Den sidste heksebrænding

Historien om den mærkværdige og tvivlsomme retssag, der førte til Danmarks sidste officielle henrettelse for trolddom

Den sidste heksebrænding

Historien om den mærkværdige og tvivlsomme retssag, der førte til Danmarks sidste officielle henrettelse for trolddom

  • Af Peter Krogh Andersen
Scroll for at læse

Det er år 1687 og i porten til en gård på Falster står en gammel bondekone og pisser.

Anne Palles hedder konen, som er vred over, at myndighederne har tvunget hende og hendes mand til at flytte væk fra den ganske velhavende gård og ud på en forfalden landejendom.

Tvangsflytningen sker for at få plads til den nye herredsfoged – egnens øverste myndighed – og hævnen fra Anne Palles er at pisse al ulykke over det kvæg, der fremover går ind og ud af porten.

Den gerning fører til, at Anne Palles ender sine dage på bålet som den sidste dansker dømt for trolddom.

Fem år senere kommer Anne Palles nemlig i herredsfogedens søgelys.

En anden kvinde på Falster bliver anklaget for at have brugt sine overnaturlige evner til at hjælpe med to drab, og under afhøring giver hun navnene på flere af egnens troldkoner. Et af de navne er 74-årige Anne Palles.

Herredsfogeden hedder Morten Faxe, og han har døjet med sygdom og dødsfald blandt sit kvæg. Han har formentlig længe kendt til Anne Palles' vrede over tvangsflytningen, men ellers får han fortalt historien om pisseriet i porten af kvinden under afhøring.

Som øverste myndighed får han derfor Anne Palles smidt i fængsel på Nykøbing Slot, mistænkt for at have bespottet Guds navn og stå i ledtog med djævlen.

Ifølge loven skal en person, der har ”forsvoret Gud (...) og hengivet sig til Djævlen”, kastes på ilden og brændes levende. Men pagten med djævlen er umulig at bevise, så strengt set kræver den hårde dom, at personen selv tilstår.

Det er der naturligvis ikke mange, der frivilligt gør med udsigten til at blive brændt, og modsat andre lande i Europa, må danske myndigheder ikke bruge tortur under afhøring. Nogle dommere lægger derfor vægt på vidneudsagn.

På Falster er den officielle retssag mod Anne Palles endnu ikke gået i gang, da hun får besøg af seks sognepræster med Gregorius Zimmer i spidsen. De er kommet for at tale med den fængslede kone om troldkunster og hekse på egnen.

Forhøret er hverken lovligt eller officielt, så der findes ingen skrevne ord om, hvordan det præcis foregik, men Anne Palles fortæller senere, at hun følte sig kuet af præsterne og ikke turde andet end at tilstå det, som de beskyldte hende for.

Den 27. september 1692 begynder den officielle retssag ved Falster Nørre Herreds ting mod Anne Palles.

Uheldigvis for den gamle bondekone er det også herredsfogedens ansvar at være dommer i lokale retssager, så nu sidder hun over for den mand, der fem år tidligere tvang hende fra hendes gård.

Foruden Morten Faxe og anklageren er der også otte meddommere til stede, en skriver til at tage referat og mindst to andre kvinder, der er anklaget for trolddom.

Troen på trolddom er stærk på Falster, og folk er overbeviste om, at forskellige mennesker, kvæg og marker på egnen er blevet forhekset, så nu handler det officielt om at finde ud af, hvem der står bag forbrydelserne.

Ligesom med pisseriet i porten bygger anklagen mod Anne Palles på bekendelser og historier, der er kommet frem under tvivlsomme forhør, og ifølge Anne Palles dikterer Morten Faxe ligefrem, hvad skriveren skal notere.

Hun fortæller også, at han truer med at skære hendes tunge ud, hvis hun i retssalen ikke står ved de bekendelser, som hun har givet til sognepræsterne.

En af de bekendelser, som skriverne sirligt grifler ned med pen og gotisk skrift, handler om en kvinde, som Anne Palles en dag så sig gal på.

Efter en fest var bondekonens noget yngre mand nemlig kommet glad og opstemt hjem, fordi han havde danset med kvinden.

- Hvem der engang kunne få sådan en kone. Det var glædeligt, havde Anne Palles mand sagt.

Det gjorde den gamle bondekone rasende.

- Jeg skal fly (give) hende noget andet at bestille. Hun skal få en ulykke og ikke danse med min mand og blive rost af alle folk.

