Nekrolog: Den sidste arbejder
I Anker Jørgensen fik danskerne en statsminister, de ikke kendte godt. Det ændrede sig - de kom på fornavn med Anker, der havde en hård tid på posten
Nekrolog: Den sidste arbejder
I Anker Jørgensen fik danskerne en statsminister, de ikke kendte godt. Det ændrede sig - de kom på fornavn med Anker, der havde en hård tid på posten
Det er en kold tid, som vi lever i. Alle går rundt og fryser.nytårstale 1977, Anker Jørgensen citerer Gasolin’
Anker Jørgensens tid i dansk politik var 1970erne - et årti præget af politiske konfrontationer, økonomisk smalhals, oliekrise og bilfri søndage.
En kold tid - og en kontrast til den varme, som mennesket Anker Jørgensen var omfattet af det meste af sin tid som offentlig person i Danmark.
Kendt bare som Anker - for han var en statsminister, Danmark var på fornavn med.
Anker Jørgensen var ellers ikke velkendt af det store flertal af danskere, da han pludselig blev deres statsminister. Selv om han var medlem af Folketinget og tidligere formand for arbejdsmændene – de ufaglærte på det danske arbejdsmarked, i dag hedder organisationen 3F.
Men forgængeren og partifællen Jens Otto Krag tog fusen på nationen. På de, der troede de kunne afløse ham, på spidserne i det store regeringsparti.
Han tog også fusen på Anker Jørgensen, der trods sin placering på venstrefløjen var positiv over for EF ( i dag EU) - præcis som Krag selv. Dén holdning gav masser af tæsk til Anker. Men hos Krag skabte det respekt.
Da Danmark havde sagt ja til EF i 1972, sagde Krag farvel til statsministerposten.
Anker Jørgensen blev kaldt op i Statsministeriet og ind til Krag, der sad bænket med sine nærmeste.
Første chok: Krag gik af, dagen efter folkeafstemningen om EF. Næste chok: Anker Jørgensen skulle være hans afløser. Anker fik en snaps til at skylle overraskelsen ned.
- Denne blev den mest chokerende dag i mit liv - jeg er blevet statsminister, skrev Anker Jørgensen i sin dagbog, da en hektisk dag var slut.
Dermed kulminerede et liv, der begyndte langt fra magtens centrum.
Anker Jørgensen mistede begge sine forældre i 4-5 års-alderen. Han voksede i stedet op hos en tante under fattige kår på Christianshavn.
Anker Jørgensen blev elev på Det Kongelige Vajsenhus, der var beregnet til forældreløse børn.
Han voksede til, fik arbejde på værft, på fabrik og lager. Men han læste også. Alt det, han kunne. På biblioteket. Og ved alle de lejligheder og muligheder, han kunne komme i nærheden af - blandt andet i fagbevægelsens regi.
Det var en tid, hvor den samlede arbejderbevægelse – faglige organisationer, fritidstilbud, virksomheder og det socialdemokratiske parti – kunne udfylde et menneskes hele liv.
Som 17-årig meldte han sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Han var på det tidspunkt cykelbud.
Den 9. april 1940 så Anker Jørgensen de tyske fly larme sig ind over København, og han kunne se de tyske soldater køre gennem landets hovedstad i åbne lastbiler.
Besættelsen af Danmark 1940-45 blev en dramatisk tid for Anker Jørgensen.
Han var soldat ved Garderhusarregimentet i Næstved og i forreste linje, da de danske soldater under stor dramatik blev afvæbnet i 1943. Anker Jørgensen, menig nr. 686, blev beskudt af tyskerne – men ikke ramt.
Og han var aktiv i modstandskampen. Også når det var farligt. Også når det var nødvendigt at have våben i hånd. ”Svend Carstensen, lagerarbejder”, lød hans falske identitet. Jobbeskrivelsen var rigtig nok, selv om han havde svært ved at nå at passe jobbet hos FDB, i dag Coop.
Tyskerne forsvandt igen, og Anker Jørgensen havde fuld fart på, frem i livet.
