Jernmanden og den døde nyre
Før EM i Danmark opdager Jens Petersen-Bach et livløst organ i sin krop
Jernmanden og den døde nyre
Før EM i Danmark opdager Jens Petersen-Bach et livløst organ i sin krop
Jeg husker stadig følelsen af frygt, da jeg ser MR-scanningen.
Billederne viser et tværsnit af min overkrop. Som en spegepølse bladrer lægen skive for skive op igennem mit indre. Ryghvirvler og ribben snor sig som krumme byggestilladser, mens mavesæk, hjertet og lungerne toner frem som bløde skygger.
Pludselig er den der. Min venstre nyre.
Som en stor, bleg og skvulpende vandballon lyser den dødt op midt i alt det levende væv. I stedet for at rense mit blod er det en væskefyldt cyste på størrelse med en honningmelon. Det ser helt forkert ud.
Det er kræft, buldrer det i mit hoved. Hvor længe har jeg mon tilbage. Hvor mange gange skal jeg holde min lillebrors dreng i hånden. Vågne op sammen med min kæreste?
Men det er ikke kræft. Det er billedet af en såkaldt udslukt nyre. En stendød nyre.
Nu ligger jeg her. På Rigshospitalet i København. Under briksen summer et røntgenanlæg. I mine blodårer løber et radioaktivt sporstof.
Apparatet laver en renografi. Den måler, hvor godt mine nyrer virker, sorterer sporstoffet fra og sender det videre til min blære.
Imens flyver tankerne. For mig er det dommens dag.
Min raske nyre skal være tilstrækkelig stærk, hvis jeg skal fortsætte mit liv, som jeg kender det.
Jeg hedder Jens Petersen-Bach, er 32 år gammel og professionel jernmand. Jeg lever af at træne og konkurrere i professionelle triatlon-løb på eliteplan.
Min specialitet er sportens længste distancer. Halv eller hel jernmand.
Det er noget pis. Det burde være sjovt. Til foråret er der hele to europamesterskaber i Danmark.
Først i Herning og ugen efter Helsingør. På de veje, hvor jeg cykler året rundt. I det saltvand, hvor jeg svømmer fra juni til september.
Jeg kender ruterne. Skal ikke stresse over dårlig hotel-mad eller dårlig madras. Kan sove i min egen seng og spise min egen mad. De småting, der er forskellen på succes eller fiasko i min verden. I stedet ligger jeg her. Min krop er på værksted.
Jeg er landets bedste til mit fag, men jeg er langt fra millionær. Jeg bor på Vesterbro i København sammen med min kæreste i hendes to-værelses lejlighed. Jeg lever for mindre, end hvad jeg kan hæve på kontanthjælp. Min indtægt stammer fra sponsorer, præmiepenge, og hvad jeg tjener ved at træne andre.
Jeg drømmer om at blive en af de store. En af de 10, der kommer på scenen og bliver hyldet ved det årlige Ironman World Championships på Hawaii.
Hvis jeg har en god dag, og alt spiller, kan jeg måske endda komme på podiet.
Sommersolen har svedt det stride græs gult og tørt.
Bag grantræer og buske titter vægge og hvide vinduesrammer fra røde svenske skovhuse frem. På ruten over engen står forældre i løbetøj med fotoapparater og videokameraer.
Fem år gammel har jeg første gang et startnummer på brystet. Lillebror og jeg er med vores forældre til etapeløb i Sverige.
Hver anden dag er der børneløb i stævneområdet, hvor vi unger får lov at spæne afsted i undertrøjer og korte splitshorts som de voksne. Da vi kommer hjem til Falster, bliver jeg meldt ind i atletikklubben IK Olympia i Maribo.
Jeg er et løbetalent, og som 14-årig træner jeg struktureret. To år senere løber jeg 10 kilometer på 35 minutter og 15 sekunder.
De andre fra klubben begynder til triatlon, og jeg følger med.
Ungdomslandsholdet smager af læsterlige tæsk. Jeg troede, jeg havde trænet fornuftigt hjemme på Lolland-Falster. Løbe kan jeg i hvert fald. Men de andre er tre-fire år ældre end mig. Når jeg cykler med dem, er det som at halse efter en motorcykel.
Jeg kommer op af vandet, og pulsen banker, så jeg kan høre det i øret. Min cykel er væk. Jeg har stillet den et forkert sted, og en stævnevagt har sgu fjernet den, mens jeg var i vandet.
Min første deltagelse ved et danmarksmesterskab er ingen triumf.
Men jeg tager altid hævn i løbeskoene. I atletik var jeg en okay løber. I triatlon er jeg fænomenal. Det kan godt ske, de tæsker mig i svømning og på cykel. Men i løb er rollerne byttet om.
Med tiden vinder jeg ungdoms- og junior-DM.
Mine fødder står i lunkent spansk havvand. Jeg mærker nervøsiteten i kroppen. Om lidt skal jeg køre mit livs første jernmand - Challenge Barcelona 2010 - først nu går det op for mig, hvor lang den er.
