Scroll for at læse

AF ANNEGERD LERCHE KRISTIANSEN 13. AUG. 2018

Oliver har fart på. Han tager det sidste trappetrin op til altanen i et spring, skråer hen over trægulvet og sætter sig i sofaen.

Han har også halvtravlt. Oliver skal helst ikke være væk for længe, ikke så lang tid, at det bliver bemærket, i hvert fald.

Han er lige blevet student, studenterbussen er lige stoppet hjemme hos hans forældre, og egentlig burde han være nede i haven. Der er resten af klassen, han kan se dem, hvis han drejer hovedet til venstre og kigger ud over gelænderet. De står med vinglas i hænderne og spiser af det vandmelon og de snacks, som Olivers mor og far har stillet frem på haveborde.

Men Oliver drejer ikke hovedet. I stedet sidder han foroverbøjet, trækker vejret dybt et par gange, tænder ild i en hash-blanding og begynder at suge af sin bong.

Dét her, at ryge sig skæv. Det er det bedste, han ved.

Mike tager en dyb vejrtrækning. Så puster han røgen ud. Han står lidt, stirrer ud i luften uden rigtig at se på noget.

Han var egentlig i gang med at spille et spil Sequence i køkkenet, men han havde brug for en smøg, så nu står han her på terrassen og læner sig op ad husmuren. Falder i staver, mens han ryger.

Det er bare en helt almindelig cigaret, han holder mellem fingrene. For Mike har det ikke helt som Oliver med hash. Ikke længere, i hvert fald.

Mike startede med at ryge hash som 14-årig. Det var efter, han havde set film, hvor det blev gjort i. Det så bare…. fedt ud, syntes han. Også selvom det var barske film som ‘Nordkraft’, han så.

Det var også fedt i starten. Indtil det blev til en vane, der blev til et misbrug, der gav ham angst og paranoia og til sidst en psykose, der sendte ham på den lukkede psykiatriske afdeling og bagefter herhen, hvor han står nu. Så var det ligesom ikke så sjovt længere.

For selvom Mike er 25 år, bor han ikke for sig selv. Han bor i Ungehuset i Arden i Himmerland, et behandlingssted for unge hashmisbrugere, drevet af Blå Kors. Han har boet her i mere end to år.

Han har det bedre nu, end da han kom, det er helt sikkert. Men det er stadig ikke let. Nogle gange har han stadig trang, og så tænker han, at det måske er lettere at give op, end det er at sige stop. Så er han bange for, om han kommer til at slippe, som han kalder det. Om han falder i igen.

Oliver danser. Med armene over hovedet og i takt til BasedBoys’ ‘Ingen Bekymringer’. Lastvognen er lige trillet fra Olivers forældre, og Oliver er i stødet nu. Han er endda klar til en ølbong. Han drikker ellers helst ikke, for han har svært ved at styre det med alkohol. Det er nemmere med hash, synes han.

Oliver er 18 år, og han har røget i tre år. Siden han begyndte i 1. g. Det var ikke fordi, han syntes, det var rart til at starte med. Den der varme røg fra bongen, der bliver trukket ned i ens lunger, kommer han aldrig til at elske. Men hashen var en måde for Oliver at få venner på.

Før han begyndte i gymnasiet, følte Oliver sig akavet. Han kunne ikke finde ud af at interagere med andre mennesker. Forstod ikke, hvad der var galt med ham. Han endte med at bruge sommerferien op til gymnasiet på at læse en masse om forførelse og kropssprog, for at blive klogere på, hvad det var, han gjorde galt.

Men da han begyndte i gymnasiet og startede med at ryge hash, fandt han et fællesskab. For første gang. Han ved godt selv, at det nok egentlig er derfor, han gjorde det.

Og nu står han her, færdig med gymnasiet, mens BasedBoys synger om at “gøre, hvad jeg føler for” på anlægget. Oliver føler sig glad. Han sætter sig på hug, tømmer en ølbong, som klassekammeraterne giver ham.

Mike ligger i sofaen og halvsover. Han har det ikke godt.

Han slippede i går. Han røg sig ikke skæv, men han fik fat på en flaske vodka og drak den for sig selv. Han er ked af det. Det er pissetræls, synes han.

Nu gik det lige så godt, og Mike synes selv, han er nået langt, hvis han kigger et år eller to tilbage. Dengang kunne han godt finde på at ryge, når der var gået en måneds tid uden hash.

