Én eneste journalist var der kommet til pressemødet. Det pressemøde, der skulle bygge bro mellem Danmarks mindste parti og de vælgere, der skal sætte livsvigtige krydser ved valget.

Heldigvis var der trøst at finde for Kristendemokraternes to politiske frontfigurer. De skulle bare lige kigge sig lidt rundt i det lokale, hvor pressemødet skulle til at gå i gang. Så kunne de varme sig ved tanken om tro, håb og kærlighed.

Idrætshaller og gymnastiksale er ellers sjældent varme eller hyggelige. Men på endevæggen i lokalet på Potentialehotellet nær Herning var der tre interessante og farverige vægmalerier med kraftig symbolsk styrke:

En kirke. Et skib i havsnød. Og et motiv af bibelsk tilsnit med mellemøstlige mænd i omfavnelse - en fortabt søns hjemkomst. Tro, håb og kærlighed.

Det var en fredag eftermiddag i august 2018. Og Potentialehotellet, der er et kristent forsorgshjem for unge hjemløse, var lånt ud til Kristendemokraterne.

En række borde var sat i hestesko. Ved et bord i hesteskoens åbning sad Kristendemokraternes formand Stig Grenov. Ved siden af ham en ung kvinde, partiets politiske næstformand Isabella Arendt. Foran hende prøvede en lille orange blomst at signalere hygge og varme. De to partispidser var klar til at fremlægge partiets politik for pressens repræsentanter.

Én eneste journalist var dukket op til Kristendemokraternes pressemøde.

Eller… Der var kun kommet én journalist for at høre Grenov og Arendt fremlægge deres partis politik. Resten af de tilstedeværende i lokalet var folk fra partiet, der var blevet hængende for at overvære seancen. Så virkede det heller ikke så tomt.

Kristendemokraterne havde lidt kækt kaldt begivenheden og det efterfølgende pressemøde for deres ”sommergruppemøde”. Det er ellers en betegnelse, der bruges af partier, der har en folketingsgruppe. Og status i efteråret 2018 var, at Kristendemokraterne ikke havde haft en folketingsgruppe siden 2005.

Det kommende valg giver en mulighed for, at partiet kommer i Folketinget igen. Men det ser meget svært ud. Nogle gange er tro, håb og kærlighed ikke nok.

Kristendemokraterne er havnet i en situation, hvor partiet er blevet rigtigt god til at indsamle underskrifter til at stille op til folketingsvalgene. Men rigtig dårligt til at blive valgt ind i Folketinget.

Kristeligt Folkeparti bliver her tilmeldt som parti i 1971.

Jordskredsvalg og kristen protest

Der er meget stille om Kristendemokraterne i 2018. Men partiets forgænger, Kristeligt Folkeparti, kom ind i Folketinget i en tid med bulder og brag i dansk politik – nemlig ved jordskredsvalget i 1973.

Et valg, der kort fortalt gav de gamle partier store tæsk og i stedet anbragte flere nye protestpartier i Folketinget.

Et af dem var Kristeligt Folkeparti. Et parti, der var opstået et par år tidligere som en direkte konsekvens af en meget ophidset diskussion i Danmark om retten til fri abort.

Det var en sag, der delte den danske befolkning lige på midten.

Men i kirkelige kredse var store grupper imod nye abortlove – så mange, at det kunne ses helt ind i folketingssalen.

Modstanden rykkede helt ind på Christiansborg, da Folketinget tog beslutningen om at give fri adgang til abort – tilhørerpladserne var besat af præster i præstekjole.

En bedende præst på tilskuerrækkerne i Folketinget, da aborten var til debat i 1973.

For første gang havde Folketinget fået et parti med et religiøst udgangspunkt. Med meget klare holdninger til tidens værdipolitiske temaer, porno og abort.

Andre partier i datidens politiske liv byggede på ideologier eller repræsenterede bestemte samfundsgrupper. Kristeligt Folkeparti tog udgangspunkt i den kristne tro, ikke mindst som den praktiseres i meget troende kredse, ikke mindst i Vestjylland. Det var nyt i Folketinget.

Inge Krogh, læge fra Nyborg og Kristendemokraternes måske mest kontroversielle og aktivistiske abortmodstander i 1970'erne.