Da jeg tager løbesko på efter 3,8 kilometer svømning og 180 kilometer på cyklen, kan jeg ikke spore nogen træthed. Men jeg aner ikke, om jeg kan holde til mål, så jeg løber maratonløbet med håndbremsen trukket. Fornuftigt. Sparer på kræfterne. Hele vejen til mål som nummer fem.
Havde jeg turde satse, havde jeg vundet min første jernmand. Men jeg ved, at jeg har fundet mit kald.
Far står og græder i målområdet.
Jeg har vundet KMD Ironman Copenhagen. Da far fik en diskusprolaps, begyndte han med triatlon, og han har selv gennemført to jernmænd. For ham er det en stor dag. Jeg hælder lidt champagne over ham.
Aldrig har jeg set så meget presse ved målstregen. Journalister og fotografer står i to-tre lag. Men de er her for at se kronprins Frederik og ikke mig.
Han stjæler rampelyset fra min sejr, men inderst inde ved jeg godt, at det kun får opmærksomheden til at eksplodere. Den aften og dagene efter kommer jeg på alle tv-kanalerne.
Tre måneder senere bliver jeg nummer tre til Ironman Arizona i et stjernespækket felt.
Den periode er min karrieres højdepunkt.
Hvorfor fanden kan du ikke gøre noget ordentligt. Du sidder til verdens største stævne, og så laver du sådan noget lort her.
Jeg er på min cykel til Ironman World Championship på Hawaii og pisker mig selv med negative tanker.
Foran mig kan jeg se de andres rygge forsvinde i varmedisen bag de bølgende bakker. Smerterne stråler fra min ryg og ned i ballerne, hvor de tapper al kraft ud af benene.
For første gang er jeg kvalificeret til verdens største og mest berømte jernmandsløb på Hawaii.
Jeg har boet på øen i ugevis for at vænne mig til tidsforskellen, varmen, luftfugtigheden og vinden.
Jeg er i mit livs form. Træningspassene er blevet krydset af som på en husmors indkøbsliste.
Seks timer på cyklen med indbyggede intervaller og bagefter en times løb i ræs-tempo. Tjek.
En times morgenløb, tre timer på cyklen og 75 minutters hård svømning før aftensmad. Intet problem.
Derfor rammer smerterne mig som en spand iskoldt vand. Jeg skælder mig selv ud. Det er jeg eminent til.
Du har gjort det her 1.000 gange til træning, og når det så endelig gælder, så dur du ikke til noget.
Jeg er ikke nogen pivskid - cyklede engang 240 kilometer med et ben, der viste sig at være brækket og blev nummer fem i en jernmand, hvor det føltes som om, jeg havde en kniv i hoften hele vejen.
Men den her smerte kan jeg ikke styre.
Den første kvinde suser forbi bagfra.
Hold kæft, hvor er du bare sølle.
Til sidst gør det ondt bare at træde i pedalerne. Jeg fortsætter ind til byen og målområdet. Der stiller jeg cyklen og udgår af verdensmesterskaberne.
Kontrasten til Hawaii hænger som en møllesten om halsen.
Hjemme i Danmark er det mere vinter end efterår. Det eneste, der skiller himmel, hav og land, er nuancer af gråt.
Jeg er ved at opklare, hvad der egentlig skete med mig under verdensmesterskaberne.
Inde i MR-scanneren skal jeg ligge musestille.
Bagefter hilser jeg for første gang på min venstre nyre. Hvis man ellers kan sige det om et livløst organ. Den skinner ildevarslende.
"Kræft" er det første, jeg tænker, men den er bare død.
Jeg tænker på min lillebror, som jeg boede sammen med i Farum, da vi blev danmarksmestre i hold-triatlon i 2009. Tænker på den fest, som vi holdt i lejligheden bagefter og på, at han nu er blevet far. Hans søn er halvandet nu.
Min egen læge kan ikke sige så meget, og forsikringen hjælper mig videre til privathospital i Hellerup. Jeg taler med en venindes far, der er nyrelæge på Rigshospitalet.
Han slår fast, at jeg ikke er i livsfare.
Jeg taler med lægen på privathospitalet i Hellerup. Han anbefaler mig at få den døde nyre opereret ud. Jeg bliver sendt videre til Herlev Hospital, der sender mig til Rigshospitalet.
Er jeg professionel jernmand? Eller bliver jeg lænket til et dialyseapparat resten af mit liv?
Et sted mellem de to yderpunkter ligger min skæbne. Indtil jeg får svar på det, vil jeg køre et sidste løb.
Jeg kysser min kæreste Nanna farvel en mørk decembermorgen på Vesterbro og rejser til Busselton i det sydvestlige Australien for at køre løb. Komme op på hesten igen. Få oprejsning. Forhåbentlig også point til VM-kvalifikationen, hvis - eller når - jeg bliver rask igen.
Jeg kender ikke min fremtid. Om nyren skal fjernes, eller om karrieren er forbi. Men lægerne siger, jeg ikke løber nogen risiko ved at rejse nu.
