Tag med på en bustur gennem Rio de Janeiro. Fra VM til OL. Fra glæden til skuffelsen.

  • 5. feb. 2016
Scroll for at læse

Chaufføren stiger om bord på bus 309 med en kop kaffe i den ene hånd og avisen i den anden.

Han ved, hvad der venter forude. En tur på over 30 kilometer med 65 stop undervejs, der kan tage over tre timer, hvis trafikken er slem. Ridserne i bussens hvide lakering og chaufførens kropsholdning vidner om, at det ikke er første gang, de har kørt turen.

Bus 309 starter sin rejse her fra busterminalen Procópio Ferreira i den nordlige del af Rio de Janeiro, også kaldet Zona Norte. Her er det bilos og ikke Copacabanas sand, der klæber sig til huden.

Turen ender i bydelen Barra de Tijuaca i det vestlige Rio de Janeiro, hvor størstedelen af De Olympiske Lege kommer til at foregå om et halvt år.

Bussens passagerer er ganske normale mennesker. Det er piccoloen, bygningsarbejderen, tjeneren og gadefejeren.

Det er dem, der skal leve med, at OL kommer til byen.

Da chaufføren tænder motoren, begynder samtlige møtrikker i bussen at rasle og sæderne ryster i takt med hans fod på speederen. På et af sæderne sidder den universitetsstuderende Larissa Mais med sin blomstrede skoletaske mellem sine solbrune ben.

- OL er ikke en fest for os. Derfor gør det så ondt at se så mange penge blive brugt på byggerier, der slet ikke kommer os til gode, siger hun med en kraft i stemmen, der gør hende ti år ældre end hendes ungdommelige træk og spinkle kropsbygning ellers indikerer.

Hun er stort set alene i bus 309, der snegler sig frem i den travle formiddagstrafik. Bussens tempo gør det ikke nemmere for chaufføren at tage en tår af sin kaffe, da bussen hopper og danser igennem hullerne på sin vej.

Larissa Mais holder godt fast i sædet foran hende, mens hun fortæller, at selv toiletterne på hendes universitet er blevet lukket, fordi der ikke er penge til at vedligeholde dem.

- Så sidder man og kigger på, at der bliver kastet penge efter dyre stadions, der på ingen måde er med til at forbedre vores livskvalitet her.

OL i Rio De Olympiske Lege bliver afholdt den 5. – 21. august 2016 i Rio de Janeiro. Det er første gang De Olympiske Lege afholdes i Sydamerika.

Budgettet for legene er 67 milliarder kroner. 43 procent finansieres gennem offentlige midler.

Larissa Mais er langt fra den eneste, der glæder sig til, at den olympiske karavane kører videre.

Det siger den brasilianskfødte journalist og forfatter Juliana Barbassa, der har skrevet biografien 'Dancing with the Devil in the City of God' om netop Rio de Janeiro.

Ligesom så mange andre brasilianere og cariocas, som borgere i Rio de Janeiro bliver kaldt, så hun ellers et stort potentiale for byen, da den fik tildelt værtskabet under den olympiske kongres i København i 2009.

- Det var et stort øjeblik. Økonomien gik godt, og der var økonomisk og politisk vilje til at forandre byen til det bedre, siger hun.

Men håbet om forandring, for dem der havde mest brug for den, døde hurtigt.

- Sagen er, at intet ændrede sig. I stedet ser jeg en by, der kommer til at være mere ulige efter De Olympiske Lege end før, siger hun.

Bus 309 og de andre hvide bybusser kører i korte og hurtige ryk med få centimeters afstand ind og ud mellem vejarbejde.

Få stop efter afgang fra busterminalen står det klart, hvorfor Rio de Janeiro figurerer på lister over de mest trafikerede byer i verden. Det er alle er mod alle, og ens bedste våben er hornet.

Derfor har den brasilianske regering, i samarbejde med private virksomheder, investeret massivt for at løsne op i trafikpropperne.

Nogle af de mange busser, der fylder godt på de i forvejen travle veje, skal udskiftes med hurtigbusser, der får prioritering på vejene. Derudover bliver metrosystemet udvidet fra den sydlige del af byen, også kendt som Zona Sul, hvor blandt andet de kendte strande Copacabana og Ipanema ligger, til Barra de Tijuaca.

Men for Larissa Mais kommer det ikke til at gøre den store forskel.

- For os, der har en dagligdag i centrum, kommer det ikke til at betyde noget som helst. Måske bliver det lidt bedre under OL, men hvad så bagefter, siger Larissa Mais, der får opbakning fra Paulo Sergio, som er piccolo på et hotel i nærheden, der har sat sig to rækker bag hende.

