Irans mirakelmand

Carlos Queiroz var udset til at erstatte Sir Alex Ferguson. Nu er han folkehelt i Iran.

Irans mirakelmand

Carlos Queiroz var udset til at erstatte Sir Alex Ferguson. Nu er han folkehelt i Iran.

  • Af THORE HAUGSTAD, NRK
  • 20. juni 2018
Scroll for at læse

Han har været assistent for Sir Alex Ferguson, mentor for José Mourinho, chef for Zinedine Zidane og efterfølger til Arsène Wenger.

Han har trænet hold i USA, Portugal, Japan og De Forenede Arabiske Emirater.

Han har nået fire VM-slutrunder med tre nationer.

Og havde det ikke været for en "katastrofal" beslutning i 2008, kunne han have været træner for Manchester United nu.

Carlos Queiroz var en af syv assistenter Ferguson havde i sine 26 succesfulde år på Old Trafford. Men han var den eneste af dem, der var god nok til at blive betragtet som skottens efterfølger. Allerede den dag Queiroz var til samtale omkring assistentrollen, havde han Fergusons tillid.

– Han var så imponerende, at jeg gav ham jobbet med det samme, skrev Ferguson.

Før Queiroz kom ind ad døren, havde Ferguson formentlig studeret hans karriere. Det er en rejse, der begynder i Mozambique, svinger forbi Ullevaal og ender i Teheran.


– Som at dyrke atletik
Man kan kende et typisk Queiroz-hold på lang afstand. De står som regel dybt inde på egen banehalvdel med kort afstand mellem kæderne, og de lukker næsten ingen mål ind.

Det defensive har altid været vigtigt for Queiroz. Han var nemlig målmand, da han voksede op i Mozambique – dengang en portugisisk koloni – hos sine portugisiske forældre.

Da Salazar-diktaturet faldt i 1974, tog han til Lissabon for at studere. Han startede på et nyt institut kaldet Instituto Superior de Educação Física (ISEF), i dag Faculdade de Motricidade Humana (FMH), som er blevet kendt for at uddanne flere af Portugals bedste trænere.

Instituttet underviste i taktik og træningsmetoder, noget Queiroz mente Portugal burde forbedre. Da han begyndte at spille fodbold der, lagde han mærke til, at trænerne bare gentog øvelser, de selv havde lært som spillerne flere år før. Mange af øvelserne lagde vægt på fysikken.

I stedet for at øve med bolden, skulle Queiroz og hans holdkammerater løbe i skoven og springe op ad trapper.

– Det var som at dyrke atletik, siger Queiroz.

Et eksempel var en øvelse, hvor spillerne står i kø uden for straffesparksfeltet, og skyder én efter én.

– Hvordan kan en spiller forventes at forbedre sin teknik, når han kun sender et skud afsted hvert tredje minut? spurgte Queiroz.

Hjalp Mourinho
Han begyndte at lede efter bedre metoder. Han læste teori og studerede unge spillere. Snart konkluderede han, at selve kampsituationen skulle være udgangspunktet for øvelserne.

Kampe skabte nemlig situationer, hvor hver af de tekniske discipliner kunne trænes. I stedet for at stille spillerne op på række ønskede Queiroz at indarbejde skudtræning ved at spille fem mod fem eller syv mod syv. Sådan kunne alle spillere være aktive, mens situationerne var direkte relaterede til de faktiske kampe.

Det måtte da være en bedre løsning?

Queiroz var nu blevet underviser på ISEF. Han udbredte sine ideer gennem magasiner, arbejde for det portugisiske fodboldforbund og sine elever.

Taktik + fysik + træning
Flere af nutidens portugisiske trænere giver Queiroz æren for at have moderniseret landets trænerkultur. Selv om principperne er standard i dag, var de nye i 80ernes Portugal. De har skabt grundlaget for "taktisk periodisering", en metode, der kombinerer taktisk, fysisk og teknisk træning, og har været en filosofisk hjørnesten for succestrænere som Mourinho og Leonardo Jardim.

– Jeg tror, det var et vendepunkt, der hjalp mange andre til at lykkes, siger Queiroz om sin metode.

Noget andet han skulle få æren for var, at kultivere Portugals bedste spillergruppe nogensinde.

De vandt begge turneringer
I 1989 og 1991 førte Queiroz gruppen til U20 VM.

De vandt begge turneringer.

Succesen førte i 1991 Queiroz til jobbet som A-landsholdstræner, og derefter chefstolen i Sporting Lissabon. Men Portugal nåede ikke VM i 1994, og Sporting vandt ikke ligaen.

Så Queiroz tog på en lille verdensturné. I 1996 trænede han New York MetroStars (i dag New York Red Bulls), før han overtog japanske Grampus Eight efter Wenger. I 1999 accepterede han jobbet som landstræner for De Forenede Arabiske Emirater.

