Den
røde
tråd
fra
Trump
til
Moskva

Tidslinje: Hackerangreb og mystiske møder
førte til undersøgelsen af Ruslands påvirkning
af den amerikanske valgkamp i 2016.

Den
røde
tråd
fra
Trump
til
Moskva

Tidslinje: Hackerangreb og mystiske møder
førte til undersøgelsen af Ruslands påvirkning
af den amerikanske valgkamp i 2016.

Scroll for at læse

Heksejagt. Svindelnummer, fup og fidus uden skyggen af beviser.

Sådan har USA's 45. præsident oftest omtalt undersøgelsen af Ruslands indblanding i den amerikanske valgkamp i 2016.

En undersøgelse, der foreløbig har ført til, at mere end 30 personer – russiske såvel som amerikanske – enten er blevet tiltalt eller har erklæret sig skyldige i kriminelle forhold. Og nu har manden i spidsen for undersøgelsen, Robert Mueller, netop afleveret sin redegørelse til den amerikanske justitsminister.

Men for at forstå, hvordan det hele egentlig begyndte, rejser vi her adskillige år tilbage i tiden og dissekerer de mange modstridende forklaringer, om hvem der vidste hvad på hvilke tidspunkter.

Her får du et overblik over, hvad der er sket, og hvad det kan få af betydning for resten af Trumps tid i Det Hvide Hus.

Det er langt og ganske kompliceret forløb, men udviklingen kan groft skitseres i tre akter:

1) Fra en politisk valgkamp ramt af hackerangreb og falske profiler på sociale medier.

2) Over en efterforskning, hvis arme rakte langt ind i den ny administration.

3) Til en præsidentperiode præget af fyringer af tætte rådgivere, der i dag har udsigt til fængselsstraf.

Og hele historien begynder med en skønhedskonkurrence.

FORRETNINGSMANDEN TRUMP BLIVER PRÆSIDENTKANDIDAT

FØRSTE AKT: Historien om et ufærdigt byggeprojekt i Moskva og en valgkamp præget af hackerangreb og anklager om russisk indblanding.

Miss Universe i Moskva

November 2013. Donald Trump er med til at arrangere, at skønhedskonkurrencen "Miss Universe", som han ejer, bliver afholdt i Moskva. Den russiske byggematador og milliardær Aras Agalarov, betaler i omegnen af 131 millioner kroner for at holde konkurrencen i Rusland.

Trump og Aras Agalarov ved Miss Universe i 2013. Foto: Ritzau

Efter konkurrencen roser Donald Trump både Aras Agalarov og dennes søn Emin. "Trump Tower-Moscow" er næste skridt, skriver Trump.

Kontakten mellem Aras og Emin Agalarov og Trump-familien skal senere vise sig igen at blive sat under mediernes lup i forbindelse med et meget omtalt møde i New York i sommeren 2016.

Politikeren Trump

16. juni 2015. Trump meddeler sit politiske kandidatur for Det Republikanske Parti.

Her annoncerer Trump, at han stiller op.

Planen om Trump Tower Moskva

28. oktober 2015. Trump underskriver en hensigtserklæring med en russisk ejendomsudvikler om at bygge højhuset Trump World Tower i Moskva.

Hackerangreb på Demokraterne

April 2016. Russiske hackere angriber netværket hos Demokraternes partiorganisation, Democratic National Committee (DNC).

I slutningen af april mødes en af Trumps kampagnemedarbejdere ved navn George Papadopoulos med professor Joseph Mifsud, der hævder at have tætte forbindelser til den russiske regering. De har haft kontakt gennem længere tid, og Mifsud oplyser Papadopoulos, at den russiske regering er i besiddelse af "snavs" om Hillary Clinton, inklusive tusindvis af e-mails.