En kristen stridskvinde med barske metoder

Kristeligt Folkeparti havde mandlige formænd de første mange år – men det var i virkeligheden en kvinde, der var partiets allerskarpeste debattør. Særligt i abortspørgsmålet. Nogle mente, at hun gik langt over stregen.

Navnet var Inge Krogh, læge fra Nyborg. Man kunne selvfølgelig finde hende på Christiansborg i 1970'erne – men man kunne lige så meget finde hende på skoler og institutioner. Overalt hvor folk havde lyst til at høre hendes foredrag mod den fri abort.

Det var ikke for sarte sjæle.

Inge Krogh viser lysbilleder under et foredrag mod fri abort.

Inge Krogh viste lysbilleder for sit publikum. Fotografier fra abortklinikker. En abort foretaget i 10. svangerskabsuge for eksempel – lige op på lærredet.

- Vi ser her arme og ben og kranium, lød det i klasseværelsets mørke, når Kristeligt Folkepartis abortordfører kom på besøg.

Bemærk: Videoen herunder indeholder billeder, der kan virke voldsomme eller stødende for nogle.

Inge Krogh viser lysbilleder af døde fostre for unge gymnasieelever. Hun "propaganderer" imod fri abort, siger oplæseren her.

Inge Kroghs tilhørere gøs. Men den fri abort var kommet for at blive.

Til gengæld var Inge Kroghs kamp for de ufødte fostre med til at fastholde Kristeligt Folkeparti i vælgernes bevidsthed op gennem 1970'erne – et årti med økonomisk krise og masser af politisk turbulens.

Da Danmark fik en borgerlig regering i 1982, kom Kristeligt Folkeparti med i den.

Med Gud i kampen for et bedre miljø

Selv om Kristeligt Folkeparti kom til at sidde i regering med både borgerlige og socialdemokrater, så har Kristeligt Folkeparti, og fra 2004 Kristendemokraterne, altid set sig selv som et borgerligt parti.

Og da Danmark fik en borgerlig regering i 1982, kom Kristeligt Folkeparti med i den.

Det kristelige partis første minister blev minister for Guds fri natur. Christian Christensen blev miljøminister i den konservative Poul Schlüters borgerlige firkløverregering i 1982.

Kristeligt Folkepartis Christian Christensen blev miljøminister i 1982.

Han var en rund, venlig mand fra Vestjylland – opvokset i Indre Mission og udlært i landbruget. Og han sagde, hvad han mente – at naturen er ”Guds skaberværk” – derfor skal vi passe på den.

Dét førte ham til gengæld ud i mange konflikter med netop landbruget, helt frem til at Kristeligt Folkeparti røg ud af Schlüters regering i 1988.


Fem år senere, i 1993, gik Kristeligt Folkeparti med i socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussens nye regering, der bestod af hele fem partier.

Det var et politisk eksperiment, og partiets unge formand Jann Sjursen blev energiminister – men de kristelige vælgere sprang fra, og partiet røg under spærregrænsen på to procent ved valget i 1994.

En ung Jann Sjursen, senere partiformand i Kristeligt Folkeparti.

Siden har Kristeligt Folkeparti, nu Kristendemokraterne, kæmpet en evig kamp for at komme over spærregrænsen. Og tabt den kamp ved hvert eneste valg.

I perioder har Kristendemokraterne til gengæld brugt mange kræfter på at kæmpe med hinanden på de indre linjer.

En formand mistede for eksempel sin post, da hun prøvede at lægge kursen om og gøre op med abortmodstanden. Dén historie udfoldede sig i en anden idrætssal, til et andet landsmøde.

Kristendemokraternes formand Bodil Kornbek var partiets frontfigur ved det katastrofale folketingsvalg i 2007.

Aborten splitter partiet og koster en formand posten

En stor reklame for det lokale – ikke så store - pengeinstitut prydede væggen i Lillebæltshallen i Middelfart.

”Størrelsen er vor styrke” stod der – meningen var selvfølgelig, at småt er godt. Men det var faktisk et lille og svagt parti, der var samlet til landsmøde i hallen med de lyse trægulve og de grønne sæder i november 2008.

Det var også et splittet parti. I midten af det hele stod Kristendemokraternes formand Bodil Kornbek, der havde været partiets frontfigur ved folketingsvalget i 2007. Et valg, der blev en katastrofe for partiet med bare 30.000 stemmer.

