Hver morgen og hver aften går Kathleen Keys ud på sit badeværelse med en nål i højre hånd.

Mens hun kigger på sig selv i spejlet, løfter hun op i overlæben med sin venstre tommelfinger og pegefinger for at få plads til at prikke nålen op i tandkødet over de brune fortænder.

Der sidder en tandbyld, og så snart hun prikker, løber betændelsen ned over tænderne.

- Man skal prikke, indtil der kommer blod, fortæller Kathleen Keys.

Sådan har den 72-årige kvinde gjort i to år for at lette det smertefyldte pres fra bylden og undgå, at betændelsen breder sig til resten af kroppen.

Nu skal det være slut.

Derfor træder hun en fredag morgen i september ud af sin bil på en kold, halvt oplyst parkeringsplads i Silver Springs i Nevadas nordlige bjergørken.

Herude bor mange af de 30 millioner fattige og ældre amerikanere, der stadig er underforsikrede på trods af Obamacare og andre forsikringsordninger. Og i dag er lidt over hundrede af dem mødt op for at få gratis behandling af den mobile klinik Remote Area Medical.

En velgørenhedsorganisation, der kommer ud til USA's fjerne områder, hvor pengene er små, og lægerne er få.

Trods et skrantende helbred og en iltflaske til at assistere vejrtrækningen er Kathleen Keys kørt 40 kilometer fra sit hjem i et pænt kvarter i nabobyen for at komme til Silver Springs.

Hun græd, da hun satte sig ud i bilen i morges, for det her er dagen, hun har ventet på i et år.

- Jeg er så glad, siger Kathleen Keys, mens en kvinde skubber hende i en kørestol hen mod entreen til sportshallen på Silver Stage High School.

Aftenen før ankom Remote Area Medicals store, hvide lastbil fyldt med tandlægestole, dyrt hospitalsudstyr og et indbygget laboratorium, der kan lave briller på stedet.

Organisationen har forvandlet sportshallens basketball-bane til en tandlægeklinik, drengenes omklædningsrum til en øjenklinik og pigernes omklædningsrum til en almindelige lægepraksis.

Over de næste tre dage er frivillige læger, tandlæger, klinikassistenter og studerende klar til at behandle de lokale. Gratis.

De første patienter holder i kø i deres biler allerede tidligt på natten.

De vil være sikre på, at de får et nummer, når de bliver uddelt af de frivillige klokken 03 om natten efter først-til-mølle-Princippet.

Med nummeret i hænderne kører de lokale hjem, mens folk langvejs fra bliver og sover i bilen eller triller op til et af de nærliggende kasinoer for at få varmen.

Alle er tilbage tre timer senere, hvor to pensionister i politiuniformer åbner lågen indtil parkeringspladsen.

Kvinder og mænd i løse bukser, sportsjakker og vamsede trøjer åbner deres bildøre og trasker søvnigt mod sportshallen med skuldrene oppe under ørene.

En enkelt person hoster, men de fleste er stille, og de færreste ranker ryggen.

De gråhårede og de åbenlyst svage er mest iøjnefaldende, men her er også børn, unge og midaldrende mennesker, og alle har de én ting til fælles:

Remote Area Medical er det eneste alternativ til selv at trække de rådne tænder ud af munden, gå rundt med nedsat syn eller måske endda leve med et inficeret underliv.

64-årige Victor Maldonado læner sig op ad sin stok uden for entréen til sportshallen. Han er kun iklædt en tynd militærjakke uden på en hvid t-shirt og fryser i ørkenkulden.

Ordene falder langsomt, og når han åbner munden, kommer hans små, gulbrune tænder til syne.

- Mine tænder knækker, og der falder stykker ud af min mund hele tiden, fortæller han.

Som såret soldat i Vietnam-krigen modtog Victor Maldonado morfin i store doser under et hospitalsophold, og efterfølgende erstattede han det vanedannende stof med heroin og kokain.

Seks år senere tog han en kold tyrker, men misbruget havde skadet tænderne for livet. Og tre årtier som lastbilchauffør uden tandlægeforsikring hjalp heller ikke.

I dag lever Victor Maldonado med tilbagevendende betændelse og gummer, der gør ondt, hver gang han spiser.

Den lokale tandlæge siger, at hele overmunden plus fire tænder i undermunden skal ud.

Prisen for indgrebet er 53.000 kroner. Men som invalidepensionist har Victor Maldonado kun en tiendedel af det beløb til rådighed hver måned.

Han får tilskud til medicin, og hans egenbetaling for et lægebesøg er reduceret til 270 kroner per gang, men tænder er ikke dækket.

- Jeg håber, de vil hjælpe mig med mine tænder, for der går betændelse i dem hele tiden, så jeg er nødt til at tage antibiotika. Og der er en grænse for, hvor meget antibiotika min krop kan klare, siger Victor Maldonado.

