For et år siden blev 35-årige Mikkel Vestergaard prøveløsladt fra Nørre Snede Fængsel.

I fire et halvt år sad han bag tremmer. Dømt for blandt andet produktion af hash, narkokriminalitet, hæleri og tyveri.

Dengang kom Mikkel Vestergaard i bandemiljøet.

Men da han forlod fængslet i midten af Jylland, var det med ét ønske.

Han ville have et normalt liv. Ikke flere stoffer. Ikke mere bande. Ikke mere kriminalitet.

Et job. En dame. Et parcelhus. Et par rollinger.

Det var hans drøm, da han den 23. marts 2020 slæbte de sorte affaldssække med sine ejendele hen over fængslets solbeskinnede parkeringsplads.

Men Mikkel Vestergaard har statistikkerne imod sig.

De nyeste data fra Danmarks Statistik viser, at 54 procent af løsladte begår kriminalitet indenfor ét år, efter de har forladt fængslet.

Derfor har DR fulgt ham det første år af sin prøveløsladelse.

For at se om han formår at samle fragmenterne af det liv, som faldt fuldkommen fra hinanden, de år han var låst inde bag det mørkegrå gitterhegn.

De første uger i frihed

Marts 2020

Mikkel Vestergaard har slet ikke overvejet, hvordan det vil føles at stå foran sin mors gule murstenshus i landsbyen Lumby otte kilometer nord for Odense med visheden om, at han denne gange ikke skal tilbage til Nørre Snede.

Alle tanker om, at hans afsoning en dag ville slutte, lukkede han ude, de år han sad inde.

Det var en overlevelsesstrategi.

En dag ad gangen. I over 1.500 dage har han koncentreret sig om at tage en dag ad gangen. Er stået op med det ene formål at få netop denne dag overstået.

Det er det, fængsler gør ved en, konstaterer Mikkel Vestergaard.

Da han sad bag gitteret, var han ved at brække sig over, at andre altid bestemte, hvad han skulle.

Nu føles det på en måde frygtindgydende, at der ikke er nogen vagter, der fortæller ham, hvad han skal, og hvornår han skal det.

Og så er der tomheden.

Da Mikkel Vestergaard havde siddet inde i halvandet år, døde hans far.

Dagen forinden havde han fået en tillægsdom på tre års fængsel.

Tillægsdommen blev ifølge Mikkel Vestergaard givet for narkokriminalitet, han begik inden sin første fængselsstraf, men som politiet først fandt beviser for senere.

Tre års ekstra fængsel om torsdagen. Om fredagen faderens uventede dødsfald.

Mikkel Vestergaard knækkede fuldstændig sammen. Lå i 'fucking fosterstilling' på cellegulvet og græd.

Det var, som om ulykkerne væltede ind.

Hans farmor døde. Hans onkel faldt og fik en hjerneskade. Moderens veninde, han havde kendt, siden han var lille knægt, døde. En af hans venner døde.

Nu sidder han så her 34 år gammel, bor hos sin mor, er på kontanthjælp, skylder omkring en halv million kroner efter retssagerne og er næsten uden venner, da han ikke længere kommer i bandemiljøet.

Han har sin mor, lillesøster, farfar og hunden Rally tilbage.

Tre måneder som en fri mand

Juni 2020

Saul Hudsons – bedre kendt som Slashs - elguitar skærer igennem stilheden i Mikkel Vestergaards mors have.

Han skruer op.

- She's got a smile that it seems to me, bræger Guns N' Roses forsangeren Axl Rose indover Slashs legendariske guitarspil.

Mikkel Vestergaard stiller sig i en solstråle, tager en vægt, lukker øjnene og forsøger at lade Axl Roses ord fortrænge sine tanker.

- Whoa, oh, oh. Sweet child o' mine.

En betydelig del af Mikkel Vestergaards tankestrøm kører i ring om de ting, han ikke har.

Sin far. Et job. En uddannelse. En dame.

Sidstnævnte er det, han føler, han mangler mest.

Det er fem år siden, han sidst kyssede en pige.

Selvtilliden svigter også, hvad angår, de andre ting han gerne vil have.

For eksempel et job. Han har ikke søgt noget. Heller ikke om at komme i virksomhedspraktik eller lignende.

Allerede længe inden han når hen til computeren, føler han sig udmattet.

Hvem vil have en med hans straffeattest? Han kan ikke finde på én god ting at sige om sig selv til en potentiel arbejdsgiver.

Han hader sig selv, sukker han med tryk på hader.

Der er også skammen.

En dag mødte han en ældre mand, der smilte til ham.

Maden genkendte ikke ham, men Mikkel Vestergaard kunne kende ham.

Han har begået indbrud ved den ældre mand og hans hustru.

Mikkel Vestergaard nævner det ikke for at få medlidenhed, understreger han.

Og han forstår godt, hvis nogen tænker, at han må tage sig sammen og ringe til de lokale virksomheder for at spørge, om de vil give ham en chance på arbejdsmarkedet.

Det er bare ikke så lige til, fortæller han.

Siden han blev løsladt, er han begyndt i en række behandlingsforløb.

Han går blandt andet i misbrugsbehandling. Han har også været til indledende samtale ved Center For Seksuelt Misbrugte på grund af nogle overgreb, som ifølge Mikkel Vestergaard fandt sted i hans barndom.

Flere af behandlerne mener, at han udviser tegn på PTSD – Posttraumatisk stressforstyrrelse. En ofte langvarig lidelse, som opstår hos personer, der har været udsat for voldsomme psykiske belastninger.