Der bliver optalt stemmer ved Kristendemokraternes landsmøde i november 2008.

Hun fik bank på landsmødet i sportshallen.

Kornbek havde kastet sig ud i en fornyelse af Kristendemokraternes politiske linje.

Mere vægt på velfærd og moderne familiepolitik, mindre vægt på gammelt arvegods, som kampen mod den frie abort.

Ja, faktisk turde Kornbek godt love, at hun ikke kom til at fremsætte forslag i Folketinget om dén sag.

Det kunne medlemmerne godt glemme.

Det var nye toner, i forhold til den mere religiøse Marianne Karlsmose, der havde stået i spidsen for Kristendemokraterne ved valget i 2007.

Marianne Karlsmose var landsformand for Kristendemokraterne fra 2002 til valgnederlaget i 2007.

Hun troede personligt ikke på Darwins udviklingslære, sagde hun på et tidspunkt. Mere på bibelens skabelsesberetning.

Men Kornbeks forsøg på at ændre partiets sjæl og politik slog fejl – og det fik hun at mærke fra talerstolen foran scenen i Lillebæltshallerne.

Så snart fanerne var båret ind og ”Der er et yndigt land” var sunget, satte angrebene ind.

- Du vil have forandring. Kære Bodil, så gå af! lød et af mange indlæg.

Bodil Kornbek var færdig som formand for Kristendemokraterne. I dag er hun socialdemokrat.

Partiformand Stig Grenov sammen med et salmekor.

Jagten på stemmer går via familiepolitikken

Kristendemokraternes vej fra opgøret i Middelfart i 2008 til det kommende folketingsvalg har været en sag for idealister – folk med stærk tro og ukuelig optimisme.

Kristendemokraterne har ellers mindst én vare på sine hylder, som ikke fylder meget hos konkurrenterne – nemlig at partiet gerne beskæftiger sig med etiske spørgsmål.

På partiets nyere valgplakater er familien stadig i centrum.

For eksempel de mange etiske spørgsmål, som lægevidenskaben åbner i forhold til génmanipulation og kunstig befrugtning. Men heller ikke dén vare har vælgerne villet købe.

Og dermed er vi tilbage i Gymnastiksalen på Potentialehotellet i nærheden af Herning – hos Kristendemokraternes nuværende landsformand Stig Grenov og hans politiske næstformand Isabella Arendt. I august 2018. Under malerierne med tro, håb og kærlighed.

Her præsenterede de to de vigtigste politiske udspil fra Kristendemokraterne frem mod valget.

Et skolepolitisk program – og så et familiepolitisk program med titlen ”Det gode liv – for børn og familie”, der handler om at skaffe børnefamilierne mere tid, bedre trivsel og mere indflydelse på deres eget liv.

Dermed er tråden tilbage i partiets lange historie intakt. Familien har hele tiden været et omdrejningspunkt i Kristeligt Folkeparti og Kristendemokraternes politiske politik.

Dertil kommer en grøn profil – og en social profil, hvor partiet blandt andet kræver, at kontanthjælpsloftet bliver fjernet.

På det sociale område og på miljøpolitikken ligger Kristendemokraterne nærmere partier på venstrefløjen end sine fæller på den borgerlige fløj.

Derfor har Stig Grenov en særlig opgave – oven i alle de andre – i at forklare, hvorfor partiet egentlig peger på Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

Det mest enkle ville være at svare, at Kristendemokraternes vælgere simpelthen er borgerlige i deres udgangspunkt - og at partiet derfor er tvunget til at pege på en borgerlig statsminister. Grenov kommer dog til at udtrykke det anderledes i valgkampen. Han vil forklare, at Kristendemokraterne netop er partiet, der kan trække en borgerlig regering i en mere social og grøn retning.

Tilbage står, at Grenov skal have to procent af vælgerne til at tro på, at Kristendemokraterne overhovedet har en rolle at spille i dansk politik i 2019. Kristendemokraterne får brug for al den tro, håb og kærlighed, de kan skrabe sammen. Ellers er det snart kun i historiebøgerne, at partiet spiller en rolle.

Credit


Skrevet af: Jens Ringberg


Redigeret af: Annegerd Lerche Kristiansen og Maya Nissen


Design og grafik: Emil Thorbjörnsson og Simone Møller


Programmering: Johannes Wehner


Foto: Scanpix


Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou


Få historien om partiet