På det tidspunkt havde Anne Palles allerede tilstået, at hun for år tilbage gav sin sjæl til Fanden, som hun talte med igennem en sort kat.

For at få ram på kvinden søgte Anne Palles råd hos katten, og den skaffede nogle af kvindens afklippede negle, som bondekonen viklede ind i en klud og smed foran kvindes dør med ordene:

- Når du kommer over dette, skal du få betaling for, at du dansede med min mand.

Engang derefter begyndte kvinden at få ondt i fingrene. Smerten bredte sig til hænderne og videre ud i resten af kroppen, inden hun lå syg i sengen og til sidst døde.

Ifølge referatet bekender Anne Palles også, at hun får hjælp af en nisse på sin gård, og at hun har brugt trolddom til at tage frugtbarheden – kendt som grøden – fra flere af nabogårdene.

På den måde får de ringere høst og sur mælk, mens hun skaffer sig selv mere korn og smør.

Det er blandt andre gået ud over en mand ved navn Hans Sverche i Øverup, som Anne Palles så sig sur på, fordi han gjorde hendes søn til soldat i Nakskov.

Derfor gik bondekonen en dag ud og placerede et trækar i noget vand på hans mark, stillede sig selv ved siden af karret og sagde, at hun skulle have grøden fra markerne i fandens navn.

For at sprede ulykke over Hans Sverches dyr stillede hun sig ligeledes op i hans mødding og bad fanden fordærve hans kvæg. Derefter blev kvæget ramt af sygdom.

Anne Palles bekender også, at hun har deltaget i et møde med flere af egnens troldfolk, hvor en kvinde er kommet flyvende ind på en kærnestav, og en mand spillede på tromme.

Hun giver navnene på nogle af de andre deltagere, men svarer undvigende, da anklageren vil have alle navnene. Det får Morten Faxe til at slå Anne Palles så hårdt i hovedet, at hun taber sin hue og halstørklæde og falder halvvejs ned på gulvet.

Da hun kommer til sig selv igen, tør hun ikke andet end at give endnu et navn.

Episoden er fortalt af Anne Palles og bekræftet af en af de andre kvinder i lokalet, men det er ikke den, der står i referatet fra retsmødet. Her noterer skriveren derimod, at djævlen kom over Anne Palles og gjorde hende døv og stum, så hun dejsede om.

Først da flere af de tilstedeværende havde bedt til gud for hende, kom hun til sig selv og fik munden på gled.

Efter en række retsmøder er den 2. november 1692 dagen, hvor Anne Palles skal modtage sin dom.

Ingen af de personer, som Anne Palles er beskyldt for at have forurettet, er blevet afhørt - det sker først fire uger efter dommen - og selv om Morten Faxe ifølge loven skal afsige dom i selskab med otte meddommere, vælger han af uvisse årsager at gøre det alene.

I sin udmåling af dommen lægger Morten Faxe vægt på Anne Palles’ komplette tilståelse af alle de grove anklager: hun har gjort både mennesker og kvæg syge og er sågar skyld i dødsfald, hun har givet sit liv til djævlen, og hun har bespottet guds navn.

Herredsfogeden vælger en endog meget hård dom.

- Så kan jeg ikke anderledes kende [for ret, end at] hendes tunge bør afskæres levende og sættes på en stage, og kroppen siden kastes levende på ilden og opbrændes.

Nogle kvinder blev bundet som på billedet og udsat for ‘vandprøven’ også kaldt ‘svømning’. Hvis de flød ovenpå, var de hekse, hvis de sank, blev de trukket op af vandet med et reb og (måske) frifundet.
Billedet stammer fra et tysk skrift anno 1584, som anbefalede metoden. Den opnåede aldrig officiel anerkendelse i dansk retsvæsen.

Så nemt er det dog ikke at smide en gammel kone på bålet i slutningen af 1600-tallet.

I mere end 100 år har det været sådan, at ingen personer i trolddomssager må henrettes, før deres dom er stadfæstet i landsretten, kendt som landstinget. Anne Palles skal derfor for en landsdommer.

Der findes ikke mange oplysningerne om retssagen i landstinget, men Anne Palles tilstår igen alle forhold, og selv om landsdommeren er mere tvivlende over for trolddom end folket på Falster, holder han fast i Morten Faxes dom.

Dog kalder han afskæringen af tungen for uforsvarligt hård og fritager hende for denne del af straffen.

Syv år tidligere havde stadfæstelsen i landsretten været nok til at smide Anne Palles på bålet.

