Det bør ikke være muligt at snyde i straffesparkskonkurrencer. Men på en måde lykkedes det dog for Jens Lehmann, Tysklands excentriske veteranmålmand, ved VM i 2006.

Reglerne er enkle nok: Hvis kampen er uafgjort efter forlænget spilletid, tager holdene fem straffespark hver. Hvis det stadig står lige, fortsætter de en efter en, indtil en vinder er fundet. Som sådan bør ingen af holdene have en særlig fordel.

Men hvad nu, hvis et af holdene ved, hvor modstanderne vil skyde?

Snydearket
Værterne mødte Argentina i kvartfinalen på det olympiske stadion i Berlin, hvor det stod 1-1 efter forlænget spilletid. Mere end 70.000 tilskuere overværede kampen. Hundreder af millioner så i fjernsynet.

Da den argentinske angriber Julio Cruz skulle skyde, begyndte Lehmann at fiske efter noget i sin strømpe.

Lehmann havde lavet et snydeark.


Köpkes facitliste
Før kampen havde Tysklands målmandstræner Andreas Köpke gransket en database over 13.000 straffespark for at afgøre, hvor de argentinske spillere sandsynligvis ville placere bolden. Svarene var blevet noteret på en blok på de tyske spilleres hotel.

Det var denne seddel, Lehmann hev frem. Der stod:

Riquelme højt til venstre

Crespo langt tilløb/højre, kort tilløb/venstre

Heinze nederst til venstre

Ayala venter længe, langt tilløb, højre

Messi venstre

Aimar venter længe, venstre

Rodríguez venstre

Det siges ofte, at straffesparkskonkurrencer er rent lotteri, at tilfældet råder. Men jo mere man studerer dem, jo mere indser man, hvor mange faktorer, der kan påvirkes. Alt fra professorer til psykologer og matematikere har fundet metoder, der kan øge sandsynligheden for at vinde.

Og en af dem er at studere modstanderens skudvaner ned til mindste detalje.

Lehmann så på sedlen. Der stod ikke noget om Cruz, som scorede. Men de næste to skytter stod på listen.


Psykologisk skuespil
En af dem var fløjspilleren Maxi Rodriguez. Lehmann gættede rigtigt, men straffet blev sat så tæt på det øverste hjørne, at det gik ind alligevel.

Den næste var stopperen Roberto Ayala. Lehmann huskede instruktionerne.

Ayala venter længe, langt tilløb, højre.

Ayala skød præcis som forventet. Da bolden nåede målet, var Lehmann allerede nede og ventede på den. Han reddede så let som en leg.

Tyskerne scorede på deres første fire straffespark. Da midtbaneankeret Esteban Cambiasso slentrede mod pletten, vidste han, at han skulle score. Han så, at Lehmann tjekkede sin seddel igen. Lehmann nikkede, som om han vidste, hvor Cambiasso ville skyde.

Stadion brød ud i jubel. Tyskland vandt.

Og er det ikke altid sådan, det ender?


Samme gamle England
Straffespark er trods alt ikke bare tilfældigt. Nogle hold vinder oftere end andre. Tag for eksempel de to klassiske eksempler: Tyskland, der har ry for at være iskolde, og England, der angiveligt har en form for kompleks.

Ved VM har Tyskland vundet alle sine fire straffesparkskonkurrencer. England har tabt tre ud af tre.

Hvis EM medregnes, har Tyskland fem sejre i seks forsøg. England har tabt seks af syv.

Disse tal er vigtige, for VM-titler kan afgøres på den måde. Siden straffesparkskonkurrencer blev indført ved VM i 1982, er to af ni finaler endt i straffesparkskonkurrence: Brasiliens sejr mod Italien i 1994 og Italiens sejr over Frankrig i 2006. Fire verdensmestre har måttet gennemgå den nervepirrende proces: De to nævnte hold samt Vesttyskland i 1990 og Frankrig i 1998.

Altså er chancerne også store for, at vinderen i Rusland bliver nødt til at holde hovedet koldt fra 11 meter. Og hvordan kan de så gøre det?