Senere førte han Sydafrika til VM 2002, før han trådte tilbage inden mesterskabet på grund af interne stridigheder.

Med flyet til Nice
Snart foreslog Queiroz nemlig, at United skulle samarbejde med Sporting, som han vidste havde et af Portugals bedste akademier. Klubberne begyndte at udveksle trænere. I sommeren 2003 spillede de en venskabskamp i Lissabon, hvor en 18-årig Ronaldo brillerede.

I pausen svor Ferguson, at han ikke ville forlade stadion før de havde underskrevet en aftale med fløjspilleren.

Dagen efter sad Ronaldo på et rutefly til Manchester.

Den sommer havde Ferguson selv måtte hoppe på et fly. Queiroz havde ringet til ham fra Frankrig og sagt, at de var nødt til at tale sammen med det samme. De mødtes i lufthavnen i Nice, hvor Queiroz sagde, at han havde modtaget et opkald fra Spanien.

– Jeg er blevet tilbudt trænerjobbet i Real Madrid, fortalte han.

De spanske giganter havde ikke forlænget kontrakten med Vicente del Bosque, der havde vundet to gange Champions League og to mesterskaber på fire år.

Ferguson advarede om, at jobbet ville være et mareridt.

Kunne ikke sige nej
Queiroz kunne ikke sige nej. Han blev præsident Florentino Pérez’ første ansættelse.

Men Ferguson havde ret. Selvom Real Madrid førte La Liga med otte point, kollapsede holdet sent på sæsonen, og røg ned på fjerdepladsen. Queiroz blev fyret. Et par måneder senere var han tilbage i United.

Snart styrede han i praksis hele holdet.

Gymnastikmåtter vs Ronaldinho
I 2004 havde Ferguson allerede taget et skridt tilbage. Han uddelegerede en masse og gav folk ansvar.

En dag dukkede Queiroz op klokken syv om morgenen, og bankede på Fergusons dør.

Langt mere end en assistent
Queiroz blev hurtigt vant til at gøre meget af det arbejde, der normalt udføres af manageren – fra træning til taktisk forberedelse. Han var langt mere end en assistent.

– Nogen mente, han havde for stor indflydelse, sagde den legendariske wing Ryan Giggs.

– Han var så tæt man kunne komme på jobbet som manager for Manchester United, uden rent faktisk at have titlen, skrev Ferguson.

Taktisk flyttede Queiroz holdet fra 4-4-2 til 4-5-1. Han gjorde holdet mere tålmodigt med bolden, særligt i Champions League. Han strammede forsvaret op. Nogle spillere klagede over, at øvelserne rummede for mange gentagelser, bl.a. kaptajnen Roy Keane, der skændtes med Queiroz. Men Ferguson støttede sin assistent.

– Jeg ville ønske, jeg var blevet trænet af Carlos, da jeg spillede. Alle de øvelser vi gentager og arbejder på, vil man gøre instinktivt om lørdagen, når man ikke har tid til at tænke, sagde Ferguson.

De sidste tre år under Queiroz gik antallet af mål, United lukkede ind i ligaen fra 34 til 27 og så 22. Sidstnævnte er klubbens rekord i Premier League.

Mål scorede mod Manchester United per sæson, ligakampe 2005/06: 34 mål (med Queiroz)

2006/07: 27 (med)

2007/08: 22 (med)

2008/09: 24 (uden Queiroz)

2009/10: 28 (uden)

2010/11: 37 (uden)


Det "defensive mesterværk"
Den samme sæson, i 2007/08, skabte Queiroz sit "defensive mesterværk," som højrebacken Gary Neville kaldte det. Træneren organiserede holdet før Champions League-semifinalen mod Barcelona.

Han tog måtter fra gymnastiksalen og lagde dem ud på banen for at vise spillerne, hvor de skulle placere sig.

Paul Scholes’ og Michael Carricks måtter, de to centrale midtbanespilleres, lå nærmest oven på hinanden, fordi Queiroz ville forhindre Barça i at trænge igennem i midten.

– Han var besat. Jeg har aldrig set en så detaljeret forberedelse, skrev Neville.

Barça, med tryllekunstnerne Ronaldinho og Lionel Messi, scorede ikke i de to kampe.

United løftede senere trofæet, samt Premier League-trofæet.

Den nye Sir Alex? Nej tak
Queiroz havde aldrig nydt større anseelse på Old Trafford end nu. I kulissen lagde Ferguson planer for sin efterfølger, en rolle de fleste trænere i verden ville gøre alt for at få. Queiroz vidste, at roret snart ville være hans.

Men igen forspildte han sin chance. Igen vendte han ryggen til United.

Denne gang var det Portugals landshold, der fristede ham. Ferguson sagde han skulle blive, og advarede ham om, at han kun ville være en succes, hvis han vandt VM, hvilket syntes usandsynligt med det pågældende landshold. Men Queiroz var ikke til at rokke. Han kom aldrig til at vende tilbage til Old Trafford.

