Skyttegravene skærer sig ned igennem et Europa i flammer. 1. verdenskrig har sendt de europæiske stormagter ud i en udmagrende krig, der synes umulig at se en ende på.

Mens mændene kæmper, går livet videre derhjemme, hvor kvinderne må holde samfundshjulene kørende. På flere måder.

For selvom der er krig, vil befolkningen underholdes. De vil se sport. Og med mændene ude af spillet, bliver kvindefodbold det helt store trækplaster.

Men hvad der starter som en nødvendig erstatning for de manglende mænd på fodboldbanen, ender med at blive en succes af uforudsete dimensioner.

I dag er øjnene atter rettet mod fodboldkvinderne, når startskuddet for årets EM i kvindefodbold lyder. I skyggen af fodboldtribunerne gemmer der sig historien om, hvordan kvindefodbolden blev så populær, at 60 mænd valgte at stoppe den.

Kvindefodbold er en kampplads allerede fra den spæde start i slutningen af 1800-tallet.

Kvinderne kæmper for stemmeret og ligestilling i privatlivet, og det er med kvindekampen som baggrundstæppe, at de første fodboldhold for kvinder begynder at dukke op i Storbritannien.

At det er fodbolden, som kvinderne kaster sig over, er ikke så underligt. I slutningen af 1800-tallet er fodbold blevet hele Englands nationalsport.

Mens det tidligere mest har været studerende på landets universiteter, der har dyrket spillet, begynder flere lokaler klubber at skyde op i løbet af 1850’erne, og publikum flokkes til kampene.

Kulminationen på det stigende antal klubber bliver grundlæggelsen af The Football Association i 1863. Med forbundet bliver reglerne for spillet fastlagt på tværs af landet, og inden længe tager forbundet initiativ til både en national turnering og en officiel fodboldliga.

De fleste englændere er dermed yderst godt bekendte med fodbold som konkurrencesport, da en London-avis den 1. januar i 1895 kan berette, at en gruppe kvinder har dannet en fodboldklub med navnet The British Ladies’ Football Club.

Kvinderne, der kommer fra den øvre middelklasse, vil spille fodbold på samme vilkår som mændene – noget der virker helt utænkeligt.

På dette tidspunkt har kvinder meget få rettigheder, deres plads i det offentlige liv er i mandens skygge, og bare ideen om at mænd og kvinder kan foretage sig noget på lige vilkår er aldeles uhørt. Især sport.

Faktisk er bare tanken om, at kvinder skal dyrke sport uhørt. Det virker upassende for unge kvinder at løbe rundt til offentligt skue. I flere interviews bliver kvinderne spurgt ind til, hvad deres mænd eller fædre synes om, at de spiller fodbold.

- Hvad har de at gøre med sagen? lød reaktionen fra den nye fodboldklub.

Så de engelske middelklassekvinder spiller deres første kamp den 23. marts 1895 i det nordlige London foran 10.000 tilskuere – iført løse bukser, lange strømper og støvler.

Selvom The British Ladies Football Club nyder stor opmærksomhed, tiltrækker de primært tilskuere, der bare gerne vil se kvinder spille bold.

Reportager fra fodboldkampene beskriver kvindernes spil som meget lidt elegant, og journalisterne tilskriver ikke de kvindelige spillere stor sportslig tæft.

Alligevel fortsætter de ufortrødent med at spille kampe rundt omkring i London og det øvrige England.

Men opmærksomheden kan ikke gøre det ikke alene, og allerede året efter i 1896 falder interessen for de kvindelige fodboldspillere.

Først tyve år senere indtager kvinderne endnu en gang grønsværen.

1. verdenskrig bryder ud i sommeren 1914 og sender Europa i undtagelsestilstand. Kampene udkæmpes ansigt til ansigt ved Vestfronten, der løber hele vejen ned igennem Europa. Er man mand og i stand til at kæmpe, så sendes man i krig.

I England beslutter The Football Association at nedlægge ligaen, så længe krigen raser. Det er et nødvendigt onde, da størstedelen af spillerne drager i krig, så det bliver umuligt at opretholde antallet af hold og spillere.

Da krigen i 1917 går ind i sit fjerde år, har skyttegravene på det europæiske kontinent efterhånden krævet en hel generation af unge mænd som krigsofre. Og mændene fortsætter med at forlade hjemlandet for at drage i krig.

Imens er kvinderne for alvor trådt til for at holde samfundet kørende. Sådan er det også i England, hvor især fabrikkerne tiltrækker de arbejdende kvinder.

For selvom krigen er blodig og nærmest altudslettende på kontinentet, er den også en pengemaskine. Der skal maskiner og våben til.

En af de byer som oplever krigens industrielle puls er Preston i det nordlige England. Byen summer af industri, og i fabrikkerne arbejdes der på højtryk.

Fabrikken Dick, Kerr and Co. Ltd i Preston er blandt de fabrikker, der holder kedlerne i gang på grund af krigen. Her producerer man dele til lokomotiver, kabeltromler og anden krigsmateriel.

For de arbejdende er dagen lang og slidsom, og det kan måske virke overraskende, at det er i de beskidte fabriksbaggårde, at kvinderne igen tager boldspillet op. Og så alligevel ikke.

På dette tidspunkt er det ikke unormalt, at fabrikker har deres egne fodboldhold, som jævnligt dyster imod hinanden for at samle penge ind til velgørenhed.

Dick, Kerr and Co. Ltd i Preston er ingen undtagelse. Her bruger kvinderne deres pauser på at spille fodbold med de mandlige kollegaer, der af forskellige årsager ikke er draget i krig.