Min døde nyre og jeg er på vej til vores sidste løb sammen. Måske er det endda mit sidste løb som professionel jernmand: Ironman Western Australia.
Når jeg løber, mærker jeg efter ‘rytmen’. Det er en fornemmelse af lethed og af, at jeg aldrig kan blive træt. Før løbet talte jeg med Nanna hjemme i Danmark.
- Giv alt hvad du har, men tænk dig om, sagde hun.
Hun følger med hjemme i Danmark, hvor det nu er mørk vinternat. Hun forstår godt, hvorfor jeg er taget afsted.
Jeg føler, jeg har noget, der ikke er afsluttet. Samtidig er konkurrencen blevet så hård, så jeg har brug for pointene til næste år, hvis jeg vender tilbage.
Men Nanna er mere nervøs, end hun plejer. Det er godt, hun ikke ved, hvad jeg har gang i nu. Normalt skruer jeg først op for farten efter 27 kilometer.
I dag har jeg gjort det allerede ved 20. Inderst inde ved jeg godt, at jeg ikke er i form til det. At det egentlig ikke kan lade sig gøre.
Nu løber jeg her og leder efter en ‘rytme’, der sandsynligvis aldrig kommer, mens jeg bliver ved at bilde mig selv ind, at det sker. Det er en mental styrkeprøve. Jeg skal tro på, at de andre giver op, mens jeg selv holder ud.
Jeg forsøger ikke at tænke på den døde nyre, der skvulper rundt derinde. Når jeg bukker mig til venstre, kan jeg mærke nyren. Eller "cysten", som jeg også kalder den.
Skal jeg selv bestemme, vil jeg have den opereret væk. Jeg ser og mærker sammenhænge, der måske ikke engang er der.
Det gør ondt dér, hvor nyren sidder. Det er usandsynligt, at den er frikendt i forhold til mine smerter. Fjerner de den, bliver jeg jo også lettere. Lettere er hurtigere i min verden.
Om lidt skal jeg ind til lægen på Rigshospitalet. Resultatet af min renografi ligger klar i systemet.
Løbet i Australien gik godt. Min døde nyre og jeg lavede den fjerdehurtigste danske tid på en Ironman nogensinde. Men ængstelsen skygger for lettelsen. Jeg føler mig ikke spor syg.
Alligevel kan min karriere være forbi.
Hvis det stopper her, har jeg sat fodspor. Vundet og været blandt de bedste i nogle af verdens største jernmandsløb. Levet af min sport, rejst verden rundt og fået utallige gode oplevelser.
Jeg mødte Nanna under en træningslejr på Club La Santa, hvor hun arbejdede, og nu bor vi sammen.
Det er ‘enten eller’ med vinden på den gamle Flyvestation Værløse. Enten er det medvind og 55 kilometer i timen, eller også er det som at træde i sand på betonen.
Det er maj måned, og lærkerne kvidrer gennem regn og kulfiberhjulenes brummen. Det er et godt sted at cykle, for her er ingen trafik. Turen rundt er cirka fem kilometer lang. Op ad landingsbanen, hvor vinden altid blæser, rundt i svinget og tilbage ad rullebanen.
Der er fire bump, hvor betonen er nedsunket, så man skal huske at lette sig fra sadlen.
Jeg har stadig begge nyrer. En der er stendød, og en der virker.
Undersøgelserne viste, at den raske nyre varetager en "god samlet nyrefunktion". Mit blod bliver renset, mit blodtryk reguleret, mine røde blodlegemer bliver dannet, og mit kalkstofskifte sikret sammen med et hav af andre funktioner.
Nyren er formentlig død på grund af dårligt afløb, og det er umuligt at sige præcis, hvornår det er sket.
Klinikchefen på Rigshospitalet anbefalede mig at beholde den i kroppen. Hvis de skal skære i mig, er der en risiko for infektioner eller nerveskader. Modsat er det risikofrit at lade den sidde.
De odds køber jeg. Selv om min døde passager vejer cirka et overflødigt kilo.
Jeg har ingen reservedele tilbage. Derfor er det afgørende at spise sundt, undgå alkohol og kampsport. Det betyder intet, sådan har jeg levet hele mit liv. Som jeg sidder her, føler jeg mig stærkere end nogensinde før. Krisen tvang mig til at gå alternative veje.
Jeg arbejder sammen med en biomekaniker, der har ommøbleret hele mit professionelle liv. Ny styrketræning, nye smidighedsøvelser og en helt anderledes måde at sidde på cyklen.
Jeg ved nu kun alt for godt, at intet varer evigt. Ikke mit liv og slet ikke min karriere. Derfor vil jeg gøre det ordentligt. I hvert øjeblik og til hver træning. Det er sådan, jeg vil gøre drømmen til virkelighed.
Det kan godt være, min venstre nyre er død. Men resten af mig er langt fra færdigt.
Credit
Foto og studieoptagelser: Bjarne Bergius Hermansen
Video: Thomas V. Sørensen
Grafik: Emil Thorbjörnsson
Webdokredaktør: Hans Christian Kromann
