Viktor Bromer

Danmarks stærkeste sommerfugl

Viktor Bromer

Danmarks stærkeste sommerfugl

Scroll eller brug piltasterne for at læse

Viktor Bromer er Danmarks suverænt bedste butterfly-svømmer. Til OL jagter han det perfekte løb.

Ved Danish Open i april smadrede han samtlige konkurrenter på favoritdistancen 200 meter butterfly. Bromer havde mere end fem sekunder ned til nummer to, da han svømmede ind i suveræn stil.

Der er derfor god grund til at tro på, at Bromer er den bedste butterfly-svømmer, som Danmark kan sende til OL i Rio. At den unge svømmer fra Aalborg også er et af de største danske medaljehåb, fik han synligt bevis på få måneder forinden.

I januar blev Viktor Bromer kåret til Danmarks Olympiske Håb.

Det øger naturligvis forventningerne til den unge nordjyde. Men Viktor Bromer har før vist, at han kan præstere under pres.

Senest vandt han en sølvmedalje i 200 meter butterfly ved EM i London, der blev svømmet i maj. To år forinden blev Bromer europamester på samme distance.

Med guldmedaljen til EM i 2014 sikrede Viktor Bromer samtidig den første EM-medalje til Danmark siden 2006. Efterfølgende blev han derfor hyldet som foregangsmand for dansk herresvømning. Se indslaget herunder.

At det ”kun” blev til en sølvmedalje ved dette års EM, skal dog ikke ses som et udtryk for, at formen er nedadgående.

Sammen med resten af det danske svømmelandshold har han været i højdetræningslejr i Flagstaff, der ligger nær Grand Canyon, så de kunne forberede sig optimalt til årets helt store mål.

Viktor Bromer er OL-debutant – og glæder sig:

Min egen målsætning er at komme i en finale - så er det bare et kapløb om at komme først ind til væggen, og så må vi se, hvad der sker.
Navn

Skulle det lykkedes Bromer at svømme en medalje hjem til Danmark, kan han blive den første danske OL-medaljetager i svømning siden Lotte Friis, der i 2008 fik bronze i 800 meter fri.

Credit




Tekst: Malte Nørgaard



Billeder: Das Büro for DIF og Team Danmark, Das Büro for DIF og Team Danmark, Getty/ Clive Rose, Getty/ Clive Rose, Scanpix/Henning Bagger, Scanpix/ Søren Bidstrup, Scanpix/Tony O’Brien, Scanpix/Jens Nørgaard Larsen, Scanpix/ Henning Bagger, Scanpix/Søren Bidstrup, Das Büro for DIF og Team Danmark


Webdokredaktør: Maya Nissen