Kampen om nazimindet

For 75 år siden i dag blev militærenheden Frikorps Danmark oprettet. 7.000 frivillige danskere meldte sig for at kæmpe for Nazityskland. Efter krigen rejste en gruppe overlevende en mindelund ved Gudenåen for deres faldne kammerater, og lige siden har danskerne forsøgt at udslette den.

Kampen om nazimindet

For 75 år siden i dag blev militærenheden Frikorps Danmark oprettet. 7.000 frivillige danskere meldte sig for at kæmpe for Nazityskland. Efter krigen rejste en gruppe overlevende en mindelund ved Gudenåen for deres faldne kammerater, og lige siden har danskerne forsøgt at udslette den.

  • Af Søren Kjær og Simon Reenberg
Scroll for at læse

Kaffekopperne klirrer og snakken går lystigt mellem de mange gæster, der er ved at finde sig til rette på Ans Kro ved Silkeborg.

Tre tjenere i klassiske hvide skjorter og sorte bukser serverer kaffe og kage for forsamlingen på godt og vel 80 mennesker.

Tord Marius Lorentsen er 19 år gammel, da han træder ind i rummet på Ans Kro den lørdag eftermiddag i september 1971.

Han er i selskab med sin far, Kristen, sine to søskende og sin svoger.

Anledningen til familiens besøg på kroen er, at ‘Fællesskabets Mindefond af 1969’ har indkaldt til generalforsamling og indvielse af en ny mindelund.

Fra sin plads ser Marius den nyvalgte formand, Poul Sommer, rejse sig og begynde sin tale.

Talen er lang, husker han.

Som afslutning beder formanden de fremmødte vise ham, hvor højt sneen lå vinteren før.

Mens Marius ser til, rejser selskabet sig og kvitterer med fremstrakte højrearme.

En tjener går i stå ved synet af de næsten 80 heilende gæster. Et par sekunder observerer han nazisalutten som forstenet.

Med forskrækkelsen malet i ansigtet styrter han ud af lokalet igen.

For ingen har fortalt personalet på Ans Kro, at anledningen til selskabet er indvielsen af en mindelund ved Gudenåen for Hitlers danske frontkrigere fra Frikorps Danmark.

En mindelund, som i løbet af de næste syv dage - og kommende mange år, vil blive forsøgt tilintetgjort med paragraffer, maling og sprængstof.

Episoden den september-lørdag gør kroejer Arne Nørgaard rasende, og historien om nazilundens indvielse rammer hurtigt landets nationale dagblade, radio og TV.

Inden længe når historien om mindelunden for soldaterne i Frikorps Danmark også uden for Danmarks grænser.

Selvom 26 år er gået siden Anden Verdenskrigs afslutning, er danskerne endnu ikke klar til at lade besættelsestidens skurke mindes deres døde.

Frikorps Danmark Dansk militærenhed, der i 1941-43 deltog på Østfronten på tysk side.

Oprettet i juni 1941 af DNSAP, Danmarks Nationalsocialistiske parti. Regeringen tillod danske officerer at træde udenfor nummer for at gøre tjeneste i korpset.

Omkring 7.000 anslåes at have meldt sig til tysk tjeneste i korpset.

Langt de fleste tjente på Østfronten, hvor de blev spydspidser i kampen mod Sovjetunionen.

Omkring en tredjedel af dem mistede livet.

Efter krigen straffedes cirka 3.300 for deres deltagelse med fængsel fra to til fire år.

Kilde: Den Store Danske Encyklæpodi, Gyldendal

Inden heilingen på Ans Kro begynder den milde efterårsdag dog fredsommeligt ved
Gudenåens bred.

Klokken 15.00 har ‘Fællesskabets Mindefond af 1969’ indkaldt til mindestensafsløring ved en lille skråning nær Ans By.

Efterhånden ankommer cirka 100 personer til mindelunden.

Tidligere frontkæmpere, deres pårørende og sympatisører sludrer med hinanden, og medlemmer af Danmarks Nationalsocialistiske Ungdom uddeler sange og bladet ‘NationalSocialisten’ til interesserede.

Også en veteranforening for tidligere SS-soldater i Flensborg er til stede for at minde deres danske soldaterkammerater.