Desværre er hans tænder så dårlige, at klinikkens ene frivillige tandlæge ikke har tid til at hjælpe ham i dag.

Til gengæld inviterer samme tandlæge Victor Maldonado hen til sin private klinik, hvor han vil få hele behandlingen gratis

I entréen til sportshallen sidder Kathleen Keys foran en af de frivillige. Hun finder patienternes sundhedsjournaler frem og får dem til at skrive under på, at Remote Area Medical ikke kan sagsøges, hvis noget går galt under behandlingen.

Den frivillige kvinde mangler alle sine fortænder, og Kathleen Keys har svært ved at tage øjnene fra kvindens indsunkne overlæbe, mens de snakker.

Derefter bliver Kathleen Keys rullet ind til et bord i hallen under den ene basketball-kurv, hvor en sygeplejerske sidder klar med spørgsmål og en blodtryksmåler.

Alt ser fint ud, så Kathleen Keys bliver henvist til tribunen på langsiden af sportshallen, hvor hun må vente på, at morgenens eneste tandlæge får tid til hende.

Mens hun venter, kommer de andre patienter ind én efter én.

- Gud velsigne jer, lyder det flere gange til de frivillige, som sørger for, at folk sidder i den rigtige rækkefølge på tribunen.

Ideen til Remote Area Medical opstod for fire årtier siden, da den britiske grundlægger Stan Brock kom slemt til skade i Amazonas jungle, 26 dages gang fra lægehjælp.

Han svor, at han ville vie sit liv til at hjælpe folk i fjerne områder med verdens udviklingslande i tankerne.

Det er over 800 klinikker siden, men på grund af det hullede amerikanske sundhedssystem foregår mindst 80 procent af organisationens arbejde i USA.

Sidste år hjalp Remote Area Medical 27.000 amerikanere, og behovet er ikke faldende.

Heller ikke selv om store dele af USA's kronisk syge og lavere middelklasse i dag har mulighed for at få bedre hjælp på grund af den ordning, der er kendt som 'Obamacare'.

En tur til tandlægen eller øjenlægen er som regel ikke inkluderet, og et besøg hos en praktiserende læge eller køb af medicin kræver stadig egenbetaling.

- Vi kan på ingen måder nå at komme ud til alle de områder, der sender os ansøgninger. Jeg ville ønske, vi kunne, men det er totalt umuligt, siger Ron Brewer, der er øverste leder af klinikkerne.

Flertallet af patienter kommer for at få trukket en tand ud eller få en fyldning, men Remote Area Medical sørger også for generelle lægetjek af krop og underliv.

Når alt udstyr er trukket ud af den hvide lastbil, fungerer den også som et lille laboratorium med maskiner, der kan slibe glas og fremstille et par færdige briller på 10-15 minutter.

Remote Area Medical modtager hverken penge fra staten eller store virksomheder, men lever af mange små donationer.

Derfor er organisationen afhængig af, at lokale folk i de fjerne områder inviterer, står for at finde lokaler og frivillige og skaffer mad og husly til de 10 medrejsende medarbejdere.

Den her gang hedder værten ' Healthy Communities Coalition'. En organisation som hver uge hjælper hver tredje familie i området med at få mad på bordet og pakker tasker med mad til nogle af skolebørnene inden weekenden.

Organisationen forsøger også at få flere folk til at søge lægehjælp, før skaderne er for voldsomme, men det er svært i et område, hvor hver tiende borger lever under fattigdomsgrænsen, og de fleste specialister bor i byen Reno 80 benzin-dyre kilometer væk.

Kathleen Keys er bedre stillet end de fleste andre patienter på tribunen i sportshallen.

Hun er husejer, sågar i et af områdets pænere kvarterer, og et hussalg vil muligvis give hende penge mellem hænderne.

Men ejendomsmarkedet i Nevadas bjergørken er ikke nogen guldgrube, og det er ikke sikkert, at det overhovedet vil forbedre hendes tilværelse.

- Jeg vil hellere dø end sælge mit hus. Det er det sidste, jeg har tilbage.

Klokken lidt over 7 sidder Kathleen Keys foran tandlægen Cary Jaques. Han kigger ned over hendes journal.

- Du er meget syg, ved du godt det?, spørger Cary Jaques.

Kathleen Keys ved alt om, hvor syg hun er.

Hendes immunforsvar er i bund efter et liv med kræft, flere slagtilfælde, diabetes, dysfoni og et voldsomt biluheld for 30 år siden.

Under uheldet slog hun sin kæbe og sine tænder og lå på hospitalet, hvor de kæmpede for hendes liv, men ikke hendes tænder. Herfra begyndte hendes mund at falde fra hinanden.

Selv beskriver hun sin krop som ét stort rod, og alligevel har hun arbejdet det meste af livet, haft fuld forsikring og endda taget sig af gadens børn i Los Angeles.

I sine yngre år red hun på heste, dansede og var hårmodel.