Mike ligger og venter på at blive kaldt ind til en snak med Ungehusets leder, Allan. Han gruer for det.

“Mike,” kalder en kvindestemme og vækker ham fra hans døs. “Allan og mig vil gerne lige tale med dig.” Mike kommer på benene og ind på kontoret.

Da samtalen er slut, og Allan har bedt Mike om at komme “op på hesten igen,” giver Mike ham et kram, og bagefter får den kvindelige medarbejder et.

Så lægger Mike sig tilbage i sofaen. Han har dårlig samvittighed. Han vil så gerne gøre det rigtige og klare sig uden hash eller alkohol. Det skal lykkedes, det her.

Oliver sætter sig bagerst i bussen. Han har været til forfest hos en klassekammerat og er på vej videre til fest på gymnasiet. Han er træt.

Inden forfesten startede, satte Oliver sig for sig selv ved en lille å, pakkede sin bong ud af Spider-Man-håndklædet og røg en lunge. Da festen var slut, satte han sig igen ved åen, røg endnu en lunge. Så tog han bussen videre mod gymnasiet.

I dag ryger Oliver hver eneste dag. Alligevel betragter han ikke sig selv som afhængig. Han kan bare virkelig godt lide hash, siger han, han elsker det faktisk. Der er også den bonus, at det hjælper ham med at komme overens med andre folk.

Helt overordnet kan han godt have det lidt svært med andre. Han synes, mange mennesker har nogle meget underlige værdisæt, som ikke giver særlig meget mening. Men hashen mildner ham, gør ham mere omgængelig. Som til studenterkørslen, for eksempel. Det var faktisk hyggeligt og sjovt, indtil Oliver blev dårlig og måtte hentes ved syvende stop af sine forældre.

Festen, som Oliver var til her til aften, var også hyggelig. Også selvom Oliver havde lovet sig selv at holde igen med alkohol, og han selvfølgelig alligevel kom til at drikke pissemeget.

Sådan går det jo for ham. Og så er det godt, han har hash i stedet, mener han. At han nogle gange ender med at sidde alene og ryge i stedet for at drikke sammen med andre — som han gjorde, lige inden han steg ind i bussen, for eksempel — gør ham heller ikke noget.

Det hører alligevel til sjældenhederne, den slags, tænker han. En enkelt lunge røget alene her og der går nok.

Mike hører musik. Det er jazz, og det fylder hele rummet. Han har sat den trådløse højtaler til, den der står ‘Magic Mike’ på, skrevet med blå sprittusch, så det kan høres ordentligt. Nu står han og nikker med hovedet i takt til rytmen fra musikkens guitar og dvaske trommer. Han smiler.

Mike har endelig fundet noget, han kan lide at lave. Som kan give ham den indre ro, som hash også kan. Det er styrketræning og motionsløb. De gange, han har trænet, er han kommet tilbage til Ungehuset med god samvittighed, og han har følt sig træt på en dejlig måde.

Det har også givet ham lidt selvtillid. Han håber, det bliver ved med at virke. Nu skal han ikke falde i igen, nu skal han bare videre, væk fra hashen og flasker med vodka. Han tror godt, han kan klare det. Det håber han i hvert fald, han kan.



I dag, et år efter optagelserne, er Mike stoffri og flyttet i en udslusningslejlighed. Oliver bor i lejlighed med sin kæreste og arbejder som sælger. Han ryger stadig dagligt hash.

DR bruger kun fornavnene på Mike og Oliver. Det sker for at beskytte dem og deres familier mod, at deres fulde navn vil dukke op i al fremtid i sammenhæng med hash, når de bliver søgt på internettet. Deres fulde navne er redaktionen bekendt.

Credit


Tekst: Annegerd Lerche Kristiansen


Grafik: Simone Cecilie Møller og Morten Fogde og Aslak Elias Kelkka


Video: Morten Stæhr, Jacob Adrian Mikkelsen, Jonas Gravgaard og Sean Kelly Christensens


Colourgrade: Marie Allerslev Eriksen og Mathias Amsinck Kalhauge


Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou



Du kan se mere til Mike og Oliver i DRs dokumentarserie om hash i fire dele, "Hash.dk". Første afsnit bliver sendt mandag på DR1.