En indisk ansat tørrer en klat op fra hospitalets skinnende gulv. Han sprayer et strint desinficerende væske på overfladen, gnider med en serviet og stiller sig så bag en skranke.

Opmærksomt venter han på næste klat og spejder ud over de ventende patienter, der ikke kan se, at de er i venteværelset på verdens mest avancerede hospital for falke.

Her arbejder dyrlæger, specialister fra Pakistan, Irak og Indien, effektivt for at nå at tilse de omkring 200 patienter om dagen.

Qatars falkehospital er indrettet med topmoderne udstyr, laboratorier, intensivafdeling og en gigantisk fjerbank. I Qatar rangerer fugle højere end de fleste mennesker. Her er så rent, lækkert og omhyggeligt, at jeg til hver en tid hellere ville have taget blodprøve her end på hospitalet i Kairo, hvor jeg bor.

Det er næsten ærgerligt, at hospitalet ikke behandler mennesker, bemærker jeg til en af lederne Alhakam Taymoor, der slår en latter op.

- Du kan end ikke komme med din papegøje eller undulat. Vi er specialister i falke. Og kun falke, fortæller Alhakam Taymoor, der er ansvarlig for vedligeholdelse og indkøb af hospitalsudstyr.

- Der findes ikke røntgenudstyr til falke, så vi bruger det samme som til mennesker, siger han.

Med deres skarpe falkeblikke dækket af læderhætter i forskellige design sidder fuglene på deres ejeres handskebeklædte hænder eller på nogle opstillede træpinde.

En af dem er Mansour. Hans ejer, Rashid al-Nabet, kommer jævnligt på Dohas falkehospital - faktisk flere gange om måneden - ligesom de andre qatarer i kø i venteværelset.

- Jeg sætter den lige på igen, så han ikke bliver fristet og vil flyve, siger Rashid al-Nabet, efter at han som en stolt far til Mansour et øjeblik har taget hætten af, så jeg kan se ham.

- Du har den skønhed at vise frem, den stolthed. Falken er et fantastisk dyr, siger Rashid al-Nabet.

Han kigger forelsket på Mansour, lader sin hånd glide ned over fuglens bryst og forsikrer, at han er en del af familien.

- Næsten hele familien elsker ham. I hvert fald børnene synes, han er skøn, siger Rashid.

Mansour er en velvoksen falk, der på trods af navnet er en hun. Det vender jeg tilbage til.

Jeg er rejst til et af de mindste lande på den arabiske halvø. Qatar ligger som en dråbe på østsiden og grænser op til naboen, den regionale stormagt Saudi Arabien.

Qatar er geografisk undselig, men langt større på det mentale og kulturelle verdenskort.

Landets 300.000 qatarer mangler ikke noget. Både IMF og Verdensbanken lister Qatar som verdens rigeste land målt per indbygger. Qatar er rig på olie og gas, som har betydet, at landet på få årtier har forandret sig markant - og er blevet en spiller på verdensscenen - særligt gennem sin soft power.

Qatar tiltrækker verdens store sportsbegivenheder. På trods af at landet ingen nævneværdig sportshistorie har, har Qatar afholdt VM i Cykling, VM i håndbold og skal i 2019 være vært for VM i Atletik. Og så, i 2022, bliver fodbold-VM afholdt i den lille ørkenstat.

Til gengæld har Qatar penge og bruger mere end 200 milliarder dollars på infrastruktur op til VM og har i det hele taget råd til at have store ambitioner. Jeg er rejst dertil for at finde ud af, hvad det gør ved et land at have så store lommer - og samtidig være et sted, hvor kun 12 procent af befolkningen af qatarer.

Resten, cirka 2,3 millioner indbyggere, er udlændinge, som Qatar er afhængig af. Her bor alt mellem nepalesiske håndværkere, hollandske direktører og indiske falkespecialister.

Falkehospitalet er offentligt, og staten betaler de fleste af udgifterne. For der mangler heller ikke noget i Qatar, når det gælder qatarernes store hobby, falkejagt.

