Den radikale leder lyttede tålmodigt til journalistens lidt lange spørgsmål. Margrethe Vestager stod i flot solskin ved et højt cafébord, opstillet på en græsplæne nær Nyborg, hvor partiet afholdt sit sommergruppemøde.

Hun var i en grøn kjole med lysegrønt mønster. Ved siden af hende stod en kommende leder af de radikale, Morten Østergaard.

Det var i midten af august 2012, og de radikale havde i et års tid siddet i regering med Socialdemokratiet og SF. Sommerens store tema havde været beslutningen om at skære muligheden for at få dagpenge ned til to år. Et af de største radikale fingeraftryk på regeringens politik.

Daværende formand i Radikale Venstre, Margrethe Vestager, og kommende formand Morten Østergaard på sommergruppemødet i 2012.

Spørgsmålet fra journalisten sluttede – han problematiserede, at mange danskere stod til at miste deres dagpenge. Vestager virkede en anelse træt af spørgsmålet.

Folk var jo altid røget ud af dagpengene, hvis de ikke fandt arbejde, påpegede hun.

- Sådan er det jo. På et tidspunkt så kan man ikke være på dagpenge længere, konstaterede hun.

Derpå forklarede hun, at regeringens politik gik ud på, at folk skulle arbejde, ikke have dagpenge.

Se indslaget og sammenhængen hvori, Vestager udtrykte sin manglende forståelse for mennesker, der mister retten til dagpenge.

Margrethe Vestager sagde intet forkert eller ukorrekt den dag i Nyborg. Alligevel kom sætningen til at stå som det stærkeste symbol på de radikales store indflydelse i S-SF-R-regeringen. Og på de radikales sikre tro på, at de altid har ret – hvad der irriterer de fleste andre i dansk politik. Alle diskuterede dagpenge. Ikke mindst S og SF og deres vælgere. Den radikale leder var upåvirket. Folk mister deres dagpenge. Sådan er det.

Perioden fra 2011 til 2015 blev et billede på de radikales rolle i dansk politik, som den har været i lange perioder. Partiet har sjældent været ret stort. Men det har ofte været ret stærkt – tit med muligheden for at bestemme, hvem der skulle være statsminister. Og de øvrige partier har gennemgående været ret trætte af at se de radikale i den position.

Sådan har det være historisk. Men ved valget i 2015 havnede de radikale i en situation, hvor rollen som magtfaktor i midten forsvandt. Partiets mandater var uden vægt og partiet stod isoleret i den vigtige udlændingepolitik.

Valget i juni 2019 gav de radikale fornyet indflydelse – til en vis grænse. Partiet var med til at bringe Mette Frederiksens socialdemokratiske regering til magten. Men samarbejdet er ikke altid harmonisk, og dét er helt i tråd med den politiske Danmarkshistorie.

Forhenværende politisk leder for Radikale Venstre Niels Helveg Petersen sammen med statsminister Poul Schlüter. Petersen var økonomiminister 1988-1990 og udenrigsminister 1993-2000.

Kongemagere med mange øgenavne

– Slingrefise.

Ordet kom i det socialdemokratiske gruppeværelse fra en socialdemokratisk partiformand og statsminister en dag i efteråret 1982 – men det handlede om de radikale. Og det var ikke venligt ment. En slingrefis er ifølge Den Danske Ordbog “en person præget af skiftende sindsstemning og vanskelighed ved at træffe beslutninger”.

Anker Jørgensen var til gruppemøde for at forklare, hvorfor han ville opgive regeringsmagten og gå i opposition. Det skyldtes blandt andet, at han ikke kunne blive enig med de radikale. De valgte i stedet at støtte den konservative Poul Schlüter som statsminister.

Nogle år senere kom de radikale faktisk med i Poul Schlüters regering. Det var de fra 1988 til 1990 – for så at deltage i en socialdemokratisk ledet regering fra 1993 og resten af det årti.

Sådan har det været historisk. De radikale kan skifte side. Der er to måder at anskue de radikales rolle i dansk politik på. Den ene handler om, at partiet typisk spiller sine kort usædvanligt godt og ofte har fået maksimal indflydelse ud af ganske få mandater – fordi partiet har haft de afgørende mandater og været tungen på vægtskålen.

Den version handler også om, at de radikale rent politisk ikke kan sættes i bås, modsat mange andre partier. Deres politiske program er socialliberalt – de ønsker at hjælpe samfundets svageste, men deres økonomiske politik minder typisk mere om de borgerlige end om venstrefløjen. De radikale vil gerne sænke skatten og forhøje pensionsalderen. Omvendt ligner de mere venstrefløjen, når det kommer til andre områder, for eksempel retspolitikken.

Denne placering i midten har ikke bare sikret masser af ministerposter. Den har også betydet, at de radikale har præget politikken. Partiet har stået for en forsigtig økonomisk politik uden store underskud og voksende gæld. Og partiet har præget udenrigspolitikken markant - Danmarks placering i FN og især Danmarks placering i EU er radikale mærkesager.