- Trafikken vil formentlig blive bedre fra Zona Sul til Barra de Tijuaca, men jeg arbejder i Botafogo og bor i Zona Norte, så alle de her byggerier kommer på ingen måde til at gøre noget for mig, siger Paulo Sergio, der med sine brede skuldre fylder dobbelt så meget i sædet som Larissa Mais.

Ifølge Juliana Barbassa er der ikke meget, der tyder på, at de mange millioner, som er investeret i at forbedre infrastrukturen, reelt kommer til at forbedre livskvaliteten for de mange millioner, der bor og arbejder i de områder, man ikke ser portrætteret på postkortene.

- Det er rigtigt, at det er arbejderne, som bruger bus og metro, men alle de nye linjer bliver forbundet i Barra de Tijuaca, altså vest for centrum, som må betegnes som den rige del af Rio de Janeiro, forklarer Juliana Barbassa.

Og det er ikke første gang, at byens politiske top vælger at prioritere på den måde.

- Når man ser på de massive investeringer i infrastruktur i Rio de Janeiro i nyere tid, så er det de samme politiske aktører, der har siddet ved roret under de Panamerikanske Lege og VM i fodbold, som sidder der nu. Derfor har jeg ingen grund til at tro, at de har ændret måden at gøre tingene på.

Efter en halv times kørsel i sneglefart befinder bus 309 sig i hjertet af finansdistriktet, hvor sæderne stille og roligt bliver fyldt op med svedige kontorskjorter.

Ud af ruden til højre kan man skimte hovedkvarteret for det delvist statsejede olieselskab Petrobras, der blev verdenskendt af alle de forkerte grunde kort før VM i fodbold i 2014.

Det viste sig, at Petrobras stod bag hvidvaskning af penge, korruption, bestikkelse og karteller, der kunstigt pumpede priser på ordrer op.

Fortjenesten gik til velrenommerede virksomheder, direktører og toppolitikere, og landets største korruptionsskandale trak tråde hele vejen op til præsidentpaladset. Præsident Dilma Roussef var bestyrelsesformand for Petrobras fra 2003 til 2010, hvor hun samtidig var energiminister.

Petrobras Delvist statsejet energiselskab med olie som hovedprodukt.

Selskabet står for 90 procent af Brasiliens olieproduktion og ejer den største kæde af tankstationer.

Selvom det umiddelbart ikke lyder specielt positivt, er der dog elementer af skandalen, der kan få positive konsekvenser på sigt.

- Det her er faktisk et nyt Brasilien. Der foregår efterforskninger, uden at politikerne blander sig, og der er faktisk nogle af Brasiliens mest magtfulde mennesker bag tremmer. Det er aldrig sket før, fortæller Julianna Barbassa.

I dag er sagen langt fra slut. Over 100 mennesker er anholdt, og der er åbnet en rigsretssag imod Dilma Roussef for at overtræde finanspolitiske love og manipulere med offentlige finanser.

Da bus 309 slipper ud af centrums betonjungle og når til bydelen Botafogo, kører den ud i den bagende formiddagssol, efter at have været beskyttet af skyskrabernes skygger. Der er ikke længere ledige sæder.

Passagererne i midtergangen holder rutineret fast, mens bussen suser inden om taxaerne, forbi træerne i midterrabatten, bådene i bugten og den berømte udkigspost og turistmagneten Sukkertoppen i baggrunden.

I stedet for at fortsætte sydpå imod Copacabana, hvor mange af turisterne kommer til at opholde sig under OL, tager bus 309 et skarpt højresving for at køre den hurtigste vej vestpå.

De mange skjorter og slips, der stod på bussen i centrum, bliver byttet ud med shorts og klip-klappere, jo længere vest på bussen kører. Skyskraberne bliver erstattet af frodige bjerge, der er dækket af de farverige, og faretruende faldefærdige, favelaer - eller slumkvarterer, som deler udsigt med den ikoniske Jesus-statue, der våger over Rio de Janeiro.

Mange favelaer, især her i Zona Sul, er i løbet af de sidste år blevet pacificeret. Et politisk udtryk, der i virkeligheden betyder, at tungt bevæbnede politistyrker er rykket massivt ind og på brutal vis har renset ud i slumkvarterernes værste forbrydere.

Op til både VM og De Olympiske Lege er politiet blevet beskyldt for kun at ”rydde op” i favelaerne, fordi omverdenen ikke skulle mødes af den fattigdom og kriminalitet, der kendetegner de ellers så farverige dele af byen.

Denne oprydning er også blevet kritiseret af menneskerettighedsorganisationer, journalister og de lokale indbyggere, der har været vidner til, hvordan politiet med magt og tvang har tvangsflyttet mennesker, der bor i disse områder.

