Nekrolog: Manden der formede Cuba

Fædrelandet eller døden, lød Fidel Castros slagord i årtier. Nu har døden indhentet ham.

Nekrolog: Manden der formede Cuba

Fædrelandet eller døden, lød Fidel Castros slagord i årtier. Nu har døden indhentet ham.

  • Af Dines Boertmann
  • 26. nov. 2016
Scroll for at læse

La historia me absolverá - Historien vil frikende mig.

Sådan lød det i Fidel Castros berømte forsvarstale fra 1953, hvor han forklarede og forsvarede, at han og hans fæller havde grebet til våben for at vælte diktatoren Fulgencio Batista.

Nu hvor Fidel Castros er død i en alder af 90, står både venner og fjender klar til at gøre regnebrættet op.

Få personer i Latinamerikas historie har delt vandene skarpere: For mange på den sydlige halvkugle er Castro et lysende ikon - for andre er han en inderligt hadet despot og undertrykker.

Men hævet over den uenighed står den uomtvistelige kendsgerning - at Fidel Castro er en af de personer, der prægede den vestlige halvkugle i den anden halvdel af det 20. århundrede.

Fidel Castros historie er i høj grad Cubas historie.

Han blev født den 13. august 1926 i Cubas østligste provins, Oriente, som søn af spanske indvandrere, der arbejdede sig op til at blive forholdsvist velstående jordejere.

Selv om forældrene var analfabeter, var de i stand til at sikre, at Fidel og hans søskende fik uddannelser. Børnene blev sendt til skoler drevet af katolske ordener i Cubas næststørste by, Santiago, hjertet i Oriente.

Næste stop blev jurastudiet ved universitetet i Havana. Men studenterpolitikken tog det meste af hans tid.

Cuba var på det tidspunkt et land med civile regeringer og jævnlige valg, men også et land under konstant truende skyer.

Cuba opnåede først uafhængighed fra Spanien efter 1898. Mange cubanere - den gang og nu - mener, at USA kastede sig ind cubanernes uafhængighedskrig i 1898 og praktisk taget overtog den.

Den spansk-amerikanske krig blev enden på det spanske koloni-imperium: Puerto Rico og Filippinerne blev amerikanske kolonier.

For Cuba betød det en uafhængighed, hvor USA dikterede amerikansk overhøjhed ind i forfatningen i form af den såkaldte Platt-amendment.

Cubas udenrigspolitik og handel blev underlagt USAs veto-ret, og USA sikrede sig adgang til en flådebase - Guantanamo-basen, der i dette årtusinde er mest kendt som fangelejr.

Det uafhængige Cuba blomstrede som en åben mark for amerikanske selskaber, rigmænd og organiserede kriminelle - med grasserende korruption, kup og undertrykkelse, vekslende med demokratiske tøbrud.

Studenterne i Havana var i forreste række i en kamp for demokrati, reformer og reel uafhængighed af den store nabo, og det foregik i en atmosfære, hvor den kamp blev opfattet som den samme, hvad enten den foregik i Cuba, i Colombia eller et hvilket som helst andet latinamerikansk land.

Fidel Castro var i 1948 i Colombias hovedstad for at støtte den lokale studenterbevægelse, som stod bag den liberale præsidentkandidat Jorge Gaitan.

For Castro og mange andre blev det en skelsættende begivenhed: Gaitan blev myrdet af politiske modstandere og vejen til en demokratisering syntes at være lukket i et orgie af vold. For Castro og for andre rejste det tvivl om stemmeboksen overhovedet var en mulig vej til forandring.

Tingene blev sat yderligere på spidsen, da en gruppe officerer i 1952, med Fulgencio Batista i spidsen, afsatte en miskrediteret og bundkorrupt regering. Juristen Castro forsøgte at føre en retssag mod Batista for forfatningsbrud, og da den blev afvist af domstolen var konklusionen for Castro og hans ligesindede, at vejen til demokratiske reformer krævede våben i hånd.

