Terry Williams er iført en fangedragt i støvet blå bomuld. Dragtens farve passer til hans omgivelser - stålborde, blå plastikstole, jern og beton dækket af den samme lysegrå maling.

Kun trapperne, der fører fra fællesområdet op til de mange celler på førstesalen, har en kanariegul farve, der springer i øjnene.

Terry Williams kan ikke længere huske, præcis hvor mange gange han har siddet i fængsel. Men det er mange.

Faktisk har han tilbragt det meste af sit voksenliv bag tremmer.

- Jeg har været låst inde det meste af mit liv. Siden jeg var 15 år. I dag er jeg 34. Jeg har nok ikke været fem år på gaderne i træk, uden at have været låst inde. Det har jeg ikke.

I dag er Terry Williams 34 år og afsoner en dom på et år og ni måneder for ulovlig besiddelse af våben og stoffer.

Der har aldrig rigtigt været andre muligheder end et liv med kriminalitet, fortæller Terry, som er far til fem børn.

- Jeg er vokset op i et af de mest barske kvarterer i Richmond. Der blev dræbt nogen hver dag.

- Man kunne være hjemme og så gøre klar til at gå i skole om morgenen, og så kunne der ligge en eller anden i baghaven og være død.

Der er ikke noget særligt ved Terry Williams. Han er én blandt millioner.

USA er det land, hvor flest sidder fængslet. 2,3 millioner mennesker er i skrivende stund spærret inde.

Og der er flest som Terry. Afroamerikanske mænd ender fem gange oftere bag tremmer.

Uligheden har fået blandt andet USA’s præsident til at råbe op – og i de seneste mange måneder har protestbevægelsen Black Lives Matter, der demonstrerer mod politidrab på afroamerikanere, skabt bølgegang i den amerikanske debat.

For er uligheden et udtryk for lighed under loven?

I det henseende er Richmond i Virginia ingen undtagelse.

Faktisk sidder så mange af byens fædre bag tremmer, at den går under navnet ”The Fatherless City” – byen uden fædre.

Overrepræsentation af sorte mænd i statistikkerne gælder både i fængslerne og i lighusene.

Sidste år var der 44 drab i Richmond. 38 af ofrene var afroamerikanske mænd.

Historien om Richmond er både historien om race - og om social arv.

Bestemte befolkningsgrupper hænger fast på bunden af samfundet - og i et retssystem, der sætter hårdt mod hårdt.

Og der er ikke meget håb for, at man finder en vej ud af kriminaliteten, når man igen er på fri fod.

I hvert fald ender 60 procent af USA’s indsatte tilbage i fængslet mindre end tre år efter løsladelsen.

Men Richmond City Jail, hvor Terry lige nu afsoner sin dom, er et fængsel udover det sædvanlige.

I fængslet, hvor cirka 1.000 fanger netop nu afsoner domme for alt mellem småtyverier over narkobesiddelse til drab, forsøger man nemlig af uddanne de indsatte – at gøre dem parat til et lovligt liv udenfor fængslet.

Fængslets indsatte bliver sendt på kurser i alt fra yoga til selvudvikling.

Bryder de fængslets regler, står straffen på essay-skrivning.

Her er kurserne en lige så stor del af fangernes hverdag som de blå fangedragter, de bærer.

Det er temmelig usædvanligt, at et fængsel i USA har så stor fokus på.

Det er alt sammen sat i værk af en mand, der selv er vokset op midt i kriminaliteten i Richmond – sheriffen Clarence Woody.

- De unge, teenagerne, bandemedlemmerne, de er ligeglade med at dø, fordi de lever fra dag til dag.

- Og de fleste af dem, jeg taler med, som er mellem 16 og 20 år, de regner ikke med at blive 21. Det er det liv, de lever. De har intet håb for en fremtid.

Et af fængslets mange kurser handler om at gøre de indsatte bedre forældre – at lære dem at være gode rollemodeller for deres børn.

Terry har tilmeldt sig kurset.

For hans konstante ture ind og ud af spjældet, har ikke bare kostet Terry hans frihed. Det har også lagt et stort pres på forholdet til hans børn – særligt hans ældste søn, Keshaun.

- Hver gang vi har noget tid sammen, så roder jeg mig ud i et eller andet og ender bag tremmer. Jeg kom i fængsel, da han var to år og kom ud, da han var 10 år. Og så røg jeg ind igen, da han var 13, fortæller Terry.

