Der var spirende optimisme, konfetti i luften og amerikansk popmusik i ørerne, da De Konservative holdt deres årlige landsråd i Bella Center i efteråret 2008.

Konfettien blev fyret af for at fejre partiets nye formand, justitsminister Lene Espersen. Musikken var Tina Turners 'Simply the best'. Optimismen byggede på en fast tro på, at Det Konservative Folkeparti havde en naturlig plads blandt de store i dansk politik – de partier, der altid har tocifrede stemmetal.

Lene Espersen blev længe hyldet på scenen. Hun bar en rød kjole og smilede stort og bredt – omgivet af sin mand og to små drenge. Blomsterbuketten fra partiet gav hun til sin mor, der også var med.

Lene Espersen på scenen ved de Konservatives landsråd i 2008

De konservative delegerede holdt firkantede papskilte med ordene ”Simply the best” op i luften. Nogle partifunktionærer havde været på studietur til USA, og det havde smittet af.

Endelig var der så meget ro i salen, at den ny partiformand kunne gå på talerstolen.

– Danskerne er konservative. Nu gælder det om at få dem til at stemme på de konservative igen, sagde hun.

I foyeren i Bella Center lod glade delegerede på landsmødet sig interviewe af medierne. Flere af dem lagde ikke skjul på, at de så Lene Espersen som en naturlig statsministerkandidat i løbet af få år.

Deltagerne på Konservatives landsmøde i 2008 var begejstrede for Lene Espersen som statsministerkandidat.

Hun skulle med andre ord være den næste i rækken efter Poul Schlüter, der var konservativ statsminister i Danmark fra 1982 til 1993 og undervejs havde gjort de konservative til det største borgerlige parti.

Dén status forsvandt dog igen. Lene Espersens forgænger Bendt Bendtsen kunne ikke præstere mere end omkring 10 procent af vælgerne – han blev hånligt kaldt ”Mr. 10 procent”.
Så højt nåede Lene Espersen ikke engang op. Allerede før valget i 2011 – tre år efter konfettifesten i Bella Center, var hun skiftet ud. Endnu en konservativ leder var faldet. Partiet måtte begynde forfra. Igen.

I dag er Espersens afløser, Lars Barfoed, også ude af politik. Hans afløser, Søren Pape Poulsen, har ikke kunnet vende udviklingen. De konservative er Folketingets mindste parti.

Ingen drømmer i dag om, at De Konservative på kort sigt bliver et af landets store partier, og at en konservativ skal række ud efter statsministerposten.

Konservativ succes måles nu på andre skalaer. Man har en vis indflydelse i Blå Blok, ikke mindst på de områder, hvor der sidder konservative ministre – justits, social og erhverv.

Og så er der ro i partiet. Ingen fører intern borgerkrig. Dét har ellers været en konservativ specialitet i flere perioder, både før og efter Poul Schlüters tid. Selv en julefrokost kunne gå galt.

Helge Adam Møller og Hans Engell. Deres indbyrdes forhold var ikke altid fredeligt.

Konservativ ballade

Julefreden forsvandt lige så hurtigt som de første snapse, da den konservative folketingsgruppe og en række ansatte var samlet til julefrokost i december 1998 på en restaurant i det indre København.

Og fra en dårlig start gik det bare ned ad bakke. Øjenvidner beskrev bagefter, hvordan den tidligere jægersoldat, folketingsmedlem Helge Adam Møller tog fat i kraven på den tidligere forsvarsminister og gruppeformand Hans Engell og gav ham skylden for De Konservatives mange problemer.

Dét afviste Hans Engell, og så måtte Helge Adam Møller slippe igen. En julefrokost var kørt helt af sporet. Nogle kaldte hinanden ”tøs” og andre skældsord. Nogle gav hinanden skylden for elendige meningsmålinger. Andre forsvandt bare lige så stille ud i aftenkulden, uden at spise den sidste ret – risalamande.

Og det hele kom i avisen, fra en anonym men absolut troværdig kilde.

Ekstra Bladets forside dagen derpå for Hans Engell. 21. februar 1997.

Den opsigtsvækkende læk blev i sig selv et bevis på, hvor splittede de konservative var i slutningen af 1990erne.

Poul Schlüter var gået af som statsminister i 1993 og i tiden derefter, havde flere forskellige konservative stået i spidsen for partiet – mest markant den tidligere gruppeformand og forsvarsminister Hans Engell.

Han bankede imidlertid ind i en betonklods på Helsingørmotorvejen i februar 1997, efter en våd seance med partifæller.

Indslag i TV-Avisen om den konservative leder, Hans Engell, der blev taget for spritkørsel i forbindelse med et biluheld.

Andre forsøgte sig i årene efter som partiledere – først da Bendt Bendtsen kom til i 2000, kom partiet ind i en rolig periode. Men også i en rolle som absolut lillebror i forhold til det dominerende borgerlige parti, Venstre. Og med Bendtsen som en klar nummer to i forhold til Venstres statsminister, Anders Fogh Rasmussen.

Ved enkelte lejligheder satte Bendt Bendtsen foden ned over for Fogh – men de var sjældne.

Det vigtigste eksempel var, da Bendtsen tvang Fogh til at lette personskatten, mere end Fogh egentlig var parat til. Ellers var de konservative dem, der ofte måtte bøje sig – eller reagere på de initiativer, der udgik fra den beslutsomme statsminister.

Venstres Anders Fogh Rasmussen med Bendt Bendtsen i forgrunden.

Forskerne bag den store Krigsudredning har beskrevet, hvordan Anders Fogh Rasmussen og en lille gruppe embedsmænd sendte Danmark i krig i Irak uden at inddrage ret mange andre - heriblandt de konservative regeringspartnere. Det har den konservative udenrigsminister Per Stig Møller dog bestridt.

Og der var ingen hjælp til de konservative at hente fra regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, når der var intern uenighed i VK-regeringen. Tværtimod.

DF havde ikke glemt, hvordan de konservative havde prøvet at holde DF ude i kulden lige fra begyndelsen. Som i en tale, Bendt Bendtsen holdt på sit partis landsråd i 1999.

De kommer aldrig ind i et formelt samarbejde med en borgerlig regering. De kan få lov til at pege på os, og de kan få lov til at lægge stemmer til vores politik.
Bent Bendtsen

Sådan lød ordene fra Bendtsen – først og fremmest med henvisning til DF's udlændingepolitik.

I virkeligheden skete det stik modsatte. Nullerne cementerede Dansk Folkepartis rolle som uundværlig og dominerende støtteparti for de borgerlige regeringer. Også når det gjaldt udlændingepolitikken, hvor den konservative modstand mod DF-linjen blev mere og mere usynlig hen ad vejen.

Samtidig blev de konservatives rolle som lillebror cementeret.
Dog et lillebrorparti uden intern splittelse. Og drømmen om ny storhed – den kunne ingen jo tage fra de konservative. For de fleste kunne jo godt huske Poul Schlüter og hans 10 år i Statsministeriet. Næsten lidt for godt.

Poul Schlüter var ombejlet af journalister, da stemmerne var talt op ved valget, januar 1984.

Den tunge arv fra Schlüter

- Har du tid til en lille snak?

Spørgsmålet kom på live-tv fra TV-Avisens politiske reporter Bent Stuckert – eneste tv-journalist på stedet. TV2 var endnu ikke opfundet, da der var valgaften i januar 1984.

Jo, det havde Poul Schlüter da godt, lige dér midt i menneskemængden i Statsministeriet, der endnu ikke var blevet udstyret med glasdøre og sikkerhedskontrol, som det kendes i dag.

Valgresultatet den aften var enestående godt i konservativ partihistorie og en enorm triumf for Schlüter selv. Et årti tidligere havde partiet været nede på 10 mandater. Nu stod Poul Schlüter med 23,4 procent af stemmerne og en mandatrekord på 42 konservative folketingsmedlemmer.

Schlüter virkede velforberedt på Stuckerts ønske om en kommentar til valgresultatet.

- Vi oplever i dag den største tilslutning til Det Konservative Folkeparti, siden partiet blev skabt, sagde Poul Schlüter til Stuckert.

En tilfreds Poul Schlüter snakker med journalister efter valgsejren.

Men han havde lige så travlt med at fremhæve resultatet for den borgerlige fireparti-regering, der var kommet til magten to år tidligere.

- Befolkningen ønsker, at firkløveret fortsætter, sagde Schlüter – og sådan kom det også til at gå.

Poul Schlüter var ifølge ham selv ”ikke så konservativ, så det gør noget” - men han var statsminister i Danmark i en tid, hvor det var moderne at være konservativ. Og hvor masser af unge, smarte, mennesker meldte sig ind i Konservativ Ungdom. Danmarks konservative statsminister ramte tidsånden, også internationalt, hvor han kom tæt på Ronald Reagan i USA og Margaret Thatcher i Storbritannien.