Udover politiets brutalitet går kritikken især på, at man ikke har løst problemerne i favelaerne, men blot fejet problemerne under gulvtæppet, så omverdenen ikke ser dem.

- Favelaerne blev flyttet fra områderne i byen, hvor de fleste job og transportmuligheder er. De bliver i stedet rykket længere vest på end Barra de Tijuaca, hvor der ikke er samme muligheder, siger Juliana Barbassa.

Ifølge en rapport fra Rio de Janeiro’s Popular Committee on the World Cup and Olympics er 77.206 personer blevet tvunget til at forlade deres hjem fra 2009 til 2015. Det svarer i grove træk til, hvis man tvang alle i Esbjerg til at flytte.

Og problemet med favelaerne kan vokse sig endnu større efter OL, forklarer Juliana Barbassa.

Mange af dem, der arbejder på OL-byggerierne, kommer til fra hele Brasilien i jagten på et forbedret liv, og historien viser, at folk, der kommer fra steder med færre muligheder, har tendens til at blive og bosætte sig klods op af det, de lige har bygget. Sådan er flere af byens største favelaer blevet til.

- Historisk set har Rio de Janeiro aldrig haft infrastrukturen til at modtage tilflytterne, ligesom det er tilfældet nu. Derfor bliver de en del af ‘de arbejdende fattige’ i favelaerne, hvor de vil lede efter lavindkomst job, fortæller Juliana Barbassa.

Efter halvanden times kørsel igennem centrum og den sydlige del af Rio de Janeiro når bussen til den kilometerlange tunnel Zuzu Angel, der leder trafikken vestpå igennem bjergene.

Da bus 309 når ud på den anden side, holder den ind ved et stoppested for foden af den mest berømte og berygtede favela, Rocinha. Favelaens farver står ikke længere så klart, som de gjorde i distancen. Da chaufføren åbner dørene, spredes bussens passagerer på et splitsekund ud i de mange gyder med små murstenshuse med bliktage.

En af de få, der sidder i bussen, da busdørene smækker i igen, er Joao Batista, der er bygningsarbejder. Han sidder krumrygget ind over sin taske, som ligger på lårene, mens han kigger ud på de mange gravkøer, kraner og tusindvis af kolleger, der arbejder på den nye 16 kilometer lange metrolinje, som følger motorvejen mod Barra de Tijuaca.

- Man skal ikke være ekspert for at se, at byggerierne halter bagud. Der har været masser af strejker fra arbejderne, der bliver skåret i budgetterne, og så er selve planen for byggerierne helt urealistisk i forhold til tidsrammen, siger Joao Batista.

Metrolinjen skal efter planen begynde at køre fra den 1. juli og er blevet symbol på Rio de Janieros kamp for at få alle brikkerne i puslespillet til at hænge sammen, inden byen byder velkommen til millioner af mennesker. Selvom byggerierne når at stå klar, til den olympiske ild bliver tændt i august, er Joao Batista bange for, at man er gået på kompromis med kvaliteten.

- Jeg beder bare til Gud om, at der ikke sker nogle ulykker, siger Joao Batista.

For forfatteren Juliana Barbassa er byggerierne meget sigende for hele processen i forhold til OL-værtskabet. Ligesom under De Panamerikanske Lege og VM-slutrunden i fodbold havde man muligheden for at forbedre livet for rigtig mange, men ligesom så meget andet i Brasilien, forbliver forandringerne kosmetiske.

- Jo mere byen ændrer sig, des mere forbliver den det samme. Rio de Janeiro har ikke ændret sig på den måde, man havde håbet på. Byens ansigt ændrer sig, men ikke knoglerne, siger Juliana Barbassa.

Efter nogle kilometers kørsel langs den bjergrige kyst, når bussen endelig til Barra de Tijuaca. Her er vejene er bredere, bilerne er dyrere, og shoppingcentrene er større.

Da bus 309 nærmer sig den store, nye olympiske by, som skal vises frem for hundredvis af millioner mennesker foran tv-skærme over hele verden, er det mildest talt svært at finde nogen form for begejstring i Joao Batistas ansigt. Han føler sig ikke inviteret til festen, der ellers bliver holdt i hans baghave.

- Det er ikke en fest for brasilianerne. Det har vi ikke råd til. Men måske, hvis jeg har tid, så skal jeg se det i fjernsynet.

Dem, der har råd til at tage del i festen, skal håbe, at de nye bus- og metrolinjer, der kører helt ud til OL-byen, når at blive færdige, inden atleterne står klar i startblokkene.

Bus 309 kører ikke videre.