Terrys søn, Keshaun, bor i et af Richmonds belastede kvarterer sammen med sin mor, lillesøster og stedfar.

Hans kvarter er nedslidt, græsplænerne brune, og husene ramponerede. Mange af kvarterets børn er vokset op ligesom ham - uden en far.

Richmond er nummer 6 på listen over byer med flest drab per indbygger i USA. De fleste drab begås af unge sorte mænd på mellem 15 og 24 - unge mænd præcis som Keshaun.

Men Keshaun har valgt en anden vej end mange af de andre unge mænd i kvarteret – end anden vej en sin far.

Den 15-årige dreng går i high school – i et andet kvarter, og drømmer om at blive professionel basketballspiller.

Han har ikke set sin far i ni måneder, og forsøger ikke at tænke for meget på, at Terry er i fængsel.

- Jeg kan ikke rigtigt gøre så meget ved det. Så jeg prøver bare at lade være med at tænke på det og komme videre med mit liv, fortæller Keshaun, som ikke har besøgt sin far i fængslet, siden han fik sin dom.

- Når jeg tænker på ham, så tænker jeg, at jeg ville ønske, han var herude. At jeg savner ham, fortæller han.

I Keshauns 15 år lange liv har Terry været fraværende langt størstedelen af tiden. 10 eller 11 år, lyder Keshauns egen vurdering.

Men mens Terry sidder bag tremmer, fortsætter livet ude på den anden side.

I Richmond mister endnu en ung, sort mand livet. Skudt ned af gerningsmænd i en forbipasserende bil.

Det er byens 23. drab i år.

Den unge mand efterlader sig en lille datter, der ligesom Richmonds andre børn, kan se frem til en faderløs fremtid.

- Det er deres liv, siger Sheriff Woody.

- Narko, våben og vold. Sådan er det hele tiden. Hele tiden.

Da vi møder Terry tilbage i fængslet, er han anderledes. Han er stille, han undgår øjenkontakt.

Den dræbte - Horton er hans navn, var en af Terrys venner.

Og Horton er langt fra den eneste i Terrys omgangskreds, der har mistet livet indenfor de seneste måneder.

- Det er min tredje ven på bare tre måneder, fortæller Terry, mens ham med rystende hænder viser den lille notits i den lokale avis, der kort og kontant fortæller, at endnu en sort, ung mand er død i Richmond.

Sådan er virkeligheden bare.

Terry mangler stadig at afsone et halvt år af sin dom.

Men han har fået noget at se frem til. Om få uger kommer hans søn på besøg inde i fængslet.

Det er kulminationen på det kursus, der skal lære Terry at blive en bedre far - eller rettere, belønningen.

Forventningen til dagen, som har fået navnet Fatherhood Day, er stor hos Terry.

- Jeg har ventet så længe. Det er stort øjeblik for mig. Jeg har ikke set ham, siden jeg røg ind, siger Terry med et stort smil.

Til Fatherhood Day kommer flere af fangernes børn, men også en række professionelle basketspillere, der skal inspirere fædre og børn til at være gode rollemodeller.

Mange af basketstjernerne kommer selv fra hjem uden fædre.

Terry håber, at han og Keshaun kan komme tæt på hinanden igen efter ni måneders adskillelse.

- Jeg tror, at det kan få mig til åbne op overfor ham igen. Det er så lang tid siden, jeg har set ham, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal snakke med ham om udover skolen og basketball.

Måske har Terry og de andre indsatte i Richmond City Jail, muligheden for at ændre på statistikken, der med al tydelighed viser, at både de og deres sønners fremtid er fuld af fængselsophold og kriminalitet - og i værste fald en voldelig død.

Måske virker Sheriff Woodys metoder, der skal få de indsatte til at føle, at Richmond rummer muligheden for et andet liv.

Det kan kun tiden vise.

Den næste bedrift for Terry er dog ikke så stor. Han håber på at kunne slå sin søn Keshaun i basket til Fatherhood Day.

Men det skal han nok ikke sætte næsten op efter.

Til jul kommer Terry ud - forhåbentlig for sidste gang.

- Jeg bliver nødt til at komme hjem. Jeg bliver nødt til at gøre noget anderledes. Jeg kan ikke blive ved med at gøre de samme ting.

- Jeg bliver nødt til at være en far. Jeg har mine sønner. Jeg bliver nødt til at være far.