Seksuelle overgreb blandt børn, stofmisbrug, selvmordsforsøg og vold. Det er forhold, som flere børn på Havregården Kostskole i Gilleleje fortæller, at de oplevede i årevis.

Vi ruller sagen om Havregården ud i fem kapitler, som kan læses hver for sig. Det her er tredje del, Saras historie.

Sarah tudede, da hun fik at vide, at hun skulle starte på Havregården. Hun var 13 år gammel, og hvis der var noget, hun ikke havde lyst til, var det at bo på en kostskole.

Hun havde det i forvejen skidt.

Sarah var vokset op med sin mor i Grækenland, hun havde boet der næsten hele sit liv. Hun var først vendt tilbage til Danmark året forinden, da hun var tolv år, for at få en frisk start med sin far. Det var ikke sket.

I stedet var det endt med en konflikt imellem far og datter og en akutinstitution til Sarah.

Nu havde hun selvmordstanker. Hun drak også, tog stoffer og skar i sig selv. Personalet på akutinstitutionen, som hun boede på, beskrev hende som “ked af livet.”

Så Sarah havde på ingen måde lyst til at starte på Havregården. Kostskolen med alle dens mennesker og risikoen for, at hun ville skulle dele værelse med en anden elev, gjorde hende bange.

I podcastserien ‘Kostskolen’ har DR talt med flere end 50 tidligere elever, ansatte og pårørende, som har fortalt deres historier om tiden på Havregården. Det her er Sarahs. (Privatfoto)


Hør Sarah


"Jeg var sådan 'nej-nej-nej-nej, det kan I ikke, det må I ikke gøre mod mig.'"


Alligevel startede Sarah på Havregården i Gilleleje i Nordsjælland i 2013.

Det gik skidt helt fra starten.

Sarah prøvede ellers at passe ind på Havregården. Hun prøvede at få det bedre. Prøvede at gøre sig umage i skolen, lave sine lektier, være pæn i tøjet, alt sådan noget. Men det virkede ikke. Hun fik det dårligere og dårligere, skar mere og mere i sig selv. Fik tvangstanker.


Hør Sarah


"Jeg var sindssygt renlig. Jeg kunne ikke klare at ... Det var flere gange om dagen i bad, skifte tøj flere gange om dagen. Tidligt op, følge alle regler, gå i skole."


Kostskolen Havregården lukkede den 31. december 2020, blandt andet på grund af de beretninger, der kom frem i forbindelse med DR's research. Billederne i artiklen er fra den efterladte skole.

Ifølge Sarah kunne lærerne ikke se, at hun var dårlig. Tværtimod fremhævede de hende som det positive eksempel over for de andre elever.


Hør Sarah


"De voksne sagde til de andre: 'Nå, men kan I ikke bare være som hende der' og mente mig, for jeg passede jo min skole. Men det, de ikke vidste, var, at det var ikke sundt. Jeg havde det så skidt."


Efter en måned på Havregården gik Sarah til personalet. Hun fortalte, at hun gerne ville stoppe på kostskolen og i stedet bo hos en plejefamilie. Ifølge sin sagsmappe forklarede Sarah, at hun ikke fik nok voksenkontakt, omsorg eller nærhed på skolen.


Hør Sarah


"Er du ikke bare lidt opmærksomhedskrævende? Har du det virkeligt så skidt? Det er jeg blevet mødt med så mange gange."


Men Sarah skulle ikke stoppe, besluttede hendes kommune. Hun skulle blive på Havregården, så det gjorde hun. Hun havde ingen andre muligheder. At flytte hjem til sin mor i Grækenland eller sin far i Danmark var i hvert fald ikke en.

På Havregården fik Sarah det fortsat værre, og både Havregården og kommunen var klar over det. I en statusrapport om Sarah skrev Havregården eksempelvis, at hun havde “behov for mere voksenstøtte, end Havregården kan tilbyde.”

Derfor tog Sarah som 13-årig på eget initiativ kontakt til psykiatrisk skadestue, fordi hun på det her tidspunkt havde så mange selvmordstanker, viser hendes patientjournaler.

Et år efter Havregården første gang erkendte, at de ikke kunne tilbyde Sarah den voksenstøtte, hun havde brug for, skrev personalet i en elevudtalelse:


Skolens elevudtalelse

Sarahs trivsel er i øjeblikket i overhængende fare for ikke at udvikles i en sund og positiv retning.


Og


Skolens elevudtalelse

Sarah har udført selvskadende adfærd i flere situationer. Hun har flere gange henvendt sig til de voksne om hjælp til at styre hendes selvskadende tanker og adfærd.


I et forsøg på at hjælpe Sarah blev hun flyttet over i et andet hus på kostskolen, som kaldes Havrehuset. Et sted, hvor eleverne havde mere ansvar for at klare sig selv - som at stå op til tiden og passe deres pligter, den slags.

Og det udnyttede hun.


Hør Sarah


"Jeg kunne godt lide tanken om at komme derop, fordi det betød, at så havde jeg mere frihed til at være endnu mere selvdestruktiv."


Men Sarah— der nu var blevet 15 år — gjorde mere end at skære i sig selv. Hun begyndte også at planlægge, hvordan hun kunne tage sit eget liv. Og da hun en dag opdagede et glas piller, der tilhørte en ansat, stjal hun dem. Hun smuglede dem med hen til sit værelse og tog en overdosis af dem.

Nu skulle det være slut, tænkte Sarah.


Hør Sarah


"Jeg har ikke noget tilbage at miste. Altså, der er ingen, der lytter. Min familie er fucked up, mit liv er fucked up. Jeg har ikke rigtig nogen årsag tilbage til at kæmpe, altså, for det gør så ondt."