Men på det her tidspunkt i Danmark er troen på trolddom og troldfolk ved at ændre sig i landets øverste samfundslag, og efter en voldsom hekseforfølgelse på Djursland bestemmer kong Christian 5., at alle dødsdomme i sager om trolddom skal for Højesteret.

Derfor må Anne Palles i starten af det nye år sejles fra Falster til Sjælland og køres med hestevogn til et fængsel i København.

Den 20. marts 1693 bliver Anne Palles kørt ind til Højesteret på Slotsholmen i København.

To andre dømte troldkoner fra Falster skal også have deres sag afprøvet, ligesom at de bliver kaldt ind i salen på skift for at vidne om, hvad der foregik i retssalen på Falster, da Morten Faxe slog Anne Palles.

17 mænd fra samfundets elite skal dømme konerne. Morten Faxe og landsdommeren er også til stede, da de står personligt til ansvar for deres domme, ligesom sognepræst Gregorius Zimmer er med på grund af sin ureglementerede rolle. Desuden har de gamle koner fået tildelt en forsvarer.

Og foran de høje herrer benægter Anne Palles stort set alt. Hun fortæller, at hun aldrig har mødt Fanden, hun kender hverken til trolddom eller en nisse på sin gård, hun har aldrig været til et heksemøde, og hun har intet gjort mod den kvinde, som hendes mand dansede med.

Om benægtelserne er hendes egen ide eller kommer fra forsvareren er ikke til at vide, men de volder en del hovedbrud for medlemmerne af Højesteret, som gerne vil vide, hvorfor den gamle kone tidligere har tilstået alle anklagerne?

Anne Palles fortæller om Gregorius Zimmers ubehagelige forhør og Morten Faxes trusler om tungeafskæring og slag i hovedet under retssagen, og hun siger, at hun frygtede at komme i et endnu hårdere fængsel, hvis hun benægtede sin tilståelser i landsretten.

De gruopvækkende historier får hendes forsvarer til at kalde hele processen for ulovlig.

Medlemmerne i Højesteret er ikke enige om, hvad de skal gøre med de nye forklaringer.

Nogle medlemmer mener ikke, at der er beviser for andet end løgne og onde intentioner, og derfor er de kun parat til at smide hende i livsvarigt fængsel eller ud af landet.

Andre påpeger det farlige i, at en person kan få nedsat sin straf blot ved at ændre forklaring, for så ville ingen forbrydere nogensinde blive dømt, lyder logikken.

Rettens leder Willum Worm er enig, og hans vurdering er, at bondekonen bør smides på bålet.

- Eftersom Anne Palles over for såvel præsten som for herredsting og landsting har bekendt, det hun har gjort (...) så mener han, at hun bør lide på livet og takke sig selv for sin bekendelse, har skriveren noteret.

Efter en votering med forskellige argumenter for og imod tilslutter 11 ud af 17 medlemmer sig landsrettens dom: Anne Palles skal på bålet.

Højesteret skal også tage stilling til, om Morten Faxe og Gregorius Zimmers forseelser er nok til en straf, men begge bliver frifundet.

Herredsfogeden får dog en reprimande for ikke at have afsagt dom sammen med de otte meddommere, mens sognepræsten modtager ros af flere medlemmer for sin nidkærhed.

De to andre kvinder får deres straffe nedsat. Den ene skal i stedet kagstryges – altså bindes til en pæl og piskes – og derefter sendes ud af landet, mens den anden frikendes. Hun ender dog alligevel med at blive landsforvist på grund af sit dårlige rygte.

Derudover nåede en fjerde kvinde aldrig med til København, fordi hun døde i fangeskab, men hendes lig er også dømt til bålet for at få fjernet hendes ugudelige krop fra jordens overflade.

Så bliver Anne Palles kørt til hjem til Falster med hestevogn. Fra København til Køge og videre til Næstved og Vordingborg og så med færgen.

Allerede dagen efter dommen viser kongen nåde, da han sender et brev til stiftamtmanden på Falster, hvor der står, at Anne Palles hoved skal hugges af med et sværd, før hun smides på bålet.

Desuden kræver kongen, at der sættes en pæl med en tavle, hvor Anne Palles er blevet henrettet. Her skal sagen stå forklaret til afsky og forskrækkelse for andre ligesindede, ugudelige mennesker.