Partiorganisationen opdager, at deres datasikkerhed er blevet brudt. Først senere bliver det klart, hvor meget adgang hackerne har fået. Her er det forløb:

George Papadopoulos. Foto: Reuters

I dag siger Papadopolous, at han ikke husker, om han videregav informationen til nogen hos Trump-kampagnen.

Cyberangreb bekræftet

18. maj 2016. Direktøren for den Nationale Efterretningstjeneste, James Clapper, bekræfter, at der er registreret cyberangreb i forbindelse med præsidentvalget.

Trump Tower-mødet i New York

9. juni 2016. Tre topfigurer i Trumps valgkampagne – hans søn Donald Trump Jr., svigersønnen Jared Kushner og kampagnechef Paul Manafort – mødes med den russiske advokat Natalja Veselnitskaja i Trump Tower i New York.

En mellemmand har lovet Donald Trump Jr., at advokaten – med hjælp fra Aras og Emin Agalarov – kan levere informationer og dokumenter, der kan skade Hillary Clinton.

Ifølge russiske Natalja Veselnitskaja handlede mødet om sanktioner mod Rusland. Foto: Ritzau

Assange varsler et e-mail-læk

12. juni 2016. Wikileaks-stifter Julian Assange siger i et interview på britisk tv, at der er læk af stjålne dokumenter på vej. Det består blandt andet af en række e-mails, som omhandler Hillary Clinton. Han siger ikke noget om, hvor mange eller hvornår de mange mails vil blive frigivet.

To dage senere meddeler DNC, at organisationen er blevet udsat for hackerangreb.

Republikanernes mand

19. juli 2016. Donald Trump bliver bekræftet som Republikanernes præsidentkandidat på en kongres i Cleveland i Ohio.

Sådan så det ud, da daværende partiformand Paul Ryan udråbte Trump som præsidentkandidat.

"Find Hillarys e-mails"

27. juli 2016. På et vælgermøde opfordrer Trump direkte Rusland til at finde 30.000 af Hillary Clintons e-mail, som er forsvundet.
Samme dag forsøger russiske hackere at angribe Clintons computernetværk.

Se Trumps efterhånden kendte opfordring fra en briefing i Florida, hvor han slog fast, at ”Putin vil komme til at respektere mig”.

Rusland udpeges som ansvarlig

7. oktober 2016. Amerikanske efterretningstjenester siger, at de er “sikre på”, at den russiske regering gav ordre til hackerangrebene mod DNC og andre politiske organisationer under valgkampen.

Samme dag offentliggør Wikileaks e-mails, som er stjålet fra Hillary Clintons kampagnechef, John Podesta.

Rusland udpeget som ansvarlig

8. november 2016. Til manges overraskelse vinder Donald Trump det amerikanske præsidentvalg.

Se øjeblikket fra valgaftenen, hvor Trump bliver præsenteret som ny præsident.

Ruslands-undersøgelsen tager form

ANDET AKT: Trumps første tid som præsident bliver indhyllet i en tåge af anklager om kontakt mellem hans stab og Ruslands regering.

Plakat i Montenegro, hvor teksten "Lad os sammen gøre verden storslået igen" står på både russisk og engelsk. Foto: Ritzau

Russisk indblanding bekræftes

6. januar 2017. En vurdering fra tre efterretningstjenester, CIA, FBI og NSA, konkluderer, at den russiske præsident, Vladimir Putin, personligt “bestilte en påvirkningskampagne rettet mod det amerikanske præsidentvalg i 2016. Ruslands mål var at underminere offentlighedens tillid til den demokratiske proces, sværte Hillary Clinton til og skade hendes mulighed for at blive valgt.”

Slibrig rapport vækker opsigt

10. januar 2017. Mediet Buzzfeed offentliggør en privat sagsmappe udformet som en efterretningsrapport, der igennem længere tid har cirkuleret i Washington. Her konkluderer en tidligere britisk agent blandt andet, at Rusland har kompromitterende materiale, som landet kan bruge til at afpresse Donald Trump, samt at Trumps kampagnestab kendte til og godkendte de russiske planer om at aflevere de stjålne e-mails til Wikileaks.

Flere medier citerer rapporten, men understreger samtidig, at det ikke har været muligt at dokumentere alle påstandene, og at rapporten indeholder faktuelle fejl.

Trump indsættes som USA's 45. præsident

20. januar. Donald Trump tages i ed, og hans fireårige periode som præsident begynder.

20. januar 2017. Donald Trump bliver indsat som USA's 45. præsident. Foto: Ritzau

Generalens fortielser

13. februar 2017. Michael Flynn trækker sig som national sikkerhedsrådgiver, efter det kommer frem, at han har vildledt vicepræsident Mike Pence. Flynn undlod at fortælle vicepræsidenten, at han i slutningen af 2016 havde talt med ambassadør Sergej Kisljak. De diskuterede de sanktioner, Obama netop havde indført mod Rusland for at have blandet sig i det amerikanske præsidentvalg.

Michael Flynns brøde var, at han gjorde dette, før præsidenten formelt blev indsat og holdt det hemmeligt for vicepræsidenten.

Senere indrømmer den tidligere general også at have løjet over for FBI om de samme samtaler med Rusland.

FBI-chefen får sparket

9. maj 2017. Donald Trump fyrer FBI-chefen James Comey, der står i spidsen for efterretningstjenestens undersøgelse af Ruslands indblanding i valgkampen.

To dage senere siger Trump:

Da jeg besluttede mig for at gøre det, sagde jeg til mig selv: Den her Ruslands-sag med Trump og Rusland er noget opspind. Det er Demokraternes undskyldning for at have tabt et valg, de skulle have vundet.
Donald Trump til NBC News, 11. maj 2017

Den forklaring bliver ændret igen senere, hvor Trump afviser, at fyringen af Comey skulle have noget som helst med Ruslands-undersøgelsen at gøre.

Brevet til daværende FBI-chef, James Comey, hvor Trump beder ham om at træde tilbage. Foto: Reuters.

Russiske gæster i Det Hvide Hus

10. maj 2017. Under et møde i Det Hvide Hus med blandt andre Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, og den russiske ambassadør, Sergej Kisljak, afslører præsident Trump hemmeligtstemplede informationer om en israelsk antiterror-operation.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har mødt Trump ved flere lejligheder.

Robert Mueller udpeges

17. maj 2017. Vicejustitsminister Rod Rosenstein udpeger Robert Mueller som særlig anklager med det formål at undersøge Ruslands indblanding i præsidentvalget og relaterede sager.

Herunder specifikt om der har været forbindelse eller koordinering mellem den russiske regering og personer tilknyttet Trumps valgkampagnestab.

Robert Muellers redegørelse er afleveret til justitsministeren, der bestemmer, hvor meget der skal offentliggøres. Foto: AFP

To måneder forinden har justitsminister Jeff Sessions erklæret sig for inhabil i undersøgelsen af den russiske indblanding i valgkampen.

Sessions afviser at have løjet for Kongressen om at have haft kendskab til, at nogen fra Trumps kampagnestab har haft kontakt med russiske embedsfolk. Men han erkender senere, at han selv i 2016 mødtes med den russiske ambassadør og havde endnu et møde i marts samme år, hvor også George Papadopoulos deltog.

Trump uploadede selv et billede til Twitter fra et sikkerhedsmøde, hvor både Jeff Sessions, George Papadopoulos og Trump deltog.

Det uformelle Hamborg-møde

7. juli 2017. Donald Trump og Vladimir Putin mødes for første gang ansigt til ansigt ved et G20-møde i Hamborg. De to ledere holder to lange uformelle møder undervejs. Ved den ene er de to landes udenrigsministre, Rex Tillerson og Sergej Lavrov, til stede. Ved det andet er kun Putins tolk med.

