Det var en usædvanlig politisk iagttager, der en sommerdag i 2010 via telefonen gav flere jyske aviser sin vurdering af en aktuel politisk sag. Afleveret fra Statsfængslet i Sønder Omme.

Manden var Klaus Riskær Pedersen. Hans udtalelser handlede om protestpartiet Fælleslisten, som den sommer havde vind i sejlene i dele af Danmark med protester over centralisering af sygehusene.

Riskær var positiv.

– Opstanden er en afstandtagen til den almindelige kynisme i politik i dag. Den vil kunne skabe grundlaget for en helt ny måde at tænke politik på, hvis det bliver organiseret rigtigt, lød vurderingen i Lemvig Folkeblad fra Klaus Riskær Pedersen, der var i gang med at afsone fem års fængsel for økonomisk kriminalitet.

Fælleslisten mistede senere pusten. Men Klaus Riskær Pedersens udtalelse dengang fortæller tre centrale ting om manden, der ni år senere skulle komme til at møde vælgerne ved et folketingsvalg i spidsen for sit eget politiske parti.

Klaus Riskær Pedersen er voldsomt optaget af samfundsforhold og politik og vil gerne være med til at bestemme.

Klaus Riskær Pedersen er træt af det etablerede politiske system og de etablerede politiske partier, som han anser for at være træge og systembevarende.

Og endelig: Riskærs domme og fem års afsoning i Sønder Omme er en uadskillelig del af historien om ham, som forretningsmand og politiker.

En mand, der har været i mediernes søgelys nærmest uafbrudt i mere end 40 år. Men han begyndte også tidligt. Dengang fjernsynet sendte i sorte, hvide og grå nuancer.

En ung Riskær ved udgivelsen af sin første bog.

Fra kvik dreng til aktierebel


Det var en meget ung Klaus Riskær Pedersen, der i 1970, 15 år gammel og i strikket rullekravesweater, forklarede sit projekt til den udsendte journalist, sammen med en kammerat. Interviewet handlede om 'Aktiv' – et tidsskrift for voksne og især børn og unge i Nærum-området i Nordsjælland, som Riskær og vennen stod bag.

Bladet vakte så meget opsigt, at det kom i datidens monopol-tv, hvor den unge bladmand også benyttede lejligheden til at affyre stikpiller til de overvejende borgerlige indbyggere i Nordsjælland.

- De højreorienterede kapitalister, som Riskær kaldte dem med sin stemmeføring, der allerede dengang var umiskendelig riskærsk.

Det samme var den hurtige opremsning af tal.

Den unge Riskær interviewes til tv om sit blad.

Og det stoppede ikke dér med den unge Riskær. Allerede året efter var den første bog fra hans hånd klar hos boghandlerne.

Også den pegede ind i fremtiden med sin titel: "Unges kig ind i finansverdenen".

Riskær som debuterende forfatter, 16 år gammel

Riskær var allerede i gymnasieårene så småt begyndt at spekulere i værdipapirer. Og få år senere resulterede hans iværksættertrang og interesse for finansverdenen i etableringen af analyseinstuttet Børsinformation, som i en årrække var en fræk udfordrer til gamle og etablerede firmaer i branchen.

Riskær og hans medarbejdere var unge og smarte og nogle af deres investerings-råd var chancebetonede og overraskende. Med andre ord: Alt omkring dem stod i kontrast til byens gamle vekselerer-firmaer med alvorlige mænd bag mørke skriveborde i højloftede lokaler.

Klaus Riskær Pedersen var yuppiernes helt med sin ekstravagante livsstil og evne til at tjene penge.

Børsinformation skabte både venner og fjender. Som altid med Klaus Riskær Pedersen.

Etablerede virksomhedsgiganter var rasende. Mærsk var sur. Andre var glade. Og midt i det hele stod Riskær, der op gennem 1980'erne for nogle blev en finansguru. For andre blev han et symbol på en slipseklædt og oversmart tidsalder, hvor de unge og smarte kørte alt for hurtigt i en overhalingsbane, hvor livsstilen handlede om natklubber, millionvillaer og hurtige penge.

