkerne:

- Hun fik virkelig kontrollen tilbage i den bomøvelse, siger hun.

Marie er selv meget lettet:

- Det er begyndt at gå bedre nu. Jeg har ligesom lært at lave tingene på en ny måde.

Til disciplinfinalerne dagen efter får Marie fire medaljer mere med hjem, to guld, en sølv og en bronze. Efter det hele er overstået, gør Marie regnskabet op:

- Det kræver jo virkelig meget arbejde at nå de her mål, men jeg synes, det er det værd.

Maries næste store mål er at komme til VM i 2017, hvor hun fylder 16 år og dermed bliver senior. Den ultimative drøm er olympisk deltagelse om fire år i Tokyo:

- Min allerstørste drøm er at komme til OL, det ville bare være det vildeste nogensinde, siger Marie. Hendes trænere tror på, det kan lade sig gøre, hvis hun bliver ved.

Og det tyder alt på, hun gør:

- Jeg har vænnet mig til at sige nej til sociale ting. Min familie og især mine trænere har hjulpet mig gennem den her periode. Og jeg ved, de er stolte af mig. Det sagde de mange gange på vej hjem.