Margrethe II - De unge år

Dronningens ungdom bød på arkæologi, dydige dansetimer - og en flot fransk diplomat.

Margrethe II - De unge år

Dronningens ungdom bød på arkæologi, dydige dansetimer - og en flot fransk diplomat.

  • 15. apr. 2015
Scroll for at læse

Hun blev født den 16. april 1940, blot en uge efter tyskernes besættelse af Danmark, og blev beskrevet som et lysglimt i en mørk tid.

I knap 13 år voksede hun op uden tronfølgerforpligtigelser og med tanken om, at hun måske en dag fik lov til at udleve drømmen om et liv som kunstner og arkæolog med næsen begravet i forhistoriske jordlag.

Men sådan gik det ikke.

I anledning af dronningens 75 års fødselsdag kaster vi et blik på hendes ungdom – fra hun fik titlen som kronprinsesse, til hun mødte en ganske særlig fransk diplomat ved navn Henri.

13 år og kronprinsesse

Prinsesse Margrethes barndom sluttede for alvor i 1953, da hendes far, kong Frederik IX, underskrev en ændring af tronfølgeloven, som officielt gjorde den bare 13-årige pige til kronprinsesse og senere den første kvindelige regent siden 1412.

50’erne var i høj grad grå efterkrigsår, hvor Danmark igen skulle finde melodien efter den lange besættelse. Og i horisonten lurede 60’ernes højkonjunktur, sprudlende farver, moderne musik og et opgør med traditionerne.

Men hvor det spirende opgør med konservative kønsroller var en af de primære årsager til befolkningens store ja til ændringen af tronfølgeloven, var den unge prinsesse Margrethe stort set afskåret fra kontakt med mænd og Mersey-beat-kulturen.

Frem til 4. klasse blev prinsessen undervist privat bag bevæbnede, bjørneskindsklædte gardere på Amalienborg med seks jævnaldrende piger.

I mellemskoleårene gik kronprinsessen på N. Zahles Pigeskole i det indre København. Og efter sin konfirmation i 1955 rejste hun et år til kostskolen North Foreland Lodge i det sydøstlige England, som også var forbeholdt piger.

Hverdagen med de mange piger kunne dog ikke blive ved, hvis man som en rigtig prinsesse skulle have sig en gom.

Det der med at flirte var ikke rigtig gået op for mig.
DRONNING MARGRETHE II

Derfor forsøgte dronning Ingrid at introducere sin 14-årige datter til nærkontakt med jævnaldrende drenge ved at afholde dansetimer i private hjem med 11 andre piger – og 12 drenge.

- Vi skulle lære de voksnes danse, og samtidig skulle det give mig en stille indføring i, hvordan man træffer unge mænd. Det der med at flirte var ikke rigtig gået op for mig. Jeg ved ikke, om de andre var lige så dydige, men jeg opdagede ikke en brik, fortæller dronning Margrethe i Helle Bygums bog ’Margrethe’.

Den unge kronprinsesses gymnasieår blev tilbragt på Amalienborg. Her fik hun privat undervisning på et særligt oprettet gymnasium, hvor lærere fra flere københavnske gymnasier underviste.

I 1959 blev hun nysproglig student med veninden Birgitta Juel som eneste klassekammerat og kunne sætte en rød studenterhue på sine ædelstensbesatte diademers plads.
Tronfølgeren endte med et karaktersnit på 14,08, hvad der dengang blev kaldt ’et stort mg’ (forkortelse for ’meget godt’, red.) på den såkaldte Ørsteds skala. Det svarer til et stort 10-tal på den nye karakterskala.

På eksamensbeviset var der blandt andet fag som statsret, og lektierne fra det fag skulle snart vise sig nyttige.

Kronprinsesse i trøjen

Da hun blev 18 år og myndig, blev kronprinsesse Margrethe optaget i det såkaldte statsråd. Et tungt og støvet statsorgan indført i 1848, hvor landets ministre og regenten mødes cirka 15 gange årligt for at forhandle love og vigtige regeringsforhandlinger.

På sit første statsråd var den unge prinsesse Margrethe egentlig ikke ubekvem ved situationen, når hun sad ved sin fars side, selvom hendes kjole stod i skærende kontrast til de sort-hvide jakkesæt, ministrene bar under møderne.

Men når kong Frederik ikke var tilgængelig, og kronprinsessen vikarierede som regent, blev hun opmærksom på, hvad det var for mænd, der kiggede tilbage på den suverænt yngste person i lokalet.

- Jeg var meget nervøs, når jeg skulle sidde der selv uden min far. Jeg har været en 19-20 år og siddet der overfor en række herrer, der kunne have været onkler eller bedsteforældre i alder.

- Der følte man sig ikke særligt stor, det kan jeg godt sige, fortalte hun i dokumentaren ’Dronningens Danmark’.
DEL

Ligesom sine mandlige forgængere måtte d

Ligesom sine mandlige forgængere måtte den kommende dronning også have en militæruddannelse.
Kronprinsessens far, Frederik IX, havde både hjerte for havet og en tatoveringssamling på overkroppen, som spor efter hans fortid i det danske søværn. På samme måde statuerede Margrethes farfar, Christian X, sin baggrund som officer i livgarden, når han dagligt red gennem København i fuld uniform.