Det gik op og ned. Formuer gik ud og ind. Riskær smilede bredt til det meste. Og tjente gode penge. For det meste.

Men han havde lyst til mere. Lyst til at blande sig i politik. Han gjorde derfor noget af det, han er god til og gik i gang med at bygge netværk op. En af dem, han opsøgte, var Venstres Bertel Haarder.

Klaus Riskær klar til valg i 1989.

Middagen i Klaus Riskær Pedersens enorme villa på Vedbæk Strandvej nord for København blev spist i stearinlysenes skær. Ikke for hyggens skyld dog, fordi strømmen manglede på grund af en omfattende modernisering af huset.

En af gæsterne var Venstres undervisningsminister Bertel Haarder, og menuen bestod, ifølge en af adskillinge portrætbøger om Klaus Riskær Pedersen, blandt andet af krebs. Det var en aften i slutningen af 1980'erne, og Riskær levede med stil.

På et tidspunkt i løbet af aftenen prøvede Riskær at så et frø hos Haarder. Hvis Venstre var interesseret, så ville Riskær godt stille op for partiet ved det kommende valg til Europa Parlamentet, sagde han. Kort tid efter kontaktede Riskær Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen, med samme budskab. Riskær ville være politiker.

Allerede et par år tidligere havde han for en kort stund sat et mærke i dansk politik. Op til valget i 1987 indrykkede Riskær anonymt store annoncer med en advarsel mod Socialdemokratiets formand Anker Jørgensen. "Skal vi have Anker og segl?" stod der. Som ville Anker Jørgensen indføre den rene socialisme eller flytte Danmark på den forkerte side af jerntæppet.

Nuancer var ikke Riskærs speciale.

Nu gjaldt det Europa-Parlamentet. Riskær måtte gå den slagne vej via Venstres bagland for at få en opstilling, forklarede Uffe Ellemann-Jensen. Der var ingen genvej. Men på et landsmøde i februar 1989 blev Riskær nummer fem på Venstres opstillingsliste. Venstres Ungdoms formand, Lars Løkke Rasmussen, blev opstillet som nummer tre.

Klaus Riskær bliver interviewet til Ventres landsmøde i 1989

Femtepladsen var allerede en sejr, for ikke alle i Venstres jyske bagland var begejstrede for den flamboyante erhvervsmand fra hovedstaden. Og sejren blev mange gange større, da stemmerne var talt op på valgdagen. 57.114 stemte personligt på Riskær, der blev valgt som nummer to blandt tre venstrefolk.

Det skete efter en hårdt pumpet valgkamp, hvor Klaus Riskær fik masser af medieomtale og lancerede en "liberal jantelov".

Bud nummer ét lød: "Du skal tro, du er noget!"

Spidskandidat på listen og nummer et, da stemmerne var talt, var den bornholmske bonde og tidligere minister, Niels Anker Kofoed. Han kom senere til at fyre afskedssalutten af, da Riskær fire år efter blev smidt ud af Venstre.

Fire år i Venstre blev det til for Klaus Riskær

Farvel og ingen tak til Venstre

TV-Avisens Anja Westphal havde fået placeret Niels Anker Kofoed og Klaus Riskær Pedersen ved siden af hinanden. Begge bar jakkesæt, alligevel var de så forskellige, som de kunne være, selv i påklædningen. Riskærs tøj var moderne og smart i snittet. Slipset bredere end Kofoeds.

De to skulle tale ud hos DR, fordi Klaus Riskær Pedersen var blevet ekskluderet fra Venstre. Det var op mod jul i 1993. Riskær havde været et temmelig omtalt medlem af Europa-Parlamentet, blandt andet fordi han fløj til og fra møderne i Strasbourg og Bruxelles i sit privatfly. Men allermest på grund af de erhvervseventyr han havde gang i, i de år.

Riskær var på banen indenfor medierne med tv-stationen Kanal 2 og Venstre-aviserne De Bergske Blade, som han købte. Og han var på banen med investeringsfirmaet Accumulator Invest – et firma, der var med til at koste Riskær både den politiske karriere og hans første betingede dom.

Accumulator Invest gik konkurs i 1992, og Riskær blev flere år senere idømt to års betinget fængsel for mandatsvig i forbindelse med virksomheden. Inden da havde Venstre for længst smidt Riskær på porten netop på grund af Accumulator Invest og en strid om hans mulige immunitet som medlem af Europa-Parlamentet.

Derfor sad Kofoed og Riskær over for Anja Westphal og et snurrende tv-kamera for at afslutte deres forliste politiske parløb.

Klaus Riskær og Niels Anker Kofoed i debat

I løbet af interviewet blev Kofoed blev spurgt, om Riskær egentlig havde nogen ideologi:

– I så fald er ideologien ham selv, lød det kølige svar fra bonden med flere årtiers medlemskab af Venstre.

Klaus Riskær benyttede på sin side lejligheden til at angribe alt det, han ikke kunne lide ved de klassiske politiske partier.

– Venstre er ikke en folkelig bevægelse. Der sidder 2-3.000 personer og stavnsbinder partiapparatet. De er totalt urepræsentative for vælgerne. Der er ikke skyggen af fornyelse, sagde Riskær og luftede ideen om at starte et nyt parti efter hans egen smag.

Det kom til at ske, men først 15 år senere. Og først efter at Klaus Riskær havde tilbragt fem år i statsfængslet Sønder Omme. For senere blev han på ny dømt for økonomisk kriminalitet, og denne gang klappede fælden.

Riskær bliver kørt fra retten i 2007.

Dommens dag og drømmen om politik

- Thi kendes for ret. Tiltalte Klaus Riskær Pedersen straffes med en fællesstraf på fængsel i syv år.

Dommen faldt i en domsmandsret i Københavns Byret den 13. marts 2007, og den faldt hårdt, selv om de syv år senere blev ændret til seks. En fællesstraf er en samlet dom for flere forhold og tidligere betingede domme.

Nyhedsindslag om Riskærs dom 13. marts 2007.

Det dominerende forhold tog udgangspunkt i hans virksomhed Cybercity, der var med til at sætte skub i brugen af internettet i Danmark, og i en familiefond.

Anklagemyndigheden og domstolene var ikke i tvivl. Riskærs dispositioner med at overføre store millionbeløb fra fonden til sig selv, var klart ulovlige. Derfor den hårde straf. Selv er hans egen udlægning fundamentalt anderledes, omend han altid understreger, at han tog den hårde dom "til efterretning".

– Jeg er dømt for at forsøge at bedrage en familiefond, jeg selv har stiftet, for penge jeg selv har tjent.

Journalisterne kæmpede for at få en kommentar fra Riskær efter dommen.

Men Klaus Riskær Pedersen blev dømt og skiftede i fem år sin titel til "indsat". Han benyttede tiden til at skrive to bøger om livet i fængsel. Til at lægge planer for nye erhvervsaktiviteter. Og til at tænke på muligheden for at præge politik og samfund.

Drømmen om et nyt parti havde været der hele tiden. Lige efter bruddet med Venstre var der planerne om et EU-parti ved navn "De Liberale år 2000". Senere drømte Klaus Riskær Pedersen om at stifte "Opstillingslisten", en fælles platform for kandidater, der så kunne agere frit, når de først var valgt.

– Erhvervsmanden Asger Aamund kan stille op i en kreds, og Jens Peter Bonde (daværende medlem af Europa-Parlamentet) i nabokredsen, tænkte Riskær højt. Men Opstillingslisten forblev tankespind.

Eget parti til sidst

Siden forsøgte Klaus Riskær Pedersen sig på et tidspunkt hos de Konservative, men blev afvist. I stedet blev han medlem af Alternativet. Det holdt i otte dage, så blev han bedt om at forlade partiet, som ifølge Riskær var "peace and love, men mangler et touch of business".

Et frieri hos Kristendemokraterne førte heller ikke til noget, og hen ad vejen fik Klaus Riskær Pedersen i stedet formuleret og skabt sit eget politiske projekt. Både på det overordnede niveau; synet på samfundet. Og senere også helt konkret med partiet Klaus Riskær Pedersen.

Filosofien og idégrundlaget til partiet ridses op i bogen 'Socialkapitalisme' som Riskær udgav i 2014 . I den beskriver Riskær, hvordan "markedsøkonomien ikke kan stå alene" men skal møde "det sociale i samfundet".

Partiet blev stiftet i 2018 og fik navnet Klaus Riskær Pedersen. Partiet er med Riskærs egne ord "rødt-konservativt" og fik på rekordtid indsamlet de nødvendige vælgererklæringer akkompagneret af en konflikt mellem Riskær og Indenrigsministeriet om indsamlingen.

Indslag i TV-Avisen om Riskærs indsamlede vælgererklæringer, 19. februar 2019

Riskær brød reglerne, men der var ingen sanktioner nævnt i loven, og derfor kunne ministeriet kun løfte en bebrejdende pegefinger mod ham. Den tog Riskær bare "til efterretning" ligesom fængselsdommen i sin tid.

En dag i februar 2019 kunne Klaus Riskær Pedersen så møde pressen som folketingskandidat og partiformand. Stedet var ikke tilfældigt valgt.

Klaus Riskær præsenterer sit nye parti, februar 2019.

Klar til valg

Klaus Riskær Pedersen gik lige forbi en af den danske grundlovs fædre, da han skulle til sit pressemøde.

I gården på Vartov i det indre København – bygningen, der er indbegrebet af folkeoplysning, grundtvigianisme og demokrati – står en statue af N.F.S. Grundtvig. Riskær følte sig hjemme.

– Her stod det danske folkestyres vugge. Og jeg har selv gået i børnehave her, fortalte han de fremmødte journalister, den dag han var i mål med vælgererklæringerne.

Pressemødet kom til at handle en del om Riskærs fortid. Mere end han brød sig om. Ligesom han var træt af en efterfølgende diskussion om hans milliongæld. Men Riskær benyttede også lejligheden til at fortælle, at han nu ikke var alene i partiet længere, de første kandidater til storkredse over hele landet var udpeget.

– Borgere fra virkelighedens verden. Som ikke er opdrættet i de politiske ungdomsorganisationer, kaldte han dem.

Riskær præsenterer sig selv som partiformand og folketingskandidat ved pressemødet Vartov.

Dét var endnu et skridt på vejen for Partiet Klaus Riskær Pedersen, der ellers er indrettet som et decideret énmands-orkester, styret af formanden Klaus Riskær Pedersen. Og ikke nok med det. Ifølge partiets vedtægter kan formanden, altså Riskær, selv udpege sin efterfølger, hvis han forlader formandsposten.

Den rødt-konservative politik stritter i mange retninger. Store skattelettelser til lønmodtagerne. Store skatteforhøjelser til erhvervslivet. Gratis børnehaver, nul børnecheck. Stop for udlændingestramninger. En omfattende klimaplan med landbruget som omdrejningspunkt. Bedre arbejdsforhold for de ansatte i den offentlige sektor. Og meget, meget andet.

Klaus Riskær foran pressen under pressemødet.

Klaus Riskær Pedersen er mindre optaget af, hvem der sidder i Statsministeriet, men vil overlade det til den siddende statsminister Lars Løkke Rasmussen at prøve at forhandle sig frem til en ny periode. Det er ikke så afgørende, for Riskær har fokus på sine egne muligheder for at skabe store forandringer. Som han sagde på pressemødet:

– Stik mig nogle mandater, så jeg kan få noget forhandlingsstyrke. Og jeg føler støtten fra masser af mennesker. Folk siger: Hey, Klaus, let’s do it!

Da Klaus Riskær Pedersen sad i sin celle i Sønder Omme, var drømmen, om at stille sig i spidsen for at skabe politisk forandring, fjern. Foran mikrofoner og kameraer i Vartov var den rykket mange gange tættere på.

Riskær lignede en mand, der troede på det. At han og partiet godt kan forcere spærregrænsen og komme i Folketinget.

Uanset al snak om fængsel og fortid.

Credit


Skrevet af: Jens Ringberg


Redigeret af: Annegerd Lerche Kristiansen

og Maya Nissen


Design og grafik: Emil Thorbjörnsson

og Simone Møller


Programmering: Johannes Wehner


Foto: Scanpix


Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou


Få historien om partiet