”Welcome,” siger talibaneren foran mig.

Han sidder på paskontoret og fniser usikkert, mens han øver sit begrænsede engelsk.

“I like English,” bedyrer han og bladrer i mit pas.

Jeg har netop krydset grænsen mellem Usbekistan og det nordlige Afghanistan og skal have stemplet mit nyeste afghanske visum.

Jeg fik det udstedt på ambassaden i Kairo, hvor de stadig har hejst det afghanske nationalflag og ikke bryder sig om breve stilet til det “Det Islamiske Emirat”.

På billedet er jeg alligevel som noget nyt iført tørklæde.

“Ahhh yes, det er dette,” siger talibaneren og peger på billedet.

Uden at tjekke - eller kunne læse datoen og gyldigheden - stempler han mig ind i det nye Afghanistan.

Bliver tilbudt et brugt strygejern i mængden af gryder, sofaer, madrasser, sko … et keyboard er også til salg. I centrum af den nordlige by Mazar sælger afghanere deres liv.

Dette er den nye tid. Et Afghanistan med økonomisk krise under Taliban, fordi USA har indefrosset 7 milliarder dollar, mens verden har stoppet det meste af den humanitære hjælp. Afghanerne sulter.

En mand køber keyboardet for, hvad der svarer til et par dollar. Mere kan sælgeren ikke få for et instrument i Talibans Afghanistan, hvor musik nogle steder er forbudt.

Lufthavnen i Mazar. Afgangshallens ure er gået i stå klokken 17, men indenrigsflyvninger med Ariana Afghan Airlines til hovedstaden, Kabul, opererer nu tre gange om ugen.

Min håndbagage bliver scannet af lufthavnens kvindelige kontrollører. Deres mandlige kollega opsøger mig og spørger med lav stemme.

“Er du overrasket over at se kvinder på arbejde?”

“Det er i hvert fald godt at se, de stadig er her,” svarer jeg.

“Vi er alle under pres,” siger han.

“Hvordan?”

“Vi har arbejdet her i flere år. Lige nu er de afhængige af os, men de ville udskifte os, hvis de kunne. Vi burde søge væk, rejse ud af landet,” siger han uden at nævne Taliban.

Lufthavnens duty free er lukket. Bag glasvæggene er hyldevis af cigaretter og parfumer, og udenfor pryder en reklame for Heineken øl.

Passagerer venter ved gaten på afgang, da tre talibanere sætter sig. En af dem gør tegn til en mandlig passager om at rykke sig, så de kan sidde sammen.

En kvinde med et let tørklæde over håret og på høje hæle stirrer på dem. Og så på mig. Hun sender et nærmest overbærende smil.

Vidtstrakte plateauer bliver til uvejsomme bjerge, mens vi flyver tre kvarter fra nord til det centrale Afghanistan mod Kabul. Når blikket vandrer over bjergsiderne og dalene med småsamfund af stammer, stirrer jeg også ind i fortællingen om, hvorfor Afghanistan selv for verdens største militærmagt er umulig at kontrollere.

Landskabet blotter den sandhed, og nogle afghanere vil spørge, hvorfor politikerne i udlandet aldrig lyttede til landskabet.

Lander i hovedstaden, der ligger spredt mellem bjergtoppe. På lufthavnsbygningen har Taliban ophængt et skilt med en besked, der rummer bevægelsens største frygt. At blive isoleret fra verdenssamfundet.

“The Islamic Emirate of Afghanistan seeks peaceful and positive relations with the world.”

Lufthavnen blev i august stormet af desperate afghanere, der ville flygte ud af landet og påhægtede sig et amerikansk militærfly. Nu er den næsten tom.

Afghanere snapper en selfie foran “I ❤️ Kabul” på pladsen ved indenrigsterminalen. Som om her aldrig har eksisteret panik og dødsangst.