Alligevel endte Sarah med at fortryde. Hun tænkte på sin familie og på, hvor kede af det, de ville blive, hvis hun døde. Derfor fortalte hun lærerne, at hun havde slugt pillerne og blev kørt på hospitalet.

Mens hun var indlagt, fortalte Sarah sygehusets personale, at hun ikke ville tilbage til Havregården. Hun kunne ikke “benægte at gøre noget dumt,” hvis hun kom tilbage, sagde hun ifølge hospitalsjournalen.

Personalet på hospitalet aftalte derfor at kontakte den børne- og ungdomspsykiatriske afdeling dagen efter, så de kunne få en hurtig tid til Sarah.

Alligevel blev Sarah samme aften sendt tilbage til Havregården og efterladt alene på sit værelse, fortæller hun.

Men på værelset havde Sarah stadig piller gemt ad vejen.


Hør Sarah


"Man havde jo ikke gennemsøgt mit værelse, og jeg ville jo ikke sige, hvor jeg havde pillerne fra. Det var der ikke nogen, der skulle vide. Jeg ville ikke sige, om jeg havde flere tilbage."


Fem timer efter Sarah blev udskrevet fra hospitalet, blev hun derfor indlagt igen efter at have taget endnu en overdosis piller.

Ifølge Sarahs patientjournal forklarede hun personalet på hospitalet, at hun tog afstand fra selvmord, men at handlingen var “et råb om hjælp, da smerten indeni ikke længere kan klares ved, at hun cutter sig.”

Lægerne skrev samtidig, at Sarah fremstod “forpint efter længere mistrivsel på Havregården.”

Sarah blev overført fra hospitalet til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup, hvor hun var indlagt i fem uger. Hun vendte aldrig tilbage til Havregården.

I dag, seks år senere, har Sarah det bedre. Hun skader ikke længere sig selv, hun har heller ikke selvmordstanker, og hun er begyndt at studere.

Men vejen hertil har været svær for Sarah, der i dag er 20 år. Efter Havregården fortsatte hun med at være et barn i systemet. Hun fortsatte med at bo på institutioner og behandlingshjem og havde også flere lange indlæggelser i psykiatrien. Først da hun var 18 år, begyndte hun at få det bedre.

I dag håber hun, at hun kan bruge sine erfaringer til at hjælpe andre, der har det svært. Det er også derfor, hun har arbejdet for Psykiatrifonden, og derfor hun læser til sygeplejer.


Hør Sarah


"Jeg har haft sindssygt svært ved at finde mig selv i den her verden. For hvor er der plads til sådan én som mig? Men jeg har fundet ud af, at sådan én som mig kan være eftertragtet specielle steder i samfundet. Fordi jeg ved, hvordan det er at have det dårligt."


Sarahs forhold til Havregården er i dag splittet, fortæller hun. På den ene side oplever hun, at der var mange børn på Havregården, der fik det bedre. Der var også kærlige medarbejdere, som faktisk prøvede at hjælpe børnene.


Hør Sarah


"Jeg er sikker på, at de har prøvet, og jeg er også virkelig ked af det, fordi jeg ved, at der er så mange, der har haft god gavn af stedet."


Men Havregården har som skole svigtet for mange ved at optage elever, som de ikke kan tage hånd om, mener Sarah.


Hør Sarah


"De har ikke hjulpet dem, som har allermest brug for det. Og så kan det være fuldstændigt ligegyldigt."


Sarah håber i dag, at hun kan bruge sine erfaringer til at hjælpe andre. (Privatfoto)


Næste kapitel:


Forstanderens svar:


Morten Ulrik Jørgensen var forstander på Havregården, mens Sarah var elev, men er siden blevet fyret. Han har fået forelagt kritikken, som rejses af Havregården i artiklen, men har valgt ikke at svare på den.

Forstanderen har tidligere forklaret, at han ikke kan genkende, at advarsler fra medarbejderne på kostskolen ikke blev taget alvorligt.

Han har tidligere erkendt, at det er sket, at kostskolen har optaget børn, der viste sig at ligge udenfor kostskolens målgruppe, men at skolen, ifølge ham, ofte først har opdaget det, efter børnene var startet.

Kritikken fra Sarah er også forelagt Københavns Kommune, der stod for hendes anbringelse. De erkender i dag, at de burde have handlet anderledes.

”Når vi i dag ser på Sarahs forløb, så står det klart, at Havregården ikke var den rigtige løsning, og vi ville gerne have handlet anderledes og reageret hurtigere på de oplysninger, vi fik. Vi arbejder med unge, som kæmper med komplekse problemstillinger, der kan udvikle sig både pludseligt og over tid. Ikke to sager er ens. Men netop derfor er det vigtigt at følge tæt op på trivslen og ikke mindst lytte til den unge selv. Det kunne vi bestemt også have gjort bedre i denne sag.”

DR har fået lov af Sarah til at fortælle hendes historie. DR er bekendt med Sarahs fulde navn, men har valgt ikke at bringe det for at beskytte hende. DR har fået tilladelse til at læse og bringe uddrag fra journaler og logbøger, som omhandler Sarah.



Sarah er ikke den eneste tidligere elev på Havregården, som stadig er præget af sin tid på kostskolen.

Læs artikelseriens andre fortællinger her:

Credit


Tekst: Annegerd Lerche Kristiansen


Baseret på P1-podcastserien "Kostskolen" af Christian Stemann


Grafik og foto fra kostskolen: Emil Thorbjörnsson


Kode: Jonas Halgren Nielsen


Redaktør for digital fortællinger: Kim Schou


Publiceret 19. april 2021