Når svigermor stemmer på Trump

Donald Trump kan skabe splid i selv de mest republikanske familier.

Når svigermor stemmer på Trump

Donald Trump kan skabe splid i selv de mest republikanske familier.

  • Af Lasse Engelbrecht
  • 6. nov. 2016
Scroll for at læse

Da min amerikanske kones telefon ringede en aften i august, lød det som om, at en nær ven eller et familiemedlem var blevet alvorligt syg eller måske ligefrem død.

Samtalen var intens, men stille. Kun afbrudt af ”åh nej, åh nej” og ”hvad gør vi nu?”.

Efter 45 minutter lagde hun telefonen ned på stuebordet og satte sig tilbage i sofaen tydeligt chokeret.

- Min bror siger, at mor vil stemme på Donald Trump.

Min svigermor, Sydney Rose, er omdrejningspunktet i den amerikanske familie. De bor i et af USA’s mest konservative byområder, i en af de mest konservative stater, Texas.

Intet har kunne rokke deres livslange status som republikanere. I hvert fald ikke før Trump gjorde sit indtog som partiets præsidentkandidat.

Først kaldte han mexicanere for
voldtægtsforbrydere og kriminelle. I august gik han til angreb på den muslimske mor til en falden amerikansk soldat. Og så kom de vulgære udtalelser om, at han rager på de kvinder, der passer ham.

Det har ikke alene gjort Trump forhadt blandt demokrater, men også fået republikanere over hele USA til at tvivle på deres frontfigur.

Jeg er derfor taget til USA for at fortælle historien om, hvordan Trump har delt en familie, der ellers er ærkerepublikansk.

Det lille damekor vipper forsigtigt fra side til side, mens de fremfører en trestemmig udgave af det patriotiske musical-hit ’I am a Yankee Doodle Dandy’ fra 1904.

Vi er på et lille plejehjem for rige pensionister. Min svigermor, Sydney Rose, optræder sammen med sit kor, selvom hun med en alder af 79 år lige så godt kunne være blandt publikum.

Et halvt hundrede af hjemmets beboere er mødt op i festsalen og har fået stukket små amerikanske flag i hånden.

- Det er valgår, og der er brug for patriotismen mere end nogensinde før, siger Sydney til de gamle med en opfordring om at se lyst på tilværelsen.

Da den sidste tone af de patriotiske sange klinger ud, bliver det klart, at smil, flag og glæde dækker over en dyb utilfredshed med USA i dag.

Mens damerne bærer sangbøger og nodestativer ud til bilerne, tager en af dem mig hårdt om håndleddet. Bekymrede øjne og en stram mund fortrænger smilet fra før.

- Jeg er ekstremt bekymret for udviklingen i vores land. Det er helt forfærdeligt, hvad der sker, siger hun.

Sydney afbryder venligt og minder os om, at det er bedst ikke at tale politik, så længe vi er på plejehjemmets grund.

I stedet inviterer hun til kaffeselskab med veninderne dagen efter. Og minder om, at vi også har familiemiddag.

- Jeg ved ikke, hvad familien tænker om det hele, siger hun.

Til gengæld garanterer hun, at det ikke kommer til at gå stille af til kaffeselskabet.

- Når vi er sammen, siger vi vores mening uden indpakning.

Sydney Rose er en lille dame med et rundt ansigt. Hun bevæger sig ikke så hurtigt, men er ellers frisk.

Hun er enebarn af velhavende forældre og har aldrig behøvet at arbejde. I stedet passede hun sine fire børn og involverede sig dybt i den lokale katolske kirke og velgørenhedsarbejde.

Da børnene rejste hjemmefra, flyttede hun ind i et lidt mindre hus, hvor hun bor i dag omgivet af antikke møbler, dyre lamper, store ure og et flygel.

Hun har altid stemt republikansk. Og så kan hun godt lide Donald Trump.

- Trumps fandenivoldske stil er forfriskende i et parti, der for længe har været præget af karrierepolitikere, der var villige til at sige og gøre hvad som helst for at tækkes partitoppens ønsker. Trump lefler ikke for nogen eller noget, fortæller hun.

Vejen til kaffe med Sydneys veninder går forbi det ene gigantiske hus efter det andet. I horisonten kan man se kilden til rigdommen i Texas: Olie- og gasindustriens glitrende tårne og skyskrabere, som rager op mod skyerne.

Græsplænerne omkring de nybyggede versioner af klassiske europæiske palæer, og ligefrem slotte, bliver vedligeholdt som golfbaner.

Og så mangler der alligevel noget.

På trods af præsidentvalget er her ikke et eneste politisk skilt, som amerikanerne ellers elsker at sætte op i deres åbne haver.

Ved de forrige valg var navnene på præsidentkandidaterne overalt. Bush, Kerry, McCain, Romney og Obama.

- Jeg tror ikke, folk tør sætte skilte ud, siger Sydney, da jeg spørger hvorfor haverne er tomme så tæt på valget.

- Trump snakker bare uden at tænke sig om, og det fornærmer jo nogen. Og Hillary? Hendes skilte er der ikke mange her omkring, der er fjollede nok til at sætte op, griner hun.

Sidst Texas bakkede op om en præsidentkandidat fra det Demokratiske Parti, var da Jimmy Carter blev valgt i 1976. Siden har staten været overvældende republikansk.

I løbet af efteråret har meningsmålinger vist, at Hillary Clinton er meget tæt på en sejr i Texas. Trump står stadig til at vinde, men med et historisk dårligt resultat.

De konservative texanere er i vildrede.

- Obama er muslim. Han kom her til landet for at indføre socialisme. Hillary Clinton er parat til at fortsætte hans arbejde, lyder det skarpt.