Mens Danmark i årene efter krigen bevægede sig via de slumrende 1950ere ind i de stormende 1960ere, gjorde han karriere i den Arbejderbevægelse, der dengang var en hovedaktør i samfundet.
I 1968 blev han formand for DASF, datidens forbund for de mandlige ufaglærte, i dag 3F. I Folketinget havde han allerede fået sæde i 1964, men uden at spille nogen hovedrolle – han havde alt for travlt på den anden front, den faglige.
Alligevel blév det til sidst Christiansborgpolitikken, der blev hans vigtigste scene. Anker Jørgensen forblev medlem af Folketinget i 30 år. Statsminister var han i 1972-1973 og atter fra 1975-82.
Han blev den første arbejdsmand (ufaglært, altså uden en faglig uddannelse), der fik statsministerposten. Og den sidste arbejder.
To overskrifter kan sættes på Anker Jørgensens tid som statsminister:
Vanskelige parlamentariske forhold på Christiansborg, der var kaos til højre og hård kritik fra venstre.
Store udfordringer i dansk økonomi.
Og i midten af det hele Anker.
Anker Jørgensens første valg i spidsen for sit parti var det skelsættende jordskredsvalg i 1973, hvor nye partier i skikkelse af Fremskridtspartiet, Centrum Demokraterne (ledet af den tidligere partifælle Erhard Jakobsen) og Kristeligt Folkeparti blæste ind i Folketinget.
Herefter blev dansk politik aldrig det samme. Oveni ramte energikrisen og en økonomi, der ifølge Anker Jørgensens egen finansminister en overgang havde retning mod afgrundens rand.
Dén finansminister hed Knud Heinesen. Han var en af Anker Jørgensens nærmeste i en periode. Der var udskiftning på posten. Det sled både på Anker Jørgensen og hans ministre at bakse med den nærmest uendelige række af økonomiske forlig, der forsøgte at rette tingene op.
Op ad bakke. I et uregerligt Folketing og i et konfliktfyldt samspil med den fagbevægelse, Anker Jørgensen selv var rundet af.
Hér regerede LO-formand Thomas Nielsen. Dengang præsenterede en socialdemokratisk statsminister ikke udspil for befolkningen, før de var forelagt kammeraterne i LO. Det slog gnister i det, man ellers godt kan lide at kalde ”familien”.
Thomas Nielsen kaldte landets statsminister ”en lille skid”, når Anker ikke adlød ordrerne fra LO.
Men Anker Jørgensen fulgte sin egen vej, også selv om det nogle gange var ved at rive hans eget parti i stykker. For eksempel, da han i 1978 gjorde det historiske og umulige – han dannede regering sammen med bøndernes parti, Venstre. Uhørt, sagde nogle. Nødvendigt, sagde Anker.
SV-regeringen holdt i 14 måneder. Forsøget er ikke siden gentaget.
Anker Jørgensen er blevet beskyldt for at mangle basal indsigt i økonomi. Og der er fældet hårde domme over den økonomiske politik, hans regeringer førte. I nogle kredse tales der om ”Anker Jørgensen-økonomi”, når der skal sættes trumf på en hård kritik.
Andre har dog taget ham i forsvar. Ikke mindst efterfølgeren på formandsposten, Svend Auken. Han blev til sin død ved med at fremhæve, at økonomien har hundesvær, at de borgerlige også have medansvar i lange perioder. Og så at Anker Jørgensen fik truffet vigtige beslutninger, der rakte mange år frem – først og fremmest i forhold til olien under Nordsøen.
Forholdet til Jørgensens absolutte modsætning, skibsredder Mærsk McKinney Møller, var bemærkelsesværdigt. Den forældreløse overfor manden, der havde arvet et forretningsimperium.
- Det var en mand fra en fremmed planet, fortalte Anker Jørgensen årtier senere til forfatteren Alex Frank Larsen, der har skrevet en af mange biografier om ham.