Bevæbnede Taliban-vagter foran Informationsministeriet gennemroder tasken. Jeg skal hente den obligatoriske tilladelse, brevet med underskrift af talibans talsmand Zabiullah Mujahed.

Klokken 8.07 rækker ministeriets mand mig sin hånd til hilsen. Hans kontor er spækket med mapper og femten års papirarbejde for skiftende ministre. Nu arbejder han under Taliban, selvom han ikke tilhører bevægelsen. Så havde han ikke givet hånd.

Han har anlagt fuldskæg og ser anderledes ud end på det glatbarberede profilbillede på sin Whats App. Han har allerede brevet klar.

“I må det hele,” siger han, hvorefter undtagelserne listes.

Vi må ikke filme lufthavnen eller militære installationer. Eller illegale demonstrationer.

“Hvad er illegale demonstrationer?” spørger jeg.

“Demonstrationer er ulovlige, medmindre demonstranterne har fået tilladelse,” siger han.

I Kabul har kvinder demonstreret for retten til uddannelse og arbejde. Taliban tillader i øjeblikket ikke piger fra sjette til tolvte klasse at gå i skole på nær i nogle få nordlige provinser.

Demonstranter og afghanske journalister, der dækker demonstrationerne, er blevet tævet og tilbageholdt. Med tiden er protesterne skrumpet ind til få mennesker.

“Hvis ikke vi ved, at en demonstration foregår, kan vi ikke beskytte den,” påstår ministerie-manden.

Jeg genfortæller hans ord til Ramsia. Hun er 23 år og drømmer om at blive ambassadør for Afghanistan og læser derfor målrettet international politik på et privat universitet. Hun har allerede deltaget i syv-otte demonstrationer mod Talibans skolepolitik.

Vi sidder i skrædderstilling på hendes gulv.

“Vi søgte netop om tilladelse til at demonstrere. Men alt, der kom ud af det, var, at de sagde: I må ikke råbe og ingen slogans mod Taliban eller Pakistan!”

På en mobilvideo, som Ramsia har optaget ved én af demonstrationerne, siger en talibaner, at de er der for at beskytte demonstrationen, hvorefter kvinderne bliver omringet og bedt om at gå hjem.

“Taliban siger, vi må være tålmodige. Hvad er det egentlig for noget at bede os om?”

Holder uden for et privat universitet, der har adskilt kvindelige og mandlige studerende med et gardin i undervisningslokalerne.

Ledelsen takker nej til besøg.

Efter at medier har vist, at de studerende kan observere hinanden selv under gardinet, kræver Taliban, at universitetet opdeler mænd og kvinder i to forskellige bygninger.

Lidt tilfældigt finder vi en slags baglokale gemt af vejen på jord, der tilhører præsidentpaladset.

Ikke desto mindre er det hovedcentralen for produktion af Taliban flag til præsidentpaladset, ministerie-kontorer og Kabuls gader.

Mellem bunkerne af de hvide flag med den islamiske trosbekendelse præsenterer Haji Hanef sig som kunstner. I 25 år har han lavet flag for staten.

“Se,” siger han og går i en bue uden om Talibans flag og peger på træudskæringer med citater fra kendte pashtunske poeter.

“Dét er afghansk kultur og historie,” siger han og reciterer nogle linjer af Rahman Baba, der skrev i 1600-tallet.

Kontrasten mellem Haji Hanefs træarbejde og det gigantiske flag til paladset, der ligger på gulvet og venter på at den sorte skrift skal tørre, kunne ikke være større.

Haji Hanef har fået en bestilling på 12.000 Taliban-flag. Han producerer ikke længere det sorte, røde og grønne afghanske nationalflag.

“Det hvide flag,” siger Haji Hanef “er jo bare et partiflag, hvis man nu skal sige det pænt. Måske vil et stykke kultur dø med vores nationalflag.”

Halvt inde under et bord og ude på gulvet tildækket af de hvide flag, ligger det største afghanske nationalflag, der nogensinde er lavet.