Radikale ledere igennem tiden. Fra venstre: Niels Helveg Petersen, Margrethe Vestager, Morten Østergaard og Marianne Jelved

Den anden version af de radikales rolle er mere uvenlig.

Den fortæller, at partiet har fået lov at bestemme for meget og groft sagt har udnyttet sin plads i midten. At partiet vil bestemme alt - og i den forbindelse flakker mellem rød og blå side i dansk politik. At det hele ville være nemmere og bedre, hvis de radikale blev placeret på et politisk sidespor.

Tilhængerne af den version har ved flere lejligheder prøvet at skubbe de radikale ud i mørket. Ofte uden succes. Også det er Thorning-regeringen fra 2011 til 2015 et godt eksempel på.

Socialdemokratiet og SF gik til valg sammen i 2011. De havde i god tid meddelt, hvilken økonomisk politik en ny regering skulle føre – eksempelvis hvad angår skattepolitikken, som de radikale ikke skulle have indflydelse på – det var sikkert og vist.

Ministre fra Radikale Venstre tog cyklen til og fra dronningen efter valget.

Men da regeringen skulle dannes i efteråret det år, sad de radikale med de afgørende stemmer, og alle er i dag enige om, at de radikale fik lov at sætte enorme og afgørende fingeraftryk på regeringens politik. En regering, partiet naturligvis også sad i, da den blev dannet - tæt på den socialdemokratiske statsminister.

Sådan var det jo. De sad der. Og de havde indflydelse. Sammen med socialdemokraterne.

Nuværende formand Morten Østergaard.

Ballade med S om udlændinge-
politikken

Der blev sunget ”Der er et yndigt Land” på Cirkuspladsen i Allinge på Bornholm den torsdag i juni 2018 – lige før Morten Østergaard gik på scenen iført hvid t-shirt, blåternet habitjakke og afslappede jeans.

Sangen var dog ikke til ære for den radikale leder. Den var en markering af, at VM i fodbold i Rusland begyndte samtidig med Folkemødet 2018. Men Østergaards tale var alt andet end roligan-glad. Den var alvorlig. Fra første sætning.

Talen handlede nemlig om udlændingepolitik og de radikales forhold til Socialdemokratiets måske kommende statsminister, Mette Frederiksen. Et politisk område, der i nogen grad havde isoleret de radikale gennem en årrække. Og en statsministerkandidat, der havde erklæret de radikale uønsket i en kommende regering.

Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen havde drejet sit parti i retning af en strammere udlændingepolitik – klart strammere end den politik, de to partier havde ført fra 2011 til 2015. Hun havde lagt sig tæt på Dansk Folkeparti. Og grundlovsdag, kort tid før Folkemødet i Allinge, havde hun erklæret, at målet var en socialdemokratisk étpartiregering. Altså uden de radikale.

Budskabet fra Mette Frederiksen var klart. Hun så udlændingepolitikken som det område, hvor hun havde allermest brug for at melde klart ud – for at opnå vælgernes tillid. Derfor var der ikke plads til radikale ministre, hvis hun nogensinde skulle være statsminister.

Østergaards svar på Folkemødet var en kontant reaktion på Frederiksens udspil.

- I kan ikke både regne vores politik fra og tælle vores mandater med. Derfor vil jeg i dag give en garanti. Jeg garanterer, at vi efter næste valg kun støtter en regering, der gør sig uafhæn­gig af Dansk Folke­par­­tis politik.

Morten Østergaard garanterer, til jubel og klapsalver, at partiet efter dette vælg kun støtter en regering, der vil gøre sig uafhængig af DFs politik.

Sådan sagde den radikale leder på scenen i Allinge – foran en bagskærm, der forestillede en blå Østersø i solskin. Mange af hans tilhørere besvarede meldingen med en begejstring, der nærmede sig landsholdsniveau.

Senere, i begyndelsen af april 2019 – mens alle ventede på at Lars Løkke Rasmussen langt om længe udskrev valget – skærpede Morten Østergaard tonen voldsomt over for Mette Frederiksen. Nu lød kravet, at hun skulle forkaste store dele af det udlændingepolitiske paradigmeskift, VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti har gennemført.

Ville Mette Frederiksen ikke det, så truede Morten Østergaard direkte med at forhindre Mette Frederiksen i at danne regering efter valget. Eventuelt ved at udtrykke mistillid til regeringen, før den overhovedet er dannet.

Østergaard lagde dermed sit parti på en linje, der trak tingene hårdt op frem mod folketingsvalget – med en ambition om, at de radikale i sidste ende alligevel ikke var til at komme uden om. Som så ofte før.

Valget grundlovsdag 2019 blev en stor succes – mandattallet blev fordoblet til 16. Og 2019-valget rykkede de radikale tættere på magten igen. Socialdemokraten Mette Frederiksen blev den selvfølgelige statsminister, men hun satte sig først ved et forhandlingsbord i Landstingssalen på Christiansborg – blandt andet sammen med de radikale.

