Den israelske høg der blev til en due

Shimon Peres var både manden, der sendte soldater i krig og fik Nobels fredspris.

Den israelske høg der blev til en due

Shimon Peres var både manden, der sendte soldater i krig og fik Nobels fredspris.

  • Af Birgitte Vestermark
  • 28. sep. 2016
Scroll for at læse

Israels forhenværende præsident Shimon Peres er død. Han blev 93 år.

Peres var den sidste overlevende af Israels grundlæggere. En statsmand i ordets egentlige forstand. Han nåede i løbet af sin mere end 60 år lange politiske karriere at bestride næsten alle store politiske embeder i landet.

Onde tunger vil påstå, at Peres også nåede at have næsten alle politiske holdninger. Fra krigerisk kuglestøber til fredsmager, fra tilhænger til modstander af bosættelserne på Vestbredden. Og at han nåede at støtte alt fra socialisme til kapitalisme, sekularisme til religion.

Andre vil sige, at hans rejse fra høg til due er et billede på et klogt menneske, der formåede at ændre holdning, hvis han konkluderede, at en holdningsændring ville gavne den israelske stat.

En stor del af sit liv var Peres politikeren, som nød stor respekt ude i verden, men som israelerne elskede at hade, indtil de til sidst tog ham til sig.

Både tilhængere og modstandere er dog enige om at betegne Peres som et utrætteligt menneske, og trods sin høje alder var han aktiv til det sidste - primært gennem sin NGO, Peres Center for Peace.

Shimon Peres kom til verden i den polske by Wieniawa i august 1923. Byen ligger i dag i Hviderusland, som følge af grænseændringerne i Europa efter anden verdenskrig.

Hans forældre gav den lille dreng navnet Szymon Perski, men da familien i 1934 forlod et turbulent og stadigt mere jødefjendsk Europa for at slå sig ned i Det britiske mandatområde Palæstina, skiftede han navn til det noget mere hebraisk-klingende Shimon Peres.

Hjemme i Polen talte lille Szymon hebraisk, Yiddish (et sprog, som de østeuropæiske jøder talte) og russisk, og i skolen lærte han polsk. Siden lærte han sig engelsk og fransk.

Familien var ikke særligt ortodokse, men Shimon Peres’ bedstefar, som var rabbiner, havde stor indflydelse på ham, og Shimon Peres var en overgang meget troende.

Peres har selv fortalt, at han på et tidspunkt smadrede familiens radio, fordi han hørte sine forældre lytte til den under sabbat’en, hvor det ifølge ortodokse jøder er forbudt at tænde for strømmen.

Siden blev Shimon Peres aktiv i det israelske socialistparti, Mapai, og han var med til at grundlægge kibbutzen Alumot – et socialistisk landbrugskollektiv, i Jordandalen, hvor han blandt andet arbejdede som mælkebonde, hyrde og kibbutzsekretær.

Peres var aktiv i kampen for Israels oprettelse.

Ikke ved frontlinjen, sådan som de fleste andre unge mænd i hans generation var – hvorfor mange af hans jævnaldrende så skævt til ham i årevis – men som ansvarlig for våbenindkøb og for at rekruttere krigere.

I 1949 stod han i spidsen for det indkøbskontor, som den nydannede stats’ forsvarsministerium oprettede i USA, og han var på mange måder den drivende kraft bag opbygningen af Israels imponerende militærmaskineri.

Under sin tid i forsvarsministeriet, først som vicegeneraldirektør og siden som generaldirektør, opbyggede Shimon Peres en række strategiske alliancer til gavn for den unge israelske stat.

Han var medvirkende til, at Israel fik et tæt forhold til Frankrig og dermed adgang til enorme mængder af franske kvalitetsvåben, som var med til at tippe magtbalancen i regionen til Israels fordel.

Med Peres' hjælp fik Israel fat i de avancerede franske kampfly Dassault Mirage III, og han var også manden bag det israelske atomprogram i Dimona - en by langt ude i den støvede og tyndtbefolkede Negev-ørken.

Udover atomreaktoren i Dimona menes atomprogrammet også at omfatte en hemmelig kernevåbendel.

I tiden op til Suez-krisen i 1956 var Peres også en af hovedfortalerne for at sende israelske soldater til Suez-kanalen sammen med franske og britiske soldater. Men militæraktionen mislykkedes og gjorde ikke noget for at bedre Israels forhold til sine arabiske naboer.

Peres har været israelsk politiker, så længe de fleste kan huske. Han var medlem af Knesset – det israelske parlament - siden 1959.

Ti år senere blev han minister for absorbering af immigranter efterfulgt af fire år som transportminister. Så gik turen videre til informationsministeriet for en kort bemærkning og derefter til forsvarsministeriet fra 1974 til 1977.

Det var i Peres' tid som forsvarsminister, at israelske kommandosoldater gennemførte en aktion i Entebbe-lufthavnen i Uganda. Aktionen skulle befri mere end 200 gidsler, hvoraf mange var israelere, fra et fly kapret af militante palæstinensere og tyske revolutionære.

Angrebet kostede den nuværende israelske premierminister Benjamin Netanyahus storebror livet.

Peres blev premierminister for første gang i 1984. En stilling han bestred indtil 1986.

Derefter fulgte to år som vicepremierminister og udenrigsminister som følge af en særlig aftale, hvor de to partier i samlingsregeringen - Arbejderpartiet og det højreorienterede Likud - også delte premierministerposten imellem sig.