Indtil denne lørdag har Marius’, far Kristen Lorentsen, været formand for foreningen, som er skabt med det formål at etablere og vedligeholde mindelunden.

I deres fritid har en lille gruppe tidligere SS-soldater og sympatisører klargjort den lille grund op til indvielsen.

Træer og krat er blevet ryddet, og fra den nærliggende grusgrav har de udvalgt en natursten som mindelundens centrum - et symbol på deres faldne kammerater.

Selvom heilingen på kroen kom som en overraskelse for personalet, så er mindelundens oprettelse ingen hemmelighed.

I Folkebladet i Randers har man nogle måneder forinden skrevet om planerne for mindestedet for de danske nazisoldater.

Afsløringen skaber forargelse blandt både politikere og befolkning, som i 1971 stadig har nazismens forbrydelser klart i erindringen.

I avisspalter er den planlagte mindelund blevet kaldt en skamstøtte og de østfrontfrivillige for landsforrædere.

Der er blevet indgivet klager til kommunen, og selv statsminister Hilmar Baunsgaard har måttet forholde sig til sagen, da et folketingsmedlem kræver statslig indgriben for at forhindre mindestedets oprettelse.

I mindelunden stiller Kristen Lorentsen - Marius' far, sig foran forsamlingen og byder velkommen med en tale til ære for de faldne frontsoldater.

- Denne mindelund skal fremtidig være det sted, hvor pårørende og venner kan hædre deres døde.

- Her på denne fattige plet jord vil udi fjern fremtid deres symbolske grav være at finde, siger Kristen Lorentsen ifølge det talepapir, hans søn har gemt.

Ligesom cirka 3.300 andre danske østfrontskæmpere blev Kristen Lorentsen idømt fængselstraf for sin krigstjeneste i det retsopgør, der fulgte krigens afslutning.

De hjemvendte soldater blev set som landsforrædere af den danske befolkning, og den udlægning var mange af veteranerne utilfredse med.

Selvom de fleste tidligere frontsoldater helst vil leve i fred uden at gøre samfundet opmærksom på deres fortid, ønsker denne mindre gruppe veteraner, at den nyfødte
mindelund skal præsentere de faldne som helte i stedet for skurke.

- Der var tale om ansvarsbevidste mennesker, der ville bekæmpe pesten fra Rusland, som
truede med at gøre ende på vores kultur, siger Kristen Lorentsen om de østfrontfrivillige til tilhørerne.

Ifølge veteranerne selv havde de tjent Danmarks interesser, og de følte sig forrådt af
deres hjemland.

De mente, at staten havde billiget deres krigstjeneste.

Blandt andet fordi regeringen i 1941 i et cirkulære tillod danske soldater at melde sig til Frikorps Danmark og efterfølgende vende tilbage til det danske forsvar.

Foreningens kommende formand, den berygtede danske nazist Poul Sommer, overtager scenen som den næste taler.

Han fortæller tilhørerne, at mindelunden ikke kun er rejst til ære for de faldne på Østfronten.

Poul Sommer Født 1910. Dansk officer. Flyverløjtnant i 1936.

Frivillig tjeneste ved det tyske luftvåben fra juni 1941. Til Danmark i februar 1944.

Medlem af Schalburgkorpset.

Oprettede vagtkorps ”Sommer-korps”.

Ved retsopgøret idømt 12 års fængsel

Kilde: Nationalmuseet

Den skal også minde samfundet om alle de danskere, der blev udråbt som landsforrædere og dømt efter love med tilbagevirkende kraft for at have samarbejdet med besættelsesmagten under krigen.

Mindelunden skal ifølge Poul Sommer fortælle samtiden og eftertiden om den livsindstilling, som lå til grund for deres handlinger under krigen.

- Den tale skal ud til det danske folk i den kommende tid, og den vil få betydning for et land, som er på vej mod afgrunden, siger formanden.

Men der kommer ikke til at gå mere end tre dage, før myndighederne tager kampen op mod den spæde mindelund.

Klokken ni om morgenen tirsdag den 28. september mødes Kjellerup Kommunes borgmester med blandt andet repræsentanter fra Viborg Amtskommune og politi ved mindestenen.