De planlagde et spektakulært angreb på Moncada-kasernen i Santiago den 26. juli. 1953. Angrebet skulle som en gnist antænde en national opstand. Alternativ kunne oprørerne tømme Moncadas våbendepoter og trække op i Sierra Maestra-bjergene for at opbygge en oprørshær.

Det slog fejl.

Kun et mindretal af de omkring 160 angribere overlevede - ifølge flere kilder blev de fleste likvideret af militæret umiddelbart efter at være taget til fange.

Fidel Castro blev fanget et par dage efter og blev stillet for en domstol i oktober - tiltalt sammen med over 100 oppositionsfolk, der intet havde at gøre med aktionen.

De overlevende fra angrebet fik ti til 15 års fængsel. Fidel fik den højeste straf. Hans lillebror Raul fik 13.

Fidel, og de andre dømte blev løsladt igen i 1955 efter en generel amnesti, hvorefter de gik i eksil i Mexico.

Her begyndte de straks at planlægge et nyt forsøg på at vælte Batista, og tilfældet ville at en ung argentinsk læge sluttede sig til dem.

Han var flygtet fra nabolandet Guatemala, hvor USA året før havde organiseret et kup, der satte et blodigt punktum for jordreformer og demokrati.

Det var oplevelser, der havde gjort den unge Ernesto Guevara, kaldet "Che" af cubanerne, mere radikal end hovedparten af Castros 26. juli-bevægelse, opkaldt efter datoen for angrebet på Moncada.

Den 2. december 1956 landede 82 mand på kysten i den cubanske Oriente-provins. I spidsen var blandt andre Fidel, Raul og Che Guevara.

Igen var det en katastrofe. Kun en snes af deltagerne slap levende fra kysten op i bjergene. Men den overlevende kerne formåede i løbet af kort tid at udvikle en slagkraftig guerilla-styrke, der blev en spydspids for landsdækkende modstand mod diktaturet.

I løbet af 1958 bliver guerillastyrken så stærk, at den kaldte sig oprørshæren – Ejercito Rebelde - og den fik det militære overtag. 31. december flygtede Fulgencio Batista. Oprørshæren rykkede ind i Havana den 1. januar 1959.

Den cubanske revolution var en kendsgerning, men fra første øjeblik lød der anklager i både Cuba og USA om, at de revolutionære var kommunister.

Fidel Castro blev premierminister. 26. juli bevægelsen var en politisk meget sammensat bevægelse, der forenede nationalistiske, demokratiske og anti-imperialistiske kræfter.

Yderfløjene var til den ene side borgerlige demokrater, motiveret af modstand mod Batista-diktaturet og den mafia-stat, der udviklede sig under hans styre – og til den anden side revolutionære, der ville lave dybtgående og radikale reformer, og som ville have en reel løsrivelse fra den amerikanske dominans.

Var Fidel Castro på det tidspunkt kommunist?

I så fald holdt han det godt skjult, for forholdet mellem 26.juli-bevægelsen og de cubanske kommunister var på ingen måde nært. Men Fidel stod last og brast med bevægelsens mest radikale elementer, der anså det for sandsynligt, at USA ville modarbejde at revolutionen skabte dybtgående forandringer.

Blandt dem var Fidels bror Raul og Che Guevara, der begge havde kontakter til kommunistpartiet.

USA's holdning til revolutionen var først afventende, men blev stadig mere åbenlyst fjendtligt, efterhånden som Cuba gik fra radikal jordreform til nationalisering af amerikanske virksomheder og besiddelser.

For Castro og andre var situationen få år tidligere i Guatemala et vigtigt pejlemærke. I 1954 var en demokratisk udvikling og en jordreform blevet rullet tilbage af en militærstyrke, finansieret og udrustet af USA. Castro ville ikke ende i samme situation, og slog derfor til, da Sovjetunionen meldte sig som samarbejdspartner for Cuba.

Den første samarbejdsaftale mellem de to lande blev indgået i februar 1960.

Inden året var omme var det totale brud mellem USA og Cuba en kendsgerning. USA’s præsident Eisenhower havde givet grønt lys til at forberede en invasionsstyrke, Castro-modstandere fik støtte til sabotagehandlinger, og Cuba blev underlagt en total blokade.

Embargoen Den amerikanske embargo - eller blokade - mod Cuba begyndte i oktober 1960. Den blev udvidet til enhver form for økonomisk forbindelse i 1962.

Først under præsident Obama er der sket lempelser. Trods det politisk-diplomatiske tøbrud der er i gang, er det USA's Kongres, der afgør om blokaden skal ophæves.

I april 1961, efter at John F Kennedy blevet USA's præsident, gik invasionsstyrken i land i Svinebugten – i den spansktalende verden kendt som Playa Giron.

Invasionen slog fejl, og blev en milepæl i den vestlige halvkugles historie: aldrig før var det lykkedes en latinamerikansk stat at modsætte sig USA.

For Fidel Castro var det øjeblikket, der gjorde ham til en international helt – ikke kun i Latinamerika og i kolonierne rundt om på kloden, men også blandt unge i Vesten, der begyndte at gøre oprør mod det etablerede.

Radikaliseringen var tydelig, og førte til stærke modsætninger i Cuba. Det var ikke kun det velstillede borgerskab, der flygtede til USA.

Også fremtrædende personer fra bevægelsen modsatte sig den radikale revolutionære kurs, og faldt i unåde. Nogle flygtede, andre fik langvarige fængselsstraffe – og Cuba bevægede sig ind i en politisk ensretning, hvor der ikke var plads til megen uenighed.

Fidel var revolutionens ubestridte leder.

M-26 bevægelsen fusionerede i 1961 med de cubanske kommunisters parti, PSP, og endnu en organisation, og året efter omdannede samlingen sig til revolutionens – og Cubas eneste – parti.

På det tidspunkt havde Fidel Castro erklæret sig som kommunist, og få år senere tager partiet også navn som Cubas Kommunistiske Parti - landets eneste legale politiske parti.

Castro blev berømt og berygtet for sine taler.

Til trods for en temmelig spinkel stemme, og til trods for at talerne ofte varede både tre og fire timer, brugte han effektivt talerstolen som et kateder, hvor han i enkle vendinger og med retoriske gentagelser hudflettede det, han stemplede som USA-imperialismen, og udstak retningen for cubanerne og for revolutionen.

Castro var ikke nogen revolutionær teoretiker. Alligevel inspirerede han og det cubanske eksempel i høj grad revolutionære grupper ud over hele Latinamerika i 1960'erne og ´70'erne. Cuba nøjedes ikke med at levere inspiration.

Man trænede og udrustede revolutionære grupper fra noget nær samtlige latinamerikanske stater – en eksport der fik sit mest markante udtryk, da Ernesto Che Guevara forsøgte at etablere en guerilla-styrke i Bolivia.

Det kostede ham og adskillige cubanere livet i 1967.

Castros forhold til Sovjetunionen var ikke gnidningsfrit. Castro var fuldstændig klar over, at Cuba kom i et økonomisk afhængighedsforhold til Sovjet, men så ingen alternativer. Det var en form for realpolitik, som han ikke kunne komme uden om.

Den samme realpolitiske tilgang kunne han ikke finde frem, da det handlede om missil-krisen i 1962; opstillingen af sovjetiske mellemdistancemissiler i Cuba udløste en meget skarp reaktion fra USA.

I en uge balancerede verden på kanten af atom-ragnarok, mens USA lagde en flådeblokade om Cuba, og ingen vidste, om Sovjet ville bøje af og trække missilerne tilbage. Men USA og Sovjet indgik en aftale, der betød at missilerne blev trukket tilbage, og Castro mente sig snigløbet af den sovjetiske leder Nikita Khrustjov

Forholdet til Sovjet kølede betragteligt af i en årrække. Det var sammenfaldende med at flertallet af de revolutionære grupper i Latinamerika, som cubanerne støttede, var på kant med de sovjet-orienterede kommunistiske partier i deres hjemlande.

Cubanerne støttede væbnet kamp – kommunistpartierne afviste den - et skisma som også Che Guevara landene midt i, og som efterlod hans guerilla-styrke isoleret.

Attentaterne Castro er formodentlig den statsleder i historien, der har overlevet flest attentatplaner og mordforsøg. Allerede under præsident Eisenhower begyndte USA's efterretningstjeneste CIA at udtænke måder at skaffe ham af vejen på.

Blandt de mere fantasifulde var planer om at inficere ham med et stof, der ville få hans skæg til at forsvinde og berøve ham hans popularitet og gennemslagskraft. Andre metoder inkluderede forgiftede cigarer og lommertørklæder.

De cubansk-støttede guerilla-grupper satte ikke en kædereaktion i gang. Tværtimod oprustede USA de latinamerikanske regimer og kontinentet oplvede et par årtier præget af autoritære magthavere og militærdiktaturer.

En svag økonomi i Cuba, udtalt sovjetisk mishag og Cubas fuldstændige politiske isolation i forhold til Latinamerika fik Castro til at henlægge drømmen om at eksportere revolutionen.

I stedet kastede han i 1975 cubanske styrker ind i Angola, for at hjælp regeringen i den tidligere portugisiske koloni med at forsvare sig mod oprørere, der blev støttet af apartheid-regimet i Sydafrika.

Kun få anfægter at cubanerne i dag er det mest veluddannede folk i Latinamerika og, at Cuba har et højt udviklet og bredt dækkende sundhedsvæsen.

Cuba er en sundhedspolitisk stormagt, der ydede et af de største bidrag til bekæmpelsen af ebola-epidemien i Vestafrika i 2014.

Men Castros kritikere – og fjender – er mange, og kritikken er ikke til at komme uden om. Cuba er en et-partistat, hvor rammerne for diskussion og kritik er afstukket af partiet.

Politisk kritik kan forvandle en borger til politisk fange, og det samme kan krav om ytrings-, informations- og forsamlingsfrihed.

Den kritik har næppe forstyrret Fidel Castros nattesøvn. Til gengæld har det med garanti plaget ham, at Cubas økonomi siden Sovjetunionens sammenbrud har bevæget sig i en nedadgående spiral, hvor almindelige menneskers hverdag er stadig mere præget af mangel på varer og tjenesteydelser.

Det har lillebror Raul forsigtigt og langsomt forsøgt at ændre på, siden Fidel Castro i 2006 fik en indre blødning, der var meget tæt på at blive hans endeligt. Han overlevede, ikke mindst takket være det cubanske sundhedsvæsens høje niveau, men han vendte ikke tilbage til sine mange statslige og politiske poster.

Fidel tilbragte sine sidste år som en tilbagetrukket pensionist. Med mellemrum modtog han udenlandske gæster – seneste den argentinskfødte pave Frans – og skrev i de første år jævnligt kommentarer, der blev bragt i cubanske medier. Men det tyndede ud, og i de sidste år så man kun meget sjældne billeder af en tydelig ældet og fysisk svækket Castro.

En af hans sidste tekster var en bidsk replik til præsident Barack Obamas historiske besøg i Havana, i marts 2016.

Vil historien frikende Castro, som han skrev i 1953?

Mange vil ikke mene det, mens andre vil. Sikkert er det, at der vil være stærke og modstridende meninger om hans eftermæle, men ingen kan bestride, at han skrev sig ind i den.

Credit


Tekst: Dines Boertmann

Webdokredaktør: Hans Christian Kromann

Topbillede: Fidel Castro under en tale i Havana i 2006. Foto: Reuters/Scanpix.