Derefter blev det til to år som vicepræsident og finansminister, før han i 1990 blev leder af oppositionen i det israelske parlament Knesset.

Da Labour generobrede magten i 1992, blev Peres igen udenrigsminister.

Det var som udenrigsminister, han opnåede sine største resultater. Trods sin høje sikkerhedspolitiske profil var Peres aktiv i at forhandle flere fredsaftaler mellem israelere og palæstinensere.

Vigtigst iblandt dem Oslo-aftalen fra 1993, der etablerede et midlertidigt palæstinensisk selvstyre på dele af den besatte Vestbred.

Aftalen var en historisk milepæl.

For første gang anerkendte Israel og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) som forhandlingspartnere.

Aftalen skulle gælde i højest fem år, mens man forhandlede en permanent løsning på plads om de vigtigste emner:

Grænsen mellem Israel og Selvstyret, hvad der skulle ske med de israelske bosættelser, Jerusalems status, de palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem og den israelske militære tilstedeværelse i og kontrol med de resterende dele af Vestbredden.

Forhandlingerne gik i stå og trods flere forsøg på at genoplive dem, lykkedes det ikke. Derfor blev en endelig løsning på de betændte problemer aldrig fundet.

Ikke desto mindre vandt Peres i 1994 Nobels fredspris for sin rolle i Oslo-fredsforhandlingerne sammen med Israels daværende premierminister Yitzhak Rabin og palæstinenserleder Yasser Arafat.

To år senere grundlagde Shimon Peres NGO’en Peres Center for Peace, der arbejder for et tættere forhold mellem Israel og palæstinenserne.

Denne dobbelthed mellem Peres' rolle som fader til militæropbygningen og atomprogrammet og hans rolle som fredsforhandler fik i august 2013 BBC’s Lyse Doucet til spørge Peres, om han er høg eller due – den klassiske skillelinje i Israelsk politik – hvortil Peres svarede:

- Jeg var en høg, så længe Israel var i fare. Hvis nogen forsøger at slå dig ihjel, er du en høg. Hvis nogen ønsker at slutte fred med dig, er du en due. Så enkelt er det, sagde han i interviewet i anledning af, at han fyldte 90.

Privat levede Shimon Peres et meget stabilt liv. I 1945 giftede han sig med Sonia Gelman, som var hans livsledsagerske frem til sin død i 2011.

Sammen fik de datteren Tzvia og sønnerne Yonathan og Nehemia.

I hele Shimon Peres' politiske karriere valgte Sonia Peres at holde sig i skyggerne.

Da han blev udnævnt til præsident i 2007 – en post, hun ikke ønskede, at han skulle tage imod – blev hun boende i den moderne Middelhavsby Tel Aviv, mens han flyttede ind i præsidentboligen i Jerusalem.

Sonia blev ind imellem kritiseret for sin tilbagetrukne rolle. Nogen mente, at Shimon Peres kunne have vundet valget i 1981, hvis hun havde stået ved hans side.

Blandt andet skrev Michael Bar-Zohar i 'Shimon Peres: A Biography', at Sonias ”charmerende personlighed uden tvivl ville have tilføjet en ekstra dimension til hendes ægtemand”.

Men da Sonia Peres engang blev spurgt, hvorfor hun holdt sig ude af offentlighedens søgelys, svarede hun blot:

- Jeg giftede mig med en mælkebonde.

Shimon Peres bestred præsidentposten fra 2007 til 2014.

Men han fik den først efter at have tabt præsidentvalget i 2000 til den relativt ubetydelige kandidat Moshe Katsav.

I det hele taget var Peres kendt blandt sine landsmænd som den evige taber. Han har tabt stort set hvert eneste valg, han har stillet op til i hele sin politiske karriere.

Det var ikke noget, der blev set mildt på i det israelske samfund, hvor man helst skal være stærk, komme først, råbe højest og gerne albue sig frem på bekostning af andre.

Fredsaktivisten Uri Avnery har ved flere lejligheder omtalt en episode, hvor Peres på et partimøde i Arbejderpartiet stillede det retoriske spørgsmål ”Er jeg en taber?” og fik et rungende ”JA!” fra tilhørerne.

Det blev ligefrem sagt, at ”Hvis det er umuligt at tabe et valg, så er Peres alligevel i stand til at tabe det”.

På den mere ceremonielle post som præsident opnåede Peres omsider noget af den folkelige popularitet, der var undsluppet ham som almindelig politiker.

Her kunne han udfylde rollen som alfaderlig statsmand højt hævet over det hårdkogte og til tider svinske magtspil, der er essensen i israelsk politik, men som han også selv var i stand til at spille, og som gennem årene skaffede ham mange politiske fjender.

Men trods de gentagne valgnederlag formåede Peres altså alligevel at indtage en central rolle i Israels politiske liv gennem stort set hele sin karriere.

Hans kritikere opfatter ham som uduelig. Hans tilhængere som visionær. Og visioner er som bekendt sjældent noget, der kan måles og vejes på den korte bane.

Men selv om Peres blev hele 93 år, nåede han altså ikke at se resultatet af sin vision om to stater - et Israel og et Palæstina, der lever fredeligt side om side.

Credit


Tekst: Birgitte Vestermark

Topbillede: William Karel/Getty Images.

Webdokredaktør: Hans Christian Kromann