Modellernes livsfarlige kvindekamp

I Irak har drabet på en fremtrædende model med millioner af følgere på de sociale medier skabt opstandelse.

Modellernes livsfarlige kvindekamp

I Irak har drabet på en fremtrædende model med millioner af følgere på de sociale medier skabt opstandelse.

  • Af Puk Damsgård og Marie Andersen Klareskov (foto)
Scroll for at læse

- Der er meget, I ikke ved om mig.

Tara Fares kigger ind i kameraet til sine millioner af følgere på Snapchat og bedyrer, at irakerne er ringe til at elske.

- Det er en vane at være utro.

Hun kunne også have beklaget sig over andre af nationens karaktertræk - nogle af dem, der blev årsagen til hendes død. Brutalitet, voldsparathed og kvinderollen, der er tildækket og tilpasset et køkken.

Den irakiske model blev blot 22 år. Mordet på det fremtrædende, unge forbillede forbliver et mysterium, der har sendt en frygt ind i irakiske teenageværelser. En frygt for at blive slået ihjel - blot for at være sig selv og vise sit liv frem på de sociale medier.

For blev Tara Fares myrdet, fordi hun trådte ud af sit køkken? Fordi hun kørte i Porsche, klædte sig udfordrende, tatoverede sine arme og flygtede fra et arrangeret ægteskab, der blev påduttet hende allerede inden hun fyldte 18?

- Taras mantra var, at kvinder skulle være stærke og tage livet i egen hånd. Hun blev jo gift, da hun var 16. Hun var igennem en forfærdelig skilsmisse, men blev til sidst en uafhængig kvinde.

Sådan fortæller hendes nære veninde, der ikke tør få sit navn frem, fordi hun selv har fået trusler efter mordet, der skete torsdag midt på dagen 27. september 2018.

Den eftermiddag kørte Tara Fares i en hvid Porsche gennem Riyad-bydelen i det sydøstlige Bagdad. Hun drejede væk fra hovedvejen med dens smedjer og industri og æselkærrer.

I et af kvarterets smalle gader ventede hendes ven Ahmed. Kun én bil ad gangen kan passere foran hans bolig. Mennesker bor tæt her. Alle kender hinanden og den ældre dame i kiosken for enden af vejen.

Uden for Ahmeds hus filmede hans overvågningskamera mordet.

To mænd på en motorcykel kørte op tæt på Tara Fares’ bil. Én af dem sprang af motorcyklen og skød tre gange gennem ruden, inden han og den medsammensvorne ræsede væk. Porschen trillede langsomt ned ad gaden med en døende kvinde i førersædet, da Ahmed kom løbende ud mod bilen. Han havde hørt skuddene. Tara Fares blev erklæret død, da hun blev bragt ind på hospitalet.

Videoen herunder kan indeholde voldsomme billeder.

Indtil videre er det kun overvågningskameraet, der har formået at fange gerningsmændene. For ligesom der var meget, Tara Fares’ fans ikke vidste om hende, er årsagen og de egentlige bagmænd til mordet endnu ukendt. Skyldte hun penge? Færdedes hun i farlige cirkler? Ragede hun uklar med et narkokartel? Bestilte hendes familie et æresdrab?

Drabet har lagret sig i irakiske ungdomssind, for det dybere svar på forbrydelsen næres - uanset motivet - et andet sted.

Det ved kunstfotografen Sadeq Jaafer alt om. Én af hans modeller var netop Tara Fares. Hun var en af få, der turde vise mere af sig selv end de fleste, da hun besøgte hans fotostudie i Bagdad.

I Bagdad er bare skuldre ingen selvfølge.

Når den 15-årige model Maram Oday træder ind i Sadeqs studie, svæver hun over samfundet. Selvom hans fotostudie på førstesalen af en villa kun hæver sig en enkelt etage over jorden, er det alligevel som om Maram ikke længere er i Bagdad, når hun besøger ham.

- Han har skabt sin egen verden. Det er han - vi - nødt til, bemærker hun - ganske reflekteret for en 15-årig.