Storbritanniens daværende premierminister, Margaret Thatcher, og USA's daværende præsident, Ronald Reagan.

Schlüter sagde også, at ”ideologi er noget bras”. Det vigtigste var, at holde orden på økonomien og stå fast på Danmarks medlemskab af EU og Nato. Han holdt fast i statsministerposten indtil 1993. Senere i perioden tabte De Konservative vælgere i store bundter, men hans status som partiets altdominerende ikon er ingen anden siden kommet i nærheden af.

Den nuværende konservative leder, Søren Pape Poulsen, kan ikke bruge mindet om storhedstiden i 1980'erne til noget særligt.


Tværtimod er den en evig påmindelse om, hvor lille partiet er i dag. Og rent politisk har Pape prøvet at placere partiet et stykke til højre for Poul Schlüter.

Et bud går forbi en annonce for De Konservatives udskældte "stop naziislamisme"-kampagne.

Op til valget i 2015 gjorde De Konservative sig bemærket på flere måder. Dels med en meget kritiseret kampagne med overskriften ”STOP NAZIISLAMISME”, som få forstod og endnu færre kunne lide. Og dels med et forsøg på at dreje partiet væk fra det bredt favnende midterparti, som partiet var i 1980'erne. I Schlüters storhedstid.

- Vi er et parti, der ligger til højre for Venstre både på økonomi og værdi­politikken. Det er et skridt til højre. Det er der, vi skal hen, og det er der, jeg er politisk, sagde Søren Pape Poulsen i foråret 2015.

Det handlede både om udlændingepolitik og retspolitik. En skarpere kurs over for kriminelle udlændinge og bandekriminalitet.

Nu skulle vælgerne bare belønne den nye formand og den skærpede politik.

Søren Pape Poulsen stod for første gang i spidsen for sit parti ved valget den 18. juni 2015. Han skulle forbedre Lars Barfoeds elendige valgresultat fra 2011, hvor de konservative blot fik otte mandater og blev Folketingets mindste – ja, Pape skulle gerne føre De Konservative ind i en ny borgerlig regering. Men kun hvis der var fremgang for partiet, understregede han.

Det var der ikke.

Landet fik ganske vist en ny borgerlig regering i 2015 – men det blev uden De Konservative, der i stedet gik i gang med at slikke sårene oven på endnu et skrækkeligt valg.

Søren Pape Poulsen var nu leder af et parti med bare seks mandater i Folketinget.

De Konservative blev støtteparti for en smal Venstre-regering. Det kom til at skabe politisk drama, for de seks konservative folketingsmedlemmer væltede en Venstre-minister – som de selv bagefter blev kollega med.

Søren Pape har været leder af Det Konservative Folkeparti siden august 2014.

Fra ministerkrise til minister­poster

Lars Løkke Rasmussens tweet kom midt under De Konservatives hasteindkaldte pressemøde i den store Fællessal på Christiansborg. Mens Søren Pape Poulsen stod og talte. Og truede en af Løkkes ministre på jobbet.

Dagen var ellers dramatisk nok. Nu gik dramaet op i gear. Det var en aften i februar 2016, lidt efter klokken 20 om aftenen. Mindre end et år efter de konservatives katastrofevalg i juni 2015.

De Konservative havde indkaldt medierne for at fortælle, at de ikke længere støttede fødevareminister Eva Kjer Hansen fra Venstre.

De havde mistet tilliden til hende og til, at hun gav korrekte oplysninger i forbindelse med forhandlingerne om landbruget og miljøet. Derfor var hun i princippet færdig som minister – væltet af Folketingets mindste parti.

De Konservative har mistet tilliden til fødevareminister Eva Kjær (V), forklarer Søren Pape på et pressemøde.

Nu ville De Konservative vælte en borgerlig minister – eller måske hele regeringen. Det var dét, Løkkes tweet handlede om. Hans trussel – som svar på De Konservatives trussel.

- Har indkaldt lederne af de blå partier til møde i aften klokken 21. Så må vi se, om regeringen fortsat har flertal til at være regering, skrev statsministeren – hvis tweet journalisterne hurtigt læste op for Pape, der stadig var i gang med sit pressemøde.

Løkke annoncerede en opsigtsvækkende mødeindkaldelse på Twitter.

Pape havde ingen kommentarer til det dramatiske tweet. Og i øvrigt skulle han snart til møde med statsministeren. Papes hårde dag var langtfra forbi.