Her bliver falke behandlet som fyrster. Staten afholder gerne udgifter til regelmæssige helbredstjek, lungeoperationer eller påsættelse af fjer, enten hvis én er brækket, eller hvis en falk skal forskønnes forud for de skønhedskonkurrencer, der afholdes i forbindelse med jagtkonkurrencer.

En falk ligger med slattent hoved i en rund boble, bedøvet, mens hospitalets manager Ikdam al-Kharki skal fjerne en gevækst i dens ene lunge.

Ejeren tripper bekymret, mens han følger med på storskærmen, der viser det indre af hans fugl, mens dyrlægen arbejder.

- Det må ikke bløde, når jeg fjerner den. Det er et meget sensitivt sted, bemærker Ikdam al-Kharki.

Falkene er et minde fra fortiden - nærmest noget af det eneste originale tilbage i et land i hastig forandring - som nu bliver dyrket i en helt anden og dyr skala.

Engang sørgede falkene for føde til beduinerne, når de fangede kaniner og andre dyr. I dag vinder de luksusbiler og giver deres ejere prestige i konkurrencer.

At erhverve sig dette statussymbol koster generelt mellem 160.000- 650.000 kroner - omend nogle falke koster over 1,5 millioner kroner.

I den rige nation glitrer alt på overfladen. Skylinen rejser sig rank og ny langs vandet. Men det kan være svært at trænge ind bag facaden.

Som tv-hold i Qatar skal man søge om tilladelse til alt. Det er forbudt at filme den hurtigt voksende skyline, basaren, den kunstige ø Perlen eller andre offentlige steder uden en skriftlig tilladelse. Det giver en fornemmelse af, at landet i udpræget grad gerne vil kontrollere historiefortællingen om sig selv.

Qatarerne er desuden for det meste usynlige. I ny og næ ser jeg én stå ud af en Aston Martin. Og selv når jeg møder direktører og managere i store virksomheder, er de udlændinge.

Qatarerne sidder på toppen af pyramiden, hiver i trådene og importerer dygtige strateger, der udfører planerne, som de betaler for.

Men alting er ikke, som det plejer at være. I juni opstod en politisk krise mellem Qatar og en række andre arabiske lande, som har ført til en blokade af landet påført af naboen Saudi Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten.

Det har blandt andet betydet stop for al import i et land, der importerer det meste. Blokadelandene udviste qatarer, lukkede fly- og søruter, og Saudi Arabien sendte endda tusindvis af Qatars kameler fra saudiske jorde tilbage over grænsen med sult og kameldød til følge.

Landene har udformet en række krav til Qatar, som landet nægter at leve op til, blandt andet lukning af den statslige og internationale TV-station Al Jazeera, som nu er blokeret i de respektive lande.

Desuden fastholder landene med Saudi Arabien i spidsen, at Qatar skal droppe sin forbindelse til Iran, som Qatar blandt andet deler et gasfelt med. Det er regional magtpolitik, der udspiller sig i det lille golfland.

Men i stedet for lammelse har der bredt sig kreative måder at omgås blokaden på. Og qatarerne har øjnet nye forretningsmuligheder. Én af dem bestyrer irske John Dore.

Jeg møder ham uden for en gigantisk nybygget kostald, der er skudt op midt i ørkenen i 40 graders varme på Baladna Farms. Indenfor står flere tusinde stykker malkekvæg. De er fløjet ind fra USA og Europa med landets statslige flyselskab Qatar Airways.

- Der kommer yderligere 120 i aften. Fra Los Angeles, bemærker John Dore, som vi går ned mellem køerne i den nedkølede stald, der skal sikre, at køerne ikke dør af hedeslag.

Forretningsmanden Moutaz al-Khayyat, der ejer forretningsimperiet Power International Holdning, har besluttet at gøre Qatar selvforsynende med mejeriprodukter.

Før blokaden importerede Qatar 85 procent af sine mejeriprodukter fra Saudi Arabien. Planerne havde længe ligget i skuffen. Da blokaden kom, trykkede al-Khayyat på knappen.

