1996. Hjemme i Danmark sidder næsten to millioner danskere vågne foran tv-skærmene, selvom det er over midnat.

I Georgia World Congress Center i Atlanta går håndboldstjernen Anja Andersen med et stift blik ud mod sidelinjen, mens de sydkoreanske spillere jubler omkring hende.

Hun har netop brændt et straffekast, der kunne have sikret det danske landshold guld ved OL i Atlanta. I stedet skal kampen nu afgøres i forlænget spilletid.

-Anja leverer karrierens ringeste straffekast. Hun skyder normalt klogt og er en god straffekastskytte. Men da hun brænder, tænker jeg, at vi vinder alligevel. Hvis nogen vil hævne det, er det Anja, siger Camilla Andersen, der selv var med på landsholdet under OL i Atlanta.

Resten er dansk håndboldhistorie.

I den forlængede spilletid sikrer Anja Andersen nærmest egenhændigt en sejr på 37-33 over Sydkorea og gør Danmark til olympiske mestre anno 1996.

Det var midt under kvindelandsholdets storhedstid. Dengang navne som Hoffmann, Tanderup, Solberg og Andersen var på alles læber. Dengang danskerne altid kunne regne med, at holdet fik metal med hjem fra de store turneringer.

Sådan har det dog ikke altid været.

I anledning af VM i Herning har vi kigget tilbage på de gylde år i dansk kvindehåndbold.

Knap et årti før OL i Atlanta er det danske kvindelandshold i 1987 faretruende tæt på helt at blive lukket.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) er utilfreds med holdets lave niveau, men det overlever, fordi landstræner Ole Eliassen og hans spillere selv skaffer en sponsor til holdet.

Med sig i trænergerningen har Eliassen taget en ung Ulrik Wilbek, der får en rolle som assistent samt træner for ungdomslandsholdet.

Under Wilbeks ledelse vinder ungdomsholdet, som blandt andet tæller en ung Anja Andersen, i 1987 en sølvmedalje ved ungdoms-VM i Danmark i 1987.

- Vi klarede os godt, spillede nogle fantastisk spændende kampe, og DR viste sågar finalen fra Randers Hallen direkte på tv, husker Ulrik Wilbek.

Sølvmedaljen får dog ikke nationen til at omfavne kvindehåndbolden.

I stedet hjemsøges de af et gammelt citat fra landstræner Ole Ellisasen, som i starten af 1980'erne kom for skade at sige, at ’livet er for kort til kvindehåndbold’.

Vendingen bliver brugt flittigt blandt danskerne, og hånen når et spydigt højdepunkt, da udsagnet bliver trykt på t-shirt, så danskerne åbenlyst kan skilte med deres aversion for sporten.

Da Ulrik Wilbek overtager rollen som landstræner i 1991, tager det ham dog ikke lang tid at gøre sætningen til skamme.

Det er for befolkningen en flok mere eller mindre ukendte danske spillere, der flyver til VM i Oslo i 1993.

Helt uhørt for eliteidræt bliver journalisterne indlogeret på samme hotel som spillerne, hvilket de fleste trænere i moderne sport næppe ville tillade.

-Det var fedt. Problemet var bare, at journalisterne boede på det samme hotel som os. De var på gangene, hvor vi også gik rundt. Vi var ret urutinerede, og når vi taler om det i dag, så morer vi os over, hvor naive vi var dengang, siger Camilla Andersen.

Som turneringen skrider frem begynder landsholdets popularitet at stige kraftigt. Og da kvinderne vinder semifinalen bliver Rikke Solberg fløjet hjem til Danmark for at medvirke i talkshowet Eleva2eren på TV2.

Selvom det ’kun’ bliver til sølvmedaljer er grundstenen til noget stort blevet lagt i Norge. Mere end to millioner danskere ser finalen i tv, og et veritabelt menneskehav tager imod de forsølvede håndboldpiger ved ankomsten til København.

-Modtagelsen efter vores VM-sølvmedaljer var fantastisk. Folk stod på Rådhuspladsen og langt nede ad Strøget. Hvad fanden foregår der, tænkte vi, siger Ulrik Wilbek.

Efter sølvmedaljerne i Oslo bliver EM i Tyskland i 1994 startskuddet til den gyldne æra i dansk kvindehåndbold. Danmark tager guldet med en sejr over værtsnationen i finalen, og holdets popularitet vil ingen ende tage.

De ydmygende t-shirts med det hånende slogan er røget i skraldespanden. I stedet bliver de danske håndboldpiger nu fælleseje.

Godt hjulpet på vej af landsholdssangen 'Danmarks Jenhårde Ladies’ med Gorm & Håndboldpigerne.

En del af forklaringen på de jernhårde ladies’ folkelige appel skal findes i den øvrige sportsverden.

Siden fodboldlandsholdets sensationelle sejr ved EM i 1992, står det lidt stille med dansk topsport. Ganske vist vinder Rolf Sørensen cykelløbet Liege-Bastogne-Liege i 1993, men ingen danske sportsmeritter kan måle sig med kvindelandsholdets.

Ulrik Wilbek og kompagnis succes udfylder et sportsligt vakuum i den danske folkesjæl, og pludselig er danskernes liv ikke længere ’for kort til kvindehåndbold’.

- Vi var blevet europamestre i fodbold i 1992, men fodboldlandsholdet blegnede lidt i de efterfølgende år, og man havde brug for nogle nye nationale helte. Her kom håndboldpigerne som serveret på et sølvfad, siger Steen Leth Jørgensen, der som salgschef for Team Danmark stod for at sælge håndforbundets rettigheder i de år.

Ved VM i 1995 taber Danmark knebent semifinalen til Sydkorea og må nøjes med bronze.

Revanchelysten er derfor stor, da de to nationer står over for hinanden i legendariske OL-finale året efter i 1996, hvor Danmark som bekendt vinder over Sydkorea.

Få måneder efter følger kvindelandsholdet succesen op med en strygende triumf ved EM på hjemmebane i Danmark, og dermed vinder holdet det tredje sæt guldmedaljer på kun et par år.

Året efter lykkes det endelig for kvindelandsholdet at vinde det eftertragtede VM-guld, da Tyskland i 1997 er vært for slutrunden. Men en tragedie er tæt på at slukke lyset for håndboldkvinderne.

Under turneringen knivdræbes to danske fans, og de danske spillere er i tvivl om, hvorvidt de kan gennemføre finalen, som venter mod Norge, men vælger til sidst at spille kampen.

- De pårørende ville gerne have, at vi spillede. Så derfor gjorde vi det. Vi kom ikke i seng før klokken tre om natten, og flere sad og drak rødvin for at bearbejde de forfærdelige hændelser, husker Wilbek.

Tre millioner mennesker følger med hjemme bag skærmen, da Danmark spiller Norge ud af banen, og vinder dansk håndbolds første og hidtil eneste VM-titel for seniorer.

Efter VM-titlen bliver det til OL-guld i både 2000 og 2004 og EM-guld i 2002, men den totale dominans fra de gyldne år er nu overstået.

Og de kommer næppe tilbage, mener Ulrik Wilbek:

- Mange snakkede om Anja Andersen, og hun var bestemt en ener, men vi spillede eksempelvis 10 kampe uden Anja Andersen og vandt dem alle sammen. Det var et fantastisk kuld.

-Da jeg stoppede som landstræner i 1998, sagde jeg, at folk må forstå, at der aldrig kommer sådan et hold igen. Det tror jeg desværre stadig ikke på, at der gør.