En uges tid senere var Eva Kjer Hansen færdig som minister. De Konservative havde modstået presset og truslerne fra Lars Løkke Rasmussen. Det mindste parti havde sat hælene i – ovenikøbet inden for miljøpolitikken, som historisk set er en konservativ mærkesag.

Sagen gav nogle af de konservative medlemmer en tro på, at der var opmærksomhed og stemmer i at stå uden for regering og på egne ben. I hvert tilfælde hvis man brugte den position til at markere selvstændig politik.

Sådan som De Konservative senere gjorde, da der nogle måneder efter balladen om Eva Kjer Hansen skulle købes nye kampfly for et tocifret milliardbeløb. Partiet synes, der blev købt for få fly – men uden at De Konservative var med i forliget. Tværtimod måtte det gamle officersparti forlade kredsen af partier bag Forsvarsforliget for første gang nogensinde.

Der blev indkøbt 27 kampfly for 20 milliarder kroner. De Konservative var ikke med i forsvarsforliget. De ønskede markant flere kampfly.

Forløbet om Eva Kjer Hansen og balladen om flykøbet tegnede billedet af en mulig ny rolle for det gamle statsministerparti – i hvert tilfælde for en tid. Rollen som det stædige og principfaste parti i Blå Blok – ikke bange for at stå fast for hverken Gud, Konge, Fædreland eller vandmiljøet.

Men det kom til at gå anderledes.

De Konservative slutter ikke valgperioden 2015 til 2019 som principfast og selvstændigt, måske oprørsk, borgerligt parti - men som regeringsparti, med alt hvad det indebærer af muligheder og svagheder. Kort sagt: Mere indflydelse bag lukkede døre. Mindre markering udadtil.

Årsagen til De Konservative status som regeringsparti skal findes hos en af de nye konkurrenter i Blå Blok, Liberal Alliance.

Udenrigsminister og formand for Liberal Alliance, Anders Samuelsen (t.v.,) og justitsminister og konservativ formand, Søren Pape Poulsen (t.h.)

I efteråret 2016 måtte Lars Løkke Rasmussen tage Liberal Alliance og De Konservative med i sin regering, for at den overhovedet skulle overleve. Det handlede om at neutralisere Liberal Alliances gentagne trusler mod regeringen – men De Konservative var med på ideen, som kastede tre ministerposter af sig.

De tre ministre fik senere Eva Kjer Hansen som kollega, da hun genindtrådte i regeringen.

Jagten på en rolle i dansk politik

De Konservative er altså tilbage som deltagere i en borgerlig regering, som partiet har været størstedelen af tiden, siden Poul Schlüter fik magten i Danmark i 1982.

Men det er et regeringsparti af den mindst mulige størrelse – og det er uden udsigt til nogen videre stigning i vælgertilslutningen. Uagtet at det konservative parti er 100 år gammelt og adskiller sig ideologisk fra de andre partier, der konkurrerer om de borgerlige vælgere, i hvert tilfælde i partiets egen selvopfattelse.

For eksempel er De Konservative som udgangspunkt mere optaget af samfundets svageste end flere andre partier. Og mere optaget af kulturen.

Men partiet er klemt. Og De Konservative har store problemer med at sælge den unikke konservative pakke – den særlige socialt ansvarlige og grønne borgerlighed.

I stedet fylder partiformandens ministerområde, retspolitikken, ganske meget – men det gør den også hos en lang stribe andre partier. Partiet er tilbage i kredsen af partier, der står bag det danske forsvar. Og budskabet om lavere skatter råbes i hård konkurrence med Liberal Alliance.

LA’erne mener, at ”ingen arbejder hårdere” end LA for lavere skatter. De konservative svarer, at ”ingen arbejder klogere” end de konservative for den samme sag. Tilbage står, at de to partier tilsammen kun kan mønstre under 10 procent af stemmerne. Dét klarer deres socialistiske modpol Enhedslisten eksempelvis helt alene.

Indtil videre sidder Søren Pape Poulsen sikkert på posten som konservativ partiformand. Han er langt fra at indfri forventningerne. Men til gengæld er han minister.

Skulle Pape blive udskiftet, vil der næppe blive sat penge af til konfetti ved valget af hans afløser. Og slet ingen vil tale om, at De Konservative igen skal have statsministerposten. Det er beskedne tider i det gamle parti.

Credit


Skrevet af: Jens Ringberg


Redigeret af: Annegerd Lerche Kristiansen

og Maya Nissen


Design og grafik: Emil Thorbjörnsson

og Simone Møller


Programmering: Johannes Wehner


Foto: Scanpix


Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou


Få historien om partiet