Hollywoods hemmelige liste

Den sorte liste kan gøre en ukendt manuskriptforfatter til Oscar-vinder.

Hollywoods hemmelige liste

Den sorte liste kan gøre en ukendt manuskriptforfatter til Oscar-vinder.

  • 19. feb. 2015
Scroll for at læse

Franklin Leonard skulle egentlig på ferie.

Arbejdet som kreativ udvikler på filmselskabet Appian Way var gået i stampe. Filmmanuskripterne, som han læste hver eneste dag i forsøget på at opdage det næste store hit, var for det meste rædsomme.

Nu ville han til Mexico og koble fra.

Alligevel vidste Franklin Leonard, at han ville ende med at hive en ny bunke manuskripter frem fra tasken i Mexico, når han burde ligge og dase.

Men for ikke at spilde hele sin ferie på flere elendige manuskripter, skrev han en mail til 90 af sine kolleger i filmbranchen. I mailen bad han dem sende deres bud på de bedste manuskripter, de havde læst det forgangne år, som vel at mærke ikke var blevet til spillefilm endnu.

- Jeg vidste, at jeg ville ende med at bruge en stor del af ferien på at læse manuskripter – og så kunne jeg egentlig godt tænke mig, at de ikke var rædsomme, har han fortalt i et interview med LA Times.

Som tak for hjælpen lavede Franklin Leonard en liste over de 250 forslag, han modtog, og sendte den tilbage til alle bidragsyderne i et dokument med titlen ‘The Black List'.

Listen blev rangeret efter hvor mange anbefalinger et manuskript havde fået, og som en ekstra service, skrev han et ultrakort referat af hvert manuskript. På det tidspunkt havde Franklin Leonard dog ingen anelse om, hvor vigtigt listen ville ende med at blive.

I dag er ‘The Black List’ et af de vigtigste redskaber i Hollywood-agenternes værktøjskasse. Film fra listen har solgt billetter for milliarder af kroner og vundet ikke mindre end 35 statuetter, hvilket har givet den ry for at kunne forudse fremtidige Oscar-vindere.

Ved søndagens Oscar-uddeling er tidligere ’Black List’-film nomineret 21 gange.

The Black List

Hvert år har der altid været mindst en Oscar-nomineret film på ’The Black List’. I syv ud af ti tilfælde er de også løbet med en af de eftertragtede statuetter.


Det er derfor stor chance for, at der figurerer en fremtidig Oscar-vinder på den seneste liste. Vi har illustreret syv manuskripter ud fra Franklin Leonards korte referater.


Referaterne til alle 70 film på listen kan ses i bunden af artiklen.

#1 Catherine The Great

Sophia Augusta får kontrol over sit liv, ægteskab og kongerige og bliver Ruslands mest elskede monark: Katarina den Store.

#8 Aether

I den nærmeste fremtid er der i London blevet opfundet en revolutionerende ny teknologi som kan optage lyde flere timer efter de er sket. Opfinderen af teknologien, detektiven Harry Orwell, er en del af et pilotprogram, hvor efterforskerne optager og analysere tidligere lydbølger. Han opdager dog, at han selv er hovedmistænkt, da han efterforsker en række brutale mord.

I år er det 10 år siden, at Franklin Leonard tog på ferie til Mexico med den første Black List i bagagen.

Siden da er 290 af manuskripterne på listen blevet produceret og vist i biograferne. Tilsammen har de solgt billetter for 155 milliarder kroner på verdensplan.

Allerede fra begyndelsen har film fra The Black List også været fast inventar ved de store prisuddelinger. Det første år figurerede filmen ‘The Queen’ blandt andet på listen. Dramaet blev nomineret til fire Oscars og Hellen Mirren endte med at vinde prisen for bedste kvindelige hovedrolle.