Hvad er det for kneb, psykologer og professorer har fundet?

Hvad er det, der gør, at Tyskland vinder og England taber?

Straffeidentiteten
Et snydeark hjælper selvfølgelig. Men Tysklands overtag handler også om psykologiske faktorer, der er opbygget over lang tid.

For eksempel har de historien på deres side. Det er vigtigere, end man skulle tro.

I Twelve Yards, en bog om straffesparkskonkurrencer fra 2014, citerer forfatteren Ben Lyttleton norske Geir Jordet, en professor ved Norges Idrætshøjskole, som arbejder med både det norske fodboldforbund og forskellige klubber.

Jordet har specialiseret sig i de psykologiske faktorer, der opstår, når spillerne sættes under pres. Hans undersøgelser har gjort ham til en førende ekspert i straffesparkskonkurrencer.

En af Jordets opdagelser er, at spillerne påvirkes af tidligere resultater. Ved at studere 309 straffesparkskonkurrencer fra EM og VM, opdagede han, at nationer, der havde vundet deres to seneste, scorede på 89% af skuddene i den næste. Nationer, der havde tabt de seneste to scorede 57% af gangene.

Disse tal var uafhængige af, om de spillere der deltog faktisk havde været involveret i nogle af de foregående straffesparkskonkurrencer.

Pres fra fortiden
Umiddelbart kan det virke absurd. Hvis en ung spiller ved VM tager et straffespark for en nation, der ikke har været i en straffesparkskonkurrence i 30 år, hvorfor skulle han så blive påvirket af begivenheder, der fandt sted før han blev født?

Det er her, pressen spiller en rolle. Det bedste eksempel er England.

Ifølge Lyttleton udvikler landshold en identitet fra straffesparkspletten.

Vinderidentitet
For Tyskland gælder det modsatte: De har en vinderidentitet i forbindelse med straffesparkskonkurrencer. Spillerne kender holdets stærke historie. De ved, at de spiller på et hold, der er forudbestemt til at vinde.

— Vi har en meget stærk statistik, når det kommer til straffesparkskonkurrencer. Vi kan gå videre uden at vinde, siger den tidligere målmandskæmpe Oliver Kahn.


— Jeg skyder til venstre
Størrelsen på denne selvtillid kunne ses i en optagelse fra Tysklands træninger under VM i 2006.

Efter hver session tog spillerne et straffespark hver, indtil der kun var én spiller tilbage. Processen hjalp træner Jürgen Klinsmann med at vælge skytter. Før straffesparkene blev taget, skulle de se ind i et kamera og sige, hvor de ville placere bolden.

Da midtbanespilleren Tim Borowski sagde, han ville skyde i venstre side, overhørte målmand Timo Hildebrand det. Borowski skød til venstre alligevel — og scorede.

Borowski var også en af de fire, der scorede på straffe i kvartfinalen mod Argentina.

— Vi har en række skytter, der har den nødvendige selvtillid til opgaven, sagde fløjspilleren André Schürrle i optagelsen.

Men ironisk nok er tyskerne ikke specielt gode på straffespark. I en undersøgelse af mere end 4.000 straffespark fra EM og forskellige topligaer, fandt Lyttleton ud af, at spillernes præstationer varierer afhængigt af turneringen. Når de engelske spillere tog straffe for deres klubhold, scorede de på 82%. Tyskerne scorede kun på 75%.

Men ved straffesparkskonkurrencer for landsholdet, scorede englændere på 66%. Tyskerne scorede på 93%.

Så det at spille for Tyskland var altså hemmeligheden. Holdets identitet hjalp med at give spillerne tro på, at de ville vinde.

Hvis du brænder, bliver du husket
Denne selvsikkerhed spiller en stor rolle i en konkurrence, der i så høj grad handler om psykologi. Særligt når noget er på spil.

I et eksperiment foretaget af University of Exeter i 2009, tog to grupper af spillere straffespark. Den ene gruppe blev blot bedt om at gøre sit bedste. De andre måtte sammenligne resultaterne indbyrdes, før vinderen modtog 500 kroner. Den sidstnævnte gruppe, der havde mest på spil, brændte også oftest.