Så kom VM i 2010, og Portugal røg ud mod Spanien i kvartfinalen. I gruppespillet lød resultaterne 0-0, 7-0, 0-0.

– Som at have en ko
Dernæst åbnede Portugal kvalifikationen til EM 2012 med 4-4 mod Cypern og et 1-0-nederlag til Norge.

Det blev for meget for forbundet, som fyrede Queiroz.

Queiroz bebrejdede spillerne. I 2017 sagde han, at han ikke havde talt med Ronaldo siden 2010. Allerede inden han blev fyret, kritiserede han sin forgænger Luiz Felipe Scolari, som han mente havde blæst højt og flot på at bygge op til fremtiden.

– At træne et landshold er som at have en ko. Hvis man fodrer og malker den, skal det hele nok gå. Men hvis du bare malker den uden at fodre, dør den, sagde Queiroz.

Ikke desto mindre ventede bedre tider. I 2011 tog Queiroz jobbet som træner for Iran.


– Er han menneskelig?
Iran havde blot nået VM tre gange, og vundet én kamp. Queiroz kunne ikke vente inspiration fra Galácticos. Skulle Iran opnå noget, måtte de skabe et vandtæt forsvar.

Og sådan fik Queiroz holdet til VM. Resultaterne i det sidste gruppespil i kvalifikationsrunden blev 1-0, 0-0, 0-1, 1-0, 0-1, 1-0, 4-0, 1-0.

I Brasilien havde de bolden mindst af alle hold (35,5 procent) og havde færrest afslutninger per kamp (8).

– Vi er ikke Brasilien eller Argentina, der har en masse individualister. Vi er nødt til at spille som et samlet hold. Vi er afhængige af en godt udtænkt taktik for at lykkes, siger angriberen Reza Ghoochannejhad.

End ikke med Queiroz’ defensive slagplan nåede Iran slutspillet. Men de gav ikke op uden kamp. Mod Argentina, som senere nåede finalen, stod det 0-0 da fjerdedommeren hævede skiltet med tillægstid. Så dukkede Messi op uden for boksen og krøllede bolden ind i hjørnet.

Hvorfor sagde han op?
– FIFA burde ikke lade ham spille, før det er bevist, at han faktisk er menneskelig, skulle Queiroz senere udtale.

På det tidspunkt var Queiroz blevet folkehelt i Iran for at have nået VM.

Så hvorfor sagde han op lige bagefter?


Umulig opgave
Queiroz var træt af flere ting ved jobbet. Han var irriteret over kaotisk planlægning og finansielle restriktioner.

Internationale sanktioner mod Iran havde svækket forbundets evne til at organisere træningslejre og venskabskampe. Desuden nægtede nogle iranske klubber at give spillerne tid til at træne med landsholdet.

Så Queiroz truede med at sige op – både efter VM, og i marts det følgende år. Begge gange blev han dog. Årsagerne, sagde han, var støtten fra spillerne og folkets entusiasme.

Men intet af dette ændrede det faktum, at Iran havde et finansielt handicap i forhold til kvalifikationsrivaler som Australien, Japan og Sydkorea.

– Jeg kalder VM i Rusland "mission impossible". Vi har brug for Tom Cruise, hvis vi skal komme igennem kvalifikationen, sagde Queiroz i 2015.

Men hvad skete der så? Iran kom til VM igen.

Det havde aldrig før lykkedes to gange i træk.

80 millioner indbyggere har hans ryg
Iran har nu været det bedst placerede asiatiske hold på FIFAs rangliste de seneste fire år.

Queiroz ved, at uanset hvem der måtte fyre ham, vil den pågældende blive upopulær blandt landets 80 millioner indbyggere. I december lagde han pres på forbundet i forbindelse med, at holdet havde brug for ordentlig forberedelse til Rusland.

– De kan bare fyre mig, jeg er ligeglad. De iranske fans fortjener en ordentlig VM-forberedelse, sagde han.

Nogle gange må man spørge sig selv, hvorfor Queiroz gider at arbejde under sådanne forhold. Men så ser man, hvad landsholdet betyder for det iranske folk.

I kvalifikationsrunden trak de i gennemsnit omkring 70.000 tilskuere til hver kamp. Queiroz siger, at han har set tilfælde, hvor 30.000 har stået uden for stadion og lyttet til kampen i radioen.

– Mit arbejde er, at give glæde og lykke til folket, sagde Queiroz sidste år.

Vinder Iran en kamp i Rusland, vil han have givet dem det til overmål.


Credit


'Irans mirakelmand' er lavet i samarbejde med NRK med støtte fra Nordvision


Tekst: Thore Haugstad


Foto: Ritzau Scanpix


Digital tilrettelæggelse: Annegerd Lerche Kristiansen og Kim Schou


Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou