"Jeg har max 10 minutter før politiet kommer"

21-årige Meryem bryder loven ved at bære niqab

Scroll for at læse

Efter maskeringsforbuddet trådte i kraft i sommer, er 21-årige Meryems hverdag blevet noget mere udfordrende. Hun har valgt at forblive tildækket – med alt, hvad det indebærer.


Af Sabrina Uldbæk Skjødt og Laura Aller Jónasdóttir
6. DEC. 2018

Meryems øjne flakker rundt, når man taler med hende i offentligheden. Hun er konstant på vagt. At gå rundt med hende er som at gå rundt med en kendis — alle kigger en ekstra gang. Nogen hvisker bag hende, nogen stopper op og overvejer situationen, en kvinde i 50’erne udbryder spontant: “det der får du en bøde for”.

Forbipasserende vil have hvert et muligt øjeblik af Meryems gøren og laden med, for mange har aldrig set en kvinde i niqab før. Ser hun undertrykt ud? Taler hun dansk? Ved hun ikke, det er ulovligt at gå klædt sådan?

Nogle dage iklæder Meryem sig sin sweatshirt med teksten ”Ask me anything about my niqab”. Og andre dage magter hun ikke de nysgerrige blikke, så hun camouflerer sig og haster afsted.

DAGBOG

Som muslim kan man føle sig tættere på sin gud på flere måder. Man kan for eksempel være god mod sine medmennesker, lave velgørenhedsarbejde eller tildække sit ansigt, fortæller Meryem.

Efter en pilgrimsrejse i 2013 i Saudi Arabien begyndte Meryem at bære niqab. Det er en ’tilbedelseshandling’, ifølge den 21-årige universitetsstuderende.

Men den handling gør hende kriminel, efter at maskeringsforbuddet, også kendt som burkaforbuddet, trådte i kraft 1. august.

Forbuddet betyder, at hun altid kigger sig over skulderen en ekstra gang, når hun skal i skole eller købe ind. Men Meryem vil hellere bryde loven hver eneste dag, end hun vil rette ind efter et forbud, hun mener er diskriminerende.

Hun gør det ikke, fordi hun føler sig hævet over loven, siger hun. Men hun synes, civil ulydighed er hendes eneste mulighed for at tilkendegive sin utilfredshed med forbuddet. Hun sammenligner sin hverdagsaktivisme med den sorte borgerrettighedsforkæmper Rosa Parks’ handling i en bus under apartheidtiden i USA, hvor hun nægtede at vige sin plads for en hvid mand.

Niqabben, og Meryems individuelle valg om at bære den, er frihed for hende. Og at niqabmodstandere kigger på hende og tænker, at hun ser undertrykt eller udansk ud, handler om andre folks fordomme. Det må de selv om. Hun er fuldt ud integreret, siger hun. Hun er født i Danmark, i gang med en lang videregående universitetsuddannelse, hun deltager i foreningslivet og taler bedre dansk end mange etniske danskere, argumenterer hun.

Hun ved også godt, at hun skræmmer nogen med sit tildækkede ansigt. Hun kan godt forstå, nogen bliver utrygge, og hun siger, det er en følelse, der er svær at argumentere imod. Men det er ikke hende, der er farlig i nogens bevidsthed. Det er det billede, medierne har skabt, mener hun.

Tildækningsforbuddet Forbuddet trådte i kraft 1. august og betyder, at man ikke længere offentligt må bære beklædningsgenstande, der skjuler ansigtet.

Det kan eksempelvis være burka, niqab, masker, kunstige skæg mv.

Er ansigtet skjult på grund af et ”anerkendelsesværdigt” formål, som kulde, fastelavn og lignende gælder tildækningsforbuddet ikke.

Straffen for en overtrædelse af forbuddet vil første gang som udgangspunkt føre til en bøde på 1.000 kroner. Anden gang vil bøden være på 2.000 kroner, tredje gang på 5.000 og fjerde gang på 10.000 kroner.

Overtræder man tildækningsforbuddet, skal politiet påbyde en at fjerne beklædningsgenstanden, der skjuler ansigtet – eller fjerne sig fra det offfentlige sted.

Politiet skal håndhæve forbuddet uden ”unødig krænkelse af den pågældende.”

Kilde: Politi.dk

Meryem griner højlydt og klapper i hænderne, da hendes modspiller er tæt på at vælte stablen af farvede klodser i Klodsmajor. Hun drikker ikke alkohol og var derfor ikke med på hyttetur, da hun begyndte på studiet i sommer. Hun har spurgt rusværterne, om holdet også kan lave noget socialt uden alkohol involveret. Så nu er der brætspilsaften.

Mødet med nye mennesker forklarer Meryem med en imaginær skala. Alle mennesker starter i nul, forklarer hun. Hun selv starter i minus. Hun skal arbejde sig op, synes hun, fordi folk er fuld af fordomme, og først, når hun har modbevist dem, er hun gået i nul. Og så kan folk finde ud af, hvem Meryem bag niqabben er.

Selv om det er hendes valg at gå med niqab, er det ikke hendes skyld, at hun starter i minus, mener hun. Det er medierne og politikerne, der har ekskluderet hende. Selvfølgelig er der nogen, der fra naturens hånd har forbehold over for folk, der klæder sig anderledes, siger hun. Men hvis hun eksempelvis møder en kvinde pumpet med botox eller en mand med tatoveringer i hele ansigtet, så ville hun gøre sig umage for ikke at dømme dem på forhånd, er hun sikker på.

Et par af pigerne på hendes studie har set Meryems ansigt, men ellers slår hun kun håret ud derhjemme og sammen med sine nærmeste. Meryem grinede lidt af holdkammeraternes skepsis, da de spurgte, om niqabben virkelig er hendes eget valg. Så farvet af medierne.

Hun medgiver, at det for nogen kan virke som en kæmpestor ting at dække ansigtet. Som 14-årig havde hun i sin vildeste fantasi heller ikke forestillet sig, at hun nogensinde skulle være sådan én, der bar niqab. Men for at forstå tildækningen, må man også forstå, hvorfor hun holder ramadan, beder fem gange om dagen, og alt det andet, hun efterlever i koranen. For så giver niqabben måske mening, siger hun.

Da hun præsenterede sit valg om at gå med niqab for sin familie, skabte det stor furore. Hendes forældre kom til Danmark som gæstearbejdere fra Tyrkiet i 1980’erne, og ingen af dem er særligt religiøse. Hendes mor bærer ikke selv hovedbeklædningen, og Meryems valg blev pludseligt et anliggende for hele det tyrkiske samfund i hendes bydel.

Selv om maskeringsforbuddet ikke var en realitet i 2013, advarede hendes forældre hende om det had og de fordomme, hun kunne møde på sin vej. Forældrene frygtede, at deres datter ville blive overfaldet, og om hun overhovedet kunne få en uddannelse.

Til spilaften slår Meryem med terningen. Rød. Hun skal fjerne en rød klods i Klodsmajor. Det er blinde-klodsmajor, så hun dækker det sidste af sit ansigt og føler sig frem.

Meryem stiller sig mellem rækkerne med konservesdåserne i supermarkedet. Et sted hvor hun har overblik over forbipasserende. Det må max tage 10 minutter, når hun køber ind, vurderer hun.
Hun har lært, at der er gode og dårlige steder at købe ind. De steder, hvor ansatte advarer hende, hvis politiet er på vej, og de steder, hvor de ansatte melder hende. Mere end én gang er hun stormet ud af en butik, fordi hun mente at have set en betjent.


Hendes straffeattest er stadig pletfri. Endnu ingen bøde trods det daglige lovbrud. Pengebeløbet skræmmer hende egentlig ikke. Men det gør tanken om store, sortklædte politibetjente, der vil løfte op i hendes niqab mod hendes vilje for at stoppe lovovertrædelsen.

Meryem erkender, at hun er blevet meget paranoid efter maskeringsforbuddet. Hun har ikke taget offentlig transport siden den dag, det trådte i kraft. Hun er bange for folks reaktion. Hun er bange for at blive råbt af. Men det sker ikke på kamera, når DR er med, siger hun. Så nu skal vi købe ind, mens hun er mandsopdækket, griner hun. ”White supremacy,” smiler hun ironisk.

Selv om det kun er Meryems øjne, som offentligheden ser, er hun ligesom de fleste andre 21-årige kvinder forfængelig omkring sit udseende.

Derfor prioriterer hun at komme ned og træne, selv om det betyder, hun skal vove sig ud iklædt den forbudte maskering. Hun træner i et fitnesscenter kun for kvinder. Meryem forklarer, at træningen handler lige så meget om sundhed som om udseende, og når hun går op i hudpleje, make-up og tøj, er det kun for hendes egen skyld. Ikke for mænds.

Hvis en forelskelse opstår, skal familierne inddrages. Selvfølgelig bliver man nødt til at se hinandens ansigt inden et eventuelt bryllup. Fysisk tiltrækning er rigtig vigtigt, siger hun.

Meryems stemme bliver hurtigt skinger og en smule aggressiv, når snakken falder på forbuddet. Det kan ikke passe, at man ikke kan gå klædt, som man vil i et land med liberale frihedsrettigheder, siger hun. Danmark er bygget på kristne værdier, og det betyder blandt andet næstekærlighed.

”Alligevel vælger man nogen ud og chikanerer dem. Jeg fortæller ikke andre, hvordan de skal praktisere deres tro. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke bare lader mig være i fred”, siger hun.

At nogen bliver utrygge eller tænker, at de intet tilfælles har med en niqabklædt, kan hun godt forstå. Fordomme er naturlige, siger hun. Men hun håber, at folk vil give hende chancen for at vise, hvem hun er, inden hun bliver dømt ude.

Meryem er heller ikke afvisende over for, at hun måske i fremtiden, om mange år, kunne finde på at smide niqabben. Men det skal være hendes eget valg. Og ingen fremtidig mand skal bestemme, om hun skal have den på.

”Jeg kender nogen, der har taget den af. Og det er selvfølgelig i orden. Men jeg tror bare, at jeg psykisk ville føle mig ødelagt, hvis jeg skulle tage den af. Det ville være et nederlag”, siger hun.

Meryem har valgt kun at stå frem ved fornavn. Redaktionen er bekendt med hendes fulde identitet.