“40 gange 26 meter,” siger Haji Hanef.

Flaget blev skænket som gave af Indien og vajede over Wazir Akhbar Khan-bakken i Kabul, hvor afghanere fløj med drager og spiste frokost.

Nu ligger det som en falden kulturkæmpe i Haji Hanefs varetægt.

I solnedgangen registrerer jeg duften af cannabis. To mænd i en bil ryger en fed med udsigt over bakkerne i udkanten af Kabul.

Det er mørkt. Vi bliver stoppet i en kontrolpost.

Oversætteren og kameramand Mads Køngerskov står ud af bilen.

Den bevæbnede talibaner skal se tilladelsen, brevet med talsmand Mujaheds underskrift. Forlygterne lyser Mads op, mens han venter på at få brevet tilbage. Men talibaneren er usikker. Han puster sig lidt op og ringer til sin overordnede.

“De siger, de er journalister. De har et brev fra Mujahid,” siger han og modtager en ordre fra kommandøren i den anden ende, der er på medhør.

“Lad dem gå, og hvis de har brug for hjælp - så hjælp dem.”

Vi er i Hamid Karzai International Airport i Kabul, indenrigsterminalen. Ved håndbagage-scanneren inden flyet mod Talibans fødested, Kandahar, møder jeg Mortaza. En afghansk mand, der arbejder med fransk tv.

“Min forlovede er dansk. Jeg mødte hende på vej til Grønland,” siger han.

“What?” svarer jeg og får serveret en kærlighedshistorie med udsigt til landingsbanen over en Redbull, som jeg har købt i boden.

“Jeg var på vej til Grønland og mellemlandede i København. Jeg fik, hvad der viste sig at være en falsk positiv coronatest. Så måtte jeg jo blive i byen.”

“Og hvordan mødte du hende?”

“Jeg gik en tur. Gik ind i en cykelbutik. Der stod hun.”

I Kandahars lufthavn henter Hafez os. Han har taget nogle dage fri fra sit program på radiostationen Sakoon i Helmand.

Han har hængt et Taliban-flag op i forruden på bilen, som skal køre os tre timers kørsel til hovedbyen, Lashkar Gah, i Helmand-provinsen.

“Journalisters stemmer er blevet tavse nu,” siger han og fortæller, at en mand, som Taliban sagde, var tyv, blev hængt op over hovedvejen ind til Geresh by. I byporten, simpelthen.

Hafez gyser, som havde nogen hældt en kande isvand ned ad ryggen på ham.

I bilradioen 89,1 er der stadig musik. Men da vi forlader Kandahar-provinsen og kører ind i Helmand-provinsen, bliver der tavst.

“Vi må ikke spille musik i radioen i Helmand. Jeg ved ikke, hvorfor de kan i Kandahar,” siger Hafez.

Vejen mod Lashkar Gah er hullet efter talrige angreb med vejsidebomber.

“Der plejede at være 42 kontrolposter på denne vej,” råber chaufføren.

“Nu er her to.”

Forskellen på krigstid og fredstid kan også måles i antal kontrolposter.

På gulvet på en restaurant får jeg øje på en brugt snuspose. Vækker mit mangeårige misbrug, som er stoppet. Og nu truet.

Tager skoene af og sætter os på gulvet i en bås og bestiller Chicken Roz. Chaufføren hiver en gul snuspose frem af jakkelommen.

“Afghansk snus,” siger han.

“Vil du smage?”

Den afghanske version i poser er hverken for stærk eller let.

“Jeg bruger det i stedet for at ryge. Men jeg ryger også,” griner chaufføren.

En runde happy shooting uden for vinduet.

Er tjekket ind på Helmand Star. En bygning med et par skudhuller og graffiti fra krigsdagene, inden Taliban overtog kontrollen med Lashkar Gah.