I de år lærte danskerne Anker Jørgensen at kende som en statsminister, der uimponeret mødte verdensledere som USA's Ronald Reagan (udtalt på jørgensen-engelsk) og Kinas Deng Xiao-Ping. Som smed skoene og passede sit arbejde på bonede gulve i strømpefødder, hvis det kunne lade sig gøre.
De kom til at kende en Anker, der blev boende i Sydhavnen i København med sin hustru Ingrid - og klagede over, at det var umuligt at finde en oplukker på Marienborg, når han var i statsministerens embedsbolig, slottet nord for København.
De så ham fjerne Ritt Bjerregaard fra posten som undervisningsminister, da hun havde overnattet for dyrt på et hotel i Paris i 1978. Dér overskred hun arbejdsmandens grænser for, hvad man kan tillade sig.
Men danskerne så også en statsminister, der af og til skabte problemer for sig selv i sin færden på den storpolitiske scene. Som da han i 1973 med en berømt tale i Middelfart fik de arabiske lande på nakken. Jørgensen sagde sin mening og forsvarede Israel.
I sagens natur var Anker Jørgensen også genstand for kulturlivets store opmærksomhed.
Buster Larsen lavede parodier i monopolfjernsynet. Tegneren Bo Bojesen tegnede ”Jern-Anker”. Venstrefløjens kommunistiske husorkester Røde Mor ønskede ham alt ondt, fordi han ville påtvinge danske lønmodtagere Økomisk Demokrati – 1970ernes idé om at give lønmodtagerne medejerskab til danske virksomheder. Socialdemokraternes husorkester 40 i Feber forsøgte sig med: ”Støt de nye tanker, gå til valg med Anker”.
I 1982 gav Anker Jørgensen og hans socialdemokratiske mindretalsregering op og overlod magten til Poul Schlüters borgerlige firkløverregering. For en kort bemærkning, troede nogle naivt. Men reelt var Anker Jørgensens tid i dansk politik ovre, og den socialdemokratiske vej tilbage til magten var så lang, at Anker ikke kom med hele vejen. I hvert tilfælde ikke som partiformand.
Anker Jørgensen kunne se Schlüter bide sig fast, sammen med et økonomisk opsving. Han kom til at stå i spidsen for et parti, der var på kant med de radikale om den økonomiske politik – og dermed rykkede væk fra magten.
Og vigtigst: Han tabte to folketingsvalg og overlod sin formandspost til Svend Auken i 1987.
Anker Jørgensen blev siddende i Folketinget en årrække. I den periode blev det mest dramatiske forløb hans besøg i Bagdad i 1990, mens den første Golfkrig rasede under den første præsident Bush.
38 danskere blev fanget af krigen, og holdt som gidsler af Saddam Hussein i Bagdad. Langtfra alle i Danmark og dansk politik var begejstrede for at den tidligere statsminister drog afsted for at få danske gidsler hjem - men han gjorde det alligevel, da gidslerne bad ham.
Et pinagtigt møde med Saddam Hussein måtte til, inden Anker Jørgensen kom hjem med 16 gidsler. Til en blanding af folkelig ros og kritik.
Efter tiden på Christiansborg skruede den tidligere statsminister op for sine aktiviteter uden for Christiansborg - ikke mindst en omfattende foredragsvirksomhed, der fortsatte til de sidste år af hans liv. Blandt andet med foredraget "fra Christianshavn til Christiansborg".
Han fortsatte med at give udtryk for politiske holdninger, også når det var ubekvemt for hans efterfølgere i partitoppen. Anker Jørgensen var fra starten ikke begejstret for hverken Poul Nyrup Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt som partiformænd - eller for ændringerne i den efterløn, hans SV-regering havde indført i 1979.
Siden skiftede han mening om både Nyrup og Thorning. Han bøjede sig i hvert tilfælde for at de kunne gøre det samme som ham selv – nemlig indtage statsministerposten.
Anker Jørgensen blev den sidste arbejder på dén post. Uddannelsesniveauet i Danmark er langt højere i Danmark i dag, end da et cykelbud på Amager engang i 1940erne begyndte at interessere sig for politik.
Men Anker Jørgensen gik hele vejen – og kom på fornavn med danskerne undervejs.