- Jeg var den pige, som alle fyre ville have, siger hun.

For 20 år siden sagde hun sit job op og fik sin pension udbetalt for at hjælpe sin kræftsyge søster med at betale for en kemo-behandling. Efter søsterens død, placerede hun pensionen i et hus og på aktiemarkedet.

Alt gik godt indtil for ti år siden, da alle pengene røg igennem de første sprækker i finansmarkedet.

- Jeg havde en fin forsikring, som også inkluderede tandlæge og øjenlæge. Men på tre måneder tabte jeg 270.000 dollars (1,8 millioner kroner, red.).

Så nu sidder hun i en sportshal og venter på at få taget et røntgenbillede af sine tænder.

I USA er det flovt og nærmest skamfuldt at være afhængig af offentlige ydelser.

Et ord som 'velfærd' klinger negativt, og folk i sportshallen fortæller uden undtagelse afdæmpet og ydmygt om deres situation: alle vil helst kunne klare sig selv.

Det er bare ikke nemt i et område, som folk flytter til på grund af den billige husleje og ikke på grund af arbejdspladser.

Tabatha Buono er her sammen med sin datter og sit femårige barnebarn, Isabella Cervantes. Begge voksne er overvægtige, og Isabella er på vej i samme retning.

Hun mangler tænderne i den ene side af overmunden og bedstemor mangler de forreste. Alle tre er kommet for at få fyldt huller, renset tænder og få et par briller.

- Vi bor fire sammen i et 'mobile home', og min søster og hendes mand bor i haven. De har deres egen trailer, for han er lidt kukkuk, siger Tabatha Buono og forklarer, at familien får mad fra fødevarebanken hver uge.

- Både min datter og hendes mand arbejder fuld tid, men pengene er små, når måneden er omme.

De fleste voksne i Silver Springs arbejder, men mange af dem har et eller flere deltidsjob, hvilket ikke kvalificerer dem til en sundhedsforsikring igennem arbejdet. Andre tjener bare ikke penge nok til egenbetalingen hos lægen eller tandlægen.

Hvis smerten er for stor, tager de på skadestuen, som ikke må afvise patienter, men stadig sender en regning efterfølgende.

Regningerne forbliver ofte ubetalt, hvilket sender folk ud i en voksende gæld. Ubetalte hospitalsregninger koster samlet den amerikanske stat i omegnen af 270-340 milliarder kroner om året.

Hos Kathleen Keys viser røntgenbillederne det, som hun godt vidste i forvejen: fortænderne skal ud, og en tredje tand ved siden af er rådden.

Tandlægen Cary Jaques overvejer kort at få hende op i tandlægestolen, men lader hende sidde i kørestolen, fordi hun er for afkræftet.

- Jeg skal bare være sikker på, at de sidder så løst, som vi tror, siger han og slår på undersiden af fortænderne.

De rokker.

Den ældre kvinde har blanke øjne og ser skræmt ud, mens hun venter på, at Cary Jaques finder et instrument, der ligner en skruetrækker.

Med det løsner han tandkødet, inden han med en tang vrikker lidt i fortænderne og uden problemer trækker dem ud og lægger dem på en metalbakke. De er lange, blodige og brune.

For at få plads til flere patienter må Cary Jaques ifølge klinikkens regler kun trække to tænder ud per patient, men han griber med tangen efter en tredje tand, som er brækket af helt nede ved tandkødet.

- Kan du mærke nogen smerte?, spørger han.

- En lille smule, men bare få det overstået, siger Kathleen Keys og forsøger at lyde tapper.

Og så er to års venten overstået på under ti minutter.

Cary Jaques renser de blodige gummer under overlæben, og den forreste del af Kathleen Keys mund består nu af fire, mørkerøde hulrum.

- Tak, hvisker hun til tandlægen og putter pegefinger og tommeltot sammen for at signalere, at alt er godt.

Gummerne bløder, så Kathleen Keys holder munden lukket og uddeler stille knus til dem, der kommer forbi.

Smerterne fra tandbylden er erstattet af smerterne fra operationen, men inden for nogle få dage vil de være væk, siger tandlægen.

Hendes overlæbe føles anderledes end før, og Kathleen Keys ved godt, hvordan den snart kommer til at se ud.

Hun husker den frivillige kvinde med flad, indsunken overlæbe, der i morges bød hende velkommen i entréen og fandt hendes sundhedsjournal frem.

- Dét er det, der kommer til at ske for mig, for jeg har ikke råd til et gebis, siger Kathleen Keys med tårer i øjnene.

I løbet af de tre dage i Silver Springs hjælper Remote Area Medical 323 patienter og giver briller og behandling til en samlet værdi af små 700.000 kroner.

Bagefter bliver den hvide lastbil pakket og kører videre mod den lille by Pahrump, en times kørsel vest for Las Vegas, hvor en ny, lang kø af mennesker venter på at få gratis behandling.