En dag i oktober 1917 spiller de kvindelige arbejdere deres første kamp, og det skal blive begyndelsen for holdet Dick, Kerr Ladies, der nu er klar til at skrive sig ind i den lange række af kvindefodboldhold, der er opstået i krigens skygge på fabrikker landet over.

Og inden længe forandrer arbejderkvinderne fodboldhistorien for evigt.

Dick, Kerr-kvinderne vækker opsigt, og der går ikke lang tid før de går på banen igen - denne gang til en velgørenhedskamp.

Ligesom i slutningen af 1800-tallet tiltrækker fodboldkampene mellem de kvindelige hold publikum til tribunerne. Men modsat deres forgængere modtager Dick, Kerr Ladies stor ros for deres spil.

Journalisterne reporterer om ’sikkert spil’ og ’god boldkontrol’, og de er imponerede over kvindernes evne til både at drible og skyde på mål.

Så til journalisterne såvel som tilskuernes store overraskelse er kvindefodbold mere end bare underholdning. Det er god fodbold.

Snart er Dick, Kerr Ladies på alles læber, og deres velgørenhedskampe til støtte for hospitaler, veteraner og krigsinvalide tiltrækker hurtigt tilskuere i tusindvis.

Det samme gælder andre kvindehold, og kvinderne tager spillet dybt seriøst.

Hele vejen ned igennem Storbritannien spiller kvindehold mod hinanden, og i krigens sidste år afholder man endda en fodboldturnering kun for kvindehold.

Men det er ikke alle, der ser på Dick, Kerr Ladies og kvindefoldboldens store succes med glæde.

Flere læger er ude og agitere imod kvinder på fodboldbanen. De betegner fodbold som en voldsom og krævende sport, som overhovedet ikke er egnet kvinder. Desuden er der ifølge lægerne stor risiko for, at kvinderne lider fysisk overlast.

Hos The Foolball Association kigger man også med skepsis mod kvindefodbolden. For mens det har givet mening at give plads til kvinderne under krigen, så stopper de ikke med spilleriet, da krigen slutter i 1918.

Forbundet starter den engelske fodboldliga op igen i 1920, men heller ikke genstarten af den mandlige konkurrencefodbold kan holde tilskuerne væk fra de kampe, der udspilles af kvindehold.

I slutningen af 1920 går Dick, Kerr Ladies ind i deres absolutte storhedstid, da de går på banen i det store stadium Goodison Park i den nordengelske by Liverpool.

53.000 mennesker har sikret sig en plads med udsigt over den grønne bane, og tilskuerne ser forventningsfuldt til, mens tribunerne fyldes op. Om lidt starter den fodboldkamp, de alle har glædet sig til.

På den anden side af hegnet prøver mellem 10.000 og 14.000 mennesker at få tillusket sig en plads, hvor man kan få bare et lille glimt af banen. De har ikke fået en plads på stadion, og må nøjes med at stå udenfor.

Det er en velgørenhedskamp, der skal spilles mod holdet fra St. Helen’s, som de har mødt ved flere lejligheder.

Som holdene løber på banen, er det tydeligt, at de har opnået stjernestatus. Tilskuerne tiljubler kvinderne i Dick, Kerr Ladies som de vinder over St. Helen’s 4-0.

Intetanende om fremtiden modtager de kvindelige spillere deres hyldest. Et år senere er legen forbi.

Den 5. december 1921 mødes de 60 medlemmer fra The Football Association til et vigtigt møde. Kvinderne og deres boldspil er på dagsordenen, for de 60 mænd i forbundet har besluttet at noget må gøres.

Medlemmerne oplever, at der efterhånden er for mange klager over det amoralske og farlige i kvindefodbold.

Så de beslutter enstemmigt, at det skal være slut med kvindefodbold på alle officielle fodboldbaner i England:

Fra den ene dag til den anden kan kvinderne i Dick, Kerr Ladies og alle andre kvindefodboldhold ikke længere bruge de store, officielle fodboldstadioner, når de skal spille deres kampe.

I stedet må de nu ty til at spille på rugby-baner og andre mindre baner, hvor der slet ikke er samme tilskuerkapacitet.

Det er et kæmpe tilbageslag for kvindefodbolden og de kvindelige spillere, der nu ikke kan spille på samme vilkår som deres mandlige modstykker.

I den efterfølgende tid gør spillere og støtter hvad de kan for at modarbejde forbundets beslutning. Spillere udtaler sig mod beslutningen i aviserne, og man fortsætter med at spille kampe.

Som modreaktion opretter man endda The English Ladies' Football Association, men forbundet får aldrig den store gennemslagskraft, da der ikke kan gøres noget ved The Football Associations forbud.

Dick, Kerr Ladies er bedre stillede end andre hold, da de ejer deres egen bane. Men det er stadig begrænset, hvor mange tilskuere der er plads til. De rejser til Canada, hvor de spiller opvisningskampe for tusindvis af tilskuere som led i en kampagne for kvindefodbold – og pressen møder stadig trofast op.

Men The Football Associations beslutning har indskrænket kvindefodboldens muligheder, og i slutningen af 1920’erne er Dick, Kerr Ladies og de kvindelige fodboldspilleres storhedstid forbi.

Først 50 år senere i 1971 tillader The Football Association igen kvinderne at spille på forbundets baner.

Efter to årtier med flere uofficielle turneringer og ligaer, stiftede det internationale fodboldforbund FIFA endelig kvindernes officielle verdensmesterskaber i 1991.

Så 70 år efter Dick, Kerr-kvindernes store popularitet gik kvindefodbolden endnu en gang ind i en ny epoke.