Madrassen er hård som et stengulv. Nedenunder er der bryllupsfest. Med musik. Og endnu en runde festlige geværsalver bliver affyret.

Landets nye ledelse er skizofren - eller decentraliseret:

Musik i radioen. Forbudt, bare ikke alle steder.

Musik og dans til bryllup. Lidt forbudt. Men ikke på Helmand Star.

7. oktober
Helmand-provinsen

I Gereskh ligger danskbyggede skoler som døde pletter i landskabet.

Udenfor murene summer livet på markedet og i gaderne.

Indenfor på skolerne er der stille. Klasselokalerne på et pigegymnasium er blevet til soveværelse for Taliban.

På vej ad grusvej til, hvor danske soldater kæmpede fra den fremskudte base Armadillo, stopper Hafez og chaufføren bilen for at spørge om vej. To ældre herrer stirrer overrasket ind i bilen.

“I er hellige krigere,” konkluderer den ene fejlagtigt om vores følgeskab.

“Hvorfor har I ikke skæg? Hvad er der galt med jer!” griner de.

Kort efter punkterer dækket.

Ankommer møgbeskidt og udmattet til en lægefamilies villa i Gereshk.

Jeg bliver adskildt fra mændene og slæber kufferten op på førstesalen for at opholde mig med kvinderne.

Der er kun én kvinde. Lægens hustru, en hårdtarbejdende jordemoder, der knokler lige så mange timer på hospitalet som hendes mand i stueetagen af huset.

Nu står hun i køkkenet og tilbereder mad til mig og parrets to små børn, hvis opmærksomhed hun har fanget med en tegnefilm på afghansk fjernsyn.

Under en imponerende spejlmosaik i loftet slænger jeg mig i hynderne og ser tegnefilm.

Nu kun jordemoderens datter, der ser tegnefilm. Om piger, der flyver helikopter. Piger, der kører scooter. Drenge, der laver mad.

Jeg overvejer sandsynligheden for at hun i sin levetid vil opleve tegnefilmens budskab udfolde sig i Helmand. Ude fra køkkenet råber hendes mor, at “jeg er ikke god til at lave mad”.

Og så kommer den:

“Min mand har en kone nummer to.”

En yngre kvinde, som han har seks børn med. Jordemoderen trækker på skuldrene.

Jeg vågner på madrassen på gulvet i et værelse. Der sidder en ældre kvinde ved mit hovedgærde og stirrer på mig.

Hun har tørklæde om håret. Jeg har aldrig set hende før. Hun taler pashto, som om jeg forstår det hele.

Jeg vrider mig under tæppet for at signalere, at jeg altså gerne vil vågne for mig selv. Hun misforstår. Og begynder at massere mine ben.

Så kommer jordemoderen ind.

“Det er min rengøringsdame. Som arbejdende kvinde kan jeg jo ikke gøre alt det huslige arbejde også. Nå, jeg skal afsted. Der er en fødsel.”

Det samme dæk er punkteret igen i Helmand-flodens udtørrede leje, hvor vejen mod Sangin går gennem grus og småsten.

Vi kører forbi kameler og sporadiske tankstationer undervejs, der består af en dunk og en mand.

Vi når Sangin. Centrum for især briternes sværeste kampe. Der er ikke meget af Sangin tilbage.

Der venter et genopbygningsarbejde for vice-distriktsguvernøren - en ung talibaner, der har brugt sit liv på at kæmpe mod den internationale tilstedeværelse.

Da jeg tager skoene af for at træde ind på hans kontor, stirrer en ring af talibanere mod mine fødder. Ved ikke, om det er for at få et øjebliks udsyn til en kvindeankel.

Vicedistriktsguvernøren bliver nervøs, da han har sagt ja til sit første interview. På slagmarken en hærdet kæmper. Foran et kamera så nervøs, at han beder mig om spørgsmålene og skriver svarene ned i en notesbog, mens jeg spiser frokost på hans gulv.