Et halvt år udenfor gitteret

Oktober 2020

Normalt synger Mikkel Vestergaard ikke foran andre mennesker.

Han slår genert blikket ned i sin salmebog.

Det er pinligt, synes han.

Men når han tager plads på de gråmalede bænke i Lumby Kirke, forsøger han at være ligeglad.

- Guds retfærdighed i nåde ser til os fra Himlen ned, brummer han i kor med de overvejende grå hårtoppe, der stikker op på bænkene omkring ham.

Egentlig har Mikkel Vestergaard været religiøs, siden han var teenager.

Det var en åbenbaring, der kom til ham en aften.

Men i tyverne kom han lidt væk fra Gud og Jesus. Han var under Djævlens indflydelse, som han siger.

Siden løsladelsen er han dog kommet i kirken stort set hver søndag.

Faktisk er han netop blevet valgt ind i menighedsrådet.

Kirken er ikke det eneste, der den seneste tid har kastet lys ind i Mikkel Vestergaards tilværelse.

Han er også begyndt at se to gamle venner fra før sin bandetid, og om to dage skal han til samtale hos en lagervirksomhed med henblik på at komme i virksomhedspraktik.

Mikkel Vestergaard har svært ved at udpege præcis, hvornår lyspunkterne begyndte at optræde i hans hverdag igen.

Men et af de største lysglimt dukkede op for et par uger siden.

Da han blev løsladt, fik han tilbudt to mentorer fra Røde Kors.

Røde Kors indbød ham derfor til at holde oplæg for sit mentorkorps.

Kirken, foredragsdrømmene og de andre lyspunkter gør, at Mikkel Vestergaard er fortrøstningsfuld omkring fremtiden.

Det går bedre end i sommer, fortæller han, men han føler, at opturen hviler på et skrøbeligt fundament.

Et år i friheden

Marts 2021

Med hurtige skridt nærmer Mikkel Vestergaard sig det åbne bagagerum på en grå Opel.

Han vifter med sine tatoverede hænder til en ældre mand ved bilen.

- Nej, Herre. Lad mig slæbe, siger han.

- Tusinde, mange tak, Herre. Børnene i Afrika bliver glade, når vi får solgt tingene og sendt pengene derned, tilføjer Mikkel Vestergaard, imens han tager imod en flyttekasse med mandens aflagte elektronik.

Det er her i Odense-bydelen Tarup blandt brugte krystalglas, cd'er med Stig Rossen og filmklassikere som Pulp Fiction og Den Eneste Ene på dvd, at han tilbringer sine formiddage.

Han er i virksomhedspraktik i Mission Afrikas genbrugsbutikker.

Det smil, du kan se konturerne af i Mikkel Vestergaards øjne, når han med maske trasker rundt mellem de lange rækker af reoler med fynboernes brugte ting, står i kontrast til, hvordan han havde det i november.

Der befandt han sig i et modløst hul. Han havde lavet en praktikaftale med den lagervirksomhed, han var til samtale hos.

Men få dage inden, han skulle begynde, fik han at vide, at han alligevel ikke kunne starte.

Han hungrede efter at fylde sine dage med andet end træning og gåture med Rally.

Trangen til at tage stoffer og at begå kriminalitet vendte tilbage.

Men i stedet for at give efter skruede han op for sin misbrugsbehandling.

Hver eneste dag i en uge kom han til behandling. Han kom også hos Center for Seksuelt Misbrugte.

Det var udmattende at rode rundt i sine mest smertefulde minder, fortæller han.

Men nødvendigt.

Det var også omkring det tidspunkt, hvor Mikkel Vestergaard trappede op for behandlingen, at han tvang sig selv til at gøre flere af de ting, han fandt uoverskuelige og grænseoverskridende.

For eksempel at skrive til en pige.

Af hensyn til hendes privatliv ønsker han ikke at komme ind på, hvor de kender hinanden fra.

Men efter at han med sitrende, nervøse fingre havde skrevet til hende, at han havde følelser for hende, begyndte de at date.

Nu er de kærester.

Status efter et år i friheden er altså, at Mikkel Vestergaard har 'dame på.'

Han er stadig på kontanthjælp, men føler, at han gennem virksomhedspraktikken er ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Huset og rollingerne mangler. Han bor fortsat hos sin mor.

Mikkel Vestergaards bedste råd til andre, der ønsker at gøre en tilværelse som kriminel, stofmisbruger til fortid, er at bryde al kontakt med de venner, du sniffer, ryger og begår kriminalitet med.

Råd nummer to er at tage imod al hjælp, du kan få.

Mikkel Vestergaard takkede ja til mentorerne fra Røde Kors. Han sagde ja til behandling hos Center for Seksuelt Misbrugte. Han har også passet sin misbrugsbehandling.

Han ved, at hans tidligere medfanger vil tro, han er blevet skør, når han siger det her, men selv Kriminalforsorgen, som hver 14. dag tjekker op på, om han holder sig fra kriminalitet, ser han som en hjælp.

HAR DU BRUG FOR HJÆLP?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen, der ikke selv er selvmordstruet. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker og følelser, du har, og du kan gøre det anonymt.

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle dage fra klokken 11-04, ligesom du har mulighed for at chatte med Livslinjen.

www.livslinien.dk/

Credit


Tekst: Trine Hørlyck Bech

Kode: Jonas Halgren Nielsen

Grafik: Signe Heiredal

Foto: Michael Drost-Hansen