Frederiksen og de radikales Morten Østergaard skrev sammen med SF og Enhedslisten et såkaldt ”forståelsespapir” – en slags minimumsbeskrivelse af den nye S-regerings opgaver. Det var ikke set før, og papiret skal i et vist omfang fortolkes hen ad vejen. Ikke mindst på to områder, som de radikale vægter højt – klimaet og den økonomiske politik.

Dermed er situationen at de radikale atter er parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk regering. De kan også taget livet af S-regeringen, hvis de ellers tør – hvad de færreste rigtigt tror på.

Men situationen er også at de radikale ikke er nødvendige for at s-regeringen kan få konkret politik igennem. Den kan springe partiet i midten over og lave flertal sammen med Venstre. Eller med Dansk Folkeparti – det parti, der gennem årene blev de radikales erklærede hovedmodstander, på grund af fundamental uenighed om udlændingepolitikken, Europa og behovet for reformer.

DF havde ingen tænkt på, da de radikale blev dannet i 1905 som de fattige husmænds pacifistiske parti, i et udbrud fra bøndernes Venstre. Og et parti, som ingen havde tænkt på, da de radikale havde statsministerposten den eneste gang i nyere tid, fra 1968 til 1971, med Hilmar Baunsgaard som statsminister.

Den hidtil eneste radikale statsminister, Hilmar Baunsgaard. Han sad i perioden 1968-71.

Det er efterhånden længe siden, nogen uden for partiets egne rækker for alvor har troet, at de radikale igen kunne række ud efter statsministerposten. To partiledere har gjort forsøget alligevel.

Først Niels Helveg Petersen, som i 1988 gik til valg under overskriften "Nu er det Forår og Niels Helveg". Det lykkedes dog ikke. Partiet gik tilbage ved valget, og så gik Helveg af som politisk leder.

Niels Helveg Petersen spørges, om han stadig vil være forhandlingsleder, altså statsministerkandidat, efter valget i 1988.

Hans afløser, Marianne Jelved, var en magtfuld økonomiminister i 1990'erne og fik nærmest kultstatus med sin berømte håndtaske ved valget i 2005, hvor de Radikale fik hele 17 mandater.

Men da hun bød sig til som statsministerkandidat senere samme årti, kom der heller intet ud af det. Ved valget et år efter var hun afløst som leder, og partiet gik kraftigt tilbage.

Marianne Jelved byder sig til som statsministerkandidat.

Dermed forblev Hilmar Baunsgaard den eneste radikale regeringsleder i nyere tid. Han stod i sin tid i spidsen for en regering, hvor de konservative og Venstre også var med. De politikere, der styrer de radikale i dag, er ikke afvisende over for på et tidspunkt at samarbejde tæt med Venstre igen. De to partier deler trods alt både udgangspunkt og ideologiske rødder.

En kærlig tekst til Venstres næstformand hang i 2017 på væggen på den radikale næstkommanderende, Sofie Carsten Nielsens kontor på Christiansborg.

Ellemanns Afvisning

Derfor flirtede de radikale på et tidspunkt med Venstres Kristian Jensen – som dog på det tidspunkt ikke var sit partis formand. Og som heller aldrig blev det. Og derfor var der i en periode efter valget i 2019 en relativt tæt dialog mellem Morten Østergaard og den nye Venstre-formand, Jakob Ellemann-Jensen, eksempelvis i forbindelse med de mange politiske forhandlinger i foråret 2020 om håndteringen af pandemien med COVID-19.

Det begyndende parløb fik dog en ende, da Jakob Ellemann-Jensen i august 2020 meddelte at han anså enhver tanke om et fremtidigt regeringssamarbejde med de radikale som umuligt. Om ikke andet så på grund af den helt grundlæggende forskel på de to partiers udlændingepolitik.

Ikke fordi partiet ikke har bevæget sig i udlændingepolitikken. For det har de radikale. Partiet taler nu åbent om, at antallet af udlændinge i Danmark spiller en rolle for tempoet i integrationen. Det gjorde man ikke tidligere – hvilket var med til at få folk som Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Naser Khader til at forlade partiet.

Simon Emil Amitzbøll (t.v.) og Naser Khader (t.h.), dengang de begge var medlemmer af Radikale Venstre.

De radikale har flyttet sig og prøver at spille en rolle i udlændingedebatten. Andre har bare flyttet sig mere i udlændingepolitikken, der har bidt sig fast som et omdrejningspunkt i dansk politik.

Alt dette presser de radikale. Men det presser dem ikke ud af dansk politik. Partiet trækker på en mere end 110 år lang historie og en sikker tro på, at man har fundet den rigtige balance mellem det sociale og det liberale. Og valget I 2019 styrkede kun den radikale selvbevidsthed, som i sig selv irriterer den socialdemokratiske regering og giver konflikter hen ad vejen.

De radikale kræver stadig samme politiske indflydelse, som de altid har gjort. Og meget ofte fået. Sådan er det jo.

Credit


Skrevet af: Jens Ringberg


Redigeret af: Annegerd Lerche Kristiansen og Maya Nissen


Design og grafik: Emil Thorbjörnsson og Simone Møller


Programmering: Johannes Wehner


Foto: Scanpix


Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou


Få historien om partiet