Gennem årene er det blevet til 170 Oscarnomineringer til film fra The Black List. 35 gange har en instruktør, skuespiller eller en hel tredje fra filmen hørt sit og filmens navn blive råbt op, hvorefter han eller hun er gået ned langs rækkerne af rødpolstrede stole i Hollywoods Kodak-teater og op på scenen for at modtage statuetten.

#16 Moonfall

Efterforskningen af et mord i en månekoloni.

#29 Cartoon Girl

Da en ung dreng finder ud af, at den tegneseriefigur han er forelsket i, er baseret på en rigtig pige, slæber han sin alenefar med ud på en roadtrip for at finde hende.

The Black List bliver offentliggjort hvert år i midten af december.

Offentliggørelsen af listen er blevet en årlig begivenhed blandt filmfolk i Hollywood, der skimmer listen for at finde ud af, om de har overset et manuskript eller afvist et manuskript, som måske burde få en ekstra chance.

Mange film, som normalt ikke ville have en chance for at blive filmatiseret, bliver pludselig langt mere attraktive.

Manuskriptforfatteren Graham Moore oplevede det på egen krop. Han skrev manuskriptet til ’The Imitation Game’ om den britiske matematiker Alan Turing, der var med til at dekryptere tyskernes kodemaskine Enigma under Anden Verdenskrig.

Graham Moore havde uden held forsøgt at få produceret filmen. Når han holdt møder med branchefolk og fortalte dem om den britiske, homoseksuelle matematiker fra 1940’erne, blev han afvist. Det var ikke umiddelbart let tilgængeligt, mente filmselskaberne. Men det ændrede sig, da Graham Moores manuskript endte på The Black Lists førsteplads i 2011.

- Når vi efterfølgende havde den samme snak og jeg sagde: 'Åh ja, og så var den i øvrigt nummer et på The Black List’, var det pludselig 'okay, jeg skal nok læse det', har han sagt til CBS.

Ved dette års Oscar-uddelling er er ’The Imitation Game’ nomineret til otte statuetter – blandt andet for bedste manuskript.

#45 Bismarck

Mens Storbritannien kæmper sig gennem de mørkeste timer af Anden Verdenskrig, bliver en søofficer kastet ud i jagten Nazi-krigsskibet Bismarck. Baseret på en sand historie.

#48 The Bringing

En privatdetektiv efterforsker et mystisk mord ved et motel i downtown Los Angeles og finder frem til stedets overnaturlige historie. Baseret på faktiske hændelser.

Siden The Black List startede ud som ferielæsningsprojekt, er listen blevet en reel magtfaktor i Hollywood.

Det fortæller Keya Khayartian, der har arbejdet som agent hos United Talent Agency i 18 år og er en fast del af Hollywoods filmbranche. Han har selv hyret to ukendte manuskriptforfattere, som han opdagede gennem The Black List.

Igennem årene er The Black Lists betydning og magt blevet større og større. Dagen, hvor listen bliver offentliggjort, er vigtig for hele filmbranchen - Det er blevet et event, man venter på. Hollywood bruger listen som et værdifuldt redskab til at opdage nye manuskriptforfattere og manuskripter, siger han.

Faktisk er The Black List efterhånden blevet så betydningsfuld, at den har fået evnen til at puste nyt liv i ellers kuldsejlede projekter.

Filmen ‘Draft Day’, eksempelvis, var både blevet købt og igen droppet af filmselskabet Paramount, da den endte på The Black Lists førsteplads i 2012. Topplaceringen gav filmen nyt liv, og den endte med at få premiere i 2014.

For mange manuskriptforfattere er The Black List også blevet deres gennembrud i Hollywood. Manuskriptforfatteren Will Reiser kunne sige sit job som tv-producer op, da hans manuskript til filmen ‘50/50’ fik en niendeplads på listen i 2008. Tre år senere blev fik hans film premiere med Joseph Gordon-Levitt i hovedrollen.