Flere amerikanske medier rapporterer, at Trump efterfølgende har instrueret tolkene i ikke at afsløre, hvad der er blevet sagt på møderne, og at han angiveligt har bedt om at få tolkens noter udleveret – noget Trump dog selv benægter.

Det er stadig uklart, hvad der præcist blev talt om, da Donald Trump og Vladimir Putin mødtes i Hamborg i 2017. Foto: Ritzau

Alle kunne have lyttet med på det møde. Det var helt åbent for enhver.
Donald Trump til Fox-værten Jeanine Pirro, 12. januar 2019

Mueller retter fokus mod Trumps inderkreds

TREDJE AKT: Mængden af anklager mod personer tilknyttet valgkampagnen stiger - det samme gør præsidentens udfald mod undersøgelsen.

Nettet strammes om Manafort, Gates og Papadopoulos

30. oktober 2017. Trumps tidligere kampagnechef, Paul Manafort, og hans forretningspartner, Rick Gates, bliver tiltalt for hvidvask, skatteunddragelse og banksvindel i forbindelse med deres arbejde for pro-russiske ukrainske politikere frem til 2016. Manafort nægter sig skyldig.

Gates erklærer sig senere skyldig og vælger at samarbejde med Robert Mueller i Ruslands-undersøgelsen.

Tidligere har også George Papadopoulos erklæret sig skyldig i at lyve over for FBI om sine kontakter til den russiske regering og har indvilliget i at samarbejde med Robert Mueller. Han bliver senere idømt 14 dages fængsel.

Flynns aftale

1. december 2017. Michael Flynn erklærer sig skyldig i at have løjet for FBI om de samtaler, han havde med Ruslands ambassadør i USA, Sergej Kisljak, inden præsident Trump formelt blev indsat.

Dagen efter skriver Trump på Twitter, at han fyrede Flynn tilbage i februar af samme årsag.

Russisk firma tiltalt

16. februar 2018. 13 russere og firmaet Internet Research Agency bliver tiltalt for at sprede misinformation for at underminere tilliden til USA’s politiske system.

Ifølge anklageskriftet har Internet Research Agency og flere andre af de tiltalte siden 2014 arbejdet på at underminere landets institutioner og målrettet deres kampagne for at påvirke amerikansk politik ved at sprede misinformation.

Første dom falder

3. april 2018. Alex van der Zwaan bliver som den første idømt fængselsstraf som resultat af Mueller-undersøgelsen. Den hollandske advokat har over for FBI løjet om sin kontakt til Rick Gates og bliver idømt 30 dages fængsel og en bøde på 20.000 dollars.

Alex van der Zwaan. Foto: Ritzau/Reuters

Russiske officerer tiltales

13. juli 2018. 12 navngivne russere bliver tiltalt for i foråret 2016 at have hacket Demokraternes computernetværk.

Her meddeler daværende vicejustitsminister Rod Rosenstein, at russiske personer er tiltalt for hackerangreb.

Mødet i Helsinki

16. juli 2018. Første formelle topmøde mellem Trump og Vladimir Putin finder sted i Helsinki i Finland. Trump rejser her tvivl om Ruslands indblanding i præsidentvalget i 2016, selvom de amerikanske efterretningstjenester opfatter den som et faktum.

Se øjeblikket, hvor Trump efter mødet med Putin sår tvivl om efterretningstjenesternes vurdering.

Cohen i søgelyset

21. august 2018. Trumps forhenværende kampagneleder, Paul Manafort, bliver efter en retssag dømt skyldig i bank- og skattesnyd, der går tilbage til 2017.

Tre uger senere indgår han en aftale med Robert Mueller i en anden sag og vælger at samarbejde.

Samme dag erklærer Trumps tidligere personlige advokat, Michael Cohen, sig skyldig i blandt andet at have overtrådt reglerne for kampagnebidrag ved at betale såkaldte "tys tys-penge" til kvinder, der hævder at have haft affærer med Trump. Det sker dog ikke som et led i Ruslands-undersøgelsen.