Sydneys løfte om, at kaffeklubben ikke er bange for at tale politik bliver indfriet til fulde, da de seks veninder sætter sig til bords hjemme hos Dorothy.

Over kaffe, cupcakes, frugt og et amerikansk flag som dug, vender de seks veninder, Sydney, Sally, Barbara, Jerry, Ovita og Dorothy den politiske situation.

- Hillary er en løgner. Donald Trump er den eneste, som forstår vores problemer. Han vil sænke skatterne. Han vil stoppe Obamas sundhedsreform og strømmen af millioner af illegale immigranter over grænsen fra Mexico, siger svigermor.

Fra kaffebordet gennem vinduerne kan vi se den mexicansk arbejdsmand, der blæser blade i haven. Ham kan selskabet dog ikke se noget galt i at have hyret i stedet for en amerikaner.

- Det er jo fordi, de er villige til at arbejde for næsten ingenting. Det vigtige er jo, at amerikanerne ikke har en chance for at få et arbejde, siger Sally.

Stuen, vi sidder i, har udsigt til to små gårde, en stor have og mindst fem kors. Nogle hænger på væggene, andre er lagt ud på borde og kommoder.

Dorothy og er kvinderne dybt religiøse. Derfra kommer en stor del af deres mistro og hadet til Hillary Clinton.

- Hun vil tvinge os til at acceptere abort, selv meget sent i graviditeten. Det er jo mord. Jeg mener virkelig, at Hillary er ond, siger Ovita.

Damernes afsky for Hillary og demokraterne er så tydelig, at jeg spørger, om de kan nævne én eneste demokratisk mærkesag, de er villige til at bakke op om.

- Nej. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste ting. Det kan jeg virkelig ikke, siger Sally og får opbakning af de andre.

Men så melder Barbara sig.

Ved konstatering af alvorlige handicap, kan hun godt gå med til at acceptere abort frem til fjerde eller sjette uge.

- Morder, halvråber Ovita og får opbakning fra flere andre.

Udviklingen får mig til højlydt at undre mig over, hvordan man som religiøs kvinde kan forsvare Donald Trump, der er gift for tredje gang og har sagt så mange nedværdigende og vulgære ting om kvinder.

- Donald Trump er et fjols, siger den ældste i selskabet, Jerry.

- Men han er vores fjols.

Efterhånden som kaffeselskabet skrider frem bliver kvindernes uforsonlighed mere og mere tydelig. En uforsonlighed, der også kun er blevet større i løbet af valgkampen mellem Hillary Clinton og Donald Trump.

Selvom Trump er et fjols, så er damerne enige med hinanden, fordi alternativet er den skinbarlige ondskab.

Så let slipper svigermor ikke, når hun er til grillfest med familien.

- Himmelske Fader. Vi takker dig for maden. I denne svære tid takker vi dig, fordi vi er i godt selskab. Og for besøget fra Danmark. Amen.

Min svoger løfter ansigtet fra de foldede hænder og ser op.

Han har inviteret til grillfest, og foran ham er bordet dækket med røget kød, sorte bønner i chili, øl og vin.

Rundt om os er onkler, tanter, bedsteforældre, børn og børnebørn samlet i den store have.

Min svoger og hans kone er ærkerepublikanere. Konen har endda arbejdet for Bush-præsidenterne i årtier. Et adelsmærke i Texas, hvor Bush-familien er en institution.

Men efter Jeb Bush’s bitre opgør mod Donald Trump i primærvalget og det ydmygende nederlag er republikanerne i staten splittet. Det gælder også familien.

- Hold nu op en situation, vi har rodet os ud i, siger min svoger og ryster på hovedet, mens han griner.

Kommentaren får stilheden til at sænke sig over bordet. Nogen skæver over mod Sydney andre ser ned i bordet. Man snakker ikke dårligt om republikanerne her, men han fortsætter måske uden at være klar over sine ord.

- Mine kunder i Europa tror jo ikke, at vi er rigtig kloge.

Det bliver for meget for Sydney. Hun lægger gaflen bestemt ned på bordet. For hvis man ikke er med Trump, er der kun en mulighed tilbage.

- Så stemmer I på hende. Hun er en løgner, og jeg tvivler på, at det er det, I vil, siger hun bestemt.

Da jeg lidt senere står alene i køkkenet, kommer min svogers kone ind til mig.

Hun ser ud som om, hun gerne lige vil gøre noget klart for mig under fire øjne.

Hun begynder at tale om Trump og laver små underspillede udtryk i ansigtet for at vise, hvad hun mener.

Så forsikrer hun mig om, at hun på ingen måde bryder sig om ham. Og hvis hun kan undgå det, vil hun ikke stemme på ham, siger hun.

Og tager så alligevel forbehold.

- Hvis der opstår reel fare for, at den republikanske bastion, Texas falder i hænderne på demokraterne, så stemmer jeg muligvis på Trump. Men absolut kun hvis.

Efter et par dage i Houston, Texas med svigermor står det klart, at den historisk beskidte og uforsonlige valgkamp mellem Hillary Clinton og Donald Trump bevæger sig helt ind i den amerikanske familie.

Til et kaffeselskab med en flok ældre republikanske damer er alle enige om, at de aldrig vil acceptere Hillary Clintons løgne og ondskab.

Men en grillfest med familien viser, at den politiske splittelse gør det nemmere at holde mund, hvis man vil undgå pinlig stilhed. Også selvom man er medlem af samme parti.

Eller som en af svigermors veninder, den lille venlige Sally, sagde til mig over et bord dækket med amerikansk flag, kage og kaffe.

- For familiesammenholdet skyld, bør du nok undgå at tale om politik.

Credit


Tekst: Lasse Engelbrecht

Foto og video: Betina Garcia

Webdokredaktør: Hans Christian Kromann