Men en top ti-placering på The Black List er ikke engang nødvendig for at få en fod inden for i Hollywood. I den seneste udgave af listen endte manuskriptforfatteren Gary Graham med at indtage en af de allersidste pladser med sit manuskript ‘A Garden at the End of the World’.

Men trods den noget pauvre placering på den prominente liste er manuskriptet blevet købt af Warner Brothers, og Gary Graham har kunnet sige sit job op i en lokal Apple-butik. Nu skal han i stedet arbejde med at skrive det om til en ny film i ‘I Am Legend’-filmuniverset.

#70 The Wilde Ones

I en korrupt sydstatsby arrangerer en farlig sociopat boksekampe mellem byens unge.

The Black List 2015

  • #1 Catherine the Great

    Sophia Augusta får kontrol over sit liv, ægteskab og kongerige og bliver Ruslands mest elskede monark: Katarina den Store.
  • #2 Rockingham

    Et kig ind i den hektiske retssag mod OJ Simpson fra Simpsons sportsagent Mike Gilbert og Los Angeles’ politidetektiv Mark Fuhrman perspektiv.
  • #3 The swimsuit issue

    En nørdet gymnasieelev, der betragter sig selv som amatør-fotograf, forsøger at lave et 'Swimsuit Issue' (Berømt udgave af magasinet Sports Illustrated, hvor modeler optræder i badetøj, red.) med sine klassekammerater i håbet om at få penge nok til at tage på sommerferielejr.
  • #4 The babysitter

    En ensom 12-årig dreng, som er forelsket i sin babysitter, opdager nogle hårde facts om livet, kærlighed og mord.
  • #5 Rothchild

    En ung, veluddannet enspænder dræber alle medlemmerne af sin mors familie en ad gangen i håbet om, at han vil arve familiens store formue.
  • #6 The wall

    En snigskytte og hans 'spotter' må dræbe og undgå at blive dræbt, mens en 5x5 meter bedemur adskiller dem fra en fjendtlig snigskytte.
  • #7 The casace

    En olietanker kolliderer med en iransk patruljebåd i Hormuzstrædet, hvilket sætter gang i en række tragiske begivenheder. Baseret på den dokumentarinspirerede film 'The Day Britain Stopped', instrueret af Gabriel Range.
  • #8 Aether

    I den nærmeste fremtid er der i London blevet opfundet en revolutionerende ny teknologi, som kan optage lyde flere timer efter de er sket. Opfinderen af teknologien, detektiven Harry Orwell, er en del af et pilotprogram, hvor efterforskerne optager og analysere tidligere lydbølger. Han opdager dog, at han selv er hovedmistænkt, mens han efterforsker en række brutale mord.
  • #9 Situation comedy

    En ung kvinde, uden mål i livet, falder over en mystisk gårdhave, som transporterer hende ind i et sitcom-agtigt univers, hvor hun bliver en kæmpe stjerne.
  • #10 Tau

    En kvinde bliver holdt fanget i et futuristisk hus af en serie-kidnapper, da hun opdager, at hendes eneste mulighed for at flygte er ved at få husets sansende computer vendt mod sin skaber.
  • #11 Echo

    En drone-koordinator fra CIA kæmper mod sit eget psykiske helbred, mens han finde ud af om hans kone er blevet udskiftet.
  • #12 Mena

    Fra de sene 70’ere til midtfirserne, er Barry Seal, en pilot rekrutteret af CIA, ansvarlig for en af de største, skjulte CIA-missioner i USA's historie. En mission, der satte gange i Medellin-kartellet, og sidenhen næsten fik præsident Reagan afsat på grund af Iran-Contra-Skandalen.
  • #13 Dogde

    En genrebrydende action-komedie om en pilleslugende forbryder, der begynder at udvikle superkræfter.
  • #14 North of Reno

    En tidligere fængselsbetjent prøver at slå en nyligt løsladt fange ihjel og stjæle en halv million dollars i skjule penge fra kup.
  • #15 On the basis of sex

