Krigsturisten

Når verden brænder, og folk flygter, rejser Hans Peter Jensen den modsatte vej. Som krigsturist.

Krigsturisten

Når verden brænder, og folk flygter, rejser Hans Peter Jensen den modsatte vej. Som krigsturist.

  • 9. okt. 2015
Scroll for at læse

Endnu en skudsalve.

Murbrokker og betonsplinter hvirvler rundt i en stor sky, så det er svært at se, hvem der sender skuddene af sted fra den anden ende af gyden.

En ung, syrisk oprører lister frem fra sit skjul i ruinerne, skyder tilbage gennem støvet og kaster sig i dækning igen. Lige bag ham står Hans Peter Jensen. Det eneste, han er bevæbnet med, er et spejlreflekskamera.

De løber ind i en ruin af et hus, hvor der er boret hul gennem væggen ind til nabohuset. Og igen til det næste hus. Hans Peter krummer sig sammen og kravler efter de unge mænd, som han kun kender af navn. Heldigvis er han i god form, for det skal gå stærkt.

Hans hjerte banker hurtigere end nogensinde, mens han følger oprøreren som en skygge. ”Hvor langt kan jeg gå?” ”Hvor meget skal jeg risikere?”, spørger han sig selv.

I den anden ende af gaden, på taget af en bygning, står nogen, Hans Peter formoder er syriske regeringstropper, og skyder mod ham og oprørerne. Men Hans Peter fortsætter. Det er jo det her – krig – den 57-årige portvagt fra Aarhus er rejst hele vejen til Syrien for at opleve.

Endelig er han nået frontlinjen. Den han har set på tv. Og selv om det er anstrengende, så føles det helt rigtigt.

Hans Peter er krigsturist, og han er langt fra den eneste, der opsøger farer i sin ferie. Flere vesterlændinge er begyndt at skifte charterferien ud med en rejse til verdens brændpunkter.

Nogle betaler dyre domme for det, andre gør det så billigt som muligt. Hans Peter Jensen tilhører den sidste kategori. Han rejser for at teste sig selv og for at se virkeligheden med egne øjne.

For ham er der en fascination i at se, om nogen virkelig kan være så onde, som man har læst om.
Det sætter det hele i perspektiv, og han studerer nyhederne indgående for at finde ud af, hvilken ny konflikt han skal rejse til. Og ikke mindst, hvis side han skal være på.

- Det er da lidt underligt, at man kan være fascineret af noget, der er så forfærdeligt, men det er nok også det, der er det spændende ved det hele, siger Hans Peter.

Rejsen til Syrien for præcis tre år siden er det ypperste, Hans Peter har været med til.
På det tidspunkt fortalte medierne om et kaotisk og ekstremt farligt land, og al rejseaktivitet dertil var – og er stadig – frarådet.

Men han gjorde det. Og han klarede den.
Han satte sig ikke ned i et hjørne og tudede, han vendte ikke om. Trods al elendigheden gav det en form for tilfredshed at stå i den gade med skuddene og murbrokkerne fygende om ørerne.

Det gav et kick. Og ikke mindst selvtillid.

Hans Peters kæreste, Karen, kunne godt tænke sig, at ’HP’, som hun kalder ham, i det mindste bar en skudsikkervest på sine ture.

Men det er ikke noget for Hans Peter, ”for så går fidusen af det”.

- De lokale går jo heller ikke med vest, siger han.

Et ekstremt farligt land

Da Hans Peter rejste til Syrien, beskrev medierne landet som kaotisk og ekstremt farligt. Alligevel tog Hans Peter af sted:

- Jeg vil gerne være der, hvor der er noget skyderi, og der falder nogle bomber. Jeg vil se, hvordan man reagerer ved at være i midten af det, og opleve, hvordan folk klarer sig.

Til daglig arbejder Hans Peter som portvagt ved personaleindgangen i et stormagasin i Aarhus. Karen står i kiosken. Det var også her de mødte hinanden.

Når han ikke sidder med en kop kaffe i porten og smilende siger godmorgen og farvel til alle sine butikskolleger, drømmer han sig væk til det, de fleste andre flygter fra; krig, død, sygdomsudbrud og katastrofer.

Kollegerne ved det ikke, for det er ikke noget, han taler om. Det er en personlig ting.

Hans Peters krigsrejser 1995: Borgerkrig i Jugoslavien

2010: Jordskælv i Haiti

2011: Borgerkrig i Libyen

2011: Revolution i Egypten

2012: Borgerkrig i Syrien

Hans Peter har blandt andet stået på første række til oprøret mod Libyens leder, Muammar Gaddafi.

Han har været i centrum af oprøret mod Syriens præsident, Bashar al-Assad, og han var på pletten, da Egyptens befolkning gjorde oprør mod den tidligere præsident, Hosni Mubarak.

Altid som turist, og klar til at dokumentere begivenhederne med sit kamera.

Første gang Hans Peter mærkede kicket af krig, var da han i november 2010 rejste til Haiti. Et kæmpe jordskælv havde lagt landet i ruiner, og flere tusinde døde af den kolera-epidemi, som skælvet havde ført med sig.

Hjemme i sofaen i Aarhus havde Hans Peter set adskillige korrespondenter berette om, at flere hundrede tusinde indbyggere havde mistet deres hjem, og nu boede på gader og stræder. Det ville han gerne se ved selvsyn. Når journalister kunne stå midt i kaosset, kunne han også.

Da Hans Peter ankom i lufthavnen, fornemmede han hurtigt, at der også var andre ting i gærde i det katastroferamte land.