Væggene er dækket af Sadeqs værker. Billeder af identiteter han skaber med kostumer og masker, han selv udvikler og fremstiller. Modellerne er på de fleste af billederne ikke genkendelige. Alligevel er portrætterne modige. Nøgne skuldre. Tatoveringer. En mand med en metalmaske. Maram med hvid paryk og sin hvide kat.

Sadeq udforsker gennem sine billeder identitet og køn i et samfund, hvor de begreber er defineret snævert og i øvrigt sjældent er til diskussion.

- Gifte mænd i Irak har som regel affærer med andre kvinder. De siger: “Min kone kan ikke også være min bitch”. I Irak kan kvinden nemlig ikke både være mor, hustru, én der har et job, og hende, man dyrker fræk sex med. Derfor er kvinden enten en luder eller den ærbar, sky husmor, han kan præsentere for familien og som kan opdrage hans børn.

- Det er det samme med manderollen. Folk tror, jeg er bøsse, blot fordi jeg laver den slags billeder, fordi jeg arbejder med følelser og udtryk. Vi er ekstremt fastlåst i måden at være mænd og kvinder på, erklærer Sadeq.

Indtil for nylig hang Tara Fares også på væggen i studiet. Billederne var taget tidligere på året. Hun poserer i BH og cowboyshorts med smykker om halsen. Hendes tatoveringer er synlige. På andre billeder sidder hun i en bodystocking og kaster sine lange fletninger omkring hovedet, så de former sig til en dekoration.

- Hvor er freaken? Jeg vil se freaken, kommanderer Sadeq og ser på sin model gennem kameraet.

Hans egen personlighed fornægter sig ikke. Tatoveringerne flyder ned ad armene og stikker op fra t-shirtens runde udskæring. Han gør intet for at skjule dem.

- Yeahhh. Cool, udbryder Sadeq.

Han er i gang med en fotosession med modellen Tiba. Hans hund, Emmely, vimser om benene på ham og lægger en lort på gulvet, når han glemmer at lufte hende.

Tiba poserer med bare skuldre og ansigtet delvist dækket af en maske, der kunne minde om en sommerfugl. Sadeq har fremstillet den af smykker, solbriller og træudskæringer.

- Jeg tror ikke, folk genkender mig, når jeg optræder på dine vilde fotos, siger Tiba.

- Det tror jeg på en måde er bedre, svarer fotografen.

Tibas familie har givet lov til, at hun arbejder deltid som model. Den anden del af dagen arbejder hun på den brasilianske ambassade i Bagdad, hvor hun udvikler en strategi for ambassadens brug af sociale medier.

- Jeg ville ikke kunne komme i Sadeqs studie, hvis min familie var imod. Som kvinde er du afhængig af din families støtte, fortæller 23-årige Tiba og slænger sig i en sækkestol.

Maram på 15 år læner sig tilbage i sofaen og opdaterer sin Snapchat med endnu et billede af sig selv. Hun nikker genkendende til Tibas fortælling.

- Jeg har kæmpet i syv år for at nå hertil, siger hun.

- Syv år… fra da du var otte år gammel? spørger jeg.

- Ja, for da jeg blev ni, forlangte min familie, at jeg skulle gå med tørklæde. For et år siden gav min mor mig lov til at tage det af. Jeg begyndte at se alle mulige bloggere på Instagram uden tørklæde, og så ville jeg heller ikke gå med det.

Tiba, Maram og Sadeq tilhører den unge generation, der trækker vejret gennem de sociale medier, og som bruger apps som Instagram og Snapchat til at promovere sig selv, deres interesser og arbejde. Samtidig har de sociale medier gjort det let for dem at følge de sociale medie-stjerner over hele verden. Tara Fares bloggede og viste sig frem, akkurat ligesom andre unge i Europa og USA.

På Marams instagram præsenterer hun sig som volleyballspiller, model, katteelsker, sminkør og blogger. Selvtilliden fejler intet, selvom hendes mor efter Taras død indskærpede, at Maram ikke må optræde som model.