Michael Cohen har vidnet i Kongressen flere gange. Foto: EPA

Fokus på Moskva-byggeprojekt

29. november 2018. Michael Cohen erklærer sig skyldig i at have løjet for Kongressen om, at Trump Tower-byggeprojektet i Moskva blev indstillet i januar 2016, inden det første primærvalg, samt om hvem i Trump-organisationen, han har diskuteret projektet med.

I dag siger Cohen, at byggeprojektet blev diskuteret i flere måneder inde i valgkampen, og at han også har talt med Trump om det. Det har Trump dog afvist.

Dokumentationen for, at Cohen skulle have købt en pornostjernes tavshed. Foto: Reuters

Fængselsstraf til Cohen

12. december 2018. Michael Cohen idømmes tre års fængsel og skal betale mere end to millioner dollars i erstatning og bøder. Han skal melde sig til afsoning den 6.maj.

En demonstrant på Times Square i New York City bærer et skilt, hvor der står "Ingen forbindelse til Rusland. Tro mig". Foto: Reuters

Roger Stone i centrum

24. januar 2019. Roger Stone, der i mange år har været uformel rådgiver for Donald Trump, bliver anholdt og tiltalt for flere forhold relateret til Robert Muellers undersøgelse af Wikileaks. Ifølge anklageskriftet agerede Stone kontakt imellem Wikileaks og personer i Trump-kampagnen i sommeren 2016, hvor de mange e-mails fra Demokraterne blev lækket.

Stone er tiltalt for syv tilfælde af at have afgivet falsk vidneudsagn, forsøge at påvirke et andet vidne og afspore en undersøgelse foretaget af efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus. Retssagen skal begynde den 5. november i år.

Paul Manafort dømmes

8. marts i år bliver Trumps forhenværende kampagneleder, Paul Manafort, idømt 47 måneders fængsel i sagen om skattesnyd. Mindre end en uge senere bliver han idømt yderligere 43 måneders fængsel i en anden sag, hvor han har valgt at erklære sig skyldig i to af anklagepunkterne, som har handlet om det arbejde, han udførte for pro-russiske ukrainske politikere, før han blev en del af Trumps kampagnestab. Han har siddet fængslet siden juni 2018.

Og det ender ikke her...

Nettet strammes om nogle af præsident Trumps tidligere nære medarbejdere den kommende tid.

Efter 19 interviews med Muellers efterforskere blev Michael Flynn i december bedt af en dommer om at tænke sig om en ekstra gang, efter han ellers havde erklæret, at han var klar til sin straf. Efterfølgende har han bedt om og fået godkendt at få udskudt sin strafudmåling med henvisning til yderligere samarbejde i en anden sag, der er sat til 15. juli 2019. Af et retsnotat afleveret 13. marts anser Robert Mueller dog samarbejdet med Michael Flynn for fuldendt.

Paul Manafort, Michael Flynn og Roger Stone. Fotocollage: Reuters, EPA

Og så er det heller ikke det sidste, vi har hørt til Michael Cohen.

Han har vidnet både foran efterretningsudvalg i både Senatets og Repræsentanternes Hus, der undersøger eventuelle forbindelser mellem Trumps valgkampagne og Ruslands indblanding i valget. Derudover er han offentligt blevet afhørt foran tilsynsudvalget i Repræsentanternes Hus, og retsudvalget har netop henvendt sig til 81 personer med forbindelse til præsidenten og udbedt sig om informationer og dokumenter som et led i en undersøgelse af, om Trump skulle have hindret rettens gang eller gjort sig skyldig i korruption.

Med andre ord: Selvom Robert Mueller nu har afleveret sin undersøgelse af, hvor vidtrækkende de russiske tråde trækker, er der foreløbig intet, der tyder på, at sidste punktum er sat.

Credit