I gaderne var spændingen intens, fordi mange tusinde demonstrerede mod FN og et kommende præsidentvalg, og militæret var sat ind.

Nogen havde blokeret gaderne med store containere, og flere ting var sat i brand.

Som en helt naturlig refleks fandt Hans Peter sit kamera frem, og i løbet af ingen tid fandt han sig selv på gaden i Haitis hovedstad, Port-au-Prince, midt mellem sviende tåregas, flyvende sten og sårede mennesker.

Og så ramte det ham. Midt i urolighederne kunne han mærke en følelse, han ikke havde prøvet før. En følelse af glæde og spænding. Det var som om, balladen tændte noget i ham.

- Jeg tænkte ’yes, det er sgu lykkedes det her’. Det er selvfølgelig noget mærkeligt noget, men det var jo det, jeg havde sat mig for, forklarer Hans Peter.

Det var endda lykkedes over forventning. Hans Peter havde kun regnet med ødelæggelser og kolera, men at der også var demonstrationer føltes som en ekstra bonus.

Kan man styre det, eller sætter man sig bare over i et hjørne og ryster? Det er det, der drejer sig om.
Hans Peter Jensen

For Hans Peter handler det ikke om at blære sig. Faktisk ved næsten ingen – før nu – at han rejser til krigszoner på ferie.

For ham handler det om at prøve grænser, om at forstå verden – på godt og ondt – og om at have set det meste. Den dag Hans Peter ender på plejehjem, vil han have prøvet så meget som muligt.

Men det handler også om ekstremer. Og om adrenalin.Der skal bare stå, at noget er verdens farligste eller verdens hårdeste, så er Hans Peter overtalt.

Han har løbet 200 kilometer gennem Amazonas jungle, han har løbet ekstremløbet Marathon Des Sables, som er 250 kilometers løb i Saharas glohede ørkensand, og så har han besteget adskillige bjerge: Mont Blanc, Kilimanjaro, argentinske Aconcagua og Mont Elbrus i Kaukasus.

Nu er testene blevet mere psykiske.

- Der er ikke noget fysisk hårdt i de her krigsture. Det er psykisk det hele – kan man styre det, eller sætter man sig bare over i et hjørne og ryster? Det er dét, det drejer sig om, siger Hans Peter.

På sin to uger lange rejse til Aleppo i 2012 fik østjyden dog for alvor udfordret sin psyke.

Efter gentagne forsøg var det lykkedes ham at komme ind i Syrien gennem en lille tyrkisk landsby. Og på den syriske side af grænsen stod fremmede klar til at tage den europæiske mand med til fronten.

For 250 dollars blev han kørt til Aleppo. Her var en nedlagt butik bygget om til et lighus, og da lokale syrere så, at Hans Peter havde et kamera, inviterede de ham indenfor i de blodstænkte lokaler.

Han havde også selv tænkt tanken.

Lugten i huset var stærk. Og det var svært at få luft. Hele tiden kom der nye lastbiler til med sårede. Og døde. Nogle manglede legemsdele, andre var uigenkendelige.

Indenfor lynede syriske mænd en af de blå ligposer op og viste indholdet til Hans Peter.

- Man kunne bare se et hoved, der er fuldstændig massakreret. Om det er kørt over af en tank, skudt eller hvad det er, det var ikke til at se. Der var hår og knogler over det hele, fortæller den danske krigsturist.

- Dagene efter kunne jeg se det ansigt, hver gang jeg lukkede øjnene. Det var det værste.

Oplevelser som synet af det massakrerede lig kan dog ikke få Hans Peter til at stoppe sine rejser.

Den mortergranat i Syrien, som ramte hans plastikstol, få minutter efter han havde rejst sig, kan heller ikke.

Godt nok kan Hans Peter ind imellem stoppe op og tænke; ’Hvad fanden, laver jeg her’, men ikke i så høj grad, at han søger hjem. Det ville være egoistisk, når nu han har sat sig for at sætte sig i de lokales sted, mener han.

Godt nok iagttager krigsturisten helt åbenlyst folks lidelser på sine rejser, men det kan Hans Peter ikke se noget i vejen med, for han påfører dem jo igen skade. Og kan han hjælpe, gør han gerne det.

- Jeg observerer bare, hvad der sker – om jeg er der eller ej, gør ingen forskel. Det er en personlig ting, siger Hans Peter.

Hans Peter har overvejet, hvad det kan sætte i gang, hvis han bliver kidnappet. Og havde han haft børn, havde han lagt krigsturismehobbyen på hylden. Men lige nu er risikoen værd at tage, vurderer han.

Selv om han da også har Karen i baghovedet.

- Jeg er ikke ude på at blive en belastning for nogen eller noget. Jeg mener ikke, at der er fare for at blive kidnappet, når jeg rejser. I dag kunne jeg for eksempel ikke finde på at rejse til hverken Ukraine eller Syrien, fordi det er to fuldstændig uoverskuelige konflikter.

- Dengang i Syrien holdt jeg mig på den sikre side, men i dag kan du ikke være sikker.

Ferieminder

Karen vidste ikke noget om Hans Peters interesse for krigsturisme, dengang de blev kærester.

Nu har hun set hans feriebilleder, men de skræmmer hende ikke.

Tvært imod synes hun, han er modig.

Credit


Tekst: Sofie Synnøve Herschend

Redaktør: Hans Christian Kromann

Kilder: Interview med Hans Peter Jensen.

Topbillede: Privatfoto fra Aleppo i Syrien.