Og da visse søruter var lukket som konsekvens af blokaden, besluttede rigmanden at flyve 4.000 køer ind - de fleste drægtige.

I løbet af foråret vil yderligere 10.000 ankomme via søvejen, og qatarerne vil ifølge John Dore blive selvforsynende med mejeriprodukter.

Qatarerne er effektive og kreative - fordi de har råd.

- De ser nye forretningsmuligheder, de ikke har set før. Og de spørger sig selv, om de egentlig behøver være så afhængige af andre lande i regionen. For min skyld kan blokaden vare længe. Det vil faktisk være bedre for os, hvis den varer ved, siger John Dore.

På grund af de enorme ressourcer tænkes der kreativt her. Ambitionerne er enorme, påpeger Dore og retter på stråhatten.

- Der er ingen grænser. Ingen grænser. Det er fantastisk, siger han.

Og det midt i en krisetid.

Flere uger før rejsen til Qatar efterspørger jeg interview med en af Qatars rigeste mænd, Sheikh Faisal Bin Qassim Al Thani. Udover at eje konglomeratet Faisal Holding, der har været med til at bygge Doha, er sheikhen en ivrig samler.

Lidt uden for Doha har han bygget sit eget museum, der udstiller tusindvis af objekter. Biler, våben, møbler, mønter. Udstillingen er åben for offentligheden og bestyret af en hollænder, der beder mig sende spørgsmålene, før jeg kan blive tildelt et interview med sheikhen.

Ligesom andre rige qatarer råder han også over en samling, der er udstillet, men lukket for offentligheden.

Jeg møder sheikhen i hans tæppesamling, der ifølge dem omkring ham er verdens største. Omtrent 850 af hans flere tusinde tæpper, heraf mange one-of-a-kind, er udstillet på sjette sal på det fashionable Hotel Marriott i Doha.

Intet skilt fører mod tæppesamlingen, hvilket understreger, at den ikke kan beses af offentligheden.

Sheikh Faisal bin Qassim al Thani har brugt det meste af sit liv på at samle, og for tæppenørder vil samlingen være særdeles interessant.

- Der er tæpper som er 700 år gamle og har tilhørt konger eller monarker. Man kan virkelig fordybe sig meget i tæpper. Et tæppe fortæller i sig selv historie, siger han.

Dog er han selv mest optaget af den eneste genstand i udstillingen, der ikke er et tæppe.

Et telt er hængt op over døren ud til elevatoren, der fører ned i hotellet. Det har tilhørt hans forældre, og han har opholdt sig i det som barn. Det minder ham om en ikke så fjern fortid, hvor beduinerne levede et mere simpelt liv.

- Det var før olie og gas, som sheikhen bemærker.


Nu er teltet og fortiden en udstillingsgenstand på et luksushotel midt i Doha, hvor sheikhen viser rundt mellem tæpper, han ikke helt kan huske, hvor kommer fra, indtil en assistent kommer ham til undsætning. For det viser sig, at sheikhen faktisk ikke har overblik over sine mange tæpper, eller hvor de præcist stammer fra.

Selvom qatarerne kan købe sig til det meste, kan de ikke købe sig til viden og passion. Medmindre de importerer det i form af udlændinge med ekspertviden.

På det første færdigbyggede fodboldstadion til VM, Khalifa, arbejder håndværkere stadig med at færdiggøre løbebanen. Khalifa Stadion skal også danne rammen om VM i Atletik i 2019.

Ingeniører har udviklet et kølesystem, så stadionet kan nedkøles til 21 grader, selv når det er 50 grader midt på sommeren. De kalder det “verdens første airconditionerede stadion.”

Det faldt mange for brystet, da Qatar blev tildelt VM i fodbold foran lande som USA og Australien. Qatar har ingen større fodboldhistorie. Det er 50 grader om sommeren, hvor VM normalt spilles, og Qatar råder ikke over nogle stadions, der opfylder FIFAs regler.

Og selvom qatarerne bygger nedkølede stadions, er VM da også blevet flyttet til efteråret. I oktober måned, hvor jeg er på besøg, er det stadig 40 grader.