Da den unge prinsesse Margrethe – kort efter sin studentereksamen – tog uddannelsen som gruppefører, skete det i militærets tredje gren – luftvåbnet.

Men prinsesse Margrethe fik imidlertid også mulighed for at tage en pause fra statsrådsmøder og strabadserne i militæret, da hun studerede statskundskab på Aarhus Universitet.

Her indlogerede hun sig på kollegium 9’s værelse 402 i Universitetsparken i Aarhus, hvor hun lavede mad, læste i tunge bøger og holdt husmøder med de andre kollegianere – præcis som Aarhus andre studerende.

- Det var meget opsigtsvækkende, at Margrethe boede på et helt almindeligt kollegium. Da kronprins Frederik studerede i Aarhus, boede han på Marselisborg Slot, men for Margrethe var det anderledes uformelt. Der var ikke samme sikkerhedsforanstaltninger om hende, som der er om kronprinsen i dag.

- På den måde kunne hun bedre opleve studenterlivet end kronprins Frederik, som måtte have sikkerhedsvagter med, stort set hvor end han tog hen, fortæller historiker Lars Hovbakke Sørensen.

Hvor kronprins Frederik blev kandidat i statskundskab, fik landets dronning aldrig færdiggjort en akademisk uddannelse. I stedet snusede hun til flere forskellige fag som statskundskab og filosofi. Af alle fag havde ét dog altid en ganske særlig betydning for den unge prinsesse; arkæologien.

Interessen for at pensle fortidsfund op af mulden blev vakt allerede i dronningens barndom, da lærer og amatørarkæolog Sigvardsen viste hende og seks skolekammerater arkæologiske fund under en lejrskole. Siden udviklede det sig til studier i arkæologi på både Københavns Universitet og på Cambridge i England og deltagelse i adskillelige udgravninger.
Var dronningen ikke Konge Frederiks den 9. ældste barn, er hun heller ikke i tvivl om, at interessen for forhistoriens begravede pilespidser og jordlag havde taget pladsen fra officielle regentrejser ombord på Kongeskibet Dannebrog og protektortitler.

- Hvis man havde spurgt mig, da jeg var en 18-19 år, var der ikke nogen tvivl; så ville jeg have studeret arkæologi. Det ville jeg have brugt en ti års tid på og forhåbentlig have fået et godt job, siger hun i dokumentaren ’Dronningens Danmark’.

Greven af Monpezat

Prinsesse Anne-Marie, dronningens seks år yngre lillesøster, forlovede sig allerede i 1963 med prins Konstantin af Grækenland. På det tidspunkt havde pressen brugt gode mængder tryksværte på at spekulere i, hvem landets kronprinsesse mon skulle giftes med.

Det var dog først to år senere, at kronprinsesse Margrethe mødte en fransk diplomat ved navn Henri de Monpezat under et besøg i London.

Men lige som hun ikke ænsede interesse fra det andet køn under dansetimerne som 14-årig, fornemmede hun heller ikke interessen fra den solbrune bejler, som hun nøjedes med at betegne som ’mægtig flink’.

Efter igen at have mødtes til en fælles venindes bryllup i april 1966, gik det til gengæld stærkt.

- Han inviterede mig på frokost. Jeg havde aldrig før spist frokost med nogen på den måde – jeg var ude alene med en mand! Og ja, dette var mit livs første date.

- Jeg kunne slet ikke spise frokost, jeg var fuldkommen… jamen, jeg havde mistet appetitten totalt, jeg var helt rundt på gulvet, jeg havde aldrig oplevet noget lignende, fortalte dronning Margrethe i Stéphanie Surrugues biografi om prins Henrik, ’Enegænger’.

Den 2. september 1966 kunne Ekstra Bladets Sven Peter Sabroe afsløre, at en forlovelse var nært forestående, og den 3. september blev den franske kærlighed fløjet til København ’på ekstraordinært besøg’.

Den 4. oktober kom den officielle meddelelse om forlovelsen.
- Kronprins Frederik havde mange forskellige kærester, før han fandt sammen med Mary, men for Margrethe var tiderne anderledes. Man havde ikke mange forskellige kærester – slet ikke, hvis man var kongelig og pige.

- Dengang ville det være faldet uden for det, som var forventningen, hvis prinsesse Margrethe havde vandret igennem København med forskellige kærester, fortæller historiker Lars Hovbakke Sørensen.

Parret sagde ja til hinanden og til titlen som kronprinsepar i Holmens Kirke den 10. juni 1967.

11 måneder efter kom en lille ny prins til verden, og han fik samme navn som sin morfar, der i 1953 førte pennen over den lov, der gjorde hans mor til regent.

Prinsen blev døbt Frederik André Henrik Christian den 24. juni 1968 i Holmens Kirke.

Credit


Tekst: Mathias Valsgaard

Redaktør: Hans Christian Kromann

Topbillede: Keystone/ Getty Images