Hvor henrettelsen og afbrændingen præcis foregår, er ikke skrevet ned noget sted, men i regnskabet fra Nykøbing Amt står noteret, at Anne Palles fik en halv potte vin til at styrke sig på inden mødet med bødlen.

Den kostede 8 skilling, mens bødlen tog tre rigsdaler for at hugge hovedet af Anne Palles og 10 rigsdaler for at brænde hendes krop.

Efterskrift

Henrettelsen af Anne Palles blev den sidste officielle brænding af en troldkvinde i Danmark.

Det er meget usikkert, hvor mange, der røg på bålet før 1600-tallet, og i tiden efter er særligt opgørelserne uden for Jylland mangelfulde.

Dog anslås det, at cirka 1.000 personer endte deres dage på bålet, dømt for trolddom. 85-90 procent af dem var kvinder.

De fleste af dem blev brændt i årene 1617-1625, fordi kong Christian 4. med en ny forordning i 1617 gjorde al form for trolddom kriminelt (tidligere havde den såkaldt gavnlige og helbredende trolddom været tilladt).

Loven førte til en klapjagt på de personer, som havde ry for at være troldfolk, og den var med til at tynde ud i netop den del af befolkningen. I anden halvdel af 1600-tallet var der få heksebrændinger i Danmark.

Årsagen til, at 1693 blev det sidste år med en heksebrænding, er ikke klar eller entydig.

I lang tid efter Anne Palles’ henrettelse levede troen på trolddom nemlig videre på landet, og der findes eksempler på lynchninger helt op i 1800-tallet.

Men Europa var i slutningen af 1600-tallet på vej ind i oplysningstiden, og eliten i Danmark stillede sig i stigende grad tvivlende over for de traditionelle opfattelser af trolddom og muligheden for en pagt med djævlen.

Det ses også i sagen mod Anne Palles, hvor særligt de yngre, borgerlige medlemmer af Højesteret var skeptiske, mens især de ældre, jordejende adelige troede på, at en pagt med djævlen var mulig.

Den stigende skepsis øgede risikoen for at blive dømt for injurier, hvis man beskyldte andre for trolddom, og med kongens krav om, at alle dødsdomme i sager om trolddom skulle godkendes af Højesteret i København, blev det ligeledes meget dyrt at få nogen dømt til bålet.

Først i 1866 blev den sidste paragraf om trolddom fjernet fra dansk lovgivning.

Credit


Tekst: Peter Krogh Andersen

Grafik: Morten Fogde Christensen

Webdokredaktør: Hans Christian Kromann

Kilder:

Historien om retssagen mod Danmarks sidste officielle heks er skrevet efter at have dykket ned i de originale retsprotokoller og litteratur om hekse og hekseprocessor. Dertil har eksperter svaret på spørgsmål og hjulpet med at finde relevant materiale.

Jens Christian V. Johansen, der er ekstern lektor på Københavns Universitet og forsker i hekseri og trolddom, har svaret på spørgsmål om retssager mod danske hekse. Ansatte på Rigsarkivet har guidet og fundet de gamle retsprotokoller frem, mens Dansk Folkemindesamling ved Det Kongelige Bibliotek har hjulpet med at finde billedmateriale. Billedtekster er overvejende skrevet ud fra bøger af Gustav Henningsen.

Bøger:

‘Den sidste heksebrænding i Danmark 1693’ indeholder transskriberinger af de originale retsprotokoller fra Falster Nørre Herreds ting og Højesteret (J.C. Jacobsen, Gads Forlag, 1971). Originalerne findes på Rigsarkivet.

‘Da Djævlen var ude… Trolddom i det 17. århundredes Danmark’ gennemgår de danske trolddomsprocesser og den juridiske udvikling (Jens Christian V. Johansen, Odense Universitetsforlag, 1989)

‘’Fra heksejagt til heksekult 1484-1984’ er henvendt til et yngre publikum og er rig på illustrationer og lettilgængelig tekst om hekse (Gustav Henningsen, Gyldendal, 1984)

‘Heksejægeren på Rugård: de sidste trolddomsprocesser i Jylland 1685-87’ beskriver troen på trolddom og gennemgår Arenfeld-skandalen i 1686 (Gustav Henningensen, Skippershoved, 1991)

’Trolddom og hemmelige kunster’, kapitel i ’Dagligliv i Danmark, bind 1’. 1620-1720 (Gustav Henningsen, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck (1969)

‘Heksenes advokat – historiens største hekseproces’ (Gustav Henningsen, Delta, 1981)