De beslutter, at slaget skal stå i amtsrådet, som halvanden måned efter meddeler foreningen, at de ikke vil godkende, at den private fællesvej, der forbinder mindestedet til den nærliggende hovedvej, benyttes som vejadgang til mindelunden.

De lokale borgere er dog ikke indstillet på at afvente en beslutning fra amtsrådet.

Allerede samme nat som myndighedernes møde i mindelunden tager de sagen i egen hånd.

I ly af mørket går de i aktion.

Mindestenen, der endnu ingen inskription har fået, overmales med rød maling og ved hjælp
af jernstænger væltes den ned ad skråningen.

Med en bidetang fjerner de mindepladen med en hilsen fra “venner og slægtninge” fra sin metalstander.

Selv de blomster og kranse, som de danske frontsoldater havde placeret i mindelunden til ære for deres faldne kammerater, udslettes.

Allerede den følgende lørdag - en uge efter indvielsen, fortsætter en gruppe modstandsfolk, hvor lokalbefolkningen slap.

To bredskuldrede mænd blokerer døren til den nærliggende Kongensbro Kro og holder
gæster til aftenens bal indendøre.

I mindelunden placerer sprængstofeksperter fra en tidligere sjællandsk modstandsgruppe 15 stænger af sprængstoffet aerolit på mindestenen.

Snart efter forkynder et brag borgerne i Ans By, at mindelunden nu har fået nådestødet.

Mandagen efter kan Ekstra Bladet bringe både fotos og citater fra en af gerningsmændene.

- Vi kunne sagtens have sprængt hele mindeparken i luften, men vi ønskede at levne noget til de jyske grupper, der har varslet lignende aktioner.

- Vi er modstandere af vold. Men vi vil ikke tolerere nye nazistiske projekter. Derfor må mindeparken mellem Ans og Kjellerup jævnes med jorden, forklarer han til avisen.

En mindelund jævnet med jorden er dog stadig en mindelund.

Og selvom endnu en indvielse i 1977 ender med et bombeattentat, har de danske østfrontsfrivillige og sympatisører nu fået et sted at minde deres dræbte kammerater.

En af veteranerne i foreningen er Magnus Møller, der tjente i Frikorps Danmark fra 1941 til 1943.

I slutningen af 1980'erne oplever mindelunden en anden form for angreb - denne gang indefra.

En gruppe danske nynazister vil bruge mindestedet som et våben i kampen for en renæssance af Hitlers ideologi.

Ved en ugyldig generalforsamling forsøger nynazisterne at kuppe sig til magten i bestyrelsen - og med den både pengekassen og skødet på mindelunden.

- De forventede, at de her gamle gutter ville klappe i hænderne over, at der kom noget politik tilbage i foreningen, siger talsmand Frants Langhoff.

- Men der tog de fejl. For de aldrende østfrontveteraner var der tale om en venskabsforening, hvor de kunne mindes. For dem var krigen slut, siger han

Efterspillet til kuppet kan findes i mindelundens arkiver, hvor der er to referater fra generalforsamlingen den 3. juni i 1988 - ét for hver fløj repræsenteret i bestyrelsen.

To år efter viser foreningens dokumenter, at den upolitiske gruppe stadig sidder på magten.

Kampen mod mindelundens politiske arvesynd slutter dog ikke med det afværgede
kupforsøg.

Også i 2002 forsøger nynazistiske grupperinger igen at udnytte mindelunden til at fremme deres politiske arbejde.

Efter endnu et hærværksattentat mod mindelunden hjælper Dansk Front og det nynazistiske parti DNSB med oprydning og genrejsning af mindestenen.

Efterfølgende beretter begge organisationer om bedriften med fotos på deres hjemmesider.

Ifølge Frants Langhoff var de unge nynazisters hjælp uønsket af foreningen.

- Vi kan jo ikke sætte lås på mindelunden og forhindre folk i at komme der. Vi kan ikke gøre
andet end at sige til dem efterfølgende, at de ikke er velkomne.

- Det endte også med, at de fjernede billederne, og så var der ikke mere i det, siger Frants Langhoff.