Inden interviewet hænger assistenter Taliban-flag op, og guvernøren sætter sin turban påny. Ruller det sorte stof flere gange rundt om hovedet og hæfter det elegant.

Vicedistriktsguvernørens vagter står bag ved ham under interviewet med deres våben og får vores optagelser til at ligne en erklæring før en selvmords terroraktion.

Ikke desto mindre erklærer vicedistriktsguvernøren, at international hjælp, midler og personale er velkomne - på Talibans præmisser.

Efter interviewet beder han i kontoret.

Får øje på solcellepaneler på et plateau ved den udtørrede Helmand-flod.

Taliban siger, der ikke er opiumsmarker i området. Men for enden af solcellen går bonden og snitter i sine valmuer, som er afhængig af den vand, han pumper op via solenergien.

Bonden, der er talibaner, har spurgt, om vi vil overnatte i familiens mudderhus.

Det er mørkt, og vi er in the middle of nowhere. Vi takker ja.

I øvrigt er bilens dæk punkteret igen.

4,5 kilo råopium bliver båret ind i stuen foran den madras, jeg skal sove på.

Talibanerne sætter løs snus under læben fra en dåse formet som en håndgranat.

Jeg snupper en snus fra posen, chaufføren har givet mig. Talibanerne går først i seng kl. 23.

Jeg lister ud af mudderhuset i mørket og sørger for ikke at træde på Hafez og chaufføren, der sover udenfor på madrasser. En af dem snorker.

Her er ingen elektricitet. Ingen klinikker eller skoler. Ikke engang et toilet.

Jeg er vågnet tidligt for at tisse ude i det fri, før alle de andre kan se mig.

Sidder på gulvet i et lille lokale i den danskbyggede skole Nazima i Taliban-højborgen og flækken Musa Qala. Overfor sidder imamen, der er inspektør, og en rundkreds af mænd.

Udenfor døren larmer skolens studerende. Voksne mænd, der forsøger at presse sig gennem dørsprækken. Inspektøren rejser sig og beder dem forholde sig i ro.

Det er første gang, en kvinde er i skolen. Nu en ideologisk læreanstalt for Taliban.

En hardliner koranskole. Betalt af Danmark.

Vi redigerer på Helmand Star i Lashkar Gah. Madrassen er stadig hård som granit. Sov bedre i opiumsbøndernes hus.

Der er ikke noget varmt vand. Toilettet stinker. Mads har ondt i ryggen.

Ariana Afghan Airlines afgang mod Kabul er lidt forsinket. Udenfor terminalen ved flyet diskuterer en gruppe højtstående talibanere med piloterne.

De vil have deres maskingeværer og pistoler med ombord. I kabinen!

Piloterne står fast. AK 47 og andre våben skal i flyets mave.

Da vi endelig boarder, ser flypersonalet underlige ud i ansigterne, da de opdager, vi skal sidde på række to. En steward dobbelttjekker billetten.


Årsagen til ængstelsen træder ind og sætter sig på række et ved vinduet på den anden side af midtergangen.

“Premierministeren,” hvisker stewarden. “Så undskyld, hvis vi er lidt fraværende,” siger han stresset.

Talibans højeststående, den aldrende premierminister, Akhund, med de lidt struttende ører under den hvide turban, får spændt sikkerhedsbæltet af en af sine unge vagter, som også hiver hans bakkebord op af armlænet.

De andre talibanere i følget på sæderne omkring os holder øje med, vi ikke tager billeder.

På række fire sidder tre burka-klædte kvinder, også i hans følge.

Om de er hans hustru(er) eller døtre, ved jeg ikke, men jeg lægger mærke til den enes hånd og håndled med et armbånd. Hun er spinkel. Og ung.

Premierministeren får serveret friske æbler og kigger interesseret ud af vinduet over det bjerglandskab, han er rundet af og nu, efter tyve års kamp, er i spidsen for.