    Historien om Ruth Bader Ginsberg og de talrige forhindringer hun mødte i sin kamp for ligestilling gennem sin karriere.
  • #16 Moonfall

    Efterforskningen af et mord i en månekoloni.
  • #17 Munchkin

    En dværg-detektiv efterforsker en forsvunden skuespillerinde i 30’ernes Hollywood og kommer på sporet af en konspiration, der involverer ‘Troldmanden fra Oz’ og cheferne i Metro Goldwyn Mayer.
  • #18 Matriarch

    En fængselspsykolog får 48 timer til at overbevise en seriemorder om at fortælle hende, hvor hendes sidste offer befinder sig, før hun bliver henrettet.
  • #19 The defection

    Efter Edward Snowden-sagen afhopper en efterretningsagent til Nordkorea og tager en mystisk taske med ham. CIA hyrer en ekspert, som er trænet under den kolde krig, til at hjælpe med at opklare sagen.
  • #20 The long haul

    En selvdestruerende trucker, som har mistet kontakten med sin søn, rejser gennem landet med en problematisk nevø, han knap kender.
  • #21 Berliner

    Mens Berlin-muren bliver bygget på højden af Den Kolde Krig, leder en CIA agent efter en sovjet-spion, der allerede har dræbt adskillige agent-kolleger, heriblandt en ung agent, som han selv har været mentor for.
  • #22 One fell swoop

    En egoistisk skilsmisseadvokats liv tager en uventet drejning, da han bliver lokket til at bruge tid sammen med familien til et af hans engangsknald, der pludselig er død i et uventet uheld.
  • #23 Bird box

    En kvinde kæmper for at få sine børn i sikkerhed, efter jorden er blevet invaderet af monstre, som gør en sindssyg ved første blik.
  • #24 Huntsville

    En pige opsøger den mand, der er ansvarlig for hendes fars død og hævner sig på ham.
  • #25 In the deep

    En surfer alene på havet bliver angrebet af en haj og strander på et rev. Herfra skal hun finde en vej tilbage til kysten, før hun må give efter for sine kvæstelser.
  • #26 The founder

    Oprindelseshistorien om McDonald’s og Raymond Albert 'Ray' Kroc.
  • #27 The search

    På en rejse for at redde sin fremmedgjorte storebror, der er forsvundet i den uudforskede vildmark i Nordvesten, kæmper en professionel tracker med sine indre dæmoner.
  • #28 Yellowstone falls

    Efter en apokalyptisk hændelse bliver en moder-ulv separeret fra sin mage og resten af flokken, og er nødt til at beskytte sine unger fra horder af muterede mennesker.
  • #29 Syndrome

    Et detektiv opdager en større ondskab i forsøget på at løse en sag om en film, hvis subliminale billeder dræber folk, som kommer i kontakt med den.
  • #30 Beef

    Manageren af en fastfood kæde i Muncie, Indien kommer i problemer med nogle bookmakere.
  • #31 Black winter

    På tærsklen til en amerikansk-sovjetisk nedrustningstraktat, opdager en britisk videnskabsmand og en medicinsk efterforsker fra NATO en hemmelig sovjetisk plan om at udløse et frygteligt biologisk våben.
  • #32 Cartoon girl

    Da en ung dreng finder ud af, at den tegneseriefigur han er forelsket i, er baseret på en rigtig pige, slæber han sin alenefar med ud på en roadtrip for at finde hende.
  • #33 Road to Oz

    Et tidligt portræt af den briliante, finurlige forfatter L. Frank Baum, der skabte The Wonderful Wizard of Oz.
  • #34 Big time adolescence

    En 16-årig udviklingshæmmet jomfru bliver langsomt korrumperet af sin helt, der er droppet ud af universitet.
  • #36 Possession: A love story