Efterfølgende fik flere af foreningens unge medlemmer, heriblandt Langhoff selv, ændret
vedtægterne, så §1 nu blandt andet slår fast, at “foreningen er upolitisk og må ikke indgå i
politisk eller racistisk arbejde”.

I løbet af årene tager også den ekstreme venstrefløj den plagede mindelund som gidsel i deres politiske projekt.

I 1992, 2002 og 2005 modtager Viborg Politi anmeldelser om hærværk mod mindestedet, og efterfølgende tager antifascistiske grupper ansvar for attentaterne.

Ved hærværket i 2002 males blandt andet hammer og sejl på mindelundens mindesten.

Selvom hærværket sandsynligvis er udført af en lille gruppe personer på den yderste
venstrefløj, vidner aktionerne alligevel om samfundets generelle holdning til stedet, forklarer historikeren Claus Bryld, dr. phil og professor emeritus ved Roskilde Universitet.

Han har blandt andet forsket i den kollektive erindring om især Anden Verdenskrig.

- Jeg tror, flertallet af befolkningen er ligeglade med, om der ligger sådan et mindesmærke
derovre og i øvrigt vil tage afstand fra hærværk mod det, men de vil aldrig selv opsøge det
eller deltage i mindehøjtideligheder på stedet.

- På den måde kan man sige, at flertallet
stemmer med fødderne mod mindesmærket, forklarer han.

Ti år efter den sidste hærværksaktion skinner solen i mindelunden denne søndag i starten af juni måned 2015.

12 personer står let foroverbøjede i en lille halvcirkel. Ingen taler.

De mindes de veteraner, der er gået bort det forgangne år.

Efter to minutters stilhed starter generalforsamlingen i ‘Fællesskabets Mindefond af 1969’.

Det er en mindeforening for dem, der har været. Det kunne lige så godt være for krigen i 1864, Napoleon eller noget helt tredje.
Frants Langhoff, mindeforeningens talsmand.

Årsberetningen er det første punkt på dagsordenen.

Frants Langhoff tager ordet og fortæller, at han sammen med to andre har været oppe og fælde nogle træer.

Kassereren beretter, at 2015 har budt på to udlæg. 1.200 kroner til vejskat og 34 kroner til printerpatroner.

Mindestedet påkalder sig ikke længere meget opmærksomhed.

- Det er en mindeforening for dem, der har været. Det kunne lige så godt være for krigen i 1864, Napoleon eller noget helt tredje.

- Men den bliver ved med at være her, den er købt, og der ligger penge til at betale vejskat, siger Frants Langhoff.

Rasmus Hyllested, der er historiker fra Roskilde Universitet og har skrevet en bog om de danskere, der blev dømt i retsopgøret efter Anden Verdenskrig, stiller spørgsmålstegn ved, om det vil være godt, at mindelunden fortsætter med eksistere, når de sidste østfrontsveteraner en dag er borte.

- Selvfølgelig skal den have lov til at være der, og selvfølgelig skal de have lov til at fortælle
deres historie, så alle kan få at vide, at der faktisk var nogen, der syntes noget andet.

- Men hvad så hvis det, de syntes, var fuldstændig vanvittigt? Det er et paradoks, siger han.

Frants Langhoff synes, at det er fint, at nogle trods alt ser mindelunden og reflekterer over
historien. Og man skylder stadig de pårørende til veteranerne et sted, hvor de kan mindes, mener han.

- De har ikke andre steder at gå hen, hvis de vil lægge en blomst for deres pårørende, siger
han.

Generalforsamlingen anno 2015 lakker mod enden. De 12 tilstedeværende drikker den
sidste tår kaffe, inden de går mod bilerne.

Credit


Tekst og video: Simon Reenberg og Søren Kjær



Webdokredaktør: Maya Nissen


Musik:

I teksten er brugt flere historiske billeder fra Rigsarkivet Viborg, Viborg Amtskommune, Amtsarkitekt, Journalsager for Plankontoret (bygningsvæsenet), nr. 2007-3049, samt fra Teknisk Afdeling ved Rigspolitichefen.

Samtlige billeder fra Nationalmuseet stammer fra Frihedsmuseets samling.