- Jeg gør det alligevel, siger hun.

Tiba nuancerer dilemmaerne mellem hendes egne og forældrenes ønsker.

- Jeg tænker hele tiden på min familie og overvejer hvert et skridt, jeg tager, så ingen taler dårligt om mig til min far, fortæller Tiba.

Sadeq tænder en smøg og bryder ind i samtalen om pigernes liv.

- De er frie… og på samme tid er de ikke frie.

- Ja, præcis, svarer Tiba.

- Men jeres generation er jo dem, der afprøver og udvider grænser. Det er det, unge gør, indvender jeg.

- Ja, men vi kan ikke gå hele vejen. Vi kan presse - men ikke FOR meget - for så vil du enten bliver dræbt… eller…

- Ja, det er rigtigt, siger Maram.

- Vi forsøger at bevise at…siger Sadeq. Maram afbryder ham.

- At vi er i live.

- Ikke kun at vi er i live. Men at det, vi gør, er normalt. At det ikke burde være forbundet med en risiko at være fotograf eller model. Jeg er mig, du er dig. Lad være med at gå op i, hvad jeg gør, siger han med henvisning til det irakiske samfund.

Maram stemmer i.

- Jeg siger altid: Næsen hører til i dit ansigt - så træk den ud af mit liv.

Tara Fares er ikke den eneste dræbte kvinde i Irak. Hver dag bliver kvinder slået ihjel. De lever stille liv uden en Instagram-profil eller millioner af følgere, indtil den dag deres familier tager livet af dem, fordi de har bragt skam.

De såkaldte æresdrab er ligesom en solrig vejrudsigt i ørkenlandet. Ikke noget, der rydder avisforsider.

Alligevel har Tara-mordet givet anledning til en sjælden debat og afholdelse af en demonstration i Bagdad, der kalder til et opgør med æresdrab.

“Der er ingen ære i æresdrab,” lyder sloganet på de sociale medier.

- Det er den første demonstration, jeg kan huske, der handler om æresdrab, fortæller en af arrangørerne, Mohammad Ali.

En morgenstund bliver en kvinde dræbt, og dét er så dét.
Mohammad Ali, advokat og kvinderetsforkæmper

Han er indædt kvinderetsforkæmper og har i 12 år forsvaret kvinder i landets retssale. Han har tordnet mod foreslået lovgivning om at bortgifte mindreårige piger og råbt om en lægefaglig hotline til piger, der er selvmordstruede.

Nu står han for enden af Bagdads legendariske Mutannabi-gade opkaldt efter en af Mellemøstens prominente digtere. Hver fredag sælger boghandlere bøger, der ligger i stakke på asfalten. Og denne fredag er gaden også centrum for et opråb mod drab på kvinder.

- Problemet er, at lovgivningen, der skulle beskytte kvinder, ikke beskytter dem, fortæller Mohammad Ali.

Mænd stimler sammen i en cirkel om os, mens vi taler.

- Jeg er da glad for, at det er mænd, der kommer. Det er jo dem, vi skal råbe op, siger advokaten med et smil, inden han igen bliver alvorlig.

- Indtil nu er der intet nyt om, hvem der dræbte Tara Fares. Det samme gælder hundredvis af andre kvinder. En morgenstund bliver en kvinde dræbt, og det er så det. Det er derfor, vi afholder demonstrationen. Vi bliver simpelthen nødt til at gøre noget. Det er for nemt at dræbe kvinder i vores samfund.

De fleste kvinder dræbt, fordi de ikke følger traditionerne, fortæller Mohammad Ali. Det handler som regel om ægteskab og giftermål - hvor loven, der gør det forbudt at tvinge en kvinde til at blive gift, ikke forhindrer familier i at gøre netop dette. Mohammad Ali forklarer:

- Vi har et kæmpe problem, hvor piger under 18 år bliver tvunget til at gifte sig. Hvis de ikke siger ja, bliver de slået ihjel, så de lader sig gifte.