    På ydersiden ser ægteskabet perfekt ud, da manden opdager, at han faktisk er gift med en dæmon, der bor i en kvindes krop.
  • #37 The secret ingredients of Rockey Cola

    Tvillingebrødre med forskellige personligheder bliver splittet fra hinanden i en ung alder og ender med at leve vidt forskellige liv. De bliver senere genforenet i deres forsøg på at redde virksomheden ‘Rockey Cola’, på trods af deres kærlighed for den samme kvinde.
  • #38 The shower

    Midt i et baby shower for deres veninde gennem mange år, befinder deltagerne sig pludselig i en anden type 'shower': meteorer, der frigiver damp, som forvandler mænd til blodtørstige rumvæsner.
  • #39 Celeritasr

    En savnet astronaut nødlander, 40 år efter han er blevet sendt afsted og er ikke ældet en dag. Hans storebror hjælper ham med at undslippe fra NASA’s forskere, der jager ham. Mens regeringen kommer tættere på, viser det sig, at broderen ikke er, hvem han udgiver sig for at være.
  • #40 I am Ryan Reynolds

    Et indblik i ægteskabet, karrieren og den mentale tilstand for ‘Sexiest Man Alive’ i 2010.
  • #41 Jackpot

    Efter en gruppe kluntede lærere vinder en stor sum penge, kaster deres grådighed og inkompetence dem ud på en hylende morsom rute i retning mod død og ødelæggelse
  • #42 Plus one

    Rachel er lige kommet ud af længere forhold, og det går op for hende, at alle hendes venner er blevet gift, og at den eneste wingwoman, hun har tilbage, er Summer - en højlydt og bramfri joker.
  • #43 Wonka

    En mørk genfortælling af Willy Wonka-historien, som tager udgangspunkt i begyndelse af Anden Verdenskrig og kulminerer, da han overtager chokoladefabrikken.
  • #44 Beauty pageant

    Efter at to mødre ufrivilligt får deres døtre diskvalificeret fra en skønhedskonkurrence for børn, møder de stridende mødre hinanden i en skønhedskonkurrence for voksne.
  • #45 Bismarck

    Mens Storbritannien kæmper sig gennem de mørkeste timer af Anden Verdenskrig, bliver en søofficer kastet ud i jagten på Nazi-krigsskibet Bismarck. Baseret på en sand historie.
  • #46 Morgan

    En konsulent i risikostyring bliver kaldt til et fjernt liggende forskningslaboratorium for at beslutte om et kunstigt væsen skal ødelægges.
  • #47 Shadow run

    Et viralt angreb sætter flere personers liv i fare og tvinger en CIA agent til i hemmelighed at udveksle Ruslands mest berygtede spion for en amerikansk videnskabsmand, der kan løse problemet.
  • #48 The bringing

    En privatdetektiv efterforsker et mysterisk mord ved et motel i downtown Los Angeles og finder frem til stedets overnaturlige historie. Baseret på faktiske hændelser.
  • #49 The takeaway

    En ung konservator bliver hvirvlet ind i en romance med sin charmerende chef, som viser sig at være en verdensklasse tyv.
  • #50 Blink

    Flere år efter at være blevet lam i hele kroppen på grund af et berømt bank røveri, bliver den lammede mand taget som gidsel, fordi han kender til en masse hemmeligheder. Hans eneste mulighed for at snyde sine bortfører og kommunikerer med omverden er ved at blinke.
  • #51 Boston strangler

    I 60’erne satte en bestemt detektiv sit liv og karriere på spil for at løse sagen om ‘The Boston Strangler.
  • #52 Erin’s voice

    Et døvt computergenis verden bliver pludselig vendt på hovedet, da han møder en problemfyldt servitrice i en kaffebar, hvis stemme han mirakuløst kan høre.
  • #53 Everyone wants everything