— Folk, der er under pres, føler, at de mister kontrollen, og at de ikke kan styre fokus, sagde en af undersøgelsens ophavsmænd, Mark Wilson, til The New York Times.

Hvis dette gælder, når det handler om 500 kroner, kan man næsten forestille sig presset i en VM-finale?

Landets håb hviler på spillerens skuldre. Hele verden ser på. Hvis du brænder, bliver du husket. Tænk for eksempel på den magiske playmaker Roberto Baggio, som bar Italien frem til VM-finalen i 1994. Baggio var fantastisk i løbet af turneringen, men blev næsten kun husket for at have braget bolden over mål i den straffesparkskonkurrence, der gav Brasilien titlen.

— Det påvirkede mig i årevis. Jeg drømmer stadig om det, sagde Baggio.

Vend ikke ryggen til
Hvad kan man gøre for at lette presset? Jordet har fundet to vaner blandt spillere, der brænder ofte. Den ene er, at de vender ryggen til målet før tilløbet. Den anden er, at de tager straffesparket meget hurtigt.

Begge vaner handler om at undgå presset. De, der vender sig bort, ønsker ikke at konfronteres med det. De, der forhaster sig, ønsker kun at få det overstået.

I forhold til begge dårlige vaner var England den mest syndende nation. Et eksempel er Steven Gerrard, der måtte vente på grønt lys fra den argentinske dommer Horacio Elizondo, før han skulle tage et straffespark mod Portugal ved EM i 2006.

— Ventetiden tog livet af mig, skrev Gerrard.

— Jeg var klar. Elizondo var ikke. Fløjt, dommer! Hvorfor vente?... De ekstra sekunder føltes som en evighed, og de distraherede mig helt klart.

Gerrard brændte.

Man bør altså holde sine øjne på målet og tage sig god tid.

Desuden er der et andet kneb, der kan forbedre chancen for at vinde med 10% – allerede før straffesparkene tages.


Møntkastet
Det enkle kneb blev opdaget af Ignacio Palacios-Huerta, professor ved London School of Economics, der har hjulpet flere hold med straffespark. Før VM-finalen mellem Spanien og Holland i 2010 solgte han en detaljeret analyse af Spaniens skytter til Hollands landshold.

I finalen scorede Spanien vindermålet i forlænget spilletid. Men hvis kampen var gået til straffespark, havde Holland garanteret valgt at skyde først, hvis de kunne.

Palacios-Huerta har nemlig opdaget, at det hold der skyder først, har 60% sandsynlighed for at vinde.

Tallet bør naturligvis ligge omkring de 50%. Møntkastet, der afgør, hvem der skyder først, bør ikke påvirke resultatet. Men Palacios-Huerta baserede sin analyse på 1417 straffespark fra forskellige professionelle ligaer mellem 1995 og 2000, og så, at tallene ikke blev udjævnet i det lange løb.

Presset er nemlig større på det hold, der skyder sidst. Spillerne ender i samme situation som Cambiasso mod Tyskland: De skal score.

Noget andet Palacios-Huerta har studeret er, hvor spillerne skal placere straffesparket. Dette er noget spillere ofte tænker over. Nogle beslutter sig for et hjørne længe inden. Andre forsøger at tage beslutningen på vej til pletten, som Andrea Pirlo i VM-finalen i 2006.

Den perfekte formel
Let er det ikke. Men hvad burde Pirlo have valgt?

Det enkle svar er, at han skulle have valgt den side, han følte sig mest komfortabel ved. Men spillere, der ofte tager straffespark, kan ikke bare vælge det samme hjørne hver gang. Hvis de ikke varierer placeringen, vil en snedig rad som Lehmann regne det ud, og kaste sig samme vej.

Med andre ord bør gode straffesparksskytter skyde både til venstre og højre. Men hvor ofte?

Palacios-Huerta har udregnet svaret. Grundlaget for formlen er, at spillere scorer oftere, når de skyder til deres "naturlige" side.