- Vi har så en lov, der giver fængselsstraf til den, der tvinger en kvinde til giftermål. Men problemet er: Hvordan i alverden skal den kvinde gå til politiet og anmelde, at hun er blevet tvangsgift? Det kan hun ikke. Hendes forældre er imod hende. Hele samfundet er imod hende. Så hvad nytter loven?

Demonstrationens tema cirkler om en del af svaret på, hvorfor Tara Fares kunne være blevet dræbt. Hun levede heller ikke, som samfundet forventede det.

Protesten er ikke prangende, men den er der. Nogle få er mødt op for at lytte. Andre, især mænd, vil hellere tale om krigen og hvordan det hele er USA’s skyld. En mand forsøger at overdøve kvindedemonstrationen ved at sætte ild til et par israelske papirsflag. Mohammad Ali ignorerer optrinnet.

- Måske vil magthaverne ikke gøre noget. Men som samfund bliver vi nødt til at sige stop, råber han.

Én af de fremmødte til demonstrationen er Maram på 15 år fra Sadeqs studie. Hun har slæbt sin mor med, der har droppet at rengøre hjemmet og er taget med sin datter til demo.

- Se alle de mænd, bemærker Maram om de fremmødte.

- De ved ikke, at der ingen ære er i æresdrab. Vi burde demonstrere hver eneste fredag, til folk fatter det.

Maram knipser billeder af demonstrationen. Efterfølgende fotograferer hun på bogmarkedet og i den tilhørende park, hvor musikanter underholder, og små boder sælger armbånd og gamle cigaretetuier med spejl. Men ligesom alle andre teenagere anno 2018 vender hun kameraet mod sig selv. Da dagen er omme, sender hun mig en række billeder af hende og jeg. Der er ikke et eneste billede af noget af det, vi har oplevet. Kun af os selv.

Undervejs på gåturen i parken har talrige mænd i alle aldre budt sig til for at tage en selfie med Maram. De fleste spørger ikke, men stiller sig bare op ved siden af hende, rækker mobilarmen i vejret og snupper en selfie.

- Det er især blevet slemt, efter jeg smed tørklædet, siger hun.

Jeg lægger mærke til, at Maram samtidig er i den alder, hvor hankønnets opmærksomhed virker smigrende, så længe der bare er tale om at blive fotograferet med dem.

- Jeg tror, de sociale medier kan ændre Irak. Det bliver stadig mere almindeligt at blive konfronteret med piger og kvinder, der ikke er tildækket. Jeg mener, de kan jo nemt følge Kardashian på Instagram. Så jeg håber, det med tiden bliver helt okay at være mig, siger hun.

I studiet hos Sadeq hopper hun i vejret, mens fotografen skyder nogle billeder som en del af en casting til en reklame for det irakiske mobilselskab.

- Smil! Se ud som om, der lige er sket noget godt. At du lige er blevet student, siger Sadeq.

- Som om det er noget at smile af, fniser hun. I Irak uddanner man sig til at sidde på en stol og gøre ingenting.

Så ringer Marams mobil. Det er hendes mor.

- Jeg skal være hjemme senest klokken 22 om aftenen, siger hun.

Sadeqs studie er et af de få steder, hun må komme - og hvor hun elsker at være. Studiet tilbyder en slags drømmenes paradis, hvor Bagdad udenfor kan vente, indtil mor ringer.

- Når jeg ser mig omkring i Irak, kan jeg ikke få øje på en ung generation, der tør følge dens passion og drømme. Så jeg har tænkt, at når jeg bliver voksen, vil jeg skrive en bog. Den skal hedde “Teenager i en hård tid”.

Credit


Tekst: Puk Damsgård



Foto: Marie Andersen Klareskov



Redigeret af: Maya Nissen



Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou



Denne webfeature indeholder screenshots fra Tara Fares' Instagram-, Snapchat- og YouTube-profiler.

Se meget mere om de irakiske modellers kamp for personlig frihed i "Horisont: Modeldrabet der rystede Irak" på DR1 i aften klokken 21.55 eller på dr.dk allerede nu.