    En gift mand oplever en midtvejskrise og spørger sig selv - 'Lever jeg virkelig det liv, som jeg gerne vil leve, eller bliver jeg nødt til at starte forfra, før det er for sent?' Splittet mellem to liv bliver manden nødt til at gøre det eneste, han ikke har lyst til - tage et valg.
  • #54 Gifted

    En 30 år gammel mand forsøger at fortsætte opdragelsen af sin afdøde søsters syv år gamle datter, et barnegeni, mens han kæmper om forældremyndigheden med sin egen mor.
  • #55 Manchester-by-the-sea

    En onkel er tvunget til at tage sig af sin teenage nevø, efter at drengens far dør.
  • #56 Merc

    En vanæret tidligere soldat finder succes ved at arbejde for et privat sikkerhedsfirma, men den illegale taktik virksomheden benytter, udfordrer hans verdenssyn.
  • #57 Professor Pasghetti

    En berømt børnebogsforfatter med hang til stoffer og prostituerede tager på en selvopdagelsesrejse med en død stripper og hendes 8-årige søn.
  • #58 The eden project

    Da en hemmelig race af genmodificerede mennesker erklærer krig mod menneskeracen, er verdens skæbne pludselig lagt i hænderne på den genmodificerede afhopper Eva og en ung pige som snart finder ud af, at hun slet ikke er et menneske.
  • #59 Uncle Shelby

    Den ikke så kendte, personlige, hjerteskærende og mørk side af forfatteren og tegneserietegneren Shel Silverstein.
  • #60 A garden at the end of the world

    I en postapokalyptisk verden forsøger en eneboer at genskabe træer for at producere nyt liv og tager en ung pige til sig, som er på flugt fra nogle onde mænd, herunder hendes far.
  • #61 Coffee & Kareem

    En overvægtig og rapkæftet 9-årig danner modstræbende par med den lovlydige politibetjent, der går i seng med hans mor, for at fange Detroits mest hensynsløse narkodealer.
  • #62 Forgive me

    Hvordan Mike Wallace var med til at skabe nyhedsmagasinet ‘60 Minutes’, og hvordan han først flere år senere konfronterede og håndterede sin depression.
  • #63 In real time

    En ung mand er sikker på, at han kan kurere sin søsters depression ved at genskabe hendes gallafest for ti år siden. Han går meget langt for at få det til at ske.
  • #64 In this, my darkest hour

    En mand bliver utrolig rig under Guldfeberen i Californien, hvilket ender med at rive hans familie fra hinanden.
  • #65 Money monster

    Efter at en mand mister alle hans penge, fordi han fulgte et råd fra en vært på Wall Street TV, tager han sin pengerådgiver som gidsel på live tv.
  • #66 My friend Dahmer

    Som ung kæmper Jeffrey Dahmer kæmper med et vanskeligt familieliv, og senere i hans teenageår begynder han langsomt at forvandle sig til den seriemorder, han ender med at blive. Fortællingen er baseret på den anmelderroste grafiske novelle af John Backderf.
  • #67 Seducing Ingrid Bergman

    Ingrid Bergman og krigsfotografen Robert Capa indleder en passioneret og livsforandrende romance før Anden Verdenskrig i Paris. Fortællingen er baseret på Chris Greenhalghs roman.
  • #68 The beautiful game

    En gymnasie-fodboldstjernes personlige liv bliver kompliceret op til mesterskabskampen, da han udvikler et forhold til sin fodboldtræner.
  • #69 The man in the Rockefeller suit

    Historien om Clark Rockefeller, en kunstner man påstod havde amerikanske royale aner, lige indtil han kidnappede sin yngste datter, hvilket startede en menneskejagt, der afslørede hans sande identitet.
  • #70 The wilde ones

    I en korrupt sydstatsby arrangerer en farlig sociopat boksekampe mellem byens unge.

Credit


Tekst: Annegerd Lerche Kristiansen

Illustrationer: Mads Rafte Hein

Visuelt design: DR Design

Kode: DR Interaktiv

Redaktør: Hans Christian Kromann