Med VM i fodbold er også fulgt en indædt kritik af arbejdsforholdene for de tusindvis af håndværkere, der bygger stadions.

Ifølge rapporter fra Amnesty og Human Rights Watch er over 30 håndværkere blevet dræbt under byggerierne som følge af ekstrem varme alene i 2016.

Menneskerettighedsorganisationerne anklager myndighederne i Qatar for ikke at gøre nok for at forbedre håndværkernes forhold og for at skjule fakta.

I Supreme Committee, som organiserer VM i 2022, er holdningen, at netop VM betyder, at arbejdsforholdene for håndværkerne forbedres, fordi der er ekstra fokus på netop det.

Ingen vil stille op til interview, men en repræsentant, der arbejder med håndværkernes forhold fortæller til baggrund, at ingen er perfekte, og at der løbende er uafhængig kontrol af forholdene.

Han mener samtidig, at rapporterne fortæller et misvisende billede.

Ikke desto mindre er det svært for Qatar at undslippe den herskende forestilling om et land, der nok har spenderbukserne på, men som forholder sig passivt til dem, der lever på bunden og som er nemme at udnytte og ofte lever under ringere kår end Qatars falke.

Når fuglene ikke er til helbredstjek på hospitalet, bliver de i vintermånederne trænet hver dag. Jeg kører i ørkenen med en ung mand, Hamad al-Jameela, i hans lyseblå Lexus.

Han er manden, der træner emirens falke, og har da også uploadet flere billeder på Instagram i selskab med Emiren af Qatar.

Modsat Rashid al-Nabat på hospitalet har han ikke et personligt forhold til de over fyrre falke, han træner. Han har ikke givet dem navne. De bliver i stedet identificeret ud fra, hvad de har vundet i konkurrencer.

- Den der vandt 3 biler. En Rover og to Nissan Patrol, siger Hamad al-Jameela og peger på en falk.

For ham er falkene atleter, der skal yde. Han ryster irriteret på hovedet, når en falk ikke flyver ligeud mod sit bytte.

- Jeg har ikke brug for det dér, at den flyver højt, dernæst lavt. Sådan skal den ikke flyve, vrisser han.

Tilbage på falkehospitalet har Rashid al-Nabet brugt det meste af formiddagen på helbredstjek af Mansour.

Et røntgenbillede af ham er blæst op på storskærmen. Og alt er, som det skal være. Rashid nikker anerkendende til dyrlægerne.

Også han er imponeret over, at falkehospitalet faktisk findes.

Jeg har været i Qatar i ni dage. Det føles som om, alt er muligt. Eller i hvert fald får qatarerne det til at se sådan ud.

De er ikke meget for at erkende, at der nu er visse udfordringer med at importere byggematerialer til deres stadions. De taler heller ikke om, at priserne på visse madvarer i supermarkedet er steget. Eller at virksomheder må hyre advokater til at hjælpe dem, når de ikke har adgang til deres forretning i et blokadeland.

De larmer mere, end de ynker med deres kreative ideer til at omgås blokaden. Og i den henseende er det afgørende for dem, at de har råd.

Selvom olie og gas har forandret Qatar, er der stadig visse traditioner, der forbliver de samme. Og Qatar er et konservativt land. Det er heri forklaringen om falken Mansour, der i virkeligheden er en hun, skal findes.

- Vi giver dem altid mandenavne, siger Rashid og forklarer:

- Når vi kalder på falken, er det akavet at kalde et damenavn højt midt i et mandemiljø. Sådan gør vi ikke. Jeg kan heller ikke kalde højt på dig lige her, siger han med henvisning til det tætpakkede hospital, hvor jeg er eneste kvinde.

- Men langt de fleste falke er hunner. De er de bedste, de hurtigste, de største og de smukkeste.

- Så Mansour er altså en hun, spørger jeg.

- Ja, det er, hvad jeg forsøger at sige, griner han og fortsætter:

- Men det gør ham ikke mindre smuk. Han er en fantastisk falk.

Du kan se mere om Qatar i 'Horisont: Krise og køer i Qatar' mandag aften.