Virkelighedens matematiske svar
I sin undersøgelse, fandt han, at når målmanden valgte den forkerte side, scorede spillerne på 95% af skuddene til deres naturlige side, og 92% til den modsatte side. Resten gik forbi. Forskellen mellem de to sider var lille, så længe hele siden var fri.

Men hvis målmanden valgte den rigtige side, scorede spillerne på 70% af forsøgene til deres naturlige side, og 58% i den modsatte.

Baseret herpå, regnede Palacios-Huerta ud, at hvis man skal vælge en side, bør man 61,5% af tiden skyde til den naturlige side, og 38,5% til den anden side.

Bemærkelsesværdigt nok var det næsten sådan, virkelighedens gennemsnit var: Spillerne valgte deres naturlige side ved 60% af straffesparkene.


Gambler’s fallacy
Et andet kneb blev i 2014 opdaget af University College London, der studerede straffesparkene fra EM og VM afholdt mellem 1976 og 2012. Deres undersøgelse viste, at hvis straffesparkene blev rettet mod det samme hjørne tre gange i træk, kastede målmanden sig ved det næste skud til den modsatte side i 69% af tilfældene.

Det målmændene gjorde, kaldtes ifølge undersøgelsen "Gambler’s fallacy".

De sammenlignede tendensen med et møntkast. Hvis det bliver krone tre gange i træk, er det nærliggende at tro, at det næste kast bliver plat. Tilsvarende skifter målmænd side efter tre ens skud, i den forventning, at retningen ændres. I virkeligheden er det 50-50 hver gang.

Så uanset om straffesparksskytterne følger med, kan de øge chancen for at målmanden går den forkerte vej med 19%.

— Hvis straffesparksskytter kan se klare tendenser i målmandens beslutninger, kan de nemt vinde — selv uden at tage gode straffespark. De skal bare sætte bolden i den rigtige side, siger Erman Misirlisoy, psykolog ved universitetet.

Selvfølgelig er det også muligt at sætte bolden midt i målet. I 2007 undersøgte den israelske økonom Michael Bar-Eli 286 straffespark fra forskellige ligaer for at analysere tendenser blandt målmænd.

Et af resultaterne var, at målmænd kastede sig til den ene side 94% af tiden, selv om 29% af skuddene endte i midten af målet. Grunden til at målmænd næsten aldrig stod stille var, at det ville få dem til at se ud som om, de ikke prøvede ordentligt.

— De vil gerne vise folk, at de gør noget. Ellers ser de hjælpeløse ud, som om de ikke ved, hvad de skal gøre, siger Bar-Eli til The New York Times.

Det var denne løsning Pirlo valgte mod Frankrig. Han scorede.

Spillerne har med andre ord mange kneb til deres disposition. Men hvad med målmændene?


Friedels kneb
De har også deres metoder. En er at analysere modstandernes vaner, som Köpke gjorde det i 2006. En anden er at læse modstanderens kropssprog.

Et eksempel er Brad Friedel, der nåede 82 landskampe for USA. Lige før modstanderen skød, plejede han at se efter, hvordan støttebenet var placeret. Generelt ville det blive rettet mod det sted, hvor bolden ville komme. Desuden plejede Friedel at analysere længde og vinkel på tilløbet.

– Der er små ting, man kan lægge mærke til, sagde Friedel.

Hvad hvis målmanden ingen fingerpeg har? Så må man stole på hukommelsen.

Lehmann hævdede, at han til dels havde reddet Cambiassos straffe i 2006, fordi han huskede en kamp argentineren havde spillet for Inter Milan mod Villarreal samme år. Der havde Cambiasso taget hjørnespark. Ved at huske hvilken kropsstilling Cambiasso havde ved hver dødbold, mente Lehmann, at han havde en ekstra fordel, når han skulle forudsige, hvor skuddet ville ende.

Hvor meget dette faktisk havde at sige, kan kun Lehmann vide. Men ét er sikkert — straffesparkskonkurrencer handler om langt mere end tilfældigheder. Et helt VM kan afgøres af analyser, intuition og psykologi.

Hvis straffesparkskonkurrencerne kan kaldes